Albatros Travel

Caribien rundt  

Det perfekte krydstogt til de smukkeste og mest charmerende øer i Det Caribiske Hav

Miami – Skt. Thomas – St. Kitts – Barbados – Dominica – St. Maarten – Miami
– med dansk rejseleder, 13 dage

Vi begynder dette krydstogt i solrige Miami med de farverige art déco-huse, som vi skal opleve på en byrundtur, inden vi går om bord på vores skib, Celebrity Equinox, i Fort Lauderdales havn. Sidst på eftermiddagen stævner vi ud med kurs mod Det Caribiske Hav, hvor vi skal tilbringe de næste ti dage med at sejle fra palmeø til palmeø i det turkisblå vand.

Første stop er den tidligere dansk vestindiske ø Skt. Thomas. Vi kører en tur rundt på øen og ser det spændende landskab, inden vi skal opleve hovedstaden, Charlotte Amalie, på en byvandring. Vi spadserer ned ad den livlige Dronningens Gade, går op ad den berømte trappegade 99 Steps og lægger vejen forbi Peter von Scholtens hus – og et stykke kolonihistorie bliver pludselig utrolig nærværende.

Vi fortsætter til en af Caribiens uopdagede perler, St. Kitts. Store dele af øen er fuldstændig uberørte, og overalt møder vi en hyggelig og tilbagelænet stemning. Saint Kitts er Englands ældste koloni, som de dog måtte slås med franskmændene om, hvilket de mange historiske fæstninger langs kysten vidner om. Det velbevarede Brimstone Hill Fort er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.

Næste ø-stop er en rigtig Caribiensklassiker: Barbados. Vi ankommer til havnen i Bridgetown om morgenen og mødes af øens varme og venlige beboere, bølgende bjerge og hvide sandstrande. Inde på øen kan man opleve lange alleer mellem sukkerrørsplantagernes vajende grønne vægge, og rundt om i landsbyerne ser man gamle anglikanske landsbykirker og små,  til tider faldefærdige træhuse i mange farver.

 

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:

Rommen fra Barbados er et ikon inden for spiritus, og rundt om på øen ligger også romdestillerier, hvor man kan se produktionen af rommen, høre om historien og naturligvis smage på varerne.
Vi skal nu opleve Caribiens naturparadis, Dominica-øen, med dens maleriske bjerge, vandfald og dybe dale. Ud for kysten flokkes dykkere om de mange fantastiske dykkersteder, og her er også mulighed for en hvalsafari i det lune farvand, hvor hvalerne yngler.

På en gåtur i den hyggelige hovedstad, Roseau, kan man blandt andet se den romerskkatolske katedral og den imponerende botaniske have, som englænderne anlagde i 1890. Vi sejler videre til St. Maarten, som er det mindste stykke land i verden, der deles af to nationer, nemlig Holland og Frankrig. Øen er lidt mindre end Amager, men alligevel er delingen skam en alvorlig sag. Skibet lægger til i Philipsburg på den hollandske side af øen.

Legenden siger, at Christoffer Columbus sejlede forbi øen den 11. november, den hellige St. Martins dag, og opkaldte øen efter ham. Det var dog først i 1631, at europæerne slog sig ned for at få fat i øens store reserver af salt, som man dengang brugte til konservering af madvarer.

Vi vender skuden og sejler tilbage mod Fort Lauderdale. Efter landgang tager vi direkte til Miamis lufthavn, hvor flyet hjem til Danmark venter.

dagsprogram
Dag 1. Afrejse fra København
Fra Københavns lufthavn flyver vi til Miami, hvor vi ankommer samme aften. Vi bliver hentet og kørt med bus til vores hotel.

Dag 2. Miami -Fort Lauderdale og afsejling
Afsejling kl. 17.00
Om formiddagen bliver vi hentet i bus og kører på byrundtur i Miami, hvor vi ser de smukke art déco-bygninger og strandpromenaden Ocean Drive, hvor folk hygger sig med spadsereture, på caféer og restauranter. Vi nyder atmosfæren i Floridas største by og slutter turen med at blive kørt til Fort Lauderdales havn, hvor vores skib, Celebrity Equinox, ligger ved kaj. Sidst på eftermiddagen kan vi nyde udsejlingen fra Florida, og vi stævner ud på Det Caribiske Hav.

Dag 3-4. På havet
Et par dage på havet er den helt rigtige måde at begynde et krydstogt på. Nogle slapper af ved poolen, snupper en tur i motionscenteret eller udnytter de talrige aktivitetsmuligheder om bord, mens andre nyder udsigten, læser eller deltager i de talrige underholdningsarrangementer. De fleste vil også finde glæde ved at cirkle rundt mellem skibets mange temarestauranter og bagefter nyde den internationale kabaret og måske slutte af i en natklub.

Senere på turen, når de mange landgange begynder, bliver der måske ikke så rig lejlighed til at nyde skibets skønne faciliteter.

Dag 5. Skt. Thomas, Dansk Vestindien
Ankomst kl. 7.00, afgang kl. 18.00
Om morgenen ser vi indsejlingen til Skt. Thomas, en af de tre Jomfruøer i Caribien, der var dansk koloni fra det 17. århundrede og frem til 1917, hvor øerne blev solgt til USA. Hovedstaden på Skt. Thomas hed oprindeligt Taphus, hvilket betyder kro på hollandsk, men senere fik byen navn efter Christian V’s dronning, Charlotte Amalie. Den 30. marts 1666 hejste Erik Nielsen Schmidt som den første guvernør Dannebrog på Skt. Thomas, men han døde nogle få måneder senere.

Der kom først rigtig gang i koloniseringen i 1672, da Jørgen Iversen Dyppel tog Skt. Thomas i besiddelse som base for det nyligt oprettede Vestindisk Kompagni.

Vi kører først en tur i safaribusser og danner os et indtryk af den gamle koloni, inden vi kører til hovedstaden, Charlotte Amalie.

Byrundturen til fods starter ved øens ældste bygning, det røde Christiansfort, som blev påbegyndt af Jørgen Iversen i 1672. Ud over at være byens fæstning har den tjent som kirke, fængsel, domhus, guvernørbolig og brandstation. I dag er bygningen omdannet til museum.

Foran fortet, ned mod vandet, ligger den tidligere danske gendarmkaserne fra 1874, som er et fint eksempel på dansk koloniarkitektur. Nu rummer den øernes senat. På pladsen foran bygningen fandt overdragelsen til USA sted den 31. marts 1917; denne dag, Transfer Day, er nu lokal helligdag. Lige øst for fortet ligger Emancipation Garden (Frihedsparken) med statuen af Christian IX og bag denne det gamle Grand Hotel fra 1840.

Byen er anlagt på fire mindre højdedrag, og op ad højene slynger sidegaderne sig. Mange af disse gader er trappegader, og den mest kendte er The 99 Steps, som dog har vist sig at have 103 trin, bygget af gode danske mursten fra Sønderjylland.

Gadeskiltene viser stadig de gamle danske gadenavne: Kongens Gade, Dronningens Gade, Kronprinsens Gade, Crystal Gade, Vestergade, Borger Gade, Vimmelskaft Gade, Sneglegade, Tvær Gade, Spaniol Stræde, Guttes Gade, Trompetergade, Raadets Gade osv.

Vi spadserer ad Dronningens Gade, som i dag hedder Main Street og løber parallelt med havnefronten. Mellem havnefronten og Dronningens Gade finder vi de gamle danske handels- og varehuse, blandt andet apoteker A.H. Riises, som nu er indrettet til forretning.

De fleste er kun på én etage og opdelt i store tøndehvælvede rum. Der findes ikke rigtig gamle bygninger i Charlotte Amalie, for byen brændte flere gange i løbet af 1800-tallet. I den østlige ende af Dronningens Gade ligger Market Square (Markedspladsen). Oprindelig hed den Casimir Square efter Casimir von Scholten, Peter von Scholtens far, som var kommandant i byen. Her ligger også den tidligere bygning for den danske nationalbanks caribiske afdeling.

Der findes mange forskellige kirker i Charlotte Amalie, for øerne havde religionsfrihed: en katolsk, en reformert, en anglikansk samt en lutheransk kirke foruden en jødisk synagoge, der naturligvis ligger i Crystal Gade ligesom i København. Den er fra 1833 og er dermed den næstældste synagoge på den vestlige halvkugle. Brødremenigheden, der i 1730’erne startede deres virksomhed blandt slaverne, har deres egen kirke, som blev opført i anledning af 150-årsjubilæet for missionens virke.

Alle disse kirker er vidnesbyrd om den religiøse tolerance, der herskede imellem de forskellige nationaliteter på øerne: hollændere, tyskere, irere, englændere, skotter, franskmænd, spaniere, danskere og nordmænd. Den dansk-norske gruppe var altid i mindretal, og den allerstørste befolkningsgruppe var slaver bragt hertil fra Afrika for at arbejde på markerne og ved havnen.

Byrundturen fortsætter til Guvernementshuset, Frederikskirken og Crown House, hvor Peter von Scholten boede, mens han var vicekommandant i Charlotte Amalie.

Dag 6. Basseterre, St. Kitts
Ankomst kl. 8.00, afgang kl. 15.00
St. Kitts er en af Caribiens knap så kendte øer, og det kan vi blot glæde os over, for dette er en rigtig lille uopdaget perle! Store dele af øen er fuldstændig uberørte, og overalt møder vi en hyggelig og tilbagelænet stemning.

Saint Kitts’ officielle navn er Saint Christopher – navngivet af Columbus, der kom hertil under sin anden rejse til Den Nye Verden i 1493 – og sammen med naboøen Saint Nevis har øen udgjort republikken ”Saint Kitts and Nevis” siden 1983, hvor de brød med mere end 200 års engelsk herredømme. Saint Kitts and Nevis er den klassiske caribiske historie om europæisk kolonisering, afrikanske slaver og sukkerrørsplantager. Sukkeret røg direkte til London, hvor det stillede englændernes hang til søde sager. Saint Kitts and Nevis er den ældste engelske koloni i Caribien – og selvom franskmændene i en længere årrække også lagde billet ind på øernes frodige jorder, så vandt englænderne det endelige slag og magten over øerne.

I St. Kitts’ hovedby, Basseterre, hvor vi lægger til, fornemmer man tydeligt både den franske og den engelske fortid. Og er du historisk interesseret, er det oplagt at besøge det velbevarede engelske fæstningsværk Brimstone Hill Fort, der ligger knap en halv times kørsel op ad vestkysten fra Basseterre. Her er der levn fra ikke færre end ni fæstninger, hvilket taler sit eget tydelige sprog om de magtkampe, der udspillede sig i Caribien, hvor der var rigtig mange penge at hente for de europæiske kolonimagter – med England, Spanien og Frankrig som de vigtigste aktører. Brimstone Hill Fort er det mest velbevarede og imponerende af Saint Kitts’ mange fæstninger og er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. 

En tur rundt på øen er i det hele taget en rejse rundt i øens dramatiske historie. Langs kysten med de mange fæstninger og spredt rundt i landskabet finder man ruiner af nedlagte sukkerrørsplantager og herskabsvillaer fra øens storhedstid som sukkereksportør. De sidste sukkerplantager drejede først nøglen om i 2005. Det er selvfølgelig også oplagt at besøge en af øens mange smukke strande og få sig en caribisk dukkert, men endelig kun ud mod Det Caribiske Hav – Atlanterhavssiden er for voldsom. Tæt på Basseterre ligger Frigate Bay, hvor bademulighederne går hånd i hånd med golf, kasinoer og shopping. 

På dagens udflugt tager vi på en køretur øen rundt og nyder den storslåede og smukke natur.

(Udflugten på Saint Kitts er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se under priser)

Dag 7. Bridgetown, Barbados
Ankomst kl. 8.00, afgang kl. 18.00
Vi ankommer til Bridgetown på Barbados om morgenen og mødes af øens varme og venlige beboere, bølgende bjerge og hvide sandstrande.

Hvis man tager på en køretur ind på øen, vil man opleve lange alléer mellem sukkerrørsplantagernes vajende grønne vægge, og rundt om i landsbyerne ser man gamle anglikanske landsbykirker og små typiske, farvede og til tider faldefærdige træhuse. 

Øens indbyggertal er på cirka 260.000. Derudover lever her Barbados Green Monkey – aben, som blev bragt til øen fra Vestafrika for cirka 300 år siden. Den har blandt andet været med til at redde mange menneskeliv gennem produktion af poliovaccine. I dag er der mange tusinde aber på øen, men de anses efterhånden for skadedyr, fordi de spiser afgrøderne. Man skal dog være heldig for at spotte én – de gemmer sig som regel godt.

I modsætning til flertallet af de caribiske øer var Barbados underlagt samme kolonimagt, nemlig den britiske, under hele kolonitiden, undtagen de allerførste år. Barbados er den af de caribiske øer, der ligger længst ude mod Atlanterhavet, og det var da også først i 1536, øen blev opdaget af et portugisisk skib på vej til Brasilien. Da besætningen gik i land, fik de øje på Ficus citrofolia, figentræer med lange, skægagtige luftrødder, der hang ned. Deraf har øen fået sit navn, Barbados – de skæggede.

Barbados er ikke en vulkanø som mange af de øvrige caribiske øer, men derimod et resultat af jordskorpens bevægelser og hævning af havbunden. Undergrunden er af kalksten, hvorfor man også tidligt fandt store ferskvandsreservoirer. Det kom både øens befolkning, sukkerproduktionen og naboøerne til gode.

Barbados var det første sted, man begyndte at producere rom. Barbadosrom er i dag et ikon inden for spiritus, og rundt om på øen ligger romdestillerier, hvor man kan se produktionen af rommen, høre om rommens historie og naturligvis smage på varerne.

Overalt på øen ser man levn fra plantagetiden. Gamle velbevarede plantageejendomme og sukkermøller i ruiner. Sukker dyrkes stadig på Barbados, og man kan ikke undgå at komme forbi en sukkerrørsmark, hvis man kører en tur i landskabet. Et syn, man heller ikke kommer uden om, er øens smukke, hvide sandstrande med vajende palmer og krystalklart vand.

På dagens arrangerede udflugt besøger vi blandt andet en gammel plantage og et romdestilleri.
(Udflugten på Barbados er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se under priser)

Dag 8. Roseau, Dominica
Ankomst kl. 8.00, afgang kl. 18.00
Næste stop på vores færd er den nordligste af Winward-øerne, Dominica. ”Caribiens naturparadis” bliver den ofte kaldt på grund af de maleriske bjerge, vandfald og dybe dale. Engang blev Dominicas naturlige vidundere først og fremmest betragtet som et stort minus: Der var for mange bjerge og for meget regnskov til, at man kunne producere sukkerrør med overskud, og for mange floder til, at man kunne bygge veje.

Men i dag er det netop naturen, der får rejsende til at lægge vejen forbi dette uberørte paradis. Det er nu ikke kun de store seværdigheder til lands, der lokker Caribiens-farere til. Ud for kysten flokkes dykkere om de mange fantastiske dykkersteder, der også inkluderer en marinepark.

På den nordvestlige kyst bor efterkommere af de oprindelige beboere i regionen, carib-indianerne, der her, som det eneste sted i Østcaribien, overlevede mødet med de spanske conquistadorer. 

På udflugten på bjergrige Dominica lægger vi ud med en gåtur i den hyggelige hovedstad, Roseau. Vi ser blandt andet den romerskkatolske katedral og besøger den imponerende botaniske have, som englænderne anlagde i 1890. Her findes et utal af planter fra hele det tropiske område, som stortrives her på Dominica på grund af det perfekte klima.

Og så skal vi på hvalsafari! Det lune hav omkring Dominica er det ideelle opholdssted for hvaler, som yngler i området. På dagens safari spotter vi blandt andet efter kaskelothvaler, grindehvaler og langnæbbede delfiner. Der kan naturligvis ikke gives nogen garanti, men chancerne er rigtig gode på disse kanter. 
(Udflugten på Dominica er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se under priser)

Dag 9. Philipsburg, St. Maarten
Ankomst kl. 8.00, afgang kl. 17.00
St. Maarten er det mindste stykke land i verden, der deles af to nationer. Øen er lidt mindre end Amager, men alligevel er delingen skam en alvorlig sag. Holland og Frankrig har hver en bid – og det sætter sit præg på øen.

Legenden siger, at Christoffer Columbus sejlede forbi øen den 11. november, den hellige St. Martins dag, og opkaldte øen efter ham. Det var dog først i 1631, at europæerne slog sig ned på øen. De var specielt interesserede i at få fat i øens store reserver af salt, som man dengang brugte til konservering af madvarer.

Både hollændere og franskmænd strømmede til øen. Hollænderne slog sig ned på den sydlige del af øen og franskmændene på den nordlige, og de enedes om at dele øen. Det holdt dog ikke længe. Franskmændene overtog først det hele, og så gik hollænderne i krig og smed franskmændene ud igen. Sådan blev det ved. Først i 1817 blev der ro om grænsedragningen.

Skibet lægger til i Philipsburg på den hollandske side af øen. Der vil være mulighed for at tilmelde sig rundture på øen. Du kan også vælge at følge med vores rejseleder på en spadseretur i Philipsburg.

Dag 10-11. På havet mod Florida
Skuden vendes, og turen går mod Fort Lauderdale, om end den langtfra er slut. Vi kan igen nyde krydstogtets dybere mening uforstyrret i et døgn. Glæde os over middagene i den italienske, franske eller japanske restaurant, gå en tur i teateret eller på diskotek. Måske skal der trænes lidt golfslag på dækket eller powershoppes i den taxfree butiksarkade.

Dag 12. Fort Lauderdale – Miami og hjemrejse
Ankomst kl. 7.00
De morgenfriske kan følge indsejlingen til Fort Lauderdale. Selve udtjekningen foregår forholdsvis afslappet, og efter landgangen begiver vi os mod lufthavnen, hvor flyet tilbage mod Danmark venter.

Dag 13. Ankomst København
Vi ankommer til København med kufferten fuld af gode minder om det eksotiske Caribien.

 

 

Rejsemål

Fakta om Caribien

Areal: 239.000 km2
Antal lande: 24
Indbyggere: 38 mio.
Største by: Havanna, Cuba, 2,3 mio.
Højeste punkt: Pico Duarte, Den Dominikanske Republik, 3175 meter
Laveste punkt: Lago Enriquillo, Den Dominikanske Republik, 46 m under havet
Største sø: Lago Enriquillo, Den Dominikanske Republik, 265 km2

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00