Albatros Travel

Albatros' Nepal 

 Himalayas tinder, templer og tigersafari i det frodige lavland
– med dansk rejseleder, 13 dage

Albatros Travel tilbyder nu en helt ny rundrejse til Nepal. Et land som for mange rejsende er en stor drøm. Forudsætningerne for den ultimative rejseoplevelse er da også til stede: en traditionsbunden kultur rodfæstet i hinduismen og buddhismen samt en overvældende natur vekslende fra verdens højeste bjergtinder, den tætbefolkede Kathmandu-dal til de smukke nationalparker i det varme og frodige lavland.

Vores rundrejse begynder med en kort flirt med Indiens hovedstad, Delhi, hvor vi skal opleve alle de traditionelle seværdigheder i en af verdens mest kaotiske hovedstæder.

Efter et indholdsrigt døgn i Delhi begiver vi os med fly videre til Nepal, hvor vi lægger ud med en afslappende naturoplevelse i den smukke bjergby Nagarkot. Med udsigt over nogle af de mest imponerende bjergformationer i Himalaya nyder vi den fantastiske natur og har tid til langsomt at vænne os til den tynde luft.

Fra Nagarkot går turen til hovedstaden i Nepal: Kathmandu, en af Asiens mest fascinerende byer. Mødet med Kathmandu er et virvar af sanseindtryk og for den førstegangsbesøgende et mindre kulturchok: Her er hellige køer, sariklædte kvinder, meditative mænd indsmurt i aske og gødning og dufte af stærke krydderier.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:
Kr. 18.990,-
14 dage
Kr. 18.990,-
14 dage
Kr. 19.990,-
14 dage
Kr. 19.990,-
14 dage

Under opholdet i Kathmandu og de smukke dalområder omkring byen besøger vi store seværdigheder og møder forskellige kulturer og religiøse verdener. Her er fantastiske buddhistiske pagoder, hindutempler, middelalderagtige landsbyer og Kathmandus helt egen intense atmosfære.

Efter flere dage med stor intensitet bliver det en kontrast at besøge byen Pokhara, som ligger fredeligt mellem Himalayas bjerge ved den smukke Pewasø. Vi skal på mindre vandreture og nyde de fantastiske naturscenerier i området.

Rejsen fortsætter til Chitwan Nationalpark. Her skal vi blandt andet tilbringe tiden med både elefant- og jeepsafari rundt i nationalparken, som er kendt for sine bestande af tigre og næsehorn.

Dagsprogram
Dag 1. Afrejse fra København
Vi flyver fra København midt på dagen.

Dag 2. Ankomst til Delhi. Indien. Byrundtur
Vi lander i Delhi først på morgenen og kaster os straks ud i dagens program.
Med en historie på mere end 3.000 år har Delhi øvet stor indflydelse på den indiske kulturhistorie. Mens Indiens store kystbyer fortsat kun var rene mudderbanker, var Delhi en sydende hovedstad for et ældgammelt rige. Få byer har været bygget, forsvaret, erobret, plyndret, brændt, forladt og genopbygget så mange gange. Herskere er kommet og gået, og ikke færre end to dronninger og 70 konger har regeret her siden 1193. Alle har efterladt sig spor, på godt og ondt.

Delhi er en hovedstad, der spænder over fortid og nutid. Eller rettere den er to byer i én, “Old Delhi” med fortet, moskeerne og de mange basarer, og “New Delhi” bygget og indviet af briterne i 1931. En elegant metropol med brede boulevarder, prægtige bygninger og haver skabt af dygtige landskabsarkitekter.

Den manglende sammenhæng mellem det gamle og nye er et fælles træk ved moderne indiske byer. Men ingen steder er den mere iøjnefaldende end i Delhi. Den gamle, fattige bydel lever som altid sit eget liv, mens den rige og politiske elite sidder tilbagetrukket bag lukkede døre i sofistikerede diplomatiske enklaver og debatterer den åbenlyse fattigdom. Byen er en afspejling af landet som helhed.

Vi starter med at køre forbi den indiske præsidents officielle residens og India Gate, inden vi begiver os mod den gamle bydel. Her kigger vi forbi den prægtige Jama-moske, der hører til blandt de største og fineste i Indien. Grundstenen blev lagt i 1650, og det tog mere end 5.000 arbejdere seks år at færdiggøre dette enorme bygningsværk. Vi fortsætter videre med cykelrickshaw gennem det spændende basarkvarter i nærheden. Mellem basarens boder med udbud af alskens fremmede frugter og duftende krydderier ligger små ydmyge butikker, hvor skræddere, barberer og håndværkere altid har travlt.

Efter en indholdsrig dag begiver vi os mod vores hotel, hvor vi indtager en velfortjent aftensmad.

Dag 3. Delhi – fly til Kathmandu. Bhaktapur og bjergbyen Nagarkot
Tidligt om morgenen kører vi mod lufthavnen og flyver først på dagen videre til Kathmandu, som er en af Asiens mest eksotiske og fascinerende hovedstæder med en spændende kultur og befolkning.

Fra lufthavnen kører vi mod den smukt beliggende Nagarkot, der byder på en storslået udsigt over Himalaya-bjergene, der rejser sig mod nord. Undervejs gør vi holdt i den gamle kongeby Bhaktapur. Byen er hinduistisk og én af tre kongebyer grundlagt i Malla-kongernes tid fra det 13.-18. århundrede. Den er som en stor landsby med 50.000 indbyggere, nænsomt restaureret og fremtræder stadig som en middelalderby. Sirligt udskåret træværk, røde teglsten og rustbrunt tegltag, smalle gyder og mange små og store hindutempler. Her findes blandt andet det berømte palads med 55 vinduer og dalens højeste og eneste femtagede pagode, Nyatapola.

Midt på eftermiddagen når vi frem til Nagarkot, hvor vi indlogerer os på vores hotel. I Nagorkot er et utal af muligheder for at gå ture og ikke mindst nyde de fabelagtige udsigter til verdens højeste bjerge. Specielt ved solopgang og solnedgang er udsigten så flot, at den kan tage pusten fra enhver.

Dag 4. Nagarkot – Kathmandu. Kæmpestupaen i Boudahnath, tempelkomplekset Pashupatinath og byrundtur i Kathmandu
Vi står op til en formidable udsigt over de imponerende Himalayabjerge, og efter at have set os mætte begiver vi os mod den nepalesiske hovedstad, Kathmandu.

På vejen gør vi hold ved Boudanath, der er Nepals største buddhistiske helligdom og beliggende lidt nordvest for byen. Den 40 meter høje Boudanath-stupa (også kaldet en chöten på tibetansk) ligger omgivet af en ring af tibetanske huse. Her er flotte, nye templer (gompa’er) for alle de 4 hovedretninger inden for den tibetanske buddhisme, og der er næsten altid en livlig religiøs aktivitet. Tibetanske pilgrimme (circumambuler) går rundt om stupaen, mens de drejer de mange bedemøller – altid i urets retning. Drej – eller for dens sags skyld, gå – aldrig den forkerte vej rundt: Det er en uheldssvanger handling! Et stort antal højtstående lamaer bor og underviser her.

Inden vi når frem til Kathmandu, kigger vi forbi Pashupatinath. Det store Pashupatinath er hinduernes helligste tempelanlæg og Nepals pendant til Indiens Varanasi. Navnet betyder ”Dyrenes Herre”, et af guden Shivas talrige navne. Templerne med de smukke, gyldne pagodetage ligger ved Bagmati-floden (en sideflod til Ganges). Det er her, de nepalesiske hinduer brænder deres døde. Pilgrimme kommer fra hele Nepal og tager det spirituelt rensende bad i floden og beder i templet. I modsætning til de buddhistiske gompa’er er templet lukket for ikke-troende (vesterlændinge), men der er et farverigt sceneri udenfor med pilgrimme, sariklædte kvinder og sælsomme saddhuer (hellige mænd), der sommer og vinter færdes næsten nøgne med kroppen smurt i aske og det lange hår indsmurt i kogødning.

Vi er efterhånden nået frem til den hæsblæsende hovedstad, Kathmandu, og inden vi når til vores hotel, kigger vi nærmere på Kathmandus Durbar Square, hvor vi finder nogle af de smukkeste pagoder: Den store Kasthamandap-pagode – bygget i 1625 af træet fra ét eneste træ – Shiva-Parvati-templet og Hanuman Dhoka, der er det gamle kongepalads. Desuden ligger her to templer, Taleju-templet og Den levende Gudinde Kumaris Tempel. Ud over fantastiske pagoder, træudskåren tempelarkitektur og gudestatuer kæmper to kæmpemæssige trommer, et virvar af frugtboder, krydderidufte, små senede mænd belæsset med enorme byrder på ryggen, cykelrickshaws, skabede hunde, hellige køer samt en hel del souvenirbutikker om vores opmærksomhed.

Dag 5. Kathmandudalen. Abetemplet, kongebyen Patan og landsbyerne Khokna og Bungmati
Vi starter dagens eventyr med at kører ud til Swayambunath-stupaen, der ligger på en lille top vest for Kathmandu. Den er også kendt som Abetemplet på grund af den store flok rhesusaber, der lever her. De er frække og sjove; men lad være med at fodre dem, de kan finde på at bide.

En lang trappe fører op til stupaen og templet på toppen. Stedet æres også af hinduerne; det er en af de forunderlige ting i Kathmandudalen, at buddhisme og hinduisme deler helligdomme, og at der findes talrige blandingsformer af de to religioner. Hvis vi er heldige, vil vi kunne overvære pujaceremonien, der ofte ledsages af sælsom tibetansk musik på dungchen (lange alpe-trompeter), store trommer, gonger, gyaling (oboer), samt konkylie- og lårbenstrompeter. Der er en dejlig udsigt over hele dalen herude. Stupaen er behængt med bedeflag, og i små nicher sidder meditations-buddhaerne, og Buddhas altseende øjne, inklusive det 3. øje, visdomsøjet, skuer i alle fire verdenshjørner ud over dalen.

Dagens program fortsætter i Patan, som er den buddhistisk prægede af de tre kongebyer i Kathmandudalen. Vi kører mod syd og krydser Bagmati-floden, og lidt efter drejer man ind i Patan, som har ikke færre end 136 klostre og 55 templer. Den bliver også kaldt De gyldne tages By og City of Fine Arts. På Durbar Square, paladspladsen, oplever man et væld af eksotiske pagodetage og fine træskærerarbejder på alle bærepiller, gesimser og vinduer.

Sidst på dagen går det med bus et lille stykke ned til den anden side af Bagmati-floden til de 2 newari-landsbyer Khokna og Bungmati. Newarierne er et folk af mongolsk oprindelse, der primært bor i Kathmandudalen og i de lavereliggende bjergegne. De har i århundreder været handelsfolk, bønder og kunsthåndværkere, og det er dem, der har skabt de enestående pagoder og træudskæringer i Kathmandudalen foruden meget fine statuer i bronze. Deres talrige religiøse fester er lige så gamle som deres traditionsbundne landsbyer, hvoraf de færreste får besøg af turister. En meget herlig dag med oplevelser af Nepal som i fordums tid.

Dag 6. Kathmandu – langs Trisulifloden og oplevelser i bjerglandsbyen Bandipur
Det er blevet tid til at sige farvel og på gensyn til Kathmandu, og først på morgenen begiver vi os med bus mod bjerglandsbyen Bandipur. På vejen passerer vi masser af små landsbyer, og når vejen følger den smukke Trisuli-flod støder vi ofte på rafting-grupper, der kæmper sig gennem de frådende vandmasser. Vi gør et enkelt ophold undervejs og når frem til den lille newari-bjerglandsby Bandipur midt på eftermiddagen. Bandipur ligger på en bakketop over Dumre. I klart vejr er der den mest fortryllende udsigt til Himalayabjergene med Annapurna og Manaslu som de primære toppe.

Vi spadserer lidt rundt i den idylliske landsby og kommer helt tæt på den lokale befolkning, der ikke har gennemlevet samme udviklingstempo som storbyen Kathmandu.

Dag 7. Tid på egen hånd i Bandipur – Pokhara
Formiddagen er afsat til oplevelser på egen hånd, inden vi begiver os det sidste stykke til Pokhara. Fra byen, der ligger helt nede i 884 meters højde, er der fuld udsigt til den berømte Annapurna-bjergkæde og det smukke bjerg Machhapuchhare, Fiskehalebjerget, hvis næsten 7.000 meter høje top ligger blot 25 kilometer fra Pokhara.

Pokhara er med sine omkring 100.000 indbyggere Nepals tredjestørste by og har en smuk beliggenhed ved Pewasøen. De smukke omgivelser med de mange store bjerge får de fleste til at miste mælet af betagelse. Hvor det er templer, kultur og historie, der præger hovedstaden, er det Himalayabjergene, som tårner sig op over Pokhara.

Vi indlogerer os på vores centralt beliggende hotel, og resten af dagen kan man slappe af på tagterrassen og nyde den imponerende udsigt eller gå på opdagelse i de mange butikker og restauranter i byens midte.

Dag 8. Pokhara. Vandretur til Sarangkot, Bjergbestigningsmuseet, Mahendra-hulerne og tibetansk flygtningelejr
Vi skal tidligt op. Vi kører op i bjergene og vandrer en ½ times tid til Sarangkot, der er et fantastisk udsigtspunkt, hvor vi, hvis vejret tillader det, ser solen stå op og dagen vågne. Vi vandrer et stykke af vejen ned til Pewasøen, nyder igen det fantastiske syn af bjergene, og hvordan bjergtinderne spejler sig i Pewasøens vand. Vi spiser morgenmad, når vi er hjemme ved hotellet igen.

Efter morgenmaden skal vi besøge Pokharas interessante museum for bjergbestigning, som giver et glimrende indblik i de mange halsbrækkende og farefulde ekspeditioner, der gennem tiden er blevet sendt af sted mod Himalayas tinder.

Herfra fortsætter vi til Mahendra-hulerne små 10 kilometer uden for Pokhara. Hulerne, der først blev opdaget i 1950, er opkaldt efter Kong Mahendra Bir Bikram. Hulerne, der af de lokale kaldes for Flagermushulerne, er nogle af de største i Nepal, og de imponerende drypstensformationer tiltrækker interesserede fra både nær og fjern. Som en del af dagens program besøger vi også en tibetansk flygtningelejr, Tashiling Tibetan Village, hvor der er blandt andet er en spændende tæppefabrik.

Dag 9. Bandipur – besøg i NGO – Chitwan Nationalpark
Vi kører fra Pokhara i højlandet ned i lavlandet til Royal Chitwan Nationalpark, som ligger tæt ved den indiske grænse.  Undervejs gør vi holdt ved et af de mange velgørende projekter, der er blevet etableret i Nepal gennem de sidste årtier. Vi besøger enten et børnehjem, en krokodillefarm eller et landbrug, der drives med støtte fra større udenlandske hjælpeorganisationer. Da disse besøg er afhængige af de lokales goodwill, tages der forbehold for ændringer i sidste øjeblik.

Chitwan Nationalpark var gennem mange år et kongeligt jagtreservat, hvor blandt andet tigerjagt var populær. I 1973 blev det erklæret for nationalpark. Nationalparkerne kan man kalde ”det andet Nepal”. De er langt mindre kendte end bjergene og Kathmandu. Nepals smukke nationalparker og jungleområder er en stor, spændende og overset del af landet. De fleste ligger i Tarai – det varme og frodige lavland – på grænsen til Indien. Nepal har gjort en del for naturbevarelse, og efterhånden findes der ni nationalparker og fire reservater.

Chitwan har et varieret landskab, som mest er dækket af løvskov, men 20-25 procent er græssteppe, hvor der kan findes græsarter på op til tre meters højde. Her er et bredt udvalg af eksotiske dyrearter som tiger, panser-næsehorn, sambarhjort, axishjort, svinehjort, indisk muntjak, gaur, grå langur, rhesusaber og en meget stor bestand af fugle. Chitwan er faktisk et af de bedste steder i hele Sydasien, når det gælder om at se fugle. Mindst 440 arter er registreret, nogle kilder nævner helt op til 590 arter! Et af transportmidlerne på en safari er elefant. På elefantryg, tre meter over jorden, er vi i absolut sikkerhed og har alligevel følelsen af at være tæt på naturen.

Dag 10. Chitwan Nationalpark. Jeepsafari og elefantridning
Vi har hele dagen i Chitwan til afslapning og ture i junglen. Vi skal omkring på elefantryg og med jeeps ind i og gennem vildnisset. Der vil også blive sejlture på nogle af de vandløb og floder, som skærer sig gennem parken, floder, hvor der blandt lever gavial-krokodiller og delfiner. Vi får også en introduktion til, hvordan elefanterne trænes til transport og arbejde.

Dag 11. Chitwan Nationalpark – Kathmandu
Vi skal på en morgentur i nationalparken. Ad små stier, som leder ind parken, skal vi frem til nogle af de områder, hvor mange af de flotte og sjældne fuglearter normalt opholder sig. Op af formiddagen begiver vi os med bus tilbage mod Kathmandu. En køretur på fem-seks timer, som bringer os gennem noget af den smukkeste natur i Nepal. Sidst på eftermiddagen kører vi op foran vores hotel i Kathmandu.

Dag 12. Kathmandu – Delhi
Vi har formiddagen til at samle de sidste indtryk af Kathmandu eller gøre de sidste indkøb. Tidlig eftermiddag er der transport til lufthavnen i Kathmandu for fly til Delhi. I Delhi kører vi til vores hotel, hvor vi spiser afskedsmiddag, inden det er tid at krybe til køjs.

Dag 13. Delhi – København
Vores fly letter Delhi om morgenen. Ankomst til København sidst på eftermiddagen.

Rejseforlængelse
Du har nu mulighed for at forlænge din rundrejse i Indien med ekstra afslappende dage i strandparadiset Goa eller på et wellnessophold i Himalaya-bjergene. Se dine muligheder for forkælelsesforlængelser her.

Rejsemål
fakta om sydasien

Areal: 4 mio. km2
Antal lande: 7
Indbyggere: 1,5 mia.
Største by: Mumbai, Indien, 13,5 mio.
Højeste punkt: Mount Everest, Nepal/Kina, 8848 meter
Laveste punkt: Havoverfladen
Største sø: Chilka, Indien, 1165 km2
Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00