Her i verdens største regnskov, som er hjemsted for halvdelen af alle verdens dyrearter, har vi dagligt udflugter, hvor vi udforsker plante- og dyrelivet og stifter bekendtskab med dens befolkning, indianerne. Vi udforsker Amazonregnskoven til fods og i motoriseret kano, og der er endvidere mulighed for at opleve dyrelivet i træhøjde på nogle af stedets udsigtstårne, hvoraf det højeste er 36 meter højt! Inden vi sætter kursen videre mod Galapagosøerne, har vi endnu en dag i Quito. Dagen står i afslapningens og velværets tegn, når vi besøger
Andeslandsbyen Papallacta, som er kendt for sine varme kilder og termiske bade.
På vores femdages krydstogt omkring de berømte Galapagosøer kommer vi så tæt på leguaner, søløver og pelikaner som Charles Darwin selv. Opholdet på den fascinerende øgruppe 1.000 kilometer ude i den kolde Humboldtstrøm er sandsynligvis den største naturoplevelse på det sydamerikanske kontinent for alle, der sætter pris på de helt særlige, naturhistoriske forhold, og vi får et uvurderligt indblik i, hvordan disse øer er skabt. Dyrelivet på Galapagos vil tage pusten fra de fleste: de fantastiske hav- og landleguaner, de mange enestående fugle og de mange søløver på strandene. Dyrene er ikke bange, så der er mulighed for at komme utroligt tæt på dem.
Endelig får vi rig mulighed for at købe lokalt kunsthåndværk, når vi besøger det verdensberømte indianske marked ved Otavalo samt omkringliggende landsbyer.
Rejsen stiller ingen større fysiske krav til dig som deltager ud over, at du skal være selvhjulpen. Det kan forekomme anstrengende at opholde sig i Quito på grund af højden, men det har generelt ikke været noget problem for vores rejsende hidtil. Landgangene på Galapagos kræver, at du selv kan komme op og ned i gummibådene, men alt i alt burde alle kunne deltage uden at være de store atleter.
Overnatningerne foregår i Quito på et førsteklasses hotel, som ligger i den historiske del af Quito og er valgt på grund af sin høje standard, gode beliggenhed - blandt andet med mange restauranter - og hotellet er meget populært blandt vores rejsende. Alle hotelværelserne har bad, toilet, temperaturregulering, minibar og alt det andet, man kan forvente af et førsteklasses hotel. Også overnatningen i Puerto Ayora på Galapagosøerne er på førsteklasses hotel.
Transport undervejs på rejsen er med indenrigsfly, busser, små både i Amazonregnskoven og vores 16-personers luksuskatamaran under Galapagoskrydstogtet.
Skibet har otte kahytter, hver på 20 kvadratmeter, med eget badeværelse, aircondition, sikkerhedsboks, minibar, internet og balkon. Endvidere er der en luksussuite på 40 kvadratmeter med samme faciliteter plus en balkon på hvér side af skibet. Desuden er der på skibets fællesarealer en god restaurant, en lounge med tv og dvd, en bar, jacuzzi og soldæk. Transport til og fra skibet foregår i gummibåde.
Bemærk!
Den nævnte sejlrute er vejledende. Pludselige ændringer i de lokale forhold på øerne kan i sidste øjeblik bevirke, at sejlplanen bliver ændret for vores Galapagos-skib – for eksempel ved udmeldinger fra Darwin-instituttet om lokalfredning af dyrene eller andre forhold. Hvis Galapagos-skibets sejlrute ændres, kan det derfor blive nødvendigt at justere dagsprogrammet. Rejsen vil da indeholde de samme højdepunkter, men rækkefølgen kan variere.
Dagsprogram
Dag 1. Afrejse fra København og ankomst til Quito
Afrejse fra Danmark med ankomst til Quito i Ecuador sidst på eftermiddagen lokal tid. Efter ankomst fortsætter vi til vores hotel.
Dag 2. Quito. Byrundtur og besøg ved ækvatorlinjen
Ecuadors hovedstad er tydeligt opdelt i to forskellige bydele: den nye, hvor man finder de fleste hoteller, restauranter og souvenirbutikker, og den gamle bydel, hvor de spanske kolonibygninger og kirker dominerer. Vores hotel ligger ved flere af de gode spisesteder og indkøbsområder.
Vi befinder os i over 2.800 meters højde, og den tynde luft betyder, at du hurtigere bliver forpustet, hvis ikke du holder tempoet lidt nede. Men de fleste sunde og raske mennesker har dog ikke de store problemer med denne højde. Mange vil mærke lidt hovedpine, hvilket indikerer, at tempoet skal yderligere ned, og at du skal have mere vand indenbords. Drik rigeligt med vand!
Quito, der ligger omgivet af sneklædte vulkaner i op til seks kilometers højde, hører til blandt verdens smukkeste hovedstæder. Da vi kun befinder os 22 kilometer fra ækvator, er klimaet mildt og forårsagtigt året rundt. Den gamle bydel fra 1700-tallet med smukke, hvide huse bærer stærkt præg af den spanske kolonitid og er forbavsende velbevaret. Både på grund af den relativt lange rejse og højden tager vi den med ro efter ankomsten til Quito.
Vi skal på byrundtur i Quitos pragtfulde gamle bydel med alle kolonibygningerne og uafhængighedspladsen, hvor vi finder regeringsbygningen og den neoklassicistiske katedral. Et af højdepunkterne er jesuitter-kirken La Campañia, og udsmykningen med de mange tons pladeguld overgår ens vildeste fantasi. Kirken er lige blevet istandsat, og et stort parti er belagt med et nyt lag guld. Der er også besøg på El Panecillo, som er en stor høj midt i byen med en pragtfuld udsigt, dels over den gamle bydel og dels til den næsten 5.000 meter høje vulkan Pichincha. En statue af La Virgen (Jomfruen) er ligeledes placeret på højen.
Og så byder dagen på et besøg ved “verdens centrum”, som ligger ved ækvatorlinjen: Her står vi med ét ben på den sydlige halvkugle og ét på den nordlige. I løbet af aftenen nyder vi en velkomstmiddag på en dejlig restaurant.
Dag 3. Quito – Coca. Sejlads til Napo Wildlife Center i Amazonregnskoven og kaiman-tur
Vi flyver fra Quito over de østlige Andesbjerge til Coca. Efter lufthavnsprocedurerne er overstået, kører vi til havnen i Puerto Francisco de Orellana og stiger om bord på en overdækket motorbåd, der sejler os ud til Napo Wildlife Center i Yasuni Nationalpark. Sejlturen tager cirka to timer, og vi spiser en frokostmadpakke om bord. Undervejs kan vi være heldige at se nogle af områdets fugle såsom hejrer og isfugle. Når vi ankommer til Napo Wildlife Center, skifter vi om til kanoer og bliver padlet den sidste bid vej til vores lodge. Under sejlturen er vi omgivet af tætte trækroner, og hvis skovguderne er med os, får vi måske et glimt af aber, tukaner eller papegøjer. Efter omkring en times sejlads munder floden ud i Añangu-søen, hvor vores lodge ligger ved bredden. Vi stiger i land, får en lille drink og bliver indkvarteret på vores værelser. Efter aftenens middag kan de, der har lyst, komme med på en aftentur rundt om søen og spejde efter kaimaner; en sydamerikansk alligator-art.
Vores lodge, Napo Wildlife Center, består af 12 rummelige luksushytter på omkring 40 m2. Hytterne har eget bad/toilet, veranda, loftvifte, sikkerhedsboks og insektnet på døre og vinduer. Til lodgen hører en restaurant og en bar med et 15 meter højt udsigtstårn, hvorfra man i klart vejr kan skimte Andesbjergene. Se mere på www.napowildlifecenter.com.
Dag 4. Amazonregnskoven. Papegøjer, indianerkultur og vandretur i regnskoven
Vi tager tidligt hul på dagen med et besøg ved en lerskrænt inde i regnskoven. Her samles omkring 11 arter af papegøjer for at komme til det såkaldte saltslik: de spiser af det fugtige ler, hvor saltet fordamper oppe i overfladen, og får derved deres saltbehov dækket. Vi ankommer til saltslikket om morgenen, så vi kan være parat, inden papegøjerne begynder at melde deres ankomst.
Senere går vi ad skovstier til en kulturlandsby, hvor vi kan lære om det indianske Quichua-folks kultur og historie. Efter besøget fortsætter vi på en halv times vandretur gennem skoven til et andet saltslik, hvor vi forhåbentlig får set nogle flere papegøjer. Vi spiser en frokostmadpakke på stedet og vender hen på eftermiddagen tilbage til vores lodge.
Dag 5. Amazonregnskoven. Udsigtstårn, vandretur og sejltur på søen
I dag skal vi opleve regnskoven fra fuglenes perspektiv. Omkring 20 minutter fra lodgen stiger vi op i et udsigtstårn, der hæver sig 36 meter fra jorden. Mens vi – med små udsigtspauser undervejs – går op ad trinene til, hvad der svarer til 12 etagers højde, oplever vi skovens forskellige niveauer. Øverst oppe træder vi ud på en platform bygget ind i toppen på et kæmpe kapok-træ. Både tårnet og platformen er bygget ud fra de højeste ingeniørmæssige standarder, og sikkerheden er prioriteret allerhøjest. Heroppe har vi en fantastisk udsigt til skoven og det dyreliv, der findes her i højderne – vi kan være heldige at støde på spurve, tukaner, papegøjer og måske edderkoppeaber på jagt efter frugt.
Vi vender tilbage til lodgen og spiser frokost. Eftermiddagen bruger vi på at gå en tur ind i skoven, hvor der er mulighed for at se blandt andet firben, farverige manakiner og silkeaber. Vi slutter dagens oplevelser med en kanotur på søen – måske er vi heldige at støde på en odderfamilie på vejen.
Dag 6. Sejlads til Coca, fly til Quito
Vi forlader vores hjem i regnskoven på samme måde, som da vi kom: Vi bliver sejlet i kano hen til modtagecentret og derfra videre i motorbåd til Coca. Vi har således god tid til at tage afsked med den fantastiske natur, som den udspiller sig langs vandet. I Coca kører vi til lufthavnen og tager flyet tilbage til Quito. Vi forventer at være i Quito i løbet af eftermiddagen, og efter indcheckning på hotellet er resten af dagen til fri disposition.
Dag 7. Quito – Galapagoskrydstogt. The Interpretation Center og Isla Lobos
Efter morgenmaden er der transport til lufthavnen og cirka tre-fire timers indenrigsflyvning til Galapagosøerne. Vi ankommer til øen San Cristobal med hovedbyen Puerto Baquerizo Moreno, som også er Galapagos-provinsens officielle hovedstad. Efter landgang kører vi til vores dejlige luksuskatamaran.
Galapagosøerne ligger cirka 1.000 kilometer vest for Sydamerikas kyst i den kolde Humboldtstrøm, der med jævne mellemrum opvarmes og forvandles til naturfænomenet El Niño med ubehagelige følger for klimaet mange steder på jorden. Det næringsrige vand, der kommer helt fra Antarktis, er koldt, hvilket betyder, at det indeholder relativt meget ilt. Den høje mængde ilt og næring er grundlaget for øernes enestående plante- og dyreliv. Galapagos består af mange små øer, hvoraf de mindste blot er golde klippetoppe, der lige akkurat når op over havoverfladen. Kun fire af de største øer er beboet, mens de øvrige henligger mere eller mindre uberørte som et gigantisk naturhistorisk museum.
Galapagosøerne udgør toppene af en lang vulkansk kæde, der rejser sig 2-3.000 meter over havbunden. Gennem årtusinder har mange forskellige dyr og fugle svømmet, flydt eller fløjet til disse isolerede øer, hvor de har udviklet og tilpasset sig forskellige, varierende livsvilkår. Derfor adskiller såvel flora som fauna sig ganske radikalt fra fastlandet og sågar fra ø til ø. Omkring 20 % af alle fisk i havet omkring Galapagos er endemiske (findes kun her), hvilket også gælder halvdelen af alle planter og de fleste fugle samt alle landlevende dyr. De endemiske arter varierer markant fra tilsvarende eller beslægtede arter andre steder.
Charles Darwin ankom i 1835 til Galapagos på sin lange odyssé som naturforsker på skibet Beagle. Han fandt enhver forskers paradis: et sandt orgie af forunderlige naturfænomener med kæmpekrabber, rovfugle, søløver, kæmpeskildpadder og havleguaner, som kunne studeres på mindre end én meters afstand. Hver art varierede i udseende og adfærd fra ø til ø til trods for, at de øjensynligt stammede fra samme oprindelige art.
Darwin brugte mange år til at tænke over sine iagttagelser og ikke mindst konsekvenserne heraf, inden han udsendte sit ultimative værk: “Arternes oprindelse”. Hermed revolutionerede han verdens syn på menneskets udvikling. Dyr og mennesker var ikke sat på jorden i deres aktuelle form, men var resultatet af en lang udvælgelsesproces, hvorunder de bedst egnede eller tilpassede individer overlevede længst og videregav arveanlæg til næste generation, der således blev en anelse bedre tilpasset miljøet, og så fremdeles.
Dyrelivet på Galapagos er i store træk uforandret siden Darwins tid, og man kan praktisk talt selv følge de iagttagelser, der danner baggrund for evolutionslæren. Desværre har forskellige nye arter fra fastlandet fået fodfæste på Galapagos og truer visse steder miljøet ganske voldsomt, men forskerne er naturligvis meget opmærksomme på dette problem.
På San Cristobal besøger vi The Interpretation Center, som ligger lidt uden for Puerto Baquerizo Moreno. Her får vi en introduktion til det fantastiske dyre- og planteliv på øerne, og også en indgang til øernes lidt pudsige, nyere historie. Vi besøger endvidere en smuk strand, hvor vi kan nyde vejret og de første indtryk af Galapagos. Og mon ikke vi også ser vores første søløver og havleguaner?
Vores næste mål er den lille klippeø Isla Lobos, hvor der er mulighed for at snorkle for dem, som ønsker at opleve det fantastiske liv nede i havet. Isla Lobos betyder “søløveøen” og den lever også helt op til sit navn. Der er søløver spredt over hele øen, men vi støder også på de blåfodede suler og fregatfugle, som yngler på øen, havleguaner, pelikaner og Sally Lightfood-krabber, som suser ud og ind af klippesprækkerne. Dyrelivet er trods øens ringe størrelse meget omfattende.
Dag 8. Galapagoskrydstogt: Española – Punta Suarez – Bahia Gardener. Søløver og snorkling
Om morgenen går vi i land på Española i bugten Bahia Gardener, hvor søløver ligger på stranden. Har du lyst til at snorkle, kan du her i området være heldig at svømme sammen med havskildpadder og legende søløver. Ved Punta Suarez på Española finder vi noget af verdens ypperste dyreliv, og mange af de unikke dyrearter findes kun her. Vi skal se de specielle havleguaner med de kobberrøde pletter, svalehalemåger, lavafirben, Darwins finker, langnæbbede skottefugle og blåfodede suler. Samtidig er området ved Punta Suarez den eneste yngleplads for den majestætiske og sagnomspundne albatros, som yngler på øen fra maj til november.
Dag 9. Galapagoskrydstogt: Floreana. Flamingoer, Devil's Crown og Post Office Bay
Vi skal i land på øen Floreana, der har en interessant historie præget af pirater, straffefanger, hvalfangere og kolonister. Talrige fartøjer er landet på disse øer for at koge suppe på de store skildpadder, der har givet øerne deres navn (“galapago” betyder saddel på spansk og hentyder til det hvælvede skjold på nogle af øgruppens skildpadder). Darwin fik inspiration til sine bøger og teorier, da han hørte viceguvernøren fortælle, at han kunne sige helt præcist, hvilken ø en skildpadde kom fra, blot ved at kaste et blik på skjoldet. Ligesom på Española yngler store havskildpadder her, og vi kan ofte se de brede “kampvognsspor” i sandet på stranden. Kommer man tidligt om morgenen, kan man være heldig at se en udmattet havskildpadde på vej tilbage til vandet efter det hårde gravearbejde og æglægning.
I en lille saltvandslagune holder den store flamingo til. Flamingoerne lever især af små rejer og bittesmå krabber, som selv søger føde i lagunens organiske materiale. Vi vil formentlig også se en lang række andre vadefugle i området.
Vi besøger endvidere Devil’s Crown - en undersøisk vulkan, hvor kun toppen af krateret er synligt over havoverfladen (heraf navnet). Ved Devil’s Crown finder vi noget af den bedste snorkling på øerne. I havet ser vi talrige farvestrålende fisk, pigrokker og småhajer, og vi vil formentlig også få selskab af søløver. Hvis det er muligt, besøger vi Post Office Bay, hvis historie går mange hundrede år tilbage. Når søfolk kom forbi Floreana, lagde de breve, som de ønskede at sende hjem, på “posthuset” (en tønde), og tog så selv de breve med videre, som skulle til den destination, de var på vej mod. Traditionen er bevaret for de rejsende, som besøger Floreana, og vi får på denne måde mulighed for at sende et postkort.
Dag 10. Galapagoskrydstogt: Santa Fe og Santa Cruz. Søløvekoloni og spadseretur til Tortuga Bay
Den lille ø Santa Fe er mest berømt for sine store kolonier af søløver, som vi bogstaveligt talt komme til at vade rundt imellem. Hannerne er ikke overvældende aggressive, men man skal nu alligevel være en lille smule
påpasselig, for de flytter sig ikke for en. Der er to stisystemer, der begge giver os mulighed for at se den sjældne Santa Fe-landleguan og de flotte kaktus. I havet omkring øen er der igen gode snorklemuligheder, og her ses ofte store pilerokker og havskildpadder i det klare vand.
Fremme på Santa Cruz spadserer vi til Tortuga Bay. Via et cirka tre kilometer langt stisystem når vi frem til den fantastisk smukke bugt. Her nyder vi omgivelserne og de mange havleguaner, der holder til her. Er vi heldige, ser vi også de kendte blåfodede suler. Den sidste nat på båden overnatter vi i bugten ud for Santa Cruz.
Dag 11. Santa Cruz. Darwin-instituttet og skildpaddecenter
I Santa Cruz besøger vi Darwin-instituttet, der er grundlagt med henblik på forskning og vedligeholdelsen af Galapagos som en stor nationalpark i verdensklasse. Forskningen tager udgangspunkt i evolutionslæren, men der bruges også mange kræfter på at bevare naturen i dens oprindelige, unikke og uspolerede form på trods af skadedyr, turisme og de faste beboeres slitage. I dag er mange lokale inddraget og direkte afhængige af Galapagos’ bevarelse og beskyttelse. Darwin-instituttet huser en forskningsafdeling, et bibliotek, museum og forskere samt dyrepasserne, der tager sig af de store skildpadder med videre. Centeret kører et rehabiliteringsprojekt for skildpadder i forbindelse med museet. Så hvis vi ikke skulle have set skildpadder andre steder, er vi således garanteret at se de berømte kæmpeskildpadder her på Santa Cruz. Herefter tjekker vi ind på vores hotel i Puerto Ayora på sydsiden af Santa Cruz. Resten af dagen vil være på egen hånd. Du kan gå omkring i byen eller i havneområdet, tage på snorkletur eller måske bare slappe af på hotellet. Rejselederen vil være behjælpelig med råd og muligheder.
Dag 12. Galapagos – Quito
Fra Puerto Ayora kører vi til nordsiden af Santa Cruz og sejler med en af de små lokale færger den korte tur over til Baltra, hvorfra vi flyver omkring middag med forventet ankomst til Quito sidst på eftermiddagen. Ved ankomsten kører vi til vores hotel og checker ind.
Dag 13. Udflugt til Papallacta og varme kilder
Når vi har spist morgenmad, begiver vi os op i Andesbjergene omkring Quito. Vejen fra Quito op til landsbyen Papallacta, der ligger i 3.300 meters højde små 65 kilometer øst for Quito, byder på en smuk køretur op gennem bjergene og via små, afsidesliggende landsbyer. Papallacta er kendt for sine varme kilder og termiske bade. Her skal vi bade i de varme kilder i store bassiner, hvor man i den kølige bjergluft kan nyde det varme vand og samtidig fryde sig over udsigten til Andesbjergene. Hvis du vil have massage eller benytte dig af andre af de wellnessprodukter, som stedet tilbyder, skal dette købes på stedet. Læs mere på www.termaspapallacta.com
Vi spiser frokost i Papallacta, og i løbet af eftermiddagen kører vi retur til Quito.
Dag 14. Quito – Otavalo. Det indianske marked
I løbet af formiddagen kører vi mod Otavalo, hvor vi skal besøge det maleriske og berømte indianske marked. Her sælges alt mellem himmel og jord, og stemningen med de mange indianere fra landsbyer i hele højlandet er fantastisk. Hver lille landsby har deres specielle mønstre vævet i dragterne, og mange bærer særprægede hovedbeklædninger. Det er muligt at købe smagfulde vævede souvenirs, keramik, smykker og træskærerarbejder. Vi spiser frokost i landsbyen Cotacachi, som er kendt for de mange gode lædervarer, der forarbejdes her. Vi er tilbage i Quito sidst på eftermiddagen.
Dag 15. Afrejse fra Quito
Du har lidt tid til fri disposition, inden vi først på eftermiddagen kører til lufthavnen, hvor vores fly mod Danmark venter.
Dag 16. Ankomst til København
Vi lander i København i løbet af eftermiddagen.