Den store finale har vi i Agra, hvor Taj Mahal – et af verdens syv moderne vidundere – fascinerer med millioner af glimtende halvædelsten, kridhvid marmor og en symmetri gennemført ned til mindste detalje. Sammen med den smukke kærlighedshistorie bag gravmausoleet – nemlig at stormogulen Shah Jahan lod Taj Mahal opføre til minde om sin afdøde yndlingshustru – bidrager det alt sammen til Taj Mahals helt særlige og magiske stemning, og et besøg her går virkelig ind under huden på en.
Dagsprogram
Dag 1. København – Delhi
Vi rejser via Helsinki til den indiske hovedstad, Delhi.
Dag 2. Delhi
Vi lander i Delhi om morgenen, og vores indiske eventyr er nu for alvor i gang. Fra lufthavnen kører vi direkte til hotellet, hvor vi spiser morgenmad, og herefter er vi klar til at tage på opdagelse i denne livlige, spændende storby.
Med en historie på mere end 3.000 år har Delhi haft en helt unik indflydelse på den indiske kulturhistorie. Mens Indiens store kystbyer stadigvæk kun var rene mudderbanker, var Delhi allerede en sydende hovedstad for et ældgammelt rige. Få byer har været bygget, forsvaret, erobret, plyndret, brændt, forladt og genopbygget så mange gange som Delhi. Herskere er kommet og gået, og ikke mindre end to dronninger og 70 konger har regeret her siden 1193. Alle har de efterladt sig spor – på godt og på ondt, og Delhi byder i dag på et spændende miks af fortid og nutid. Mere præcist er Delhi i dag som to byer i én: Old Delhi med fortet, moskéerne og de mange basarer samt New Delhi, bygget og indviet af briterne i 1931 og en elegant metropol med brede boulevarder, prægtige bygninger og haver skabt af dygtige landskabsarkitekter.
Sameksistensen mellem det gamle og det nye er et fællestræk ved moderne indiske byer, men ingen steder er den mere iøjnefaldende end i Delhi. Den gamle fattige bydel lever som altid sit eget liv, mens den rige og politiske elite sidder tilbagetrukket bag lukkede døre i sofistikerede diplomatiske enklaver og debatterer den åbenlyse fattigdom.
Vi starter vores byrundtur i New Delhi, hvor vi ser den officielle residens for den indiske præsident og byens berømte vartegn, India Gate, inden vi besøger det imponerende smukke Lakshmi-Narayana-tempel.
Herefter bevæger vi os over i Old Delhi, hvor vi besøger den prægtige moské Jama Masjid, der hører til blandt de største og fineste i Indien. Grundstenen blev lagt i 1650, og det tog mere end 5.000 arbejdere seks år at færdiggøre dette enorme bygningsværk. Vi fortsætter videre med cykelrickshaw gennem det spændende basarkvarter i nærheden. Mellem basarens boder med deres udbud af alskens fremmede frugter og duftende krydderier ligger små ydmyge butikker, hvor skræddere, barberer og håndværkere altid har travlt.
Dag 3. Delhi – Pushkar
Det er nu tid til at sætte kursen mod delstaten Rajasthan og pilgrimsbyen Pushkar. Tidligt om morgenen kører vi til togstationen for at tage “Ekspressen” til Ajmer, en smuk togrejse på godt 7,5 timer. Undervejs bliver der serveret snacks. I Indien er en togrejse en helt speciel oplevelse, hvor man kommer rigtig tæt på landet. Tidligere foregik en togrejse i Indien i tætpakkede, faldefærdige togvogne, hvor selv trappetrin og tag var fyldt til bristepunktet med halvnøgne menneskekroppe. I dag er indiske jernbaner stadig ikke blandt verdens hurtigste og mest punktlige. Men eksprestogene er hurtige og effektive, og vi kører på en komfortabel klasse med eget sæde og god plads omkring os. Når vi skal af sted fra stationen i Delhi er der trængsel af sælgere, der tilbyder frisk frugt, grøntsager, “bidis” (billig tobak rullet i blade), aviser og magasiner. Til tesælgernes monotone råb “chai-ya” ruller vi snart af sted.
Når vi ankommer til Ajmer, kører vi med bus videre til Pushkar – en fantastisk flot tur tværs over Snake Mountain. I Pushkar kører vi direkte til hotellet, hvor vi nyder en frokost, og derefter er vi klar til at tage på opdagelse til fods i den hellige by.
Pushkar er en af hinduernes vigtigste pilgrimsbyer, og hvert år kommer tusindvis af troende på besøg. Byen er bygget omkring Pushkar-søen, som hinduerne anser for hellig. Mindst én gang i livet skal alle hinduer foretage en pilgrimsrejse til Pushkar og bade i den hellige sø, som de går ned i fra en af de 52 ghats (trappe/passage ned til vandet). Der hersker en intens og farverig, religiøs stemning over byen, der er spækket med templer og hengivne hinduistiske asketer. Ifølge en gammel indisk legende blev byen skabt, da guden Brahma lod en lotusblomst falde på det sted, hvor Pushkar ligger. Derfor huser byen også et af verdens meget få Brahma-templer.
Byen er på mange måder Indien i en nøddeskal: en lille labyrint af smalle, snoede gader og stræder og smukt udsmykkede templer. Dette – blandet med larmende pilgrimme, beskidte unger og hellige køer – gør byen til en intens oplevelse af lyde, lugte og farver. Meget af den atmosfære, som også pilgrimsbyen Varanasi er kendt for, oplever vi på tætteste hold her i Pushkar.
Dag 4. Pushkar
Delstaten Rajasthan var tidligere kendt som ”Rajputana” – rajputernes land. Her regerede en række rajputfyrster – maharajaerne – i hver deres selvstændige kongerige, heriblandt Pushkar og Jaipur. Under det britiske kolonistyre beholdt disse kongeriger en vis form for selvstyre, hvor maharajaerne ikke direkte var underlagt briterne, men var loyale over for disse. I 1947 blev rajputstaterne indlemmet i det uafhængige Indien, og i 1956 dannede man delstaten Rajasthan.
Maharajaernes hang til luksus, storladen livsførelse, fest og farver var legendarisk, og denne livsstil trækker tråde op til i dag, hvor Rajasthan netop er kendt som Indiens mest farvestrålende stat. Dette kommer ikke mindst til udtryk i kvindernes smukke sarier i knaldrød, pink, orange og gul, der lyser op overalt i gadebilledet og i de tørre, støvede ørkenlandskaber. Her tager kvinderne bestemt ikke det gamle, slidte arbejdstøj på, når de skal ud og hjælpe med markarbejdet – det foregår i fuldt farveflor, og derfor er det en oplevelse for alle sanserne at køre på eventyr i Rajasthans landskaber. Mange af Rajasthans mænd står heller ikke tilbage for kvinderne, hvad pynteglæde angår: Fingerringe, ørenringe og stærke farver – her pynter man sig i bedste maharaja-stil.
I dag tager vi på opdagelse i området omkring Pushkar. Om formiddagen besøger vi nogle lokale landsbyer, hvor livet mange steder leves, som man har gjort det igennem århundreder. Bagefter nyder vi en frokost tilbage i Pushkar, og om aftenen skal vi ved selvsyn opleve, hvorfor Rajasthan kaldes ørkenstaten. I kamelkærrer kører vi ud til Thar-ørkenen, også kendt som Den Store Indiske Ørken, der med sine 446.000 km² er landets største ørken. Som en stor, massiv sanddyne strækker Thar-ørkenen sig fra vest ind over Rajasthan og dækker hele 70 procent af delstatens samlede areal.
I Thar-ørkenen spiser vi middag under åben stjernehimmel, mens lokale musikere og dansere byder på højdepunkter fra Rajasthans traditionsrige musikscene.
Dag 5. Pushkar – Jaipur
Efter morgenmaden forlader vi Pushkar for at køre mod øst til Jaipur, Rajasthans sydende hovedstad, også kendt som “Den Lyserøde By”. Byen er grundlagt i 1727, men Jaipurs rosa farve er dog et nyere fænomen, idet nærmest hele byen blev malet rosa i 1853, før den engelske Prince of Wales kom på besøg. Med sin beliggenhed blandt groftformede bjerge bibeholder byen stadig en eventyragtig overdådighed med sine fornemme paladser, farvestrålende basarer og Amber Fort, der ligger lidt uden for byen.
Eftermiddagen er til fri disposition, og om aftenen går vi en tur i den hektiske basar, hvor almindelige husgeråd blander sig med eksotiske produkter.
Dag 6. Jaipur og Amber Fort
Siden 1727 har byen Jaipur været hovedstad i Rajasthan. Før da var det byen Amber, men pladsen blev efterhånden for trang, og derfor flyttede man hovedstaden mod syd til det nuværende Jaipur. I det nærliggende Amber finder man Amber Fort, højt og dramatisk beliggende på en bakkekam og omgivet af vagttårne. Herfra er der en enestående udsigt over Moata-søen og det omkringliggende landskab.
Vi kører til Amber fra morgenstunden, og når vi skal den sidste strækning op til fortet, foregår det ikke ad trapper som sædvanligt. Næh, vi prajer såmænd en elefant for at ride op! (Af hensyn til elefanterne har man indført begrænsninger i antallet af ture, elefanterne må ride per dag. Vi tager derfor forbehold for gennemførelsen af elefantrideturen). Tilbage i Jaipur besøger vi paladskomplekset City Palace, som oser af fordums storhed, og som er så stort, at det nærmest er en by i byen. Vi kigger også forbi Hawa Mahal, Vindenes Palads, hvorfra maharajaens harem i sin tid kunne iagttage det farvestrålende gadeliv uden selv at blive set. Endvidere skal vi opleve Jantar Mantar, et stort observatorium, som blev bygget af maharajah Jai Singh II i årene 1727-1734 som en markering af Jaipurs nye status som hovedstad. Alt i alt fik han opført fem sådanne astronomiske komplekser i forskellige byer, hvoraf det i Jaipur er det største.
Sidst på eftermiddagen vender vi tilbage til vores hotel, og resten af dagen er afsat til oplevelser på egen hånd eller til at hvile ud på hotellet, inden vi mødes til aftensmaden.
Dag 7. Jaipur – Agra
Efter morgenmaden kører vi mod Agra. Undervejs lægger vi vejen ind forbi den historiske by Fatehpur Sikri, som blev anlagt af stormogulen Akbar i begyndelsen af 1570’erne, og som fungerede som hovedstad for Mogulriget fra 1571 til 1585. Selvom det tog hele 15 år at bygge paladsområdet, forlod stormugulen og hans følge området efter blot 14 år, da der ikke var tilstrækkeligt med vandforsyninger. Paladset og den tilhørende moské figurerer i dag på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.
Sidst på eftermiddagen er vi fremme i Agra. Man kender kun meget lidt til byens tidlige historie, og faktisk var det først i starten af det 16. århundrede, hvor byen blev gjort til hovedstad i stormogulernes rige, at Agra for alvor blev et magtfuldt center på det indiske subkontinent. Stormogulerne var mere end blot en muslimsk stamme, der fra det afghansk-persiske område invaderede store dele af det nordlige Indien. Med en regeringstid, der strakte sig fra år 1500 til 1700, var stormogulerne nok de mest betydningsfulde af alle udefrakommende herskere. Det var stormogulen Shah Jahan, der opførte Det Røde Fort i både Delhi og Agra. Og det var ligeledes ham, der opførte Taj Mahal.
Dag 8. Agra – Delhi
Dagens højdepunkt må uden tvivl siges at være vores besøg i Taj Mahal, som Shah Jahan opførte som gravmausoleum over sin yndlingshustru, Mumtaz Mahal, der døde i barselsseng med deres 14. barn. Det tog 20.000 arbejdere 25 år at bygge mausoleet (1632-47), der siden 1983 har været på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Taj Mahal er bygget i persisk stil og er anlagt på en fire meter høj sokkel, omgivet af fire slanke minareter. Mausoleet står i tindrende hvid marmor og er dekoreret med millioner af halvædelstene, blandt andet den rødlige karneol, som var Mumtaz Mahals yndlingssten. Hele bygningen udstråler en unik ro og harmoni, og det kan være svært at løsrive sig fra denne perle.
Men vi skal videre, og næste punkt på programmet er Det Røde Fort, der ligger tæt ved Taj Mahal. Fortet i rød sandsten blev opført af herskeren Akbar i årene 1565-73 og er et imponerende og velholdt bygningsværk, der dog tydeligt bærer præg af tidernes skiftende herskere. Lige fra Akbars røde sandsten til Shah Jahans silkehvide, ædelstensindlagte marmorflader.
Fra et værelse med en fin balkon i sirligt udskåret marmor nyder vi udsigten til Taj Mahal over Yamuna-floden. Den selvsamme udsigt, som Shah Jahan havde de sidste par år, han levede. Shah Jahans søn Aurangzeb var nemlig yderst magtsyg, og da Aurangzeb overtog magten efter sin far, dræbte han sin yngre bror og gjorde sin egen far Shah Jahan til fange netop på Det røde Fort. Herfra kunne han, indtil sin død i 1666, nyde udsigten til Taj Mahal fra sin balkon, mens han mindedes sin højtelskede hustru.
Vi siger nu farvel til Agra for at køre til Delhi. Turen tager, på trods af den forholdsvis korte afstand, en del tid at køre, da vejen er en af de mest befærdede i Indien. Her oplever vi virkelig, hvordan vejene bliver brugt, og det er helt utroligt at se, hvordan trafikken glider igennem dette kaos af biler. I Delhi kører vi direkte til vores centralt placerede hotel og nyder om aftenen en hyggelig afskedsmiddag.
Dag 9. Delhi – København
Efter en oplevelsesrig rejse gennem det nordlige Indien er vi klar til at sige farvel til dette anderledes og spændende land. Med et lille smil på læberne oplever vi igen Indiens fascinerende, kaotiske stemning i lufthavnen, inden vi flyver herfra om formiddagen og lander i København om eftermiddagen.