Dagsprogram
Dag 1. Afrejse fra København
Vi mødes ved middagstid i Københavns Lufthavn og letter med kurs mod Tokyo, Japans hovedstad. Der er fuld forplejning om bord på flyet.
Dag 2. Ankomst til Tokyo, Japan. Gåtur og velkomstmiddag
Vi lander i Tokyo om formiddagen og tager fat på de mange oplevelser, der venter os. Tokyo var engang en lille fiskerby, men er i dag en af verdens største og mest moderne storbyer. Tokyo består af mange små bydele, hver med deres helt eget særpræg og stemning, og de næste par dage skal vi besøge nogle af de mest spændende.
Vi går en tur i lokalområdet ved hotellet gennem det gamle forretningskvarter Nihonbashi, der direkte oversat betyder ”Japan-broen”. Området har fået dette navn, da der siden begyndelsen af 1600-tallet netop her har ligget en bro, som forbinder de to sider af Edo-floden. Den første træbro stod færdig i 1603, mens den nuværende bro er fra begyndelsen af 1900-tallet. I Edo-perioden var det her fra broen, at alle distancer blev målt ud i landet til daimyo’ernes (de lokale feudalherrers) hjemprovinser.
På vores gåtur kommer vi blandt andet forbi Tokyo-børsen, som blev grundlagt i 1878. Udefra ser børsen måske nok stille og rolig ud, men skindet bedrager, kunne man fristes til at sige, da dette er en af verdens mest hektiske kapitalmarkeder – kun overgået i størrelse af New York Stock Exchange.
Om aftenen tager vi for alvor hul på vores japanske eventyr med en velkomstmiddag på et japansk spisested. Det japanske køkken er et af verdens sundeste og mest varierede med masser af fisk og grøntsager, og det rummer et hav af andre spændende retter end blot sushi. Maden er i sig selv en stor del af oplevelsen, når man besøger Solens Rige. På en del restauranter er der billeder af retterne – ja, endda plastikmodeller i naturstørrelse af de enkelte retter – så der er gode muligheder for at kaste sig ud i noget nyt og spændende!
Dag 3. Udflugt til Hakone Nationalpark
I dag tager vi på udflugt til Hakone Nationalpark vest for Tokyo. Det smukke og majestætiske Fuji-bjerg er Japans mest berømte symbol og et af landets helligste steder og kan, hvis vejret tillader det, ses fra flere vinkler på vores vej til nationalparken. Med sine 3.776 meter over havet er Fuji-bjerget Japans højeste. Her i det vulkanskabte landskab, der kun er 40.000 år gammelt, venter der os en sejlads på Ashi-søen og en tur med gondolbane til Komagatake-bjerget, hvor vi bliver mødt af en spektakulær udsigt ud over landskabet med Fuji-bjerget. Vi er tilbage i Tokyo først på aftenen.
Dag 4. Tokyo. Tsukiji Fiskemarked, sushi, Ginza, Hibiya-parken, Kejserpaladset, Shibuya, shintohelligdommen Meiji Jingu
På dagens udflugt, som overvejende foregår til fods, starter vi ud med et besøg på Tsukiji Fiskemarked – verdens største fiskemarked. Det anslås, at næsten hver sjette fisk fanget på verdensplan sælges her. Og det er nu, at dette imponerende marked skal opleves, for inden for de næste år er det planen at flytte det uden for Tokyo. På markedet får vi et spændende indblik i, hvordan der handles med fisk, skaldyr og tang fra alle verdens have. Og det går livligt for sig på markedet, hvor japanernes forkærlighed for alt godt fra havet er åbenlys. Et besøg her på markedet er en fantastisk og fascinerende oplevelse! Vi skal naturligvis også smage på nogle af specialiteterne, så vi besøger en af de små madboder ved markedet – friskere sushi får man ikke!
Fra fiskens verden begiver vi os ud videre ud i metropolen Tokyo, hvor imponerende bygningskunst i alle afskygninger præger gadebilledet: fra futuristiske kæmpebygninger til kedelige kontorbygninger – et miks af stilarter, overalt hvor man kigger hen. Meningerne om Tokyos arkitektur og byplanlægning er da også mange, men én ting er helt sikker: Det er alt andet end kedeligt at gå på opdagelse i Tokyos gader.
Vi spadserer til Ginza, Tokyos mest eksklusive shoppingområde, hvor alle Japans dyre mærkevarer og stormagasiner er repræsenteret. Dette er Japans pendant til Fifth Avenue i New York og Champs-Elysées i Paris! Vi går en tur ned ad Ginzas livlige og stilfulde hovedgade, hvor ikke blot folk på shopping, men også travle forretningsmænd, præger gadebilledet.
Herefter fortsætter vi til den nærliggende Hibiya-park, hvor den knap så kendte bagside af det japanske forbrugersamfund titter frem. I slipstrømmen af den lange japanske økonomiske afmatning er stadigt flere japanere blevet hjemløse, og en del af dem har fast base her i parken. Kontrasterne, som vi kender dem fra andre af verdens store metropoler, er også en del af virkeligheden her i Tokyo.
Videre på vores gåtur besøger vi parken ved Kejserpaladset, hvor kejser Akihito og kejserinde Michiko bor sammen med deres to sønner, datter og deres familier.
Herefter skal vi til et af byens mest berømte områder overhovedet – både blandt japanerne selv og blandt turister, nemlig Shibuya, der ligger midt i byen, og hvis station er et af Tokyos trafikale knudepunkter. I Shibuya-krydset vælter neonlys og storskærme med reklamer og musikvideoer ud fra højhusene, og hundredvis af fortravlede japanere – fra forretningsmænd til skoleelever i deres skoleuniformer og trendy unge med vilde frisurer – haster ud i fodgængerfeltet, når lyset skifter til grønt. Foran stationen er der en lille statue af en hund – Hachiko-statuen – som er byens mest berømte mødested. Historien om den loyale hund Hachiko, der dag efter dag trofast venter på sin herre foran stationen – selv efter dennes død – er i sig selv ganske rørende. Historien om Hachiko blev filmatiseret i Japan i 80’erne, inden den i 2009 kom i en Hollywood-udgave med Richard Gere i hovedrollen som hundens ejer.
Vi runder dagens udflugt af ved Japans største shintotempel, Meiji Jingu, som stod færdigt i 1920, og som er et symbol på kejserens vigtige rolle i det japanske samfund – både som politisk og religiøst overhoved. Først efter anden verdenskrig mistede kejseren sin status som guddommelig såvel som sin politiske indflydelse.
Vi er tilbage ved hotellet sidst på eftermiddagen.
Dag 5. Shinkansen-toget til Kyoto. Tid på egen hånd
Fra Tokyos moderne storbystemning skal vi med det berømte lyntog Shinkansen videre til den gamle kejserstad Kyoto. På togrejsen får vi et indtryk af, hvor tætbefolket Japan er, og om vejret vil det, kan vi undervejs se det hellige Fuji-bjerg.
Shinkansen er komfortabelt, præcist og meget hurtigt. Inden vi stiger om bord på toget, er der mulighed for at købe en ”o-bento”, en typisk japansk madpakke, til toget. En o-bento fås i et hav af varianter og består typisk af ris og forskellige former for lækkert tilbehør og småretter – i form af fisk, kød, grøntsager og forskellige salater. Lækkert og ikke særlig dyrt!
Vi ankommer til Kyoto om eftermiddagen, og efter check-in på vores centralt beliggende hotel kan resten af dagen bruges på selv at gå på opdagelse i byen. Du kan også tage med rejselederen på en lille gåtur, blandt andet til Kyotos berømte Gion-kvarter. Her ligger stemningsfulde spisesteder side om side med de traditionelle, diskrete tehuse, hvor byens berømte geishaer arbejder. Er vi heldige, ser vi nogle af dem trippe af sted i deres dyre kimonoer og med smukt opsat hår. Du kan også lægge vejen forbi Kyotos berømte Nishiki-marked. Her finder man et væld af japanske specialiteter smukt præsenteret – fra frugt og grønt til fisk, kød, pickles og snacks.
Kyoto er berømt for sin ypperlige kvalitet på den berømte japanske grønne te, så prøv også at kigge ind hos en af de mange små specialbutikker med te, og køb en lille smagsprøve på Japan med hjem. Skal oplevelsen være fuldkommen, er der også masser af muligheder for at købe håndlavet keramik, heriblandt tekrus, med hjem.
Kyoto er hjemsted for mere end 1.600 buddhistiske templer og 270 shintohelligdomme. Hertil kommer kejserpaladset, shogunens Nijo-borg, kejserlige villaer og haver og en række af Japans bedste museer.
Kyoto blev som den eneste japanske storby skånet for bombeangreb under anden verdenskrig. Efter sigende på grund af byens enestående kulturskatte. Desværre har bystyret ikke vist byen samme respekt, så de store sammenhængende kvarterer af smukke træhuse er næsten forsvundet. Men ingen har vovet at røre de tusinder af templer, helligdomme og smukke haver. Især i byens udkant føler man sig hensat til en anden tidsalder, hvor skønhed og æstetik var i højsædet.
Dag 6. Kyoto. Guldpavillonen, Arashiyama, Tenryu-ji, bambuslund og shintotemplet Fushimi Inari-taisha
Vi tager på opdagelse i den smukke tempelby og starter i den vestlige udkant af byen, hvor vi ser Kyotos mest berømte attraktion: Guldpavillonen. Med de tusindvis af templer, Kyoto kan byde på, skal vi natuligvis opleve endnu flere, og vi har til dagens program håndplukket henholdsvis Tenryu-ji og Fushimi Inari-taisha.
Guldpavillonen i byens nordlige udkant er en nøjagtig kopi af den over 500 år gamle bygning, som en sindssyg tempelpræst satte ild til i 1955. Guldpavillonens berømmelse forstår man til fulde, når man står ansigt til ansigt med den stemningsfulde guldbeklædte pavillon, der spejler sig i søens vand.
Vi fortsætter til den vestlige ende af Kyoto, hvor vi tager på opdagelse i det smukke område Arashiyama for foden af bjergene. Her besøger vi det UNESCO-fredede tempel Tenryu-ji, der er berømt for sin smukt anlagte zenhave fra 1300-tallet. Templet stod færdigt i 1339 og er en del af Rinzai-skolen inden for den japanske buddhistiske verden. Bagefter går vi en tur gennem den smukke bambuslund, hvor et tykt tæppe af meterhøje bambusser slår den eksotiske stemning an.
Vi besøger senere shintohelligdommen Fushimi Inari-taisha og går en tur gennem templets lange arkade af orangerøde torii-porte, der ligger i hundredvis tæt efter hinanden og former vejen. De orangerøde porte står i smuk kontrast til den omgivende grønne skov. Dette er en af Kyotos knap så kendte attraktioner, men ikke desto mindre er det for mange besøgende et af de helt store højdepunkter!
Dag 7. Kyoto. Nijoborgen og udflugt til Nara
Et anden af Kyotos helt store landemærker er den imponerende og velbevarede Nijoborg. Den militære øverstkommanderende i kejsertidens Japan var shogunen. I længere perioder af landets historie var han også den mest magtfulde mand i landet. Kejserens rolle var mere tilbagetrukket og af symbolsk karakter. I 1603 opførte den toneangivende Tokugawa-shogunslægt Nijoborgen. Bygningerne i denne borg, der er Japans bedst bevarede, er af meget høj kvalitet. De bedste bygningshåndværkere byggede borgen, og datidens bedste kunstnere udsmykkede den. Nattergalegulvet er et godt eksempel på, hvor raffineret borgen er. Gulvet er konstrueret således, at det knirker, når man træder på det, så eventuelle snigmordere ikke kunne nærme sig uden at blive hørt. Træskærerarbejdet og de mange malerier, der pryder vægge og lofter, er originale og af stor kunstnerisk værdi.
Vi besøger borgen, og bagefter tager vi syd for Kyoto til den hyggelige by Nara, der var Japans første permanente hovedstad. Nara rummer nogle af de ældste og mest imponerende bygninger i landet. Vi kører til Nara med tog og går og/eller kører med taxa rundt til nogle af byens seværdigheder: Verdens største træbygning, Todaiji-templet, er på størrelse med en tolvetagers beboelsesejendom og rummer blandt andet verdens største bronzefigur, en 22 meter høj Buddha. Vi kan også besøge Kasuga Taisha, en 1.335 år gammel shinto-helligdom. Vejen dertil er flankeret af ikke mindre end 3.000 sten- og bronzelygter. Over for templet ligger en spændende botanisk have. I hele Naras parkområde går mere end 1.000 sikahjorte rundt. Mange er efterhånden blevet så tamme, at de nærmest stjæler maden ud af hænderne på turisterne.
Dag 8. Shinkansen-toget til Hiroshima. Atombombekuplen, Fredsparken, Fredsmindemuseet og Tempeløen Miyajima
Den 6. august 1945 blev Hiroshima lagt i ruiner, og over 100.000 mennesker blev dræbt, da verden for første gang oplevede, at en atombombe blev bragt til sprængning. I dag står en enkel kuppelformet ruinbygning som et minde om de enorme ødelæggelser, som eksplosionen forårsagede. Nærved ligger den smukke fredspark med en fredsflamme, der først bliver slukket, når det sidste atomvåben er destrueret.
Vi besøger parken og Fredsmindemuseet, der sagligt og instruktivt viser, hvad der skete. I dag er Hiroshima fuldstændig genopbygget, og byen er anderledes end de fleste andre japanske byer med sine brede og luftige gader og det velordnede bybillede. Vi spiser frokost i Hiroshima og skal herefter opleve en af Japans mest berømte, fotograferede og elskede motiver – nemlig den ”svævende” orange torii-port ude i vandet ved øen Miya-jima, som vi sejler over til. Smukt, poetisk og klassisk japansk!
Vores hotel ligger centralt i Hiroshima i området Hatchobori, hvor man finder et væld af spændende spisesteder og butikker.
Dag 9. Shinkansen-toget til Kagoshima, cykeltur på strandpromenaden og fodbad i de varme kilder
Vi kører med Shinkansen direkte videre til Kagoshima, den sydligste by på Kyushu, som er den tredjestørste og sydligste af de fire japanske hovedøer. Den direkte Shinkansenlinje til Kagoshima er åbnet per marts 2011, hvilket giver os denne fantastiske mulighed for at opleve et knap så kendt hjørne af Japan.
Kagoshima bliver ofte kaldt Japans Napoli, idet byen – ligesom Napoli – er landets sydligste hovedby, ligger ud til kysten, har et lunt og solrigt klima og en dejlig, tilbagelænet stemning med masser af hjerterum. Som prikken over i’et har Kagoshima en yderst aktiv vulkan som nabo: Sakurajima, som er byens pendant til Napolis Vesuv. Ikke blot Kagoshima, men hele Kyushu, er kendt for en livlig termisk aktivitet.
Den røde tråd i Kagoshimas historie er Shimazu-klanen, der i næsten 700 år – igennem hele 29 generationer – dominerede byen. Og da Japan i en periode på mere end 200 år nærmest var hermetisk lukket for omverdenen, var Kagoshima blandt de første steder i Japan med udenlandsk kontakt. I mange år var byen knudepunkt for landets handel med kineserne, også efter at Japan officielt var lukket for al kontakt med omverdenen under Tokugawa-styret (1603-1867). Paradoksalt nok var det da også her, oprøret mod shogunatet begyndte. Det oprør, der senere væltede selvsamme, og en ny æra efter mere moderne vestligt forbillede kunne begynde.
Japans første møde med kristendommen fandt også sted her i Kagoshima, da den spanske munk og missionær Francisco Xavier ankom i 1549 sammen med en portugisisk delegation. Med sit ihærdige missionsarbejde lagde Xavier grundstenen til Japans kristne mindretal. Den dag i dag udgør de kristne blot to procent af den japanske befolkning, der overvejende er buddhister – samtidig med at en lang række traditioner fra shintoismen, den oprindelige, japanske folkereligion, er tæt vævet ind i det japanske hverdagsliv både for buddhister og kristne.
Vel ankommet til Kagoshima tjekker vi ind på vores hotel, danner os et overblik ved at tage på en cykeltur gennem den hyggelige by og langs strandpromenaden. På cykelturen kommer vi forbi nogle af byens smukke parker og indkøbsstrøg og lægger også vejen forbi et typisk Kagoshima-fodbad, et såkaldt ashi-yu. Mens vi lader fødderne få en velfortjent gang velvære, nyder vi en kop grøn te og lader op til morgendagens vulkanudflugt.
Vil du hellere tage på opdagelse på egen hånd, er der også mulighed for at få plejet hele kroppen i et af de såkaldte onsen, hvor traditionelle japanske wellness-hoteller og badstuer tilbyder spabade og pools med vand direkte fra de helsebringende varme kilder. Typisk har vandet en temperatur på 39-43 grader, men til gengæld er der altid iskoldt vand, man kan svale sig med. Der er en række uskrevne regler, man skal følge, når man er i onsen, men dem hjælper rejselederen naturligvis med at opdatere dig på.
Trænger du bagefter til at skylle onsen-oplevelsen ned, kan du prøve den lokale shochu, japansk brændevin. I udlandet står shochu i skyggen af den berømte risbrændevin sake, men shochu er en yndet drik hos japanerne selv og er typisk lavet af ris, byg eller søde kartofler. Kyushuøerne er berømte for at have det største shochu-indtag per indbygger – og efter sigende er det en del af forklaringen på den berømte afslappede stemning.
Dag 10. Kagoshima. Sengan-en-haven og vulkanøen Sakurajima
Vi skal videre ud på opdagelse i Kagoshima og omegn og besøger den smukke, traditionelle japanske have Sengan-en, også kaldet Iso-teien, der blev anlagt i 1658 som sommerresidens for Shimazu-klanen. Haven blev udvidet til sin nuværende form i 1848, og selve placeringen af haven er en sand genistreg med en enestående udsigt over bugten og Sakurajima-vulkanen.
I Sengan-en er der blandt andet anlagt en sø fyldt med store, japanske karper, en bambuslund, et vandfald og et lille vandløb, hvor Shimazu-klanen yndede at holde poesifester. En kop sake blev sat ud i vandløbet, og inden koppen var drevet ned til deltagerne, skulle de nå at skrive et haikudigt. Haikudigtet som kunstform opstod i 1600-tallet og var en yndet beskæftigelse blandt den japanske elite. Digtene skulle skrives efter en helt fast form med tre linjer og 17 stavelser i alt – fordelt på henholdsvis 5-7-5 stavelser, og digtet skulle på en eller måde have elementer med fra naturen. Den mest berømte af datidens japanske haikudigtere er Matsuo Basho, hvis kendteste digt – oversat til dansk – lyder således: En gammel dam. En frø hopper i. Lyden af vand.
Vi sejler herefter ud til øen Sakurajima, hvor Sakurajima-vulkanen ligger, for at se det månelignende lavalandskab, der gradvist er opstået af de mange udbrud. I dag følger forskerne nøje med i hver eneste lille bevægelse i vulkanen – den tætte beliggenhed på byen gør det til en livsnødvendighed.
Dag 11. Shinkansen-toget til Osaka. Sightseeing, shoppinggaden Dotonbori og afskedsmiddag
I dag står Osaka, Japans tredjestørste by, på programmet. Sammen med Kobe og Yokohama er Osaka en af Japans vigtigste havnebyer og har siden sin tidlige historie været en af Japans travleste og mest velhavende handelsbyer. Ligesom mange andre af Japans byer led Osaka en krank skæbne under anden verdenskrig, så der er ikke meget tilbage af det oprindelige Osaka. Til gengæld byder byen i dag på noget af Japans mest spændende og eksperimenterende arkitektur.
Et andet af Osakas særkender er maden. Byen har status som en af Japans gastronomiske oaser og er særligt kendt for retten okonomiyaki, som er en slags japansk omelet, der bliver tilberedt på en stegeplade ved bordet og – efter eget valg – fyldt med alt fra blæksprutter til grønt og kød.
På dagens udflugt i Osaka skal vi på en rejse tilbage i tiden til et Japan fuld af loyale og stolte samuraier, kendt fra instruktøren Kurosawas berømte samuraifilm og fra storfilmen ”Shogun” fra starten af 80’erne, en filmatisering af James Clavells roman af samme navn.
Vi ser den imponerende og berømte Osaka-borg, der spillede en vigtig rolle i samlingen af Japan i 1500-tallet. Den nuværende borg er en rekonstruktion af den oprindelige, som stod færdig i 1583, og som daimyo’en Toyotomi Hideyoshi var bygherre på. 100.000 mand havde knoklet i tre år for at få borgen færdig. Osaka-borgen har været brændt og genopbygget flere gange og led også skade under anden verdenskrig. Den seneste restaurerering fandt sted i 1997, og man kan se en spændende udstilling om Osaka, Toyotomi Hideyoshi og selve borgens historie.
Fra det gamle historiske Japan springer vi frem til det moderne Japan igen, når vi blandt andet tager en tur i den livlige gade Dotonbori, der ligger langs Dotonbori-kanalen, og hvor butikker, teatre og masser af små og store spisesteder trækker folk til fra nær og fjern.
Der er i det hele taget gode shoppemuligheder i Osaka, så forhør dig hos rejselederen, hvis der er særlige ting, du er på jagt efter. Byens tog- og metronet er hurtigt og velfungerende, så det er let at komme rundt på egen hånd. Hen på aftenen mødes vi igen til afskedsmiddag.
Dag 12. Osaka – København
Vi tager i Kansai Lufthavn, hvor vi sætter vi os til rette på flyet og vender næsen hjemad mod Danmark igen.