Herefter skifter vi for en kort stund Namibia ud med Botswana, når vi ad den smalle stribe land Caprivi kører op til det grønne flodparadis Okavangodeltaet. Ved dette gigantiske floddelta findes et rigt og mangfoldigt dyreliv, og du har en hel dag på egen hånd til at udforske området. Lodgen, vi bor på, tilbyder en del udflugter, hvor du blandt andet kan komme ud at fiske efter de store fiskearter i området eller udforske området fra hesteryg. Du kan også blive sejlet ud med en traditionel kano, der muliggør passage ind til ellers ufremkommelige steder (ikke inkl.).
Efter et kort ophold i Caprivis administrative centrum, Katima Mulilo, fortsætter vi videre ned mod Kasane og Chobe Nationalpark, der er særlig kendt for sine enorme elefantflokke og gode muligheder for at se The Big Five – løve, elefant, næsehorn, leopard og bøffel. Her skal vi både på stemningsfuldt solnedgangscruise på Chobefloden og på spændende morgensafari.
Vi runder vores sydlige Afrika-ekspedition af i Zimbabwe ved byen Victoria Falls, hvor de smukke vandfald Victoria Falls ligger. Her har du tid på egen hånd med et væld af forskellige aktivitetsmuligheder som riverrafting, flyvning over vandfaldet, safari på elefantryg eller nærkontakt med venligtsindede løver (ikke inkl.).
Dagsprogram
Dag 1. Afrejse fra København
Vi rejser fra Københavns lufthavn om eftermiddagen med kursen sat mod vores store afrikanske safarieventyr.
Dag 2. Ankomst til Johannesburg, Sydafrika. Videre mod Windhoek, Namibia
Vi ankommer til Johannesburg om formiddagen, hvorfra vi flyver videre til Namibias hovedstad, Windhoek. Fra lufthavnen kører vi til hotellet, hvor du kan slappe lidt af oven på rejsen. Der er også mulighed for at kigge på det lille bycentrum med adskillige spændende forretninger. Senere spiser vi en velkomstmiddag sammen.
Dag 3. Windhoek – Kalahariørkenen og san-folket – Namib-Naukluft Nationalpark
Vi siger farvel til Windhoek og sætter kursen mod nationalparken Namib-Naukluft, og undervejs besøger vi san-folket, en af de ældste kulturer i verden, der lever ved Kalahariørkenen.
San-folkets traditionelle levevis er truet af den moderne verden, da deres territorier op gennem tiden er blevet inddraget af diverse koloni- og statsmagter. Der er flere organisationer, der forsøger at hjælpe de oprindelige folk, og det er en sådan organisations arbejde, vi skal stifte bekendtskab med i dag – nemlig Intu Afrika Bushman Project. Projektet har givet et san-samfund muligheden for at være selvforsynende og uafhængige af støtte fra regeringen, ved at lade san-folket flytte ind på et område i Kalahari, hvor interesserede folk kan komme på besøg og opleve san-folkets traditionelle levevis. San-folket gør også brug af deres jæger-egenskaber ved blandt andet at guide folk rundt på safarivandringer. San-folket taler khoisan, der er en sproggruppe, som omfatter cirka 25 sprog, og et af fællestrækkene ved de forskellige khoisansprog er brugen af klik-lyde.
Efter det spændende besøg fortsætter vi vores rejse mod Namib-Naukluft Nationalpark, hvor vi overnatter på en lodge.
Dag 4. Namib-Naukluft Nationalpark. Sossusvlei, Dune 45 og Sesriem-kløften
Vi har i dag en hel dag i den fantastisk smukke Namib-Naukluft Nationalpark, der er Afrikas tredjestørste
nationalpark.
Nationalparken udgøres af Naukluft-bjergene og en del af Namib-ørkenen, der anses for at være verdens ældste ørken. Selvom ørkenen er gold og tør, lever her en stor mængde dyrearter, blandt andet forskellige slangearter, gekkoer, insekter, hyæne, sjakal, struds, springbuk og oryxantilope. Plante- og dyrelivet i ørkenen opretholdes af sporadiske regnskyl og tåge fra Atlanterhavet, der blæses ind over ørkenen. Den stærke vind er også med til at danne de kæmpestore sandklitter på op til 340 meter, der dominerer ørkenen. Farven er med til at afgøre, hvor gammel en klit er, da jernet i sandet med tiden ruster.
Vi kører hen til Sossusvlei – saltpanden, hvor udtørrede vandhuller og saltaflejringer omringes af de okkerfarvede sandklitter, og hvor udgåede træer står med deres krogede forvitrede grene. Vi fortsætter derefter til den berømte Dune 45, der er en af de mest fotograferede sandklitter i Namibia, og som med sine 170 meter giver en god udsigt over det omkringliggende landskab, hvis man præsterer at klatre op til toppen.
Efter at have banket sandet ud af skoene kører vi videre mod Sesriem-kløften, hvor vi skal på en kort vandretur ned i kløften, der er dannet ved, at Tsauchab-floden skar sig gennem klippeaflejringerne. Kløften er cirka 1 kilometer lang, op til 30 meter dyb og nogle steder kun 2 meter i bredden. Navnet Sesriem er afrikaans og betyder seks bælter, da det var det antal bælter, man blev nødt til at hægte sammen for at kunne hejse vand op fra kløften, dengang de tidligere nybyggere og rejsende kom forbi.
Vi tager videre til vores lodge, hvor vi tilbringer natten og hviler ud efter en dag med storslåede ørkenoplevelser.
Dag 5. Namib-Naukluft Nationalpark – Swakopmund
Inden vi forlader den smukke natur, skal vi ud på en morgenvandring med en lokal naturekspert, der vil gøre os lidt klogere på områdets økosystem. Herefter kører vi mod Namibias tredjestørste by, Swakopmund, der ligger ved kysten, og som skal være vores base de næste dage. Undervejs gør vi et kort holdt, når vi passerer stenbukkens vendekreds på breddekredsen 23,5º syd for ækvator. Cirka 30 kilometer inden vi når Swakopmund, passerer vi Walvis Bay-lagunen, hvor vi kan være heldige at se blandt andet pelikaner og flamingoer.
Swakopmund blev grundlagt i 1892, da området var tysk koloni. Byens arkitektur bærer stærkt præg af den tyske indflydelse, især den gamle bykerne, der har mange bygninger i bayersk stil. Byen er omringet af Namib-ørkenen på tre sider og ligger ud til det kølige Atlanterhav. Det er sjældent, at det regner, men takket være den kolde Benguela-strøm forsynes området med fugtighed gennem den tåge, der genereres ude på havet, og som blæses op til 140 kilometer ind i landet. Dyre- og plantelivet har tilpasset sig dette særegne fænomen, hvor tågen er deres primære kilde til vand.
Efter vi har tjekket ind på hotellet, har du resten af dagen fri til at gå på opdagelse i den idylliske kystby.
Dag 6. Swakopmund. Tid på egen hånd
I dag har du helt fri til at gøre, hvad du har lyst til. Du kan tage ned på stranden, men det kolde Atlanterhav byder desværre ikke på badevenlige temperaturer. Du har også mulighed for at købe udflugter fra hotellet; blandt andet et delfin-cruise, en sightseeingtur rundt i byen eller en udflugt til Namibias eneste dybvandshavn, Walvis Bay. Rejselederen vil være behjælpelig med at arrangere disse og også komme med inspiration og forslag til, hvad du ellers kan lave.
Swakopmund er blandt andet kendt for ekstremsport, så hvis du har en lille eventyrer i maven, har du rig mulighed for at springe i faldskærm, eller hvad med at kælke eller surfe en tur på en af de mange sandklitter, der findes i ørkenen uden for byen?
Hvis du har brug for en lidt mere fredelig dag, er her også mulighed for at tage en stille og rolig dag i shoppingens tegn, hvor du blandt andet kan erhverve dig noget af det lokale kunsthåndværk såsom masker, figurer og tæpper. Du kan også besøge et af byens mange museer, eksempelvis Swakopmund Museum, der beretter om byens historie, eller hvad med et besøg på det specielle Kristall Galerie, der udstiller alskens ædelstene, halvædelstene og krystaller – heriblandt verdens største kvartskrystal, der vejer over 14 ton og anslås til at være 520 millioner år gammel. Du kan også gå rundt i byen og nyde de mange bygninger, der byder på eksempler af klassisk tysk arkitektur, blandt andet den flotte gamle fængselsbygning Alte Gefängnis, man let kunne forveksle med en klassisk banegård eller et kursted.
Dag 7. Swakopmund – Kamanjab
Vi siger farvel til kysten for en stund og kører nu ind i landet mod landsbyen Kamanjab, der ligger i det nordvestlige Namibia i Kunene-regionen.
Dag 8. Kamanjab – Etosha Nationalpark. Besøg hos himba-folket
I dag kører vi mod sydøst mod Etosha Nationalpark.
Undervejs gør vi et spændende holdt, når vi besøger en lille stammelandsby, hvor himba-folket lever. Himba-folket er et semi-nomadisk folk, der holder kvæg og geder, og som er meget letgenkendelige, især på grund af kvindernes måde at udsmykke sig på. De smører sig hver dag ind i en rødlig blanding af fedt, aske og okker både for at beskytte sig imod solen, og fordi det er en stor del af himba-folkets skønhedsideal – deres hår smøres endda også ind i blandingen i lange totter. Ud over den rødlige blanding er det eneste andet, kvinderne bærer, et lændeklæde af gedeskind og farvestrålende smykker, der markerer, hvor i stammehierarkiet de hører hjemme. Kvinderne tager sig typisk af børnene, malkningen af dyrene og andet forefaldende arbejde, hvor mændene tager sig af de mere politiske opgaver, der er i de små stammelandsbyer. Imens vi er her, giver
folket os et gæstfrit indblik i deres traditionelle levevis, og vi lærer mere om deres trossystem, hører om deres forhold til naturen og deres forskellige ritualer.
Herefter fortsætter vi vores rejse mod den verdenskendte Etosha Nationalpark, hvis midte er en mægtig saltslette, hvor luftspejlinger og varmeflimmer hører til dagens orden. Langs randen af denne enorme saltpande findes livgivende kilder, der danner de vandhuller, som dyrene i stort tal samles om. Her er scenen sat for Afrikas dramatiske skuespil. Saltsletten tørrede ud for flere tusind år siden, men i regntiden bliver dele af den hvide saltslette oversvømmet, og store mængder af flamingoer og pelikaner holder deres indtog. Langt de fleste af de klassiske afrikanske dyrearter som løve, elefant, næsehorn, leopard og giraf kan også opleves her.
Vi overnatter på en camp, der ligger inde i nationalparken, hvor vi har den storslåede natur og de vilde dyr som naboer.
Dag 9. Etosha Nationalpark. Safarioplevelser
Vi bruger hele dagen i dag på at køre ud på spændende safari i den smukke og dyrerige nationalpark, der dækker omkring 20.000 km². Her findes over 340 fuglearter, 110 krybdyrsarter, 16 paddearter og én fiskeart samt 114 forskellige slags pattedyr, der ud over elefant, løve og næsehorn tæller zebra, sjakal, gepard, sortmasket impala og mange andre.
Dag 10. Etosha Nationalpark – Rundu
Vores tid blandt dyrene i Etosha er slut, og efter vi har spist morgenmad, kører vi ad hovedvejen B8, også kaldet The Golden Highway, mod Rundu, der ligger ved bredden af Kavango-floden, som er områdets livskilde med sin forsyning af vand. Floden danner en naturlig grænse mellem Namibia og Angola frem til den snor sig mod syd ned mod Okavangodeltaet i Botswana. Rundu er hovedbyen i Kavango-området takket være floden og hovedvejen B8, der har gjort transport af varer muligt.
På vores rejse frem mod Rundu bliver landskabet stille og roligt mere frodigt og grønt, og vi passerer flere og flere hytter, hvor blandt andet træskærere sælger deres smukke kunsthåndværk ude ved vejen. Efter vi har tjekket ind på vores lodge, har du resten af dagens timer til fri disposition.
Dag 11. Rundu. Tid til afslapning eller besøg ved lokale projekter
I dag kan du tage en lille pause fra rejsestøvet og vælge at slappe af på lodgen. Du kan også gå på opdagelse og nyde omgivelserne med en lille gåtur ned til floden. Hvis du vil være lidt mere aktiv, tilbyder lodgen blandt andet flodsejladser, fisketure eller ture rundt i området oplevet fra hesteryg (ikke inkl.).
Du kan også tage med rejselederen ud og besøge nogle lokale projekter. Første stop er Mbangura Wood Carving’s Co-operation, hvor der sælges kunsthåndværk som smukt udskårne figurer, traditionelle trommer og håndudskårne møbler. Dernæst tager vi hen til Ncwa-søen, der ligger cirka 2 km fra Rundu, hvor du kan opleve den traditionelle Kavango-kultur i Maria Mwengere Kulturcenter.
Dag 12. Rundu – Okavangodeltaet, Botswana
Vi spiser en tidlig morgenmad og kører parallelt med grænsen til Angola, indtil vi når frem til den smalle, frodige ”strimmel” af land, Caprivi, der stikker ud fra Namibia og grænser op til både Angola, Zambia og Botswana. Herfra krydser vi grænsen til Botswana, hvor vi kører videre mod vores lodge.
Okavango er en af naturens mange forunderlige frembringelser. Et gigantisk floddelta, der starter i Angolas bjerge, vokser sig stort og mægtigt for endelig at synke ned i Kalahari-ørkenens sandocean. I modsætning til andre floder sænker Okavango sig langsomt ned i dybet og efterlader myriader af frodige øer og flodbredder med sandstrande. Det grønne flodparadis med omkringliggende skov og savanne er som skabt for et rigt og mangfoldigt dyreliv. De mange forskellige biotoper som tør savanne, busksteppe, sump, skov og ørken inden for et trods alt begrænset areal betyder naturligvis, at antallet af arter blandt alle dyregrupper er uhyre stort. Således finder man eksempelvis mere end 160 forskellige slags pattedyr – næsten alle de arter man forbinder med Afrika. Diversiteten blandt fugle er formentlig også blandt de allerhøjeste i verden, specielt i regnperioden fra december til marts.
Dag 13. Tid på egen hånd
I dag kan du tage på opdagelse i de smukke omgivelser eller slappe af på lodgen med en kølig drink og en god bog.
Du kan benytte dig af lodgens forskellige tilbud (ikke inkl.), hvor du eksempelvis kan komme ud på flodsafari, hvor du sejler i en moroko, en kano, der stages frem, og som dermed ikke har nogen forstyrrende motorlarm, når man glider gennem vandet. Her har du virkelig gode chancer for at se flodheste, krokodiller og antiloper, der springer mellem deltaets øer, og blandt det rige fugleliv kan man blandt andet observere storke, hejrer og de farverige isfugle.
Dag 14. Til Katima Mulilo, Namibia
Vi tager samme vej tilbage ad Caprivi, som vi tog på vej op, og fortsætter til Katima Mulilo, der er det administrative centrum i Caprivi. Katima Mulilo ligger ved bredden af Zambezifloden, der danner grænsen mellem Zambia og Namibia. Zambezifloden sørger for, at der er frodige plantevækster ved bredden, hvor diverse eksotiske fuglearter, aber, flodheste og krokodiller også lever.
Katima Mulilo er Namibias mest fjerntliggende forpost og ligger cirka 1.200 kilometer fra hovedstaden Windhoek, men kun 500 meter fra Zambia. Da byen ligger så tæt på punktet, hvor fem forskellige lande mødes (Namibia, Angola, Zambia, Zimbabwe og Botswana), er byen forståeligt nok en smeltedigel af forskellige kulturer og sprog.
Dag 15. Katima Mulilo – Kasane, Botswana. Solnedgangscruise på Chobefloden
Fra Katima Mulilo kører vi videre sydpå ned mod Kasane og Chobe Nationalpark i Botswana, hvor vi de næste
par dage skal bo på en dejlig lodge. Lodgen ligger i Botswanas nordøstlige hjørne og grænser op til Chobe Nationalpark, der er landets andenstørste og mest dyrerige nationalpark. Dette sted er samlingspunktet, hvor de mægtige floder Zambezi, Chobe og Linyanti mødes og afgrænser de fire afrikanske lande Zambia, Zimbabwe, Namibia og Botswana. Flodsystemets vand giver årer af livgivende frodig vegetation og er omgivet af varieret savanne, skov, ørken og marsk.
I Chobe Nationalpark, der ligger mellem Victoria Falls og Okavangodeltaet og dækker et område på 10.566 km², findes den største vildtrigdom i det sydlige Afrika. Chobe, som ikke afgrænses af hegn, er særlig kendt for sine enorme elefantflokke, der migrerer langs flodsystemet i deres søgen efter føde. Og føde er der nok af, hvilket også ses på elefanterne, der er større her end noget andet sted i Afrika! The Big Five – løve, elefant, bøffel, leopard og næsehorn – hersker her, selvom sidstnævnte er meget sjælden. Derudover findes de fleste af Afrikas antiloper, giraffer, zebraer, geparder og mere end 350 forskellige fuglearter i nationalparken.
Vi slutter dagen af med et solnedgangscruise på Chobefloden, hvor vi ser solens sidste stråler farvelægge himlen på smukkeste vis.
Dag 16. Chobe Nationalpark. Morgensafari og tid på egen hånd
Vi starter dagen med en tidlig morgensafari, der starter ved solopgang omkring klokken seks og varer til ved nitiden afhængigt af, hvad vi ser af vildt på vejen. Før start kan man tage sig en kop kaffe eller te til at vågne på. Der er ikke meget, der kan måle sig med de stærkt krydrede morgendufte og den helt specielle glød over bushen på en morgensafari.
Vi har en professionel guide, som kender området og vil fortælle om det, vi ser og hører undervejs. Safariernes indhold vil naturligvis afhænge af de lokale forhold. Nogle gange kan man være heldig at finde store mængder af vildt koncentreret på samme sted, andre gange skal vi lede lidt mere efter det langs floderne og aktivere alle vores sanser. Desuden kan man tolke dyrenes opførsel – hvis en flok impalaer pludselig stivner og retter deres opmærksomhed mod krattet, så er det sandsynligt, at de allerede har opdaget et rovdyr på lur, mens vores sanser ikke ville have opfanget faren.
Eftermiddagen er afsat til lidt fritid. Nogle vil måske slappe af ved poolen, men der er også mulighed for at leje en båd med bådfører og tage på fisketur (ikke inkl.).
Dag 17. Kasane – Victoria Falls, Zimbabwe. Morgensafari og Victoria Falls Nationalpark
Morgenen starter igen med en tidlig safari. Vi bliver vækket i tusmørket og kan nå at få en kop kaffe, inden vi drager ud for at lede efter dyrene. Det er køligt; vi møder vildtet ved vandhullerne og floden, hvor dyrene stiller tørsten. Alt ånder som regel fred og ro, nu da rovdyrenes nattejagt og generelle røre er overstået. Vi kommer tilbage til et velfortjent morgenmåltid.
Vi krydser dernæst grænsen mellem Botswana og Zimbabwe, hvor vi kører ind i Victoria Falls Nationalpark, der omfatter de sydlige og østlige bredder af Zambezifloden og de enestående vandfald, Victoria Falls. Her skal vi opleve den mægtige Zambeziflods store naturkræfter.
Dag 18. Victoria Falls. Tid på egen hånd
Denne dag er sat af til egne aktiviteter, eventuelt efter aftale med rejselederen. Der vil være mulighed for
aktiviteter som riverrafting, flyvning over vandfaldet Victoria Falls, safari på elefantryg, nærkontakt med venligtsindede løver og besøg i byen Livingstone for at se vandfaldet fra den anden side (aktiviteter og udflugter er ikke inkluderet i prisen). Man kan også bare vælge at tage hen til vandfaldene og slappe af i de enestående omgivelser og gå lidt rundt. Der findes talrige smukke vandfald i verden, men dette er meget tæt på at være verdens smukkest beliggende og dermed en seværdighed i ypperste verdensklasse. Victoria Falls er dobbelt så højt og halvanden gang så bred som Niagara Falls på grænsen mellem USA og Canada og har tilmed en helt enestående beliggenhed omgivet af tæt regnskov, der danner en billedskøn ramme om faldet.
Efter en dejlig dag spiser vi afskedsmiddag sammen og nyder vores sidste aften i den afrikanske nat.
Dag 19. Afrejse fra Victoria Falls*
Det er desværre så småt ved at være tid til at sige farvel til Afrika. Kufferterne skal pakkes, og efter et sidste morgenmåltid skal vi køre til Victoria Falls lufthavn for at starte vores tur hjem. Der serveres middag og morgenmad om bord på den oversøiske strækning.
*På afgangen den 13. oktober rejser vi hjem fra Livingstone, Zambia. Det er derfor påkrævet, at du har et gul feber-vaccinationscertifikat.
Dag 20. Ankomst til København