Albatros Travels rejseledere
De fleste af Albatros Travels rejser er ledet af en dansk rejseleder, som enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. Oplysningen om, hvor gruppen møder sin rejseleder, vil fremgå af afrejsepapirerne.
Alle vores rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel. Få rejseledere er fuldtidsprofessionelle, idet mange er specialister beskæftiget inden for universitetsverdenen, undervisningssektoren eller er i gang med en akademisk uddannelse, der kan forenes med denne særlige beskæftigelse.
Vi gør opmærksom på, at enkelte af vores rejser er uden rejseleder; det vil altid tydeligt fremgå af programmet, hvorvidt rejsen er ledet af en rejseleder eller ej.
Drikkepenge
På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.
Pas
Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et kortere gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse, og dermed forårsage indrejseproblemer for de af vores kunder, der måtte være i besiddelse af et pas med gyldighed kortere end de 6 måneder.
Placering i flyet
Når vi booker flybilletter, beder vi flyselskabet placere rejseledsagere ved siden af hinanden i flyet og hele Albatros-gruppen samlet. Men luftfartsselskabet afgør suverænt den endelige fordeling af flysæderne. Forespørgsler med ønske om en speciel placering, for eksempel gang- eller vinduesplads, kan fremsættes indtil 45 dage før afrejse, men vi kan af samme grund ikke garantere, at ønsket opfyldes.
Forplejning/specialkost om bord
På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer. Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.
Ønsker du specialkost, for eksempel diabetesmad eller vegetarmad, skal den bestilles senest 45 dage inden afrejse. Nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost.
Bonuspoint
Hos visse flyselskaber er det muligt at optjene bonuspoint. Eventuelle bonusaftaler er et privat anliggende mellem den rejsende og flyselskabet. Vi beder derfor eventuelle kortholdere om at registrere deres bonuskort i forbindelse med indcheckningen i lufthavnen. Albatros Travel påtager sig ikke ansvaret herfor og forestår ikke formidlingen af disse til flyselskabet. Bemærk venligst, at de fleste selskaber har andre og lavere bonussatser for grupperejser, og at enkelte selskaber ikke giver bonuspoint på grupperejser.
Forbehold/ændringer
Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført.
Vi gør opmærksom på, at rejsen er underlagt lokale forhold, hvor både naturkræfter og levevis er anderledes end på vores breddegrader. Det betyder, at force majeure-situationer kan opstå med tilhørende forsinkelser og aflysninger, der undtagelsesvist vil medføre ændringer i rejseplanen. Vejrforhold, vejforhold, problemer med køretøjer, gæsternes fysiske formåen samt forsinkede flyafgange kan medføre ændringer i rejsen, og at programpunkter risikerer at udgå.
Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse i form af rapporter fra rejseledere og kommentarer fra kunder. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.