Brasilianerne er et kapitel for sig; en fyrig og festlig blanding af alverdens racer: afrikanere, indianere, europæere, indere, kinesere og hvad man ellers kan komme i tanke om.
Man kan altid finde fest, optimisme og smittende livsglæde hos dette herlige sambafolk. Brasilianeren er indbegrebet af samba, på samme måde som den mere højtidelige argentiner er indbegrebet af tango.
På denne tur er der mulighed for at opleve Rio de Janeiros højdepunkter som Sukkertoppen, Corcovado-området med den store Jesusfigur og den gamle bydel Santa Teresa. Der vil også være en dag på egen hånd.
I Parati tager vi blandt andet på en sejltur i farvandet ud for den smukke by og på udflugt til regnskoven i Serra da Bocaina.
dagsprogram
Dag 1. Afrejse fra København til Rio de Janeiro
Afrejse fra Københavns lufthavn med British Airways tidlig morgen. Flyskift i London.
Ankomst til Rio tidlig aften. Vi mødes af vores brasilianske samarbejdspartnere i lufthavnen. Transport fra lufthavn til vores hotel, der ligger tæt på den berømte Copacabana-strand. Overnatning i Rio de Janeiro.
Dag 2. Rio de Janeiro
I Brasilien påstår man hårdnakket, at Gud brugte hele to af sine seks arbejdsdage på at skabe Rio, og smukt ligger den da også med sin enorme naturhavn, omgærdet af grønne klippesider, det store hav og de lange strande. Det er en rigtig ferieby med »gang i den«, hvor alt syder af livsglæde og optimisme trods den slum og fattigdom, som omkranser byen. Sambarytmer, natklubber med shows, seværdigheder, gode hoteller, strandpromenade og fine indkøbsmuligheder angiver stemningen og mulighederne.
Nattelivet og turismen er koncentreret omkring den lange strandpromenade og strandene Copacabana, Ipanema og Leblon, hvor hotellerne ligger med en flot udsigt over Atlanterhavet. I Rio nyder man stemningen, går tur langs strandpromenaden, spiser på gode restauranter, shopper og ser de få egentlige seværdigheder, som Sukkertoppen og den berømte Jesus-figur. Rio er selve seværdigheden.
Om formiddagen tager vi en udflugt til byens vartegn, det grønklædte Corcovado-bjerg med den kendte Jesus-figur. Bjerget ligger næsten 700 meter over havet og giver en imponerende panorama-udsigt over byen.
Resten af dagen er til fri disposition. (Dagens ture og sightseeing er en del af udflugtspakken og således inkluderet, hvis man har valgt at købe udflugtspakken.) Overnatning i Rio de Janeiro.
Dag 3. Rio de Janeiro
Denne dag skal vi på en halvdagstur til Santa Teresa, hvor noget af det 19. århundredes Rio er bevaret. Smalle, bugtede gader og gamle bygninger krydret med sporadiske smukke panoramiske udsigter over Rio er så absolut bydelens attraktion. I dag er Santa Teresa et af byens bohemekvarterer. Dagens ture og sightseeing er en del af udflugtspakken og således inkluderet, hvis man har valgt at købe udflugtpakken.
Om aftenen er der mulighed for en rigtig brasiliansk middag på et Churrascaria, en klassisk brasiliansk restauranttype, der serverer lækkert kød af enhver slags ad libitum, og hvor tjenerne går rundt med de mange kødvarianter igen og igen, indtil man selv siger stop (dette er ikke inkluderet hjemmefra). Overnatning i Rio de Janeiro.
Dag 4. Rio de Janeiro
I dag tager vi tovbanen op til Sukkertoppen, som er en stor granitklippe, der knejser smukt, hvor den store Guanabara-bugt munder ud i Atlanterhavet. Herfra kan vi nyde den fantastiske udsigt over byens »skyline«, de lange strande og grønklædte bjerge med vandfald og regnskov. Heroppe bliver det indlysende, hvorfor Rio anses for at være en af verdens smukkeste byer. Men medaljen har en bagside. Slummen tårner sig op ad klippesiderne som uvirkelige kulisser bag storbyens skyline af glas og stål.
Resten af dagen er afsat til at opleve Rio de Janeiro på egen hånd. Vores rejseleder vil dog også denne dag stå til rådighed med hjælp og ideer til at takle byens muligheder og oplevelser.
Man kan eventuelt besøge Copacabana-stranden, hvor drengene træner til næste fodbold-VM, og pigerne vimser omkring i deres små tangaer. (Dagens ture og sightseeing er en del af udflugtspakken og således inkluderet, hvis man har valgt at købe udflugtspakken.) Overnatning i Rio de Janeiro.
Er man interesseret i at se et sambashow om aftenen, skaffer rejselederen billetter (er ikke inkluderet hjemmefra).
Dag 5. Rio de Janeiro – Parati
Vi spiser morgenmad og kører derefter med bus til den historiske by Parati, som ligger syd for Rio. Byens 1700-tals bymidte er på UNESCO´s liste over bevaringsværdige steder – og med god grund.
Vi kører langs den smukke kyststrækning med Atlanterhavets bølger på venstre side og varierende landskaber til højre. Turen tager omkring fire timer, og vi er fremme ved hotellet efter frokost. Ved ankomsten tager guiden os med på en byrundtur til fods.
Den kendte spansk-italienske opdagelsesrejsende, Vespucci, sagde om Parati: »Oh, min gud, hvis der var et paradis på jorden, kan det ikke have været langt herfra«. Det må man give ham ret i. Denne perle af en koloniby ligger på et smukt stykke kystlinje, hvor jungle næsten falder ned i bugten »Bahia da Ilha Grande« med mange små øer og halvøer. Der ligger masser af små, skjulte strande i kort afstand fra byen, og i mange år var byen den vigtigste udskibningshavn for guld.
Motorkøretøjer er forment adgang til byen, og i visse forårsmåneder kan gaderne være oversvømmede, så byen får et helt venetiansk præg. Der er tre kirker – en for hver race: indisk, sort og hvid. En smuk vandretur nord ud af byen bringer én til et lille fort. (Dagens ture og sightseeing er en del af udflugtspakken og således inkluderet, hvis man har valgt at købe udflugtspakken.) Overnatning i Parati.
Dag 6. Parati. Sejltur
Vi arrangerer en smuk sejltur med en skonnert til naturskønne bugte og tropeøer, hvor der vil være rig mulighed for at svømme og snorkle i det dejlige lune vand. (Dagens ture og sightseeing er en del af udflugtspakken og således inkluderet, hvis man har valgt at købe udflugtspakken.) Overnatning i Parati.
Dag 7. Parati. Serra da Bocaina
Efter morgenmaden skal vi på jeeptur til nationalparken Serra da Bocaina. På turen kommer vi til at se smukke vandfald i regnskoven og et cachaça destilleri (brasiliansk brændevin, som bruges i den kendte drink Caipirinha). (Dagens ture og sightseeing er en del af udflugtspakken og således inkluderet, hvis man har valgt at købe udflugtspakken.) Resten af dagen er til fri afbenyttelse. Overnatning i Parati.
Dag 8. Parati – Rio de Janeiro. Hjemrejse
Vi har formiddagen i Parati, inden der er afgang med bus til lufthavnen i Rio. Forventet afrejse fra Rio sen aften.
Dag 9. Ankomst i København
Flyskifte i London. Forventet ankomst til København sidst på eftermiddagen.