Albatros Travel

Albatros’ store safarikrydstogt 

Enestående safarirejse og krydstogt til Sydafrika og Mauritius, Reunion, Madagascar, Comorerne og Mozambique i Det Indiske Ocean

- med dansk rejseleder, 21 dage

Denne specialrejse kombinerer Afrikas store, klassiske safarioplevelser med et herligt krydstogt i Det Indiske Ocean.

Vi starter rejsen med en eksotisk safari i Zululand, hvor vi dels skal på traditionelle safarier i åbne køretøjer, dels prøve en såkaldt ”gamewalk” (safari til fods) og endelig på sejltur i den enestående St. Lucia-lagune, der er en del af Afrikas største vådområde iSimangaliso og figurerer på UNESCO’s liste over verdens naturarv.   
 
Efter en oplevelsesrig safari kører vi til Sydafrikas subtropiske storby Durban, hvorfra vi sejler stævner ud i Det Indiske Ocean. Undervejs på vores krydstogt skal vi besøge en lang række eksotiske destinationer. Vores skib lægger til på Mauritius, Reunion, Madagascar, Comoroerne, hvorfra vi lægger til i Mozambique og besøger hovedstaden Maputo og en af Mozambiques eksotiske øer i Det Indiske Ocean.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:

Rejsen er forholdsvist komfortabel. Vi kører ikke for meget rundt og har koncentreret overnatningerne på én safarilodge og på krydstogtskibet. Vi har også en enkelt hotelovernatning i Durban. Kvaliteten og serviceniveauet på hotel, lodge og skib er højt, og alt er rent og attraktivt. Der er mange aktivitetsmuligheder, og alle måltider er inkluderet i rejsens pris. Rejsen løfter en god flig af Afrikas storslåede eventyr og giver mulighed for at opleve det meste af Afrikas storvildt på nært hold. Vi får også et indblik i dagligdagen i Afrika og de eksotiske oplevelser langs kysten og i det blå ocean.

Om bord på krydstogtskibet er der en høj grad af selvbestemmelse. Man kan nyde horisonten med en drink i hånden eller slappe af med en god bog. Når skibet lægger til, kan man vælge at nyde seværdighederne på egen hånd, deltage i de organiserede udflugter eller noget helt tredje. Aftenen skal man ikke bekymre sig om, for der er allerede planlagt en stor middag efterfulgt af underholdning og internationale shows.
 
Vores dejlige, klassiske krydstogtskib MSC Sinfonia fra det italienske rederi MSC Cruises er smukt indrettet med italiensk design og byder på et enestående køkken. Italienerne er kendt for at være nøjeregnende med, hvad de spiser, og maden er fantastisk. Der er store opholdsarealer om bord og masser af aktiviteter på skibet, som man kan benytte under vores færd. På skibet findes barer og natklub samt kasino, teater og diskotek. Hver aften er der flere underholdningstilbud, som teater, musical, shows, kabaret med mere. Derudover er der en lang række aktivitetstilbud som vinsmagning, foredrag, bingo, bridge, gymnastik, italienskundervisning og meget mere. Vores rejseleder vil dagligt fortælle om dagens program og hjælpe med eventuelle tilmeldinger.


Dagsprogram
Dag 1. København – Johannesburg
Vi flyver fra København til Johannesburg med ankomst næste morgen. Der serveres både aftensmad og morgenmad på flyet.

Dag 2. Zulu Nyala Vildtreservat. Eftermiddags- og natsafari
Efter morgenmaden på flyet lander vi om morgenen i Johannesburg og kører sydøst mod KwaZulu-Natal-provinsen, også kaldet Zululand. Undervejs passerer vi det lille kongedømme Swaziland. Når vi er godt indkvarteret på lodgen, er vi klar til den første safaritur.

De kommende dage er indbegrebet af en ægte afrikansk safari, og det opleves her så godt som noget andet sted. Den vilde natur, de åbne køretøjer og de få besøgende er den helt ideelle kombination. Denne første dag skal vi afprøve en sydafrikansk specialitet, en eftermiddagssafari der starter sidst på dagen omkring kl. 16. Vi stopper og nyder solnedgangen med en kold drink, inden lygterne tændes, og vi fortsætter på natsafari i mørket. Dette giver os mulighed for også at iagttage nogle af de dyr, der er aktive om natten. Vores erfaringer siger, at vi vil have set en god portion af Afrikas berømte og kendte savannevildt, inden den første safari er slut.

Dag 3. Zulu Nyala Vildtreservat. Safarivandring og eftermiddagssafari
Som alternativ til et såkaldt game drive (safarikørsel) tilbyder lodgen i dag en tidlig morgensafari til fods, hvor vi får mulighed for at opleve vildtet i selskab med en erfaren tracker og en bevæbnet ranger. Det er en storslået oplevelse (og ikke så farefuld, som man skulle tro), hvor vi faktisk kan komme ganske tæt på både elefanter, næsehorn og mange andre dyr, mens solen langsomt stiger på himlen og får morgenduggen til at fordampe.

Gruppen vil blive delt op i mindre grupper, også under almindelige safarikørsler. 

I eftermiddagstimerne bliver vi på den dejlige lodge og slapper af, tager en tur i poolen, kigger på fugle eller deltager i en af de mange andre aktiviteter. Denne dag byder også på safarikørsel. Hen på eftermiddagen kører vi igen i åbne køretøjer på jagt efter Afrikas kendte savannevildt som bøffel, elefant, leopard, giraf eller nogle af de mange spændende antiloper og fugle.  



Dag 4. Zulu Nyala Vildtreservat. Udflugt til St. Lucia Nationalpark og eftermiddagssafari

I dag skal vi opleve en af Sydafrikas særlige attraktioner: den store St. Lucia Nationalpark, som UNESCO har udnævnt som verdens naturarv. Parken kaldes også for iSimangaliso Wetland Park, og den er et gigantisk vådområde med en usædvanligt stor variation i økosystemer og dyreliv. Her kan man opleve det karakteristiske savannevildt fra de klassiske nationalparker, men også dyr, der søger til fugtige områder, som flodheste, krokodiller, skildpadder og et usædvanligt stort antal fuglearter, der holder til i de lave sumpe, søer og floder tæt på havet.   

Vi kører fra vores safarilodge og går om bord i mindre både, der bringer os ud på St. Lucia-søen. Her oplever vi formentlig krokodiller, drikkende savannevildt og flodheste, der ligger og daser efter at have græsset om natten. Samt naturligvis det enestående fugleliv.

Senere på dagen skal vi igen på en safaritur i åbne biler. Gennem årene har vildtet vænnet sig til biler og besøgende, og man kan ofte se elefanter, giraffer og forskellige antiloper græsse tæt på safaribilerne. Området har dog så mange tætte skovområder og utilgængelige bjerge, at vildtet har masser af skjulesteder og ugenerte områder. Derfor foregår de fleste safarier stadig på vildtets betingelser.

Safaribilerne er åbne terrængående køretøjer, og det vil ofte virke meget stærkt, når man opholder sig få meter fra en gigantisk elefant, en løve eller leopard uden et beskyttende hegn mellem os og dyrene. Men rovdyrene forbinder ikke formen af en bil og mennesker med mad. Heldigvis.
    
Dag 5. Zulu Nyala – Durban. Ombordstigning
Efter morgenmaden kører vi den smukke tur til Sydafrikas ”rivieraby” Durban, hvorfra krydstogtet starter kl. 14.

Krydstogtrederiet skriver selv om det skib, vi skal sejle med: ”Lad dig forføre af den klassiske middelhavsatmosfære om bord på MSC Sinfonia, et førende skib når det gælder design og komfort. Du bliver budt velkommen af en besætning, som er nøje udvalgt i MSC Cruises’ ånd, dvs. folk, der brænder for service og mennesker. MSC Sinfonia er en hyldest til verdens mest berømte symfonier skabt af europas klassiske komponister: fra Beethovens romantiske mesterværker til Mozarts livlige kompositioner samt mere nutidige mestre som Debussy, Tjajkovskij og Brahms. Skibet har en golfsimulator, der giver spillerne mulighed for at træne både sving og slag under krydstogtet. Men der er meget mere at foretage sig om bord: Fantastiske shows, musik, diskotek og kasino. Sol, hav, golf og masser af forlystelser – en uforglemmelig ferierejse om bord på MSC Sinfonia!”

Vi stikker ud i Det Indiske Ocean med nordøstlig kurs. Der er mange hvaler og hajer i farvandet mellem Durban og Mozambique, men vi skal dog være lidt heldige for at se dem på tæt hold.  

Dag 6-8. Om bord på vores dejlige skib
Vi kan nu slappe af efter vores mange oplevelser i land og har god tid til at lære vores dejlige skib at kende og til at få sjælen med. Der foregår dagligt masser af aktiviteter om bord, som man selv kan vælge om man ønsker at deltage i. Vores danske rejseleder informerer om de mange muligheder og hjælper gerne med tilmeldinger, hvis det er påkrævet.

Ellers kan man slappe af på dækket med en god bog og nyde den gode forplejning i sit helt eget tempo.

Dag 9-10. Port Louis, Mauritius
Ankomst dag 9 kl. 9.00, afgang dag 10 kl. 18.00
Mauritius lå uopdaget hen, indtil hollænderne lagde til på øen i slutningen af det 16. århundrede. Herefter fulgte franskmændene, som regerede øen, indtil englændernes ankomst i 1810. Mauritius fik sin uafhængighed i 1968. I dag styres Mauritius af et demokratisk valgt parlament. Sproget, der tales, er hovedsageligt fransk, selvom engelsk er det officielle sprog. Øen bebos af kreolere, indere, kinesere og europæere.

Øen er opstået ved vulkansk aktivitet og gradvis dannelse af en koral atol. Den udgør toppen af en enorm, undersøisk vulkankæde, og udslukte kratere og vulkansøer vidner om tidligere tiders udbrud. Øen omgives af et koralrev, der gør badningen ganske sikker og rolig. Der findes strande næsten hele vejen rundt om øen, hvor palmerne blander sig med andre tropiske træarter.

Store dele af Mauritius er tilplantet med sukkerrør, og te- og tobaksplantager dominerer også landskabet. Øens oprindelige natur med blandt andet spændende mangrovesumpe og sjældne fugle opleves bedst i Black River Gorges Nationalpark, som er beliggende i det sydvestlige hjørne af øen.

Der er gode muligheder for snorkling og dykning med nærkontakt med de farvestrålende tropefisk. Derudover er der flere udbydere af Big Game Fishing, hvor The Black Marlin er en af de ypperligste fangster. Desuden er der mulighed for vandreture i højlandet. Turen omkring vulkanen Trou aux Cerfs er særligt smuk. Endelig ligger der flere toldfrie shoppingcentre på øen, hvor dyre mærkevarer kan erhverves til fordelagtige priser.

I dag er der mulighed for at tage med på en af de mange udflugter, som skibet tilbyder. Vores danske rejseleder hjælper gerne med tilmeldinger. Udflugterne bestilles og betales om bord.

Dag 11. Pointe des Galets, Reunion
Ankomst kl. 8.00, afgang kl. 16.00
Øen Réunion er en del af øgruppen Maskarenerne, der også omfatter tropeparadiset Mauritius og lilleputøen Rodrigues. Øerne ligger 700 kilometer øst for Madagaskar, godt isoleret i Det Indiske Ocean. Som den eneste i øgruppen har Réunion status af fransk oversøisk departement. Det officielle sprog på øen er dermed fransk, og her er en noget større chance for at blive tilbudt en croissant eller en baguette, end man normalt kan forvente på en lille tropeø midt i Det Indiske Ocean. Øen består af to store, aktive vulkaner, som rejser sig til henholdsvis 2361 og 3069 meter.

Vulkanernes skråninger er grønne, frodige og dækket af skiftevis regnskove og plantager med høje, slanke sukkerrør. Det hele er indrammet af en ring af strande, der matcher drømmen om det lille, private strandeventyr langt fra overrendte megaresorts til topkarakter. Vi lægger til på øens nordvestkyst i Pointe des Galets. Således kaldes den største og vigtigste havn på øen, og den er nu fuldstændig omsluttet af byen Le Port, hvor der bor omkring 40.000 mennesker.

Dag 12. På havet mod Madagascar
Vi har endnu en dag på havet, hvor vi kan nyde livet om bord og den afslappende rytme.

Dag 13. Nosy Be, Madagascar
Ankomst kl. 12.00, afgang kl. 18.00
Madagaskar brækkede af Afrika ved et enormt jordskælv for ca. 165 millioner år siden. I de følgende 45 millioner år drev øen ca. 400 kilometer mod nordøst som er dens nuværende placering. På mange måder er øen et stykke land, som tiden glemte, da det evolutionære pres på arterne her var stort set ikke-eksisterende. I dag findes her rester fra en svunden tid, bl.a. kæmpeskildpadder, lemurer, dværgflodheste og den uddøde elefantfugls tusindårgamle forstenede æg.

Med sine mange stille vige og pga. sin strategiske beliggenhed på handelsruter i Det Indiske Ocean var Madagaskar et paradis for mange af de barskeste pirater, der sejlede på de syv verdenshave. Historier om begravede skatte og pralende sørøvere som berettede om deres ugerninger er blevet en farverig del af den nationale folklore.

På Nosy Be dyrkes ylang ylang, som er blomsten af calange-træet. Af denne udvinder man olie, som bl.a. bruges til aromaterapi mod forhøjet blodtryk, stress og en mængde andre dårligdomme. Samtidig anses olien for at være et elskovsmiddel. Hvis man ikke er i humør til aromaterapi kan man i stedet forsøge sig med en anden form for lokal delikatesse: nationalsnacken »koba«, som er en rispaté med banan og jordnødder.

Dag 14. Mayotte, Comoro Øerne
Ankomst kl. 09.00, afgang kl. 18.00
Mayotte har som den eneste af Comoro Øerne stemt imod løsrivelse fra Frankrig og er dermed som den eneste af øerne stadig fransk territorium, som styres fra Paris. Ud over de 4 hovedøer Grande Comore, Moheli, Anjouan og Mayotte, som vi besøger, består ø-gruppen også af en lang række mindre øer. Navnet Comoro kommer fra det arabisk al-Khamar og betyder »øen med den lille måne«, hvilket også ses i landets flag.

Vi lægger til på øen, hvor det er ideelt at tilbringe dagen på stranden eller på at besøge verdens største lagune. Øen er omgivet af koralrev, så en snorkeltur er en enorm oplevelse. Man kan også besøge vandfaldet ved Sulu, hvor vandet plasker lige ned i havet. Spørg rejselederen til råds om, hvordan man kan tilbringe dagen eller tag med på en af de udflugter skibet arrangerer. Rejselederen er naturligvis behjælpelig med tilmeldinger.

Dag 15-16. På havet mod Mozambique
Vi har et par dage til havs, hvor vi kan nyde alle skibets faciliteter, lækre restauranter, poolområdet, underholdningstilbud osv.

Dag 17. Maputo, Mozambique
ankomst kl. 9.00, afgang kl. 17.00
Vi lægger til i Mozambiques eksotiske hovedstad Maputo. Herfra er der mulighed for at tage med på en af de mange udflugter, som skibet tilbyder. Vores danske rejseleder hjælper gerne med tilmeldinger. Udflugterne bestilles og betales om bord. Landet fik selvstændighed i 1976, efter at den såkaldte nellikerevolution satte en sen men grundig stopper for det portugisiske kolonirige. I godt hundrede år var Maputo kendt som den portugisiske søfarers Lourenco Marques fashionable slaraffenland, hvor hvide kolonister fra især Sydafrika tog hen for at more sig. Her var pragtfulde strande – nogle af verdens bedste – smukke alleer, cafeer og restauranter til overflod. Efter selvstændigheden var landet dog underlagt en langvarig borgerkrig, der ødelagde bygninger, veje og anden infrastruktur. I dag ånder alt fred og ro, med en ægte afrikansk stemning, der ligger et stykke fra Sydafrikas moderne storbyer.

Turismen har for alvor holdt sit indtog i landet, og mondæne hoteller skyder op langs de kilometerlange sandstrande og på de små koraløer ud for kysten.

Dag 17 og 18. Portuguese Island, Mozambique
Ankomst kl. 20, afgang dag 18 kl. 8.00
Om aftenen på dag 17 ankommer til det idylliske tropeparadis Portuguese Island, som er en lille ubeboet ø i Det Indiske Ocean. Her ligger skibet også natten over og først næste morgen stævner vi atter ud og lægger kursen tilbage mod Durban og det afrikanske fastland.

Dag 19. Ankomst til Durban
Ankomst kl. 8.00
Vi er tilbage i Durban og det er nu tid til at forlade vores dejlige skib. Vi kører en kort byrundtur, og derefter skulle der være mulighed for at nyde byen på egen hånd. Man kan eventuelt gøre nogle gode indkøb til den attraktive randkurs. Vi indkvarteres på et dejligt hotel på strandpromenaden.
Den behagelige subtropiske by ved Det Indiske Ocean blandt andet er kendt for stranden “The Golden Mile”: seks kilometer gylden sandstrand, hvorfra der kan bades året rundt. I de “kolde” vintermåneder tager sydafrikanerne på badeferie i Durban, der i reglen er varm og solrig. Den lange strandpromenade med de mange gode hoteller når faktisk helt ind til byens centrum. Det er et farverigt område med offentlige swimmingpools og vandrutsjebaner, marinepark, restauranter, talrige gadehandlere og importerede rickshaws fra østen, der bringer turisterne rundt.

Denne uofficielle zuluhovedstad er en rigtig moderne, afrikansk by, der oser af atmosfære, hektisk stemning og et boblende natteliv. Her er masser af muligheder for den aktive besøgende, der gerne vil opleve nogle af de mest spændende, men mindre kendte, sider af Sydafrika.

Dag 20. Durban – Johannesburg
Vikører i dag til lufthavnen i Durban og flyver den korte tur til »Joburg«, som byen kaldes i daglig tale. Det er Sydafrikas største by med over seks millioner indbyggere, og byens opbygning minder i øvrigt meget om amerikanske storbyer med en kerne af skyskrabere i et moderne forretningskvarter, der langsomt flader ud i små, lave forstadskvarterer. Joburg er en forretningsby og centrum for verdens diamant- og guldhandel. Men den er hektisk, støjende og ikke et sted, man har lyst til at bruge for meget tid.

Vi starter med en tur rundt i den sorte bydel Soweto, hvor lokale, sydafrikanske guider tager os med rundt i det berømte kvarter, der i årene med det modbydelige apartheidstyre aldrig opgav kampen for friheden og betalte dyrt for det. Vi får et indblik på godt og ondt i det moderne, demokratiske Sydafrika.


Hvis tiden tillader det, besøger vi også et marked og/eller et indkøbscenter, hvor man kan bruge nogle timer til at drage fordel af den meget billige sydafrikanske rand. Masser af varer, fra mærkevarer til sportsudstyr, kan købes med stor fordel her. Husk at den lokale moms (VAT) kan refunderes i lufthavnen.  

Først på aftenen kører vi samlet til Johannesburgs lufthavn, hvorfra vi flyver til København.

Dag 21. Ankomst til Danmark 
Vi ankommer til Kastrup med kufferten fuld af minder fra en dejlig rejse.



 

Rejsemål
Sydafrika
Mozambique

Fakta om Sydafrika

Hovedstad: Pretoria
Indbyggere: 48 mio.
Sprog: isizulu, isixhosa, afrikaans, sepedi, engelsk, setswana
Religion: kristendom
Valuta: rand
Klima: subtropisk ved kysterne, ellers halvtørt

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00