Undervejs har vi indlagt en række spændende udflugter, som det er muligt at tilkøbe hjemmefra. Se under priser sidst i dette program for mere information.
Dagsprogram
Dag 1. Afrejse fra København
Afrejse fra København med ankomst i Miami samme aften. Vi bliver hentet i lufthavnen og kører med bus til hotellet.
Dag 2. Miami og nationalparken Everglades
Vi sætter kursen mod den skønne natur i nationalparken Everglades, det største, subtropiske vildnis i USA. Det varierede dyreliv byder på sjældne og farvestrålende fugle, krokodiller og alligatorer, der her – som det eneste sted på jorden – lever side om side.
Gennem årene er søen Okeechobee blevet inddæmmet for at skabe god landbrugsjord og dårligere levebetingelser for myg. Herved er en del af økosystemet blevet frarøvet sin naturlige vandforsyning, men der er stort politisk fokus på at genoprette økosystemet, som det var. Det betyder, at der er håb for Everglades, og man kan i dag besøge det enorme område og få et glimt af et af verdens mest unikke økosystemer. Store dele af området er et fuldstændig utilgængeligt morads af vådområder og sumpe, men en lille, god vej går tværs igennem med små afstikkere til veletablerede og afmærkede stier, hvor man kan stige ud af bussen og gå rundt med en smule agtpågivenhed. Der vil antageligt være en alligator i ny og næ og masser af spændende fugle og en fantastisk flora. Amerikanerne er generelt rigtig gode til at præsentere deres nationalparker, og Everglades er en oplevelse for alle.
Vi sejler på opdagelse i en airboat – på udkig efter de berømte og berygtede alligatorer og andre sumpbeboere. Efter udflugten kører vi til vores hotel, og aftenen er til fri disposition. Måske skal du ud og ose lidt i og omkring Lincoln Road, byens hyggelige gågade?
Dag 3. Miami og ombordstigning
Afsejling kl. 17.00
Om formiddagen bliver vi hentet i bus og kører på byrundtur i Miami, hvor vi ser de smukke art deco-bygninger i South Beach og tager en tur langs strandpromenaden Ocean Drive, hvor hyggelige hoteller, caféer og restauranter ligger som perler på en snor, og hvor der er et livligt leben af folk, der hygger sig med at se og blive set. Vi nyder den livlige og intense atmosfære her i Floridas største by og slutter turen i Miamis havn, hvor vores dejlige krydstogtskib ligger ved kaj. Sidst på eftermiddagen kan vi nyde udsejlingen fra Miami – og kursen er nu sat mod Det Caribiske Hav.
Dag 4-5. På søen mod Dansk Vestindien
Nogle dage på havet er den helt rigtige måde at påbegynde et krydstogt – med masser af tid til at nyde den skønne, afslappende rytme om bord. Nyd nogle timer ved poolen, snup en tur i motionscenteret eller deltag i nogle af de mange foredrag og andre spændende aktiviteter, som skibet udbyder. Og rund af med en udsøgt middag og måske en cocktail i baren samt et show i skibets teater. Senere på turen, når de mange landgange begynder, bliver der måske ikke så rig lejlighed til at nyde skibets mange udsøgte faciliteter.
Dag 6. Skt. John, Dansk Vestindien
Ankomst kl. 8.00, afgang kl. 18.00
Så er vi ankommet til Dansk Vestindien, hvor vi lægger til i hovedbyen Cruz Bay på den mindste af de dansk-vestindiske øer: Skt. John, der i dag – ligesom de to andre vestindiske øer, Skt. Thomas og Skt. Croix – udgør US Virgin Islands, de amerikanske jomfruøer. Skt. John – eller Skt. Jan, som den hed i danskertiden – har blot 4.300 indbyggere, og eftersom øen indtil videre har fået lov til at leve et mere stille og ubemærket liv end sine to ”storebrødre”, kan vi blot glæde os over, at der er godt med albuerum her på den grønneste og mest frodige af de vestindiske øer.
Vi lægger til ved byen Cruz Bay, der ligger smukt ud til den lille bugt af samme navn, hvor sejlskibene vugger i vinden. Cruz Bays kælenavn er ”Love City”, og byen er kendt for sin afslappede, tilbagelænede stemning og gode shoppingmuligheder. De amerikanske jomfruøer er toldfri zone, så blandt andet parfume, makeup og alkohol sælges til yderst favorable priser. Typisk ligger priserne op til 40 procent under amerikanske butikspriser.
Skt. John kom under dansk styre i 1717, og allerede ni år senere var alt opdyrkeligt land omdannet til sukkerplantager. De afrikanske slaver blev behandlet hårdt, og der var naturligvis strenge straffe for at løbe bort. Alligevel indførte guvernøren i 1733 et endnu strengere slaveregulativ, hvilket udløste et blodigt slaveoprør, ledet af kong Juni, høvding fra den stolte akvambustamme i Afrika. Selvom det kun var et fåtal af øens slaver, der tog del i opstanden, blev garnisonen på Fort Berg majet ned, og oprørerne startede en klapjagt på øens hvide befolkning. Det lykkedes en lille gruppe hvide at holde stand på Peter Duurloos plantage ved Caneel Bay, indtil franske elitesoldater ni måneder senere slog oprøret ned og herefter begik kollektivt selvmord.
Sukkerproduktionen kom hurtigt i gang igen, men de hvide plantageejere foretrak at bosætte sig på Skt. Thomas og lade forvalterne klare arbejdet på øen. Sukkerproduktionen nåede sit højdepunkt i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet, men efter generalguvernør Peter von Scholten i 1848 frigav slaverne, gik produktionen hurtigt tilbage. Plantagerne forfaldt, og snart bredte den tropiske skov sig over øen. Store dele af øen blev senere opkøbt af den amerikanske mangemillionær Rockefeller, som siden hen donerede det til staten og dermed lagde grunden til øens store nationalpark, Virgin Islands National Park.
Fra Cruz Bay kører vi ad øens hovedvej, der snor sig igennem det bjergrige landskab med uspoleret natur og små isolerede bugter til nordkysten, hvor plantagen Annaberg ligger. Den er i dag en ruin, men det er alligevel muligt at få et godt indtryk af, hvordan en sukkermølle fungerede. Det egentlige fabriksanlæg havde to møller, nemlig en vindmølle og en hestemølle. Hertil kom kogehuset, de store lagerbygninger og staldanlæggene. Plantagen ligger højt oppe og ud mod havet, så der er en smuk udsigt over sundet og til den nærliggende, engelske ø Tortola.
Vi fortsætter mod Kathrinebjerg, hvor der er en meget velbevaret sukkermølle. Herefter spiser vi vores medbragte picnic-frokost (for egen regning) ved en af de smukke strande, besøger sukkerplantage-ruinerne ved Cinnamon Bay og inden turen igen går tilbage til Cruz Bay, tilbringer vi et par timer på stranden ved Trunk Bay.
(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan tilkøbes – se under priser bagerst i programmet.)
Dag 7. Gustavia, St-Barts
Ankomst kl. 7.00, afgang kl. 17.00
Øens fulde navn er St-Barthélemy – opkaldt efter Columbus’ storebror, Bartholomeo – men i daglig tale bliver den blot kaldt St-Barts.
I dag har St-Barts status som et af de hippeste steder i Caribien med en særlig appel til det internationale jetset, men det stod ikke ligefrem skrevet i kortene, at dette skulle blive øens skæbne. Tværtimod. For i mange år var St-Barths forbavsende lidt populær. Til forskel fra de andre caribiske øer har der ikke boet nogen caribiske indianere her. Og der skulle gå 150 år, fra Columbus kom forbi øen i 1493, til de første, franske bosættere slog sig ned. Hvorfor? Der er ingen naturlige forekomster af ferskvand på øen, og der er meget lidt landsbrugsegnet jord, og derfor har den ikke umiddelbart haft den samme appel som mange af de andre caribiske øer. Men franskmændene regnede den ud og fandt en profitabel, alternativ indtjeningskilde: De gjorde nemlig øen til mellemstation for franske pirater.
Vi lægger til i Gustavia, øens hovedby, der indtil for blot 50 år siden var en lille, forblæst fiskerlandsby, men i dag er en populær ferieby. Bynavnet lyder grangiveligt mere skandinavisk end fransk, og byen er da også opkaldt efter den svenske kong Gustav III. Svenskerne regerede på øen i en periode på knap 100 år – efter at have fået den foræret af den franske konge, mod at han fik handelsrettigheder i Gøteborg. Stadig i dag springer gadenavne som Kungsgatan og Østra Strandgatan i øjnene, selvom øen for længst er tilbage på franske hænder – købt tilbage fra svenskerne, der mistede interessen for driften af øen. Indtil 2003 var St-Barths en del af departementet Guadeloupe, men en folkeafstemning banede vej for større politisk og skattemæssig frihed fra Frankrig og Guadeloupe.
Brug dagen på St-Barts på at nyde den skønne natur, de lækre strande og den eksklusive stemning. Der er masser af muligheder for udendørs aktiviteter og vandsport, blandt andet er vandski og fiskeri populært. Og så må du naturligvis heller ikke snyde dig selv for en hyggegåtur gennem Gustavias smalle, hyggelige gader.
Dag 8. Fort de France, Martinique
Ankomst kl. 9.00, afgang kl. 18.00
Martinique blev kaldt ”Blomsterøen” af de tidlige, caribiske indianere, og stadig i dag er de frodige og farverige, tropiske blomster en vigtig del af øens varemærke. Men ud over blomsterduften har øen også en umiskendelig duft af noget helt andet – nemlig Frankrig. Martinique er ligesom St-Barths en del af de franske, vestindiske øer. Og øen er et sandt paradis for frankofile: Sproget er som taget ud af Paris’ gader – dog med et vist, kreolsk touch – og butikkerne bugner af parfumer og modetøj fra Frankrig. Men selvom dette er et stykke ”minifrankrig”, så har øen først og fremmest sin helt egen unikke, caribiske charme med en natur, som kan tage pusten fra de fleste. Det er absolut ikke uden grund, at Columbus beskrev dette som ”det smukkeste land i verden”.
På den nordlige del af øen præges landskabet af den 1.397 meter høje vulkan Mont Pelée, der stadig er aktiv og havde sit sidste udbrud i 1902. Mere end 30.000 mennesker døde ved vulkanudbruddet, der fuldstændig udraderede øens daværende hovedby, St-Pierre.
Vi lægger til i hovedstaden, Fort de France, på den sydlige del af øen. Vi har en hel dag i land, så der er god tid til både at komme til stranden, få shoppet lidt og måske besøge et af de lokale museer. For gourmeter er Martinique et sandt paradis, og du må endelig unde dig selv at smage på det lækre, lokale kreolerkøkken, som blandt andet byder på alt godt fra havet – fra hummer til haj. Og så kan det hele meget passende rundes af med en lokalt produceret rom, der regnes for at være blandt verdens bedste.
Undervejs rundt i byen kan du lægge vejen forbi statuen af Napoleons første hustru, Josephine, der er født og opvokset på familiens sukkerrørsplantage på øen. Statuen har måttet lide samme skæbne som vores egen lille havfrue – hovedet blev for nogle år siden hugget af og statuen oversprøjtet med rød maling. Hendes eftermæle er nemlig ikke specielt godt på Martinique. Hun menes at have overtalt Napoleon til ikke at ophæve slaveriet i Fransk Vestindien – af ren og skær egeninteresse for at tilgodese familiens profit på plantagen.
Dag 9. Bequia, Grenadinerne
Ankomst kl. 8.00, afgang kl. 18.00
Bequia på blot 18 km² er den nordligste af øerne i økæden ”St. Vincent and the Grenadines”. Som perler på en snor slanger de i alt 32 øer i øgruppen sig ned igennem Det Caribiske Hav vest for Barbados. Og selvom Bequia måske ikke umiddelbart lyder bekendt, så har rigtig mange filmelskere været der – dog sandsynligvis uden at vide det – sammen med Johnny Depp, Keira Knightley og de andre stjerneskuespillere i filmsuccesen ”Pirates of the Caribbean”, som blev optaget her på Bequia.
Og der er rigtig god grund til, at netop Bequia blev valgt som location til disse populære sørøverfilm om den farverige Jack Sparrow. Øen er intet mindre end indbegrebet af caribisk idyl med billedskønne strande og snedige bugter – det perfekt skjul for lyssky pirater. Og så har Bequia – ligesom sine naboøer i økæden – en langt højere grad af uberørthed end mange af de andre større caribiske øer. Lad dig fange ind af øens magiske charme og rørende gæstfrihed. Gå på opdagelse i den lille, hyggelige hovedby, Port Elizabeth, find din helt egen yndlingsstrand – og er du til snorkling, kan du med fordel tage snorkeludstyret med fra borde i dag.
Dag 10. Roseau, Dominica
Ankomst kl. 8.00, afgang kl. 18.00
Næste stop på vores færd er den nordligste af Winward-øerne, Dominica. ”Caribiens naturparadis” bliver den ofte kaldt på grund af de maleriske bjerge, vandfald og dybe dale. Engang blev Dominicas naturlige vidundere først og fremmest betragtet som et stort minus: Der var for mange bjerge og for meget regnskov til, at man kunne producere sukkerrør med overskud, og for mange floder til at man kunne bygge veje.
Men i dag er det netop naturen, der får rejsende til at lægge vejen forbi dette uberørte paradis. Det er nu ikke kun de store seværdigheder til lands, der lokker Caribiens-farere til. Ud for kysten flokkes dykkere om de mange fantastiske dykkersteder, der også inkluderer en marinepark.
På den nordvestlige kyst bor efterkommere af de oprindelige beboere i regionen, carib-indianerne, der her, som det eneste sted i Østcaribien, overlevede mødet med de spanske conquistadorer.
På udflugten på bjergrige Dominica lægger vi ud med en gåtur i den hyggelige hovedstad, Roseau. Vi ser blandt andet den romerskkatolske katedral og besøger den imponerende, botaniske have, som englænderne anlagde i 1890. Her findes et utal af planter fra hele det tropiske område, som stortrives her på Dominica på grund af det perfekte klima.
Og så skal vi på hvalsafari! Det lune hav omkring Dominica er det ideelle opholdssted for hvaler, som yngler i området. På dagens safari spotter vi blandt andet efter kaskelothvaler, grindehvaler og langnæbbede delfiner. Der kan naturligvis ikke gives nogen garanti, men chancerne er rigtig gode på disse kanter.
(Udflugten på Dominica er ikke inkluderet i rejsens pris, særskilt udflugtspakke kan tilkøbes – se under priser bagerst i programmet.)
Dag 11. Basseterre, Saint Kitts
Ankomst kl. 8.00, afgang kl. 18.00
Saint Kitts er en af Caribiens knap så kendte øer, og det kan vi blot glæde os over, for dette er en rigtig lille, uopdaget perle! Store dele af øen er fuldstændig uberørte, og overalt møder vi en hyggelig og tilbagelænet stemning.
Saint Kitts’ officielle navn er Saint Christopher – navngivet af Columbus, der kom hertil under sin anden rejse til Den Nye Verden i 1493 – og sammen med naboøen Saint Nevis har øen udgjort republikken ”Saint Kitts and Nevis” siden 1983, hvor de brød med mere end 200 års engelsk herredømme. Saint Kitts and Nevis er den klassiske, caribiske historie om europæisk kolonisering, afrikanske slaver og sukkerrørsplantager. Sukkeret røg direkte til London, hvor det stillede englændernes hang til søde sager. Saint Kitts and Nevis er den ældste, engelske koloni i Caribien – og selvom franskmændene i en længere årrække også lagde billet ind på øernes frodige jorder, så vandt englænderne det endelige slag og magten over øerne.
I Saint Kitts’ hovedby, Basseterre, hvor vi lægger til, fornemmer man tydeligt både den franske og den engelske fortid. Og er du historisk interesseret, er det oplagt at besøge det velbevarede engelske fæstningsværk, Brimstone Hill Fort, der ligger knap en halv times kørsel oppe ad vestkysten fra Basseterre. Her er der levn fra ikke færre end ni fæstninger, hvilket taler sit eget tydelige sprog om de magtkampe, der udspillede sig i Caribien, hvor der var rigtig mange penge at hente for de europæiske kolonimagter – med England, Spanien og Frankrig som de vigtigste aktører. Brimstone Hill Fort er det mest velbevarede og imponerende af Saint Kitts’ mange fæstninger og er på UNESCO’s liste over Verdens Kulturarv.
En tur rundt på øen er i det hele taget en rejse rundt i øens dramatiske historie. Langs kysten med de mange fæstninger og spredt rundt i landskabet finder man ruiner af nedlagte sukkerrørsplantager og herskabsvillaer fra øens storhedstid som sukkereksportør. De sidste sukkerplantager drejede først nøglen om i 2005. Det er selvfølgelig også oplagt at besøge en af øens mange smukke strande og få sig en caribisk dukkert, men endelig kun ud mod Det Caribiske Hav – Atlanterhavssiden er for voldsom. Tæt på Basseterre ligger Frigate Bay, hvor bademulighederne går hånd i hånd med golf, kasinoer og shopping.
På dagens udflugt tager vi på togtur øen rundt og nyder den storslåede og smukke natur. Jernbaneruten blev anlagt for over hundrede år siden for at kunne transportere sukkerrør fra markerne til øens sukkermøller, så vi mærker vingesuset fra de gamle kolonidage.
(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris, særskilt udflugtspakke kan tilkøbes – se under priser bagerst i programmet.)
Dag 12. Virgin Gorda, De Britiske Jomfruøer
Ankomst kl. 7.00, afgang kl. 17.00
I dag besøger vi Virgin Gorda i øgruppen ”De Britiske Jomfruøer”. Ifølge legenden opkaldte Columbus øerne efter Ursula og de 11.000 jomfruer, som led martyrdøden.
Virgin Gorda betyder ”den fede jomfru” på spansk. Navnet har øen fået af den simple grund, at når man kommer sejlende dertil, ligner øen en frodig kvinde i liggende positur. Og frodig er øen i det hele taget – fra kyst til kyst er den dækket af ét stort, grønt tæppe. Dette er den tredjestørste af de mere end 40 britiske jomfruøer, hvoraf kun de tre største er beboede. Og da selveste Rockefeller satte penge i øen tilbage i 1960’erne og åbnede dørene til et supereksklusivt resortområde, gik øen fra den ene dag til den anden fra at være ganske ukendt til pludselig at være på filmstjernernes og millionærernes liste over foretrukne feriesteder.
På dagens udflugt besøger vi “The Baths”, Virgin Gordas største attraktion. Her ligger kæmpestore granitsten spredt ud i landskabet og danner mystiske grotter og smukke mønstre i det klare, azurblå vand. Dette geologiske fænomen er resultatet af et voldsomt vulkanudbrud – og det nyder vi godt af, når vi i dag bader og måske snorkler mellem de store, solide sten eller måske blot nyder udsigten fra strandbredden. Der er cirka ti minutters gang fra bussen til stranden.
(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris, særskilt udflugtspakke kan tilkøbes – se under priser bagerst i programmet.)
Dag 13-14. På havet mod Miami
Så har vi de sidste par dage på havet, hvor vi kan slappe af og nyde skibets dejlige, luksuriøse faciliteter, den udsøgte service, lækre mad og de spændende aktiviteter om bord.
Dag 15. Miami – hjemrejse
Ankomst kl. 7.00
De morgenfriske kan følge indsejlingen til Miami. Selve udtjekningen foregår forholdsvist afslappet, og efter landgangen begiver vi os mod lufthavnen, hvor flyet tilbage mod Danmark venter.
Dag 16. Ankomst til København
Vi ankommer til København med kufferten fuld af gode minder fra det eksotiske Caribien.