|
|
Albatros Travel har skabt denne fantastiske rejse til den kinesiske hovedstad, som med sine dufte, menneskemylder, historiske seværdigheder og spændende nutid altid er garant for en uforglemmelig ferie.
Udviklingen i Kinas hovedstad har været voldsommere og hurtigere end noget andet sted i verden. Nye højhuse og boulevarder skyder nærmest op af jorden fra den ene dag til den anden. Trods den omfattende byrenovering, der blev yderligere intensiveret op til OL, kan man dog fortsat opleve de maleriske hutonger – de smalle, krogede gader og stræder, hvor små lave gårdhavehuse nærmest læner sig op ad hinanden.
Vi har i den omfattende udflugtspakke valgt byens største, bedste og mest berømte udflugtsmål, der blandt andet inkluderer Den Forbudte By, Maos Maosoleum, Det Himmelske Tempel og de smukke Minggrave for bare at nævne et par stykker. (Udflugtspakken er ikke inkluderet i rejsens pris og skal købes særskilt. Se under prisinformation).
Derudover skal vi naturligvis også besøge Den Kinesiske Mur. Dette fantastiske bygningsværk, der bugter sig i bjergene nord for Beijing, er ikke overraskende at finde på listen over verdens syv største vidundere. Vores udflugt til muren giver os også et enestående indblik i de voksende forskelle mellem land og by, når vi besøger en mindre landsby tæt på muren. Her går tiden sin vante gang, og med besøg hos nogle af de lokale bønder bliver der rig mulighed for at forstå de ufattelige kontraster i det kinesiske rige.
Turen ledes af en af vores danske rejseledere, som enten følger med gruppen hjemmefra, eller som møder gruppen ved ankomsten til Beijing.
Dagsprogram ved køb af udflugtspakke Dag 1. Afrejse fra Danmark Fra København flyver vi direkte med SAS til Kinas hovedstad. Fuld forplejning om bord.
Dag 2. Ankomst til Beijing. Lama-templet Efter ankomst til Beijings lufthavn og indrejseformaliteterne tager vi hul på det spændende udflugtsprogram. (Gæster, som ikke har købt udflugtspakken, sørger selv for transport til hotellet). Fra lufthavnen sætter vi straks kursen mod Lama-templet. Oprindeligt blev bygningerne opført som residens for en prins, der senere avancerede til kejser. En særlig regel betød, at ingen kunne flytte ind i et palads, der havde været beboet af en kejser. Derfor blev stedet i 1744 omdannet til tempel for lamaismen, den særlige tibetanske udgave af buddhismen. Kun takket være en specialindsats lykkedes det at redde bygningerne fra rødgardisternes hærgen under kulturrevolutionen, og i dag kan vi glæde os over synet af de mange velbevarede statuer. Den 18 meter høje Maitreya-Buddha, der er skåret ud af ét stykke sandeltræ, vil uden tvivl tage pusten fra de fleste.
Herefter går turen til vores centralt beliggende hotel, og efter at have indlogeret os er resten af eftermiddagen til fri disposition og afslapning, inden vi mødes til middag om aftenen.
Dag 3. Beijing. Byplanmuseet, Den Himmelske Freds Plads, Maos Mausoleum, Den Forbudte By, Kulhøjen og tehus Dagen står i kejsernes tegn, og vi begynder dagen midt i Beijing på Den Himmelske Freds Plads, hvor vi oplever, hvordan kejsermagtens gamle symboler genbruges af den moderne kommunisme. De mange bygninger på og omkring pladsen, gamle såvel som nye, udstråler deres eget tvetydige budskab om uindskrænket magt.
Vi skal også ind og hilse på Kinas kommunistiske landsfader, Mao Zedong, der ligger balsameret og til skue i sin glaskiste i et stort mausoleum midt på pladsen. Vi er ikke de eneste besøgende; fra hele Kina strømmer folk stadig til for at få et glimt af "den store befrier".
Ved Den Himmelske Freds Plads finder vi også Folkets Store Hal, kinesernes parlament. Det tog kun kineserne ti måneder at opføre den enorme bygning, der samlet dækker et areal større end alle bygningerne i Den Forbudte By. Den kæmpemæssige parlamentssal kan rumme 10.000 mennesker – på én gang.
Det er ikke et kedeligt og støvet museum, vi præsenteres for, når vi besøger det splinternye Byplanmuseum få hundrede meter fra Den Himmelske Freds Plads. Alt det nyeste inden for teknikken er taget i brug for på en spændende og overskuelig måde at give et godt overblik over Beijing. Her bliver vi præsenteret for Beijings historie og for den rivende udvikling, byen gennemgår netop nu. Museets egen biograf viser to spændende 3-dimensionelle film om historien og byen i forvandling. Besøget plejer at få selv de mest ”museumstrætte” til at ønske mere tid til besøget end den planlagte!
Fra Den Himmelske Freds Plads fortsætter vi mod nord til det enorme kejserpalads, Den Forbudte By. Hvor paladsets dybrøde mure engang var byens højeste, ligger de nu nærmest i skyggen af det voksende antal af hoteller og finanscentre. Inde bag de tykke mure omgav Kinas skiftende kejsere sig med hele deres hof af eunukker, konkubiner og tjenestepiger, og beskyttet af kejserens livgarde havde det store palads nærmest karakter af en lille by. Selvom Den Forbudte By i dag kun overvåges af billetkontrollører, er det stadig ikke helt let at komme indenfor, da der er mange besøgende fra hele Kina, og trængslen er stor.
Lige nord for Den Forbudte By ligger den menneskeskabte bakketop Kulhøjen. Øverst oppe møder vi en imponerende udsigt over hele Den Forbudte By. Eftermiddagen sluttes af med at besøge et traditionelt tehus. Kineserne påstår, at te er godt for fordøjelsen, men også at huden skulle blive mere glat og smidig.
Dag 4. Beijing. Tai -chi, Himlens Tempel, Perlemarkedet og hutong-besøg I den tidlige morgenstund kører vi til parken omkring Himlens Tempel. Her og i byens mange øvrige parker kan man hver morgen se ældre kinesere dyrke den yndefulde tai-chi, og den yngre generation træne gong-fu. Det hele starter allerede klokken seks om morgenen, så denne udflugt er for de absolut morgenfriske!
Herefter besøger vi Himlens Tempel. Det bedst bevarede af de mange templer og offersteder, der tidligere lå omkring det gamle Beijing. På en terrasse af hvidt marmor hæver det cirkelrunde tempel sit blåglaserede tegltag mod Beijings himmel som et unikt eksempel på Kinas traditionelle arkitektur. I templet findes mange af de forfædre-tavler, røgelseskar og musikinstrumenter, som blev brugt, når kejseren kom for at bede om en god høst.
Med den fordelagtige kurs på den kinesiske valuta, renminbien, de lave priser og det overvældende vareudbud er Beijing stedet for gode indkøb. Et af de bedste markeder er det såkaldte Perlemarked, som er en stor markedsbygning i seks etager, hvor der, som navnet angiver, findes mange butikker, som sælger perler. Men det er bestemt ikke det eneste, man kan købe her. En afdeling i stuetagen har et kæmpe udvalg inden for elektronik, og i mange tilfælde til priser ligger langt under dansk niveau. Blandt andet kan man købe hukommelseskort til digitale kameraer og computere til fordelagtige priser. Et godt råd er, at man prøver kortene af i butikken inden køb. Andre vil være mere interesserede i det store udvalg af tøj, sko, tasker, kunsthåndværk og ”antikviteter”. Til højre for bygningen – og lidt bag ved denne – er der en stor legetøjsbutik med et kæmpe udvalg i både traditionelt legetøj og spil til computere og Game Boys.
Er man ikke til noget af alt dette, eller trænger man til at se noget andet, er der i kælderen et spændende fiskemarked. Nævnes skal også et fint, lille haveanlæg på taget med en flot udsigt over Himlens Tempel.
Herefter begiver vi os ned ad de små snævre gader i Beijing for at besøge de berømte hutonger, som er traditionelle boligkvarterer bygget dengang, man stadig overholdt reglen om ikke at bygge højere end kejserpaladsets mure. Både her og i parkerne kommer man tæt på den enkelte kinesers hverdag.
Dag 5. Beijing. Cloisonnéfabrik, Åndealleen, Minggravene, landsby og Den Kinesiske Mur Vi starter turen med at gøre holdt ved en fabrik, hvor vi ser, hvordan man laver cloisonné. Det er et tidskrævende stykke arbejde at belægge de mange vaser og fade med kobbertråd i fantastiske mønstre. Ikke mindst, da de komplicerede mønstre senere skal dekoreres med overdådige farver, og det hele til sidst brændes og poleres.
Vi kører nu mod Ming-gravene, der også ligger nord for Beijing. I en smuk dal og skærmet af bjerge mod nord ligger 13 af Kinas i alt 16 Ming-kejsere begravet. Den én kilometer lange Åndeallé fører op til gravene fra Den Røde Port, og det er den eneste indgang til det hellige gravområde. Så helligt, at selv besøgende kejsere måtte stå af hesten ved porten og ydmygt fortsætte i bærestol. Vi trodser fordums etikette og lader os i stedet transportere forbi i vores bus. Dog blot for senere at stige af og begive os op ad Åndealléen, hvor stenskulpturer, der forestiller alt fra fabelvæsener til generaler, vogter over gravfreden. Ding Ling-graven er den eneste af de 13 grave, som endnu er åbnet.
Eftersom gravkammeret ved Ding Ling højst har karakter af et meget dybt hul, besøger vi i stedet den langt mere spændende Chang Ling-grav. Dels er Chang Ling restaureret, så man kan se, hvordan gravene oprindelig har set ud. Dels er der ved Chang Ling udstillet mange af de genstande, man har fundet i Ding Ling-graven.
Efter frokost besøger vi en af områdets landsbyer. Størstedelen af Kinas befolkning bor på landet, og selvom de økonomiske reformer i første omgang hjalp bønderne til en højere levestandard, er de økonomiske udsigter for befolkningen på landet nu igen dystre, og flere millioner mennesker bryder hvert år op for at drage til byen på jagt efter arbejde. Dagens besøg giver os et levende indblik i de nøjsomme forhold, der hersker på landet i Kina.
Herefter fortsætter vi til turens måske største højdepunkt: Den Kinesiske Mur i bjergene nord for Beijing, med rette et af verdens mest berømte bygningsværker. Det ubegribelige ved dette fantastiske byggeri er ikke blot, at muren strækker sig over 6.300 kilometer – men at opførelsen af den samtidig er påbegyndt for mere end 2.000 år siden. Fra oprindelig at have været en jordvold er den i dag en rigtig befæstet mur med skydeskår og vagttårne. Men selvom den skulle tjene som værn mod de vilde nomadestammer, der huserede nord for Kina, kom muren dog aldrig til at spille nogen større militær rolle. På andre områder var den imidlertid ganske brugbar. Man havde nemlig et system af røgsignaler, så man hurtigt kunne sende beskeder og advarsler fra vagttårn til vagttårn. Hvor de vigtige karavaneveje krydsede muren, fungerede den endvidere som kontrolpost. Når man har set sig mæt på det storslåede landskab og Den Kinesiske Mur, går turen tilbage mod Beijing.
Dag 6. Beijing. Tid på egen hånd På vores udflugter i Beijing har vi oplevet alt det, der er at se i Beijing – og lidt til. Derfor er resten af dagene afsat til, at du kan gå på opdagelse på egen hånd blandt Beijings mere end ti millioner mennesker.
Området omkring hotellet byder på masser af oplevelser. Den nærliggende gade Qianmen Dajie er opført i gammel kolonistil, og du kan køre med de nostalgiske sporvogne helt op til Den Himmelske Freds Plads.
Dazhalan-kvarteret, et af de mest centrale områder i Beijing, beliggende lige syd for Den Himmelske Freds Plads, er også et perfekt udgangspunkt for spændende oplevelser. Bydelen er kendt for sine velbevarede hutong-områder, der i modsætning til andre dele er Beijing er totalt fredet. Op mod 10.000 boliger i hutongerne er blevet revet ned som led i forberedelserne til OL og erstattet med moderne byggeri.
En helt anden mulighed er Beijing Zoo, der rummer en af de største bestande af den kinesiske kæmpepanda. Dette utrolige dyr er mest aktivt om formiddagen, hvor den forsøger at følge trit med den voldsomme appetit, der betyder at dyret skal fortære op mod 20 kilo friske bambusskud om dagen.
Ikke langt fra den zoologiske have ligger det olympiske område. De imponerende stadioner og den smukt indrettede olympiske landsby er det synlige bevis på kinesernes evne til at udrette arkitektoniske mirakler, også i det 21. århundrede. Mod en beskeden entré er der mulighed for at kigge indenfor i Fuglereden, der kan rumme over 100.000 tilskuere.
For de kunstinteresserede er Beijings nye spændende kunsthaller ”798” en enestående mulighed for at se, hvad der rører sig på den kinesiske kunstscene. Placeret i gamle fabrikshaller fremstår hele området som et levn fra Kina under Mao. Slogans og kampråb står uberørt på de gamle fabriksbygninger, men overalt syder det af liv fra de mange atelier, der er skudt frem gennem de sidste par år.
Du kan også vælge at leje en cykel og kaste dig ud i Beijings kaotiske trafik – cykle en tur over Den Himmelske Freds Plads eller besøge den smukke Beihai Park nord for Den Forbudte By. De mere magelige kan for eksempel tage en nostalgisk sejltur fra det centrale Beijing og ud til Sommerpaladset. Undervejs passerer man Beijing Zoo, De Fem Pagoders Tempel, Det Nationale Bibliotek og mange andre spændende lokaliteter. Mulighederne er utallige, og den danske rejseleder er naturligvis behjælpelig med flere gode idéer.
Dag 7. Beijing. Tid på egen hånd og pekingand-middag Ønsker du at gøre de sidste indkøb, kan den sidste dag bruges på Silkemarkedet, eller du kan besøge Beijings eksklusive butiksstrøg, Wangfujing. Får du nok af stormagasiner, kan du i stedet søge tilflugt på antikvitetsgaden Liulichang. Engang lå her de fabrikker, der producerede glaserede tegl til Den Forbudte Bys tage. Senere fandt bogtrykkerne og boghandlerne på at slå sig ned her. I dag har man rekonstrueret og genopført husene langs gaden, hvor man finder den ene boghandel og kunstbutik efter den anden, som bugner af malerier, kalligrafiske værker og antikviteter.
Om aftenen sætter vi punktum for vores spændende rejse med den nærmest rituelle pekingand. Mange timers forberedelse går forud, før det sprøde andeskind og -kød kan serveres med små tynde pandekager, hoisinsovs og forårsløg.
Dag 8. Beijing – København Vi forlader vores hotel op ad formiddagen og kører mod lufthavnen. Midt på dagen sætter vi os til rette i flyet mod København med forventet ankomst sidst på eftermiddagen.
|
|
Vidste du...
- at gaderne i Beijings gamle, traditionelle boligkvarterer, hutongerne, er orienteret i en øst-vestlig retning på grund af principperne i den 4000 år gamle kinesiske filosofi Feng Shui?
- at det tolkes som et dårligt varsel at efterlade to spisepinde stukket lodret ned i en skål ris?
- at øldrikningens kunst er relativt ny for kineserne? Helt op i 1970'erne blev den gyldne væske hånligt omtalt som maniào - "hestepis".
|
|
|
|