Albatros Travel

Caribien på første klasse 

Luksus til lavpris! Tag på 5-stjernet krydstogt til Dansk Vestindien i kahyt med privat balkon. Inkl. helpension og drikkepenge på krydstogtskibet
– med dansk rejseleder, 11 dage 

Miami – Puerto Rico – Skt. Thomas – St. Maarten – Miami

At opleve de caribiske øer fra vandsiden er en drøm for de fleste. Læg dertil en årstid med et perfekt klima og de bedst tænkelige rammer i form af det luksuriøse 5-stjernede krydstogtskib Celebrity Reflection. På dette Albatroskrydstogt får du Caribien serveret på et sølvfad – intet mindre!  

For at gøre oplevelsen endnu mere komplet kan vi helt ekstraordinært tilbyde dig en kahyt med privat balkon til samme pris, som det normalt ville koste for en indvendig kahyt. Du får dermed den bedst tænkelige Caribienrejse til billigst mulige pris, og tilmed er drikkepenge på skibet inkluderet i rejsens pris. Vi kan derfor roligt love dig en førsteklasses oplevelse fra første parket på denne fantastiske krydstogtrejse!

Vi starter på landjorden med to overnatninger på et lækkert luksushotel ved Hollywood Beach mellem Miami og Fort Lauderdale. Der er en stor pool ved hotellet, og med den lave dollarkurs og den kæmpestore Aventura Mall tæt på er der også gode muligheder for at komme ud at shoppe.

Vi er herefter klar til vores Caribienkrydstogt  og stævner ud i Atlanterhavet fra Miami. Forude venter Det Caribiske Hav, hvor vi skal tilbringe den næste uge med at sejle fra palmeø til palmeø i det turkisblå vand.

Vi har vores første landgang på øen Puerto Rico. Her vajede det spanske flag igennem århundreder, men i dag har øen selvstyrestatus under USA. Vi nyder den smukke hovedby San Juans charmerende, caribiske stemning og den hyggelige atmosfære i den gamle bydel fra den spanske kolonitid.

 

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:
Kr. 16.990,-
11 dage
Kr. 16.990,-
11 dage
Kr. 17.990,-
11 dage


Vores næste stop er på Skt. Thomas i det tidligere Dansk Vestindien. Vi kører en tur rundt på øen og ser det smukke landskab, inden vi skal opleve hovedstaden Charlotte Amalie på en byvandring. Vi spadserer blandt andet ned ad den livlige Dronningens Gade, går op ad den berømte trappegade 99 Steps og lægger vejen forbi Peter von Scholtens hus – og et stykke kolonihistorie bliver pludselig utrolig nærværende.

Vi sejler videre til St. Maarten. Øen er lidt mindre end Amager og det mindste stykke land i verden, der deles af to nationer, nemlig Holland og Frankrig. Vi lægger til i Philipsburg på den hollandske side af øen.

Vi vender herefter skuden og sejler tilbage mod Miami. Efter landgangen tager på byrundturi Miami, hvor vi blandt andet skal se det berømte fredede art deco-kvarter i South Beach. Vi skal også til Everglades, hvor vi tager på sejltur i airboats og spejder efter alligatorer. Herefter kører vi til Miami Lufthavn, hvor flyet hjem til Danmark venter.

dagsprogram
Dag 1. København – Miami. Luksushotel ved Hollywood Beach
Fra Københavns Lufthavn flyver vi til Miami, hvor vi ankommer samme aften. Vi bliver hentet i lufthavnen og kører med bus til vores hotel, som ligger i Hallandale/Hollywood mellem Miami og Fort Lauderdale.  

Dag 2. Hollywood Beach, Miami
Dagen er til fri disposition. Rejselederen vil naturligvis være behjælpelig og komme med forslag til, hvordan dagen kan bruges. Med pool på vores superlækre hotel og stranden bare 200 meter væk er det fristende at nyde en dag i forkælelsens tegn med afslapning, badning og solslikkeri.

Der er også rig mulighed for at få lidt shopping lagt ind i dagen. Vores hotel ligger tæt på den kæmpestore Aventure Mall, hvor alle de store amerikanske mærker er repræsenteret. Og med den lave dollarkurs fås mange varer til langt under danske butikspriser.

Dag 3. Miami og afsejling
Afsejling kl. 16.30
Vi bruger morgenen og formiddagen til stille og roligt at akklimatisere os, og mon ikke hotellets pool vil friste de fleste? Først på eftermiddagen begiver vi os mod Miami havn, hvor vores skib Celebrity Reflection, ligger ved kaj. Sidst på eftermiddagen kan vi nyde udsejlingen fra Florida, når vi stævner ud i Atlanterhavet med kurs mod Det Caribiske Hav.

Dag 4. På havet
En dag på havet er den helt rigtige måde at begynde et krydstogt på, og du kan bruge dagen i dit helt eget tempo: slappe af ved poolen, snuppe en tur i motionscenteret og udnytte de talrige aktivitetsmuligheder, der er om bord. Aftenen står naturligvis i gastronomiens tegn, og bagefter kan du sætte punktum for en dejlig dag med en tur i teateret eller over en godnatdrink og en gang livemusik.

Senere på turen, når de mange landgange begynder, bliver der måske ikke så rig lejlighed til at nyde skibets skønne faciliteter.

Dag 5. San Juan, Puerto Rico
Ankomst kl. 15.00, afsejling kl. 23.00
Vores første landgang er på øen San Juan i hovedbyen Puerto Rico , hvor rejselederen tilbyder en gåtur rundt i den hyggelige gamle bydel, Vieja San Juan. Den stemningsfulde gamle bydel dækker over 500 års kolonihistorie og er kendetegnet ved smalle brostensbelagte gader, farvestrålende huse med smukke balkoner, små hyggelige pladser samt et væld af kirker. Den ældste del af Vieja San Juan er lukket inde bag en solid bymur, og bag ved denne gemmer der sig adskillige monumenter, der fortæller om San Juans spændende historie som en af hovedbyerne i koloniseringen af det amerikanske kontinent. Størstedelen af Vieja San Juan er fantastisk velbevaret, og flere af monumenterne er af UNESCO erklæret som verdens kulturarv, blandt andet det imponerende og velbevarede fæstningsværk Fort San Felipe del Morro.

Grundstenen til vore dages San Juan blev lagt i 1508, da spanieren Juan Ponce de Léon, som deltog på Columbus’ anden rejse, byggede fortet Caparra. I 1521 blev bebyggelsen navngivet San Juan de Bautista de Puerto Rico (efter Johannes Døberen), og efterfølgende voksede byen hurtigt som følge af sin placering som et af de første stop for de mange nyankomne spanske opdagelsesrejsende, eventyrere, missionærer og erobrere (conquistadores) til “Den Nye Verden”.

Som en af de første og største havnebyer i Caribien blev San Juan hurtigt eftertragtet af andre kolonimagter. Især englænderne, der håbede at kunne udvide deres kolonimagt fra det nordlige Amerika, gjorde adskillige forsøg på at angribe og indtage San Juan. I 1595 var det den berømte engelske søhelt Sir Francis Drake, der forsøgte sig. Men i stedet endte angrebet med at koste Drake livet. Efterfølgende prøvede både hollændere samt flere englændere at indtage San Juan, men dets stolte forsvarere og de voldsomme fæstningsværker imod havet fik hver gang drevet angriberne på flugt. Først i 1898 under den spansk-amerikanske krig måtte San Juan overgive sig.

Indbyggerne lod dog aldrig de fremmede styrker indtage selve byen, men efter kraftige bombardementer af San Juan og amerikansk landgang i det sydvestlige Puerto Rico overgav de lokale styrker sig. Og med Paris-traktaten samme år blev Puerto Rico en del af det hastigt ekspanderende United States of America. Derfor kan San Juan i dag kalde sig den ældste by i USA.

Efter gåturen rundt i byen er der mulighed for at fortsætte på egen hånd og måske nyde en kølig drink eller en kop kaffe på en af byens pladser eller ned mod havnefronten, mens du nyder folkelivet og den caribiske stemning. 

Dag 6. Skt. Thomas, Dansk Vestindien
Ankomst kl. 08.00, afsejling kl. 17.00
Om morgenen kan vi følge indsejlingen til Skt. Thomas, en af de tre Jomfruøer i Caribien, der var dansk koloni fra det 17. århundrede og frem til 1917, hvor øerne blev solgt til USA. Hovedstaden på Skt. Thomas hed oprindeligt Taphus, hvilket betyder kro på hollandsk, men senere fik byen navn efter Christian V’s dronning, Charlotte Amalie. Den 30. marts 1666 hejste Erik Nielsen Schmidt som den første guvernør Dannebrog på Skt. Thomas, men han døde nogle få måneder senere.

Der kom først rigtig gang i koloniseringen i 1672, da Jørgen Iversen Dyppel tog Skt. Thomas i besiddelse som base for det nyligt oprettede Vestindisk Kompagni.

Vi skal på opdagelse i den gamle danske koloni og kører først en rundtur på øen i safaribusser og danner os et indtryk af den naturskønne ø. Herefter skal vi på opdagelse i hovedstaden Charlotte Amalie, som vi oplever til fods.

Byrundturen til fods starter ved øens ældste bygning, det røde Christiansfort, som blev påbegyndt af Jørgen Iversen i 1672. Ud over at være byens fæstning har den tjent som kirke, fængsel, domhus, guvernørbolig og brandstation. I dag er bygningen omdannet til museum.

Foran fortet, ned mod vandet, ligger den tidligere danske gendarmkaserne fra 1874, som er et fint eksempel på dansk koloniarkitektur. Nu rummer den øernes senat. På pladsen foran bygningen fandt overdragelsen til USA sted den 31. marts 1917; denne dag, Transfer Day, er nu lokal helligdag. Lige øst for fortet ligger Emancipation Garden (Frihedsparken) med statuen af Christian IX og bag denne det gamle Grand Hotel fra 1840. Byen er anlagt på fire mindre højdedrag, og op ad højene slynger sidegaderne sig. Mange af disse gader er trappegader, og den mest kendte er The 99 Steps, som dog har vist sig at have 103 trin og er bygget af gode danske mursten fra Sønderjylland. Gadeskiltene viser stadig de gamle danske gadenavne: Kongens Gade, Dronningens Gade, Kronprinsens Gade, Crystal Gade, Vestergade, Borger Gade, Vimmelskaft Gade, Sneglegade, Tvær Gade, Spaniol Stræde, Guttes Gade, Trompetergade, Raadets Gade osv.

Vi spadserer ad Dronningens Gade, som i dag hedder Main Street og løber parallelt med havnefronten. Mellem havnefronten og Dronningens Gade finder vi de gamle danske handels- og varehuse, blandt andet apoteker A.H. Riises, som nu er indrettet til forretning.

De fleste af bygningerne er kun på én etage og opdelt i store tøndehvælvede rum. Der findes ikke rigtig gamle bygninger i Charlotte Amalie, for byen brændte flere gange i løbet af 1800-tallet. I den østlige ende af Dronningens Gade ligger Market Square (Markedspladsen). Oprindelig hed den Casimir Square efter Casimir von Scholten, Peter von Scholtens far, som var kommandant i byen. Her ligger også den tidligere bygning for den danske nationalbanks caribiske afdeling.

Der findes mange forskellige kirker i Charlotte Amalie, for øerne havde religionsfrihed: en katolsk, en reformert, en anglikansk samt en lutheransk kirke foruden en jødisk synagoge, der naturligvis ligger i Crystal Gade ligesom i København. Den er fra 1833 og er dermed den næstældste synagoge på den vestlige halvkugle. Brødremenigheden, der i 1730’erne startede deres virksomhed blandt slaverne, har deres egen kirke, som blev opført i anledning af 150-årsjubilæet for missionens virke.

Alle disse kirker er vidnesbyrd om den religiøse tolerance, der herskede imellem de forskellige nationaliteter på øerne: hollændere, tyskere, irere, englændere, skotter, franskmænd, spaniere, danskere og nordmænd. Den dansk-norske gruppe var altid i mindretal, og den allerstørste befolkningsgruppe var slaver bragt hertil fra Afrika for at arbejde på markerne og ved havnen.

Byrundturen fortsætter til Guvernementshuset, Frederikskirken og Crown House, hvor Peter von Scholten boede, mens han var vicekommandant i Charlotte Amalie.

Herefter er der mulighed for at fortsætte rundt i byen på egen hånd. Skt. Thomas er toldfri zone, og blandt andet alkohol, parfume, makeup og smykker fås til væsentlig under danske priser. Der er også masser af små hyggelige spisesteder og caféer, hvor du kan nyde en lille pause, mens du følger det livlige leben i byen, inden turen først på aftenen går videre mod St. Maarten.

Dag 7. Philipsburg, St. Maarten
Ankomst kl. 08.00, afsejling kl. 17.00
St. Maarten er det mindste stykke land i verden, der deles af to nationer. Øen er lidt mindre end Amager, men alligevel er delingen skam en alvorlig sag. Holland og Frankrig har hver en bid – og det sætter sit præg på øen.

Legenden siger, at Christoffer Columbus sejlede forbi øen den 11. november, den hellige St. Martins dag, og opkaldte øen efter ham. Det var dog først i 1631, at europæerne slog sig ned på øen. De var specielt interesserede i at få fat i øens store reserver af salt, som man dengang brugte til konservering af madvarer.

Både hollændere og franskmænd strømmede til øen. Hollænderne slog sig ned på den sydlige del af øen og franskmændene på den nordlige, og de enedes om at dele øen. Det holdt dog ikke længe. Franskmændene overtog først det hele, og så gik hollænderne i krig, og smed franskmændene ud igen. Sådan blev det ved. Først i 1817 blev der ro om grænsedragningen.

Skibet lægger til i Philipsburg på den hollandske side af øen. Der vil være mulighed for at tilmelde sig rundture på øen igennem skibet (bestilles og betales direkte på skibet). Du kan også vælge at følge rejselederen på en spadseretur rundt i Philipsburg. For de ekstra eventyrlystne er et af de helt store St. Maarten-hit at befinde sig på stranden lige uden for Philipsburg, når dagens fly lander. Landingsbanen ligger så tæt på stranden, at flyet bogstaveligt talt befinder sig lige over hovedet på en, lige inden det lander. Dette er bestemt ikke for sarte sjæle!  

Dag 8-9. På havet mod Florida
Skuden vendes, og turen går nu mod Fort Lauderdale. Men vores eventyr er dog langt fra slut endnu. Vi har nogle dejlige afslappende dage på havet og kan nyde krydstogtets dybere mening helt uforstyrret: glæde os over den lækre mad, gå en tur i teateret eller høre noget dejlig livemusik. Måske skal der også trænes lidt golfslag på dækket eller powershoppes i den toldfri butiksarkade?

Dag 10. Fort Lauderdale – Miami. Byrundtur, nationalparken Everglades og hjemrejse
Ankomst kl. 07.00
De morgenfriske kan følge indsejlingen til Fort Lauderdale. Selve udtjekningen foregår forholdsvis afslappet, og efter landgangen kører vi i bus til Miami, hvor vi skal på byrundtur. I Miami skal vi blandt andet se de verdensberømte smukke art deco-bygninger og strandpromenaden Ocean Drive, hvor folk hygger sig med spadsereture, på caféer og restauranter.

Vi skal også en tur i nationalparken Everglades, der ligger lidt vest for Miami. Everglades er det største subtropiske vildnis i USA. Det varierede dyreliv byder på sjældne og farvestrålende fugle og på krokodiller og alligatorer, der her – som det eneste sted på jorden – lever side om side.

Gennem årene er søen Okeechobee blevet inddæmmet for at skabe god landbrugsjord og dårligere levebetingelser for myg. Herved er en del af økosystemet blevet frarøvet sin naturlige vandforsyning, men der er stort politisk fokus på at genoprette økosystemet, som det var. Det betyder, at der er håb for Everglades, og man kan i dag besøge det enorme område og få et glimt af et af verdens mest unikke økosystemer. Store dele af området er et fuldstændig utilgængeligt morads af vådområder og sumpe, men en lille, god vej går tværs igennem med små afstikkere til veletablerede og afmærkede stier, hvor man kan stige ud af bussen og gå rundt med en smule agtpågivenhed. Der vil antageligt være en alligator i ny og næ og masser af spændende fugle og en fantastisk flora. Amerikanerne er generelt rigtig gode til at præsentere deres nationalparker, og Everglades er en oplevelse for alle. Vi skal ud at sejle i airboat i Everglades og spejde efter områdets berømte dyreliv.  

Herefter kører vi til Miami Lufthavn, hvor vores aftenfly hjem mod Danmark venter. 

Dag 11. Ankomst til København
Vi ankommer til København med kufferten fuld af gode minder om det eksotiske Caribien.

Albatros Klub Kryds

Synes du også, at rejser ad vandvejen har en helt særlig stemning over sig? Og vil du gerne holde dig opdateret på, hvad der sker på krydstogtfronten hos Albatros? Så tilmeld dig Klub Kryds.
Medlemskab er gratis

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00