Albatros Travel

Albatros’ store Australienskrydstogt  

Sprudlende Sydney, Ayers Rock og krydstogt langs den naturskønne og solrige australske østkyst  -  med dansk rejseleder, 20 dage

Sydney – Blue Mountains – Ayers Rock – Willis Island – Port Douglas
– Cairns – Airlie Beach – Brisbane – Sydney

Australiens natur er storslået og farvestrålende som intet andet sted på jorden. På denne nye Australien-rejse, der er en kombination af rundrejse og krydstogt, oplever vi hele paletten: Blå bjerge, dybgrøn regnskov, rød støvet outback, den smukke, strandrige østkyst – og det fascinerende og eksotiske dyreliv. Vi får naturligvis også indblik i aboriginernes årtusindegamle og farverige kultur.

Vores australske eventyr begynder i Sydney, hvis livsnerve er den smukke, naturskabte havn. Vi oplever byen både til vands og til lands – ser Operahuset og byens andre højdepunkter samt tager ud til den smukke nationalpark Blue Mountains vest for Sydney. Fra Sydney flyver vi videre til Ayers Rock, der midt ude i ødemarken – den legendariske, australske ”outback” – troner majestætisk i landskabet og ikke bare imponerer med sin størrelse, men også med det fantastiske farvespil, der udspiller sig i denne kæmpesten ved både solnedgang og solopgang. Vi skal naturligvis opleve begge dele.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:

Vi flyver tilbage til Sydney, hvor vi stiger om bord på vores dejlige krydstogtskib ”Rhapsody of the Seas” fra RCCL. Vi nyder den spektakulære udsejling fra Sydney og sætter kursen nordover langs Australiens østkyst, hvor noget af landets smukkeste natur findes.

Den første landgang har vi i historiske Newcastle, der rummer noget af landets fineste koloniarkitektur. Vi fortsætter mod det smukke, australske Koralhav, som er spækket med tropeøer, atoller og koralrev, og ved Willis Island oplever vi en af landets vigtigste fuglekolonier. Herefter sætter vi kursen mod den nordligste, australske delstat: Queensland. Vi har landgang i Port Douglas, der har verdens ældste regnskov, Daintree Rainforest, som sin baghave. Daintree Rainforest er på UNESCO’s liste over verdens naturarv og er blandt andet hjemsted for en kæmpe koloni af australske saltvandskrokodiller. Vi fortsætter til Cairns, som er hjertet i Queensland og har dybe rødder i den årtusindegamle, aborigine kultur. Vores sidste stop i Queensland er i den lille, tropiske strandby Airlie Beach, og herefter går kursen sydover igen med besøg i Brisbane, Australiens tredjestørste by – og et af de p.t. mest attraktive steder at slå sig ned i landet. En times kørsel fra byen ligger Australian Zoo, som blev grundlagt af Australiens legendariske krokodillejæger, den nu afdøde Steve Irwin. 

Vi runder krydstogtet af i Sydney, hvorfra vi flyver tilbage til Danmark.

Under krydstogtet tilbyder vi et omfattende udflugtsprogram, som giver dig mulighed for at få mest muligt ind på oplevelseskontoen, når vi er i land. (Udflugtspakken er ikke inkluderet i rejsens pris og skal købes særskilt. Se under priser bagerst i programmet).

Dagsprogram
Dag 1. Afrejse fra København
Først på aftenen letter vi fra Kastrup og flyver til London, hvor vi efter flyskifte fortsætter til Sydney.

Dag 2. Ankomst til Sydney, indlogering
Om aftenen lander vi i Sydney. Vi bliver indlogeret på vores hotel og spiser en hyggelig velkomstmiddag.

Dag 3. Sydney. Operahuset og byrundtur
Det er nu blevet tid til at tage fat på Sydney. Om formiddagen mødes vi igen for at tage på havnerundfart. Mens vi oplever Sydney fra søsiden, inklusive byens karakteristiske skyline, nyder vi en dejlig frokost om bord på båden. Efter frokosten står vi af ved Operahuset, Sydneys verdensberømte vartegn, tegnet af den danske arkitekt Jørn Utzon. Med sine karakteristiske, hvide tagbuer minder Operahuset om et skib for fulde sejl og symboliserer dermed på bedste vis livet i Sydney, som i høj grad leves i og omkring den smukke naturskabte havn. Tæt ved Operahuset ligger endnu et af Australiens berømte bygningsværker, nemlig den enorme stålbro Sydney Harbour Bridge, der på flotteste vis forbinder den sydlige og nordlige del af byen. 

Efter en rundvisning i Operahuset, der siden sin indvielse i 1973 har dannet ramme om nogle af landets største musik- og teaterbegivenheder, tager vi videre ud på opdagelse i denne smukke metropol.

På vores rundtur kommer vi blandt andet forbi byens finanskvarter, der ligger som en enklave af supermoderne højhuse lige ned til vandet på sydsiden af Sydney Harbour Bridge. Vi ser byens smukke togstation, anlagt midt i 1800-tallet, og skal naturligvis også ind i byens Chinatown, som byder på et farverigt miks af asiatisk kultur med et summende folkeliv, hyggelige restauranter og masser af små, velassorterede butikker, der rummer et eksotisk varelager af naturmedicin, tøj, potter, pander og kinesiske madvarer. Ud af Sydneys 4,2 millioner indbyggere er kun to tredjedele født i Australien, hvilket taler sit eget tydelige sprog om de mange immigranter, der har slået sig ned her i Australiens største, kulturelle smeltedigel.   

Vi runder af i Darling Harbour, et tidligere havneområde, som er blevet restaureret og omlagt til et hyggeligt kompleks med butikker, caféer og restauranter. 

Først på aftenen er vi tilbage ved hotellet, hvor resten af aftenen er til fri disposition. Der er mulighed for at gå ud og nyde en hyggelig middag sammen med rejselederen (middag er ikke inkluderet). Men måske har du denne første aften “down under” mest lyst til selv at gå på opdagelse her i det hyggelige “The Rocks”, som er den ældste bydel i Sydney og ligger lige ved foden af Sydney Harbour Bridge. Da det første hold af engelske straffefanger kom til Australien i 1788, var det netop her i The Rocks, at de første huse blev bygget, og området har derfor stor historisk betydning for ikke blot Sydney men hele Australien. 

Dag 4. Sydney
Dagen er til fri disposition, men rejselederen er naturligvis behjælpelig med gode råd og tips til aktiviteter i byen. Sydney har et godt netværk af offentlig transport – inklusive de mange færger, som fragter folk til og fra forstadsområderne – og det er derfor forholdsvis let og hurtigt at komme rundt. En oplagt mulighed kunne være at besøge Sydney Akvarium, et af verdens største akvarier, eller byens smukt beliggende zoo, Taronga Zoo Park, der ligger ud mod vandet og er et af byens flotteste udkigssteder med et fantastisk vue ned over Operahuset, Sydney Harbour Bridge og Sydney Bugt.   

Dag 5. Sydney – Blue Mountains – Sydney
Efter morgenmaden tager vi på heldagsudflugt til Blue Mountains Nationalpark, som ligger cirka 100 kilometer vest for Sydney. Bjergene har fået deres navn fra den blålige dis, der stiger op fra de mange millioner af eukalyptustræer i området, og som farvelægger både himlen og bjergene i en lys blålig nuance. 

I de tidlige år under den engelske kolonisering mente man, at Blue Mountains udgjorde en uovervindelig barriere mod vest, da englænderne trods adskillige, ihærdige forsøg ikke kunne finde en passage gennem bjergene. Først i 1813 lykkedes det dem at forcere denne kalkstensbjergkæde og finde en passage igennem - og dermed kunne startskuddet lyde for yderligere kolonisering af landet vestover. Blue Mountains er en del af bjergkæden Great Dividing Range, som i tusindvis af kilometer løber stort set parallelt med den østlige og sydøstlige australske kyst. Bjergene er formet som et plateau med dybe, forrevne kløfter på op til tusind meter og rummer et dramatisk smukt landskab, som Sydneys byboere nyder at tage på udflugter til i weekenderne – og dermed få en lille pause fra det hektiske storbyliv.  

Vi besøger Katoomba, hovedbyen ved Blue Mountains. Katoomba betyder “skinnende, faldende vand” på aborigin, og navnet kommer fra et vandfald, der ligger tæt på byen.

I Katoomba er der mulighed for at tage en tur med svævebanen Katoomba Skyway, hvor du i en højde af mere end 250 meter glider hen over det dramatiske bjerglandskab (billetten til Katoomba Skyway er ikke inkluderet).

Lidt uden for Katoomba skal vi besøge Echo Point og de berømte Three Sisters. Ved Echo Point er der første parket til den fantastiske udsigt over dalen og bjergene, og tæt herved “bor” de tre søstre. 

Three Sisters er tre høje, smalle klippesøjler – formet over tiden af vind og vejr – som står side om side og troner ud over det storslåede, tætgrønne bjerglandskab med deres henholdsvis 922, 918 og 906 meter i højden. Ifølge en aborigin legende boede de tre søstre i området og blev omdannet til klipper af en af åndefædrene på grund af deres umulige kærlighed til tre brødre fra en rivaliserende stamme. 

Vi spiser frokost i den hyggelige lille by Leura, hvorefter vi igen sætter kursen tilbage mod Sydney. På hjemvejen lægger vi vejen ind forbi Sydney-forstaden Homebush Bay, hvor man anlagde Sydney Olympic Park i forbindelse med Australiens værtskab for OL i 2000.

Aftenen er til fri disposition.

Dag 6. Sydney – Ayers Rock
Af alle Australiens storladne naturoplevelser stikker én af dem ud som noget helt, helt særligt. Det er naturligvis Ayers Rock, eller “Uluru” som den hedder på aborigin. Denne kæmpemæssige sten ligger i hjertet af Australien i nationalparken Uluru-Kata Tjuta, 350 kilometer sydvest for byen Alice Springs i delstaten Northern Territories. Nationalparken er på UNESCO’s liste over verdens naturarv.

Efter morgenmaden kører vi til lufthavnen i Sydney og flyver herfra til Ayers Rock Airport. Ved ankomsten kører vi direkte til vores hotel, og efter en lille pause tager vi på eftermiddagsekspedition til nationalparken Uluru-Kata Tjuta, som ligger på en højslette cirka 600 meter over havets overflade. Nationalparken er ejet af aboriginerne og er hjemsted for både Ayers Rock (Uluru) og Kata Tjutas, bedre kendt som “The Olgas”, hvor vi har vores første stop. Her nyder vi det imponerende syn af de 36 majestætiske, røde klippeformationer, som troner midt i det flade landskab. Kata Tjutas betyder “mange hoveder”, og stedet er ligesom Ayers Rock helligt for aboriginerne.

Fra Kata Tjutas fortsætter vi de cirka 40 kilometer videre mod Ayers Rock. Vores besøg her er naturligvis timet efter, at vi skal opleve det store storslåede farvespil, som finder sted under solnedgangen. Når den enorme klippe nærmest bliver selvlysende rød, netop som solen forsvinder under horisonten, er det fristende at knibe sig selv i armen for at forstå, at dette er virkelighed og ikke et drømmebillede. 

Vi oplever solnedgangen fra den prisvindende restaurant “Sounds of Silence”, som dækker op til middag med australske delikatesser under åben himmel her midt ude i den australske ødemark. Herfra har vi første parket til solnedgangs-scenariet. Efter mørket har sænket sig over Ayers Rock, bryder den mest fantastiske stjernehimmel frem. Denne del af Australien har nok verdens mørkeste og klareste stjernehimmel, og det er derfor en smuk finale på dagen, når vi efter middagen i ro og mag kan sidde og nyde ørkenens funklende stjernehimmel.

Dag 7. Ayers Rock – Sydney
Vi står tidligt op for at nyde, når solens første stråler rammer Ayers Rock. Og solopgangen er absolut værd at stå tidligt op efter, for morgenens farvespil er mindst lige så intenst, som det der udspiller sig om aftenen. Vi spiser morgenmad på en café med udsigt til Ayers Rock. 

Efterfølgende ser vi nogle af de fascinerende, gamle helleristninger, aboriginerne har lavet på Ayers Rock, og vi besøger parkens kulturcenter, hvor vi får indblik i aboriginernes kunst og kunsthåndværk.

Først på eftermiddagen sætter vi os tilrette i flyet, som skal tage os videre på vores australske eventyr – dog nu til søs. Vi flyver tilbage til Sydney, hvor vi indlogeres på hotel. Aftenen er til fri disposition.

Dag 8. Sydney og ombordstigning
Afsejling kl. 18.30
Det er nu tid til at gå om bord på vores dejlige krydstogtskib, og vi kører til havnen, hvor “Rhapsody of the Seas” ligger ved kaj. Efter indtjekningsformaliteterne kan vi gå på opdagelse på skibet og udforske vores flydende hotel, som skal være vores hjem de næste mange dage.

Vi siger farvel til det pulserende Sydney og tager hul på vores smukke færd op langs den berømte, australske østkyst.  Om aftenen nyder vi vores første middag om bord.

Dag 9. Newcastle, Australien
Ankomst kl. 8.00, afgang kl. 18.00
Turens første landgang har vi i Newcastle, den andenstørste by efter Sydney i delstaten New South Wales. Byen ligger ved mundingen af Hunter River og rummer en af landets største og travleste havne. Newcastle blev grundlagt i 1801, og ikke mindst bymidten med de mange fine, gamle huse i kolonistil og de store, brede alléer vidner om, at byen har været med helt fra den tidlige europæiske kolonisering. Men lokalhistorien gemmer på mere end blot den smukke arkitektur, for inden det pæne borgerskab flyttede ind i byen, var det et helt andet klientel, som holdt til på disse kanter: Her blev de allerfarligste af de engelske straffefanger sendt til, og straffen lød på benhårdt arbejde i de lokale kulminer. Newcastle har derfor også haft det lidet flatterende øgenavn “Hell of New South Wales”, og selvom kulindustrien stadigvæk er vigtig for området, er straffefangerne og tidligere tiders strabadser for længst skiftet ud med en hyggelig og tilbagelænet stemning. 

Newcastle er på bedste australske vis forkælet med lækre strande, har et hav af hyggelige caféer og fra toppen af det 40 meter høje tårn, Queens Wharf Tower, er der panoramavue ud over hele byen. Et par kilometer uden for Newcastle ligger byens vartegn, det smukke, gamle fyrtårn Nobby’s Head, som første gang blev tændt i 1858.

Dag 10-11. På havet mod Willis Island
Vi har kursen sat mod det smukke og storslåede Koralhav, hvor Koralhavsøerne – et hav af mindre tropeøer, atoller og koralrev – omkranser Great Barrier Reef mod syd og mod øst.

Dagene til søs kan bruges på lige præcis det, du er i humør til: afslapning ved poolen – måske med en god bog, et besøg i skibes fitnesscenter eller måske vil du deltage i nogle af skibets mange spændende aktiviteter: foredrag, spil eller minikurser i alt fra madlavning til dans? Dagene rundes naturligvis af med en lækker middag i en af skibets mange dejlige restauranter, og bagefter er der mulighed for at nyde et af de internationale shows i skibets teatersal og tage en svingom, når et af skibets orkestre spiller op til dans.    

Dag 12. Willis Island, Australien - sejlads
Vi nyder synet af det smukke Koralhav, og interesserer du dig for fugle, er det i dag, kikkerten skal findes frem! En lang række havfugle, blandt andet terner, suler og fregatfugle, har base på Koralhavets mange småøer, blandt andet den fredede Willis Island, som er den eneste af Koralhavsøerne, der også er permanent beboet af mennesker.

Befolkningstallet er dog blot på tre personer og udgøres af de ansatte på øens vejrstation, som blev anlagt tilbage i 1921. Vejrstationen laver nu som dengang målinger på de berygtede tropiske cykloners kurs og styrke og er således en vigtig del af det forebyggende arbejde, inden en given cyklon rammer fastlandet. Vi nyder fuglelivet ved Willis Island – i sikkert ly på krydstogtskibet. Efter sigende skal man være mere end almindeligt heldig for at undgå at blive ramt af fugleklatter, hvis man opholder sig på øen, hvor der ikke er adgang for offentligheden.  De mange fugleekskrementer, kaldet guano, blev i 1870’erne og 80’erne indsamlet og solgt som gødning til brug i haver og på marker. En eksportvare, som blandt andet også Peru havde stor succes med på det tidspunkt. 

Dag 13. Port Douglas, Australien
Ankomst kl. 8.00, afgang kl. 18.00
Vi befinder os nu i det nordøstlige hjørne af Australien i delstaten Queensland, som byder på landets mest varierede natur: frodig regnskov, støvet outback, billedskønne strande og verdens største koralrev, Great Barrier Reef, der alt sammen er brikker i Queenslands rigt facetterede naturpuslespil. Endvidere kan Queensland prale af mere end 300 solskinsdage om året, hvilket er med til at gøre denne kyststrækning til et af de mest populære steder i Australien. 

Vi lægger til i den lille, hyggelige by Port Douglas lidt nord for Cairns. Byen er kendt for sin tilbagelænede, hyggelige stemning, så man føler sig straks tilpas og velkommen.

Vi skal på opdagelse i områdets storslåede natur og sætter kursen mod nationalparken Daintree Rainforest, som er et af Australiens mest velbevarede regnskovsområder og figurerer på UNESCO’s liste over verdens naturarv. For 50 millioner år siden var hele Australien dækket af regnskov, men i dag er der kun cirka 22.000 km² tilbage, hvoraf det meste ligger her i Australiens nordøstlige hjørne.

Vi starter ud ved Mossman Gorge, en lille kløft i den sydlige del af regnskoven, hvor floden Mosmann skærer sig ind igennem den tropiske, grønne bevoksning med sit krystalklare, forfriskende vand. For de friske er der mulighed for at tage sig en dukkert i floden. Mossman Gorge er det traditionelle tilhørssted for kuku yalanji-folket. Denne gruppe af aboriginer har rødder her i Daintree Rainforest og kaldes også regnskovs-folket.

Vi fortsætter videre ind i regnskoven. Med sine 135 millioner år på bagen er Daintree Rainforest verdens ældste og rummer et hav af sjældne plantearter og hundredvis af dyrearter: Pytonslanger, firben, frøer, de kraftigt blå ulysses-sommerfugle – og krokodiller ikke at forglemme. Daintree River, der løber igennem regnskoven, er nemlig hjemsted for en stor koloni af saltvandskrokodiller, som er det største af alle nulevende krybdyr – og det farligste for mennesker. Hannerne er typisk 5-6 meter lange og vejer omkring 500 kilo, mens hunnerne er noget mindre.

En af de bedste måder at opleve regnskoven på er ved at sejle på floden, og mens vi sejler langs den tætgrønne, mørke regnskovsbevoksning, er der store chancer for at se de store saltvandskrokodiller og det fantastiske fugleliv i området. Der findes cirka 430 fuglearter i regnskoven, heraf 13 som ikke findes andre steder i verden. Har vi heldet med os, ser vi også de såkaldte ”tree snakes”, som hænger ned fra træerne ud over floden.

Hvor regnskoven møder den smukke kyststrækning ved Cape Tribulation National Park glider regnskovsbevoksningen over i den karakteristiske mangroveskov.

Vi vender tilbage til civilisationen og tager en lille byrundtur i selve Port Douglas, inden vi vender tilbage til skibet. 

Vær opmærksom på, at al badning på strandene i hele Queensland frarådes på det kraftigste på grund af de livsfarlige brandmænd, ”box jellyfish”, som forekommer i særligt højt antal i perioden oktober til maj!

(Udflugten er ikke inkluderet i rejsens pris. Se under priser bagerst i programmet for tilkøb af særskilt udflugtspakke).

Dag 14. Cairns (Yorkey’s Knob), Australien
Ankomst kl. 7.00, afgang kl. 16.30
Vi lægger til i den lille, idylliske forstad til Cairns, Yorkey’s Knob, der kalder sig selv for den bedst bevarede hemmelighed i tropiske North Queensland. Og idyllisk er der da også i denne hyggelige sejler- og strandby.

På dagens udflugt tager vi på opdagelse i Cairns og omegn. Som bagtæppe til byen ligger grønklædte bjerge i runde former, mens byens hovedscene uden tvivl er havet, hvor alle tænkelige former for vandsport bliver dyrket med stor entusiasme. Cairns er kendt for sit høje energiniveau – her er ofte drøn på 24 timer i døgnet. Og byen er base for mange af de dykkere, som søger til Australien for at tage på opdagelse i Great Barrier Reef, verdens største koralrev, der slanger sig mere end 2.000 kilometer ned gennem Koralhavet – parallelt med den australske nordøstkyst.

Cairns er også kendt som et af landets vigtigste centre for aboriginernes sagnomspundne kultur. Selvom udenforstående ofte betragter Australiens oprindelige folk som én samlet gruppe, er der rent faktisk tale om 500-600 forskellige grupper af aboriginer med cirka 200 forskellige sprog. Men disse grupper af aboriginer imellem er der en række fælles, kulturelle træk: en stærk spiritualitet, det tætte forhold til naturen, traditionsrige historiefortællinger med afsæt i myter om forfædre og ånder. Samt ikke mindst en farverig danse- og musiktradition, hvor den særprægede, drømmende lyd af blæseinstrumentet didgeridoo – som netop stammer her fra det nordlige Australien – har gjort aboriginernes musik kendt verden over.    

Vi besøger det prisvindende ”Tjapukai Aboriginal Cultural Center”, som giver et grundigt og fascinerende indblik i aboriginernes traditionsrige kultur her i det nordligste Queensland. Vi får blandt andet en demonstration af, hvordan man spiller didgeridoo, ser kasteteknikken til en boomerang og hører om aborigin mad og medicin.

Endvidere besøger vi ”Royal Flying Doctor Service”, også bare kendt som ”de flyvende læger”, der er en luftambulance-tjeneste rettet mod folk, der bor i Australiens øde egne – hvor en ambulance ville være adskillige dage undervejs. Vi hører om arbejdet og de helt særlige arbejdsforhold, der gør sig gældende for sundhedspersonalet i den australske” outback” (ødemark).

(Udflugten er ikke inkluderet i rejsens pris. Se under priser bagerst i programmet for tilkøb af særskilt udflugtspakke).

Dag 15. Airlie Beach, Australien
Ankomst kl. 8.30, afgang kl. 18.00
Med det azurblå vand, det kridhvide sand og den frodige, grønne bevoksning føler man sig nærmest hensat til en caribisk bounty-ø i Airlie Beach. Men den er god nok! Dette er et stykke ægte australsk strandparadis, og det er derfor oplagt at øremærke dagen i dag til at gøre lige præcis det, som mange australiere ynder at gøre: Tage til stranden, nyde solen og varmen og komme dejligt ned i gear. Med mere end 11.000 strande er australierne i dén grad forkælet med masser af albuerum, og det er sjældent et problem at finde rigeligt med plads til sit badehåndklæde. På grund af forekomsten af de dødelige brandmænd skal vi på det stærkeste opfordre til kun at gå i vandet i den lækre lagunepool, som byen har anlagt lige ned mod havet, og som med de vajende palmer og det fine, hvide strandsand er en tro kopi af den ægte vare.  
Dag 16. På havet mod Brisbane
Vi har endnu en dejlig og afslappende dag om bord på skibet, hvor du til fulde kan nyde den udsøgte service og de mange dejlige faciliteter om bord. 

Dag 17. Brisbane, Australien
Ankomst kl. 7.00, afgang kl. 18.00
Efter længe at have lidt under et image som kedelig provinsby – pakket ind i storbyfacade – er Brisbane, Australiens tredjestørste by, i dag en af Australiens hotteste og mest attraktive byer. Men selvom Brisbane både byder på tjekket og strømlinet arkitektur, smarte gallerier og hvad der ellers forventes af en kosmopolitisk by, så har byen – og dens indbyggere – bevaret en dejlig nede på jorden-attitude, som gør, at man straks føler sig godt tilpas og velkommen. 

Brisbane ligger smukt ved Brisbane River, 28 kilometer syd for Redcliff, hvor den første europæiske bosættelse blev grundlagt i Queensland i 1824. Men det var absolut ikke rettet mod det pæne borgerskab – det var slet og ret en straffekoloni, og først knap 20 år senere blev der åbnet op for, at ”almindelige” mennesker kunne slå sig ned i området ved Moreton Bay. Senere rykkede bosættelsen en tand længere sydpå til der, hvor Brisbane ligger i dag.

Under anden verdenskrig spillede Brisbane en central rolle som det sydvestlige Stillehavs hovedkvarter for general Douglas MacArthur.

På dagens udflugt ser vi byens højdepunkter, og bagefter er det Australiens berømte dyreliv, der er på programmet. Vi kører til Australia Zoo cirka en times kørsel fra Brisbane, og undervejs på køreturen passerer vi nationalparken Glasshouse Mountains, hvor karakteristiske, spidstoppede bjerge popper op i det grønne, subtropiske landskab. Australia Zoo er grundlagt af Australiens verdensberømte krokodillejæger, den nu afdøde Steve Irwin, og i dag drives stedet af hans kone. Vi ser både koalabjørne, kænguruer, krokodiller, slanger, dingo’er – de australske vilde hunde – og andet vildt, både fra den australske natur, men også fra resten af verden.

På vej tilbage mod Brisbane skal vi have en rigtig ”outback”-oplevelse, når vi besøger den yderst udsædvanlige pub Ettamogah, hvis tegneserieagtige præg på ingen måde er tilfældigt. Pubben indgik i en australsk tegneserie, inden den blev bygget i den virkelige verden.

(Udflugten er ikke inkluderet i rejsens pris. Se under priser bagerst i programmet for tilkøb af særskilt udflugtspakke).

Dag 18. På havet mod Sydney
Vi nyder endnu en dag på havet og de dejlige, australske sommertemperaturer.

Dag 19. Sydney og hjemrejse
Ankomst kl. 6.30
Vi ankommer til Sydney tidligt om morgenen, og efter morgenmad og udtjekning fra skibet, kører vi i lufthavnen, hvor vores rejse hjem mod Danmark kan begynde.

Dag 20. Ankomst til Danmark
Vi ankommer til København med kufferten ladet med gode ferieminder fra landet ”down under”.

Fakta om Australien

Hovedstad: Canberra
Indbyggere: 21,8 mio.
Sprog: engelsk
Religion: protestantisme, katolicisme
Valuta: australsk dollar
Klima: overvejende ørkenklima, tempereret mod syd og øst, tropisk i nord

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00