Dagsprogram
Dag 1. København – Quito, Ecuador
Vi rejser fra Danmark og ankommer til Quito senere samme eftermiddag. Der er fuld forplejning på flyet på den oversøiske del.
Vi kører til vores hotel, som ligger i Quitos moderne bydel. Ecuadors hovedstad er tydeligt opdelt i to forskellige bydele: den moderne, hvor man finder de fleste hoteller, restauranter og souvenirbutikker, og den gamle bydel, der er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv, og hvor pladser, bygninger og imponerende kirker fra den spanske kolonitid dominerer. Vores hotel ligger ved flere af de gode spisesteder, indkøbsområder og ikke langt fra hovedgaden i den nye bydel. Den tynde luft (vi er i over 2.800 meters højde) betyder, at man nemt kan blive forpustet, hvis man ikke holder tempoet nede, men de fleste sunde og raske mennesker har ikke de store problemer med denne højde. Man kan mærke lidt hovedpine, hvilket indikerer, at tempoet skal yderligere ned, og mere vand skal indenbords. Drik rigeligt med vand; gerne 3-5 liter i døgnet.
Byen, der ligger omgivet af sneklædte vulkaner af op til seks kilometers højde, hører til blandt verdens smukkeste. Da vi kun befinder os 22 kilometer fra ækvator, er klimaet mildt og forårsagtigt året rundt. Den gamle 1700-talsbydel med smukke, hvide huse bærer stærkt præg af den spanske kolonitid og er forbavsende velbevaret. Aftenen er til fri disposition, og her er der mulighed for at hvile ud efter den lange flyrejse. Rejselederen kan naturligvis hjælpe med forslag til valg af restaurant til middag.
Dag 2. Quito – fly til Santa Cruz, Galapagos. Krydstogt starter
Efter morgenmaden kører vi til lufthavnen, og efter 3-4 timers flyvning er vi på Galapagosøerne. Vi lander på øen Baltra nord for Santa Cruz, som vi sætter fødderne på efter en kort færgetur.
Galapagosøerne ligger cirka 1.000 kilometer vest for Sydamerikas kyst i den kolde Humboldtstrøm, der med jævne mellemrum opvarmes og forvandles til naturfænomenet El Niño med ubehagelige følger for klimaet mange steder på jorden.
Det næringsrige vand, der kommer helt fra Antarktis, er koldt, hvilket betyder, at det indeholder relativt meget ilt. Den megen ilt og næring er grundlaget for øernes enestående plante- og dyreliv. Galapagos består af mange små øer, hvoraf de mindste blot er golde klippetoppe, der akkurat når over havoverfladen. Kun fire af de største øer er beboede, mens de øvrige henligger mere eller mindre uberørt som et gigantisk naturhistorisk museum.
Galapagosøerne udgør toppene af en lang vulkansk kæde, der rejser sig 2-3.000 meter over havbunden. Gennem årtusinder har mange forskellige dyr og fugle svømmet, flydt eller fløjet til disse isolerede øer, hvor de har udviklet og tilpasset sig forskellige, varierende livsvilkår. Derfor adskiller såvel flora som fauna sig ganske radikalt fra fastlandet og sågar fra ø til ø. Omkring 20 % af alle fisk i havet omkring Galapagos er endemiske (de findes kun her), hvilket også gælder halvdelen af alle planter og de fleste fugle samt alle landlevende dyr. De endemiske arter varierer markant fra tilsvarende eller beslægtede arter andre steder.
Charles Darwin ankom i 1835 til Galapagos på sin lange odyssé som naturforsker på skibet Beagle. Han fandt enhver forskers paradis: et sandt orgie af forunderlige naturfænomener med kæmpekrabber, rovfugle og søløver, kæmpeskildpadder og havleguaner, som kunne studeres på mindre end én meters afstand. Hver art varierede i udseende og adfærd fra ø til ø til trods for, at de øjensynligt stammede fra samme oprindelige art.
Darwin brugte mange år til at tænke over sine iagttagelser og ikke mindst konsekvenserne heraf, inden han udsendte sit ultimative værk: ”Arternes oprindelse”. Hermed revolutionerede han verdens syn på menneskets udvikling. Dyr og mennesker var ikke sat på jorden i den aktuelle form, men var resultatet af en lang udvælgelsesproces, hvor de bedst egnede eller tilpassede individer overlevede længst og videregav arveanlæg til næste generation, der således blev en anelse bedre tilpasset miljøet og så fremdeles.
Dyrelivet på Galapagos er i store træk uforandret siden Darwins tid, og man kan praktisk talt selv følge de iagttagelser, der danner baggrund for evolutionslæren. Desværre har forskellige nye arter fra fastlandet fået fodfæste på Galapagos og truer visse steder miljøet ganske voldsomt, men forskerne er naturligvis meget opmærksomme på dette problem.
Vi besøger højlandet på Santa Cruz, hvor der er stor sandsynlighed for at opleve de enorme Galapagosskildpadder på allernærmeste hold. Hver ø havde oprindelig sin egen type. Man taler om to hovedarter af skildpadderne, med mange indbyrdes variationer, men grundlæggende hører alle til samme art, Geochelone elefantopus. Kun den store ø Isabela, der består af fem store vulkaner med uigennemtrængelig lavaørken imellem sig, har flere skildpaddearter på én og samme ø. Skildpaddernes hovednæringskilde er figenkaktus, og bemærkelsesværdigt er det, at alle øer med skildpadder har udviklet høje, træagtige kaktus med spidse stive torne, mens øer uden skildpadder har lave, udbredte kaktus med bløde torne.
Vi fortsætter til hovedbyen Puerto Ayora på den sydlige del af Santa Cruz. Med gummibåde sejler vi den korte tur ud til vores skib, der ligger i bugten og venter på at give os 4 dage med storslåede naturoplevelser. Efter indkvartering og velkomst er der middag.
Dag 3. Sante Fe og Plazas
Den lille ø Santa Fe er mest berømt for sine store kolonier af søløver, som vi bogstaveligt talt kommer til at vade rundt imellem. Hannerne er ikke alt for aggressive, men man skal nu alligevel være en lille smule påpasselig, for de flytter sig ikke for en. Der er to stisystemer, der begge giver os mulighed for at se den sjældne Santa Fe-landleguan og de flotte kaktus. I havet omkring øen er der igen gode snorklemuligheder, og her ses ofte store pilerokker og havskildpadder i det klare vand.
Vi fortsætter til de mindre Plazasøer, som ligger lidt øst for hovedøen Santa Cruz. Atter et sted, som møder os med et rigt dyreliv. Blandt de mange fuglearter er de store fregatfugle og pelikaner. Ved øerne er der søløvekolonier, og på land går de store landleguaner omkring mellem de mange kaktustræer.
Dag 4. San Cristobal – Punta Pitt og Isla Lobos
Vi starter formiddagen ud med at besøge vulkanformationen Punta Pitt på den østlige side af øen San Cristobal. Her vandrer vi ad en sti, der både byder på strand og naturlige udsigtspunkter på vores vej op ad de vulkanske aflejringer. Som det eneste sted på Galapagosøerne kan man se alle tre sule-arter (blåfodet sule, rødfodet sule og den sort-hvide maskesule), da sulerne her ikke skal konkurrere om føden og dermed kan leve i fred og fordragelighed sammen. Her lever også to slags fregatfugle og her er endvidere søløvekolonier man kan fæste sine øjne på.
Eftermiddagen tilbringer vi på Isla Lobos, der betyder Søløve-øen. Øen ligger lige ud for San Cristobals kyst og som navnet indikerer, er det her mange søløver vælger at gå i land, for at sole sig eller boltre sig rundt blandt hinanden i kolonierne. Det er også et fantastisk sted at snorkle, så måske du kan være heldig at snorkle rundt blandt en enkelt søløve eller to. Søløverne deler også øen med de blåfodede suler, hvis fødder spiller en vigtig rolle, når det er tid til at parre sig – hvis ikke fuglene får nok føde, blegner fødderne, og så er der lukket for det varme vand hos hunnerne.
Dag 5. San Cristobal
Vi er i nærheden af San Cristobal, og i dag skal vi ind til hovedbyen, Puerto Baquerizo Moreno. Her besøger vi et informationscenter, som ligger lidt uden for byen. Her vil vi få en introduktion til det fantastiske dyre- og planteliv på øerne og også en indgang til øernes lidt pudsige nyere historie.
Efter vores centerbesøg fortsætter vi til Tijeretas Hill (Fregatfuglebakken). Fregatfuglen kendes også som ”tijeretas” (tijeras betyder saks) på grund af formen på dens hale. Bakken har fået sit navn efter de mange fregatfugle, der har deres kolonier her. Ud over Tijeretas Hill byder øen også på en kanon fra anden verdenskrig, der i 1970’erne blev brugt af den ecuadorianske hær til militærøvelser. Der venter os også en helt spektakulær panoramisk udsigt fra kysten over mod Leon Dormido (De sovende løver), en lodret klippe, der rejser sig 200 meter op fra havoverfladen. Efter vores besøg på San Cristobal fortsætter vi med speedbåd til havnen i Puerto Ayora på Santa Cruz. Herefter indkvarteres vi på vores hotel i nærheden af havnen. Resten af aftenen er til egen disposition.
Dag 6. Santa Cruz. Darwin-instituttet, kæmpeskildpadder og tid på egen hånd
Om morgenen besøger vi Darwin-instituttet, der er grundlagt med henblik på forskning og vedligeholdelsen af Galapagos som en stor nationalpark i verdensklasse. Forskningen tager udgangspunkt i evolutionslæren, men der bruges også mange kræfter på at bevare naturen i dens oprindelige, unikke og uspolerede form på trods af skadedyr, turisme og de faste beboeres slitage. I dag er mange lokale inddraget og direkte afhængige af Galapagos’ bevarelse og beskyttelse. Darwin-instituttet huser en forskningsafdeling, et bibliotek, museum og forskere samt dyrepasserne, der tager sig af de store skildpadder – centret kører et rehabiliteringsprojekt for skildpadder i forbindelse med museet. Så hvis vi ikke skulle have set skildpadder andre steder, er vi således
garanteret at se de berømte kæmpeskildpadder her.
Resten af dagen har du tid på egen hånd til at udforske byen, hvor alt ligger i gåafstand. Tag for eksempel ned til det lille fiskemarked, hvor pelikaner og et par søløver flokkes om havets lækkerier i selskab med lokalbefolkningen. Eller du kan tage en gåtur til Tortuga Bay med smukke hvide sandstrande, mangrove og et væld af dyreliv omkring en smuk lagune. Via et cirka tre kilometer langt stisystem når du frem til den fantastisk smukke bugt. Her holder mange havleguaner til, og er du heldig, ser du også et par blåfodede suler.
Dag 7. Galapagos – fly til Quito
Fra Puerto Ayora kører vi til nordsiden af Santa Cruz og sejler med en af de små lokale færger den korte tur over til Baltra, hvorfra vi flyver omkring middag med forventet ankomst til Quito sidst på eftermiddagen. Ved ankomsten kører vi til vores hotel og checker ind.
Dag 8. Quito. Byvandring og hjemrejse
Efter morgenmaden vil rejselederen arrangere en kort tur til byens gamle bydel, hvor de flotte historiske bygninger pryder gadebilledet. Du kan også vælge at blive på hotellet og nyde formiddagen, inden vi midt på dagen kører til lufthavnen, hvorfra vi flyver mod Europa.
Dag 9. Ankomst til København
Vi forventer at ankomme til København sidst på eftermiddagen.