Dagsprogram
Dag 1. København – Havanna, Cuba
Først på morgenen flyver vi til Havanna, som blev grundlagt af spanierne i 1515. Byen blev flyttet to gange, inden den fik sin nuværende beliggenhed på Cubas nordlige kyst. I 1556 blev Havanna Cubas hovedstad, og den blev et nærmest obligatorisk stop for europæere på vej til eller fra Latinamerika. De mange skibe fik handlen til at blomstre, og i løbet af få år var Havanna blevet den største og vigtigste by på Cuba.
Som hovedstad for republikken Cuba er det nuværende Havanna hjemsted for de vigtigste stats- og regeringsinstitutioner. Byens industri står for en stor procentdel af nationaløkonomien, og havnen håndterer mere end halvdelen af landets import og eksport.
Ved ankomsten til Havanna først på aftenen kører vi til vores hotel, der ligger i den moderne bydel.
Dag 2. Havanna. Byrundtur i den gamle bydel og Asger Jorn-malerier
Vores byvandring starter i den gamle bydel – i det oprindelige Havanna – som kom på UNESCO’s Verdensarvsliste i 1982. Det er velfortjent, at byen er tildelt den ærefulde titel "Heritage of Mankind", for Havannas gamle bydel er et af Latinamerikas bedst bevarede byområder med et stort antal historisk vigtige bygninger og monumenter fra det 16. til det 19. århundrede. Når du går gennem de smalle, brolagte gader, forbi tunge døre i massivt træ og balkoner med smedejernsgelændere, føler du dig hensat til fortiden.
Vi spadserer ad Calle Obispo, som ser ud præcis som for flere hundrede år siden, lige fra brostensbelægningen på gaden til hver eneste bjælke i husene. Vores mål er Plaza de Armas, hvor vi finder det imponerende Palacio de los Capitanes Generales. Paladset stod færdigbygget i 1791 og blev senere, og indtil 1898, officiel residens for koloniens guvernører, kaldet capitanes generales. I 1967 undergik paladset en gennemgribende restaurering og blev samtidig indrettet til et interessant og seværdigt bymuseum, som vi skal besøge. Vi spadserer også gennem to af Havannas smukkeste pladser, La Plaza Vieja og Plaza San Francisco, som begge er fuldstændigt restaureret og fine eksempler på spansk koloniarkitektur.
Herefter begiver vi os videre til Katedralpladsen. I 1748 påbegyndte jesuitpræster konstruktionen af den bygning, der senere skulle blive Havannas katedral. Et godt stykke ind i det 19. århundrede opbevarede man de jordiske rester af datidens fremtrædende personligheder i katedralen. Selv de påståede rester af Christoffer Columbus blev opbevaret her, fra de blev overført fra øen Hispaniola, og indtil spanierne tog dem med til Spanien, da koloniherredømmet ophørte. Pladsen foran katedralen er omkranset af store, smukke palæer, der naturligvis også stammer fra kolonitiden, og få skridt derfra ligger den berømte bar La Bodeguita del Medio. Det var her, Hemingway drak sine mojitos sammen med andre prominente kunstnere, forfattere og politikere.
Vi kommer også forbi Capitolio Nacional, som ligger nær Havannas centrale park. Den marmorbeklædte bygning er en næsten nøjagtig kopi af The Capitol i Washington D.C. i USA. Det tog fire år at opføre bygningen, der blev taget i brug den 20. maj 1929. Frem til 1959 var bygningen hjemsted for Repræsentanternes Hus og republikkens senat. Lige under midten af den enorme kuppel, som er karakteristisk for begge Capitol-bygninger, står en statue af en kvinde, der symboliserer republikken. Statuen, der er 14 meter høj og vejer 30 tons, anses for at være blandt verdens største indendørs statuer. Ved foden af statuen ligger en diamant, der markerer "kilometer nul" for Cubas motorvejssystem. Det er bygget i 1920, og alle afstande måles ud herfra.
Dagen rundes af med dansk kunst i højsædet. I 1967 var Asger Jorn gæst ved en kongres i Havanna. Imidlertid kedede han sig og spurgte, om han ikke i stedet kunne få lov til at bruge sine kunstneriske evner. Det udmøntede sig i en række vægmalerier i den bygning, som nu huser Det Historiske Revolutionsarkiv. Malerierne afbilder tiden før, under og efter revolutionen på Cuba. Malerierne er for nylig blevet restaureret med danske støttemidler (bl.a. fra Ny Carlsbergfondet og Kulturministeriet) så de står, næsten som da de blev skabt for over 40 år siden. Det har før været svært at komme ind og se malerierne, og også i dag er kontorerne i brug, så af hensyn til de ansatte på arkivet kan vi ikke komme til at se alle malerierne.
Dag 3. Havanna. Hemingway og cubansk dans
En stor del af dagen står i Hemingways tegn. Vi ser blandt andet hans landsted, fincaen La Vigia, som var Hemingways hjem i en årrække. Huset er skænket til den cubanske stat og står nogenlunde, som Hemingway forlod det. Regeringen ønsker at bevare huset bedst muligt, så det er desværre ikke muligt at komme indenfor. Derfor nøjes vi med at kigge ind ad vinduerne. I det nærliggende fiskerleje Cojimar tager vi en spadseretur til den gamle marina, hvorfra Hemingway tog ud på sine fisketure. Vi spiser frokost på La Terraza, hvor Hemingway skrev ”Den gamle mand og havet”. Efter sigende fik Hemingway inspiration til bogen fra Gregorio Fuentes, som var kaptajn på Hemingways båd, Pilar.
Vi kører tilbage til Havanna, hvor vi skal besøge Revolutionspladsen. Her har Fidel Castro holdt nogle af sine nok så berømte maratontaler til det cubanske folk, og de kunne vare helt op til otte timer. Pladsen er Havannas politiske centrum med regerings- og partibygninger, en række ministerier samt et 142 meter højt monument, som hylder republikkens fader, José Marti.
Intet besøg i Cuba er fuldendt uden at snuse til Cubas dejlige dansetraditioner. Adskillige af de latinamerikanske danse er skabt på Cuba – blandt andet cha-cha-cha og son, også kaldet salsa. Denne dag skal vi selv afprøve nogle af trinene og får en times undervisning af uddannede danseinstruktører. Herefter er der tid til se mere af Havanna på egen hånd eller slappe af på hotellet.
Om aftenen er der mulighed for at se et af Havannas fantastiske danseshows, El Tropicana eller El Parisien (dette er ikke inkluderet og skal købes på rejsemålet).
Dag 4. Havanna – Pinar del Rio – Viñales – Havanna
Dagen står i naturens tegn. Vi kører vestover til Pinar del Rio, og efter nogen tid bliver vi omgivet af et frodigt landskab, hvor de karakteristiske tobaksmarker dominerer. Mange steder ser vi de små, primitive tobakstørrehuse, hvor bladene hænger til tørre i tre måneder, inden de sendes til fabrikken. I Pinar del Rio by besøger vi den lokale tobaksfabrik, og her introduceres vi til, hvordan de berømte cubanske cigarer laves. Det tager ni måneder at blive tobaksruller, og det er absolut ikke alle, som består eksamenen. Man skal være den allerbedste, hvis man skal have lov til at rulle cigarer af den såkaldte eksportkvalitet, som er den absolut ypperste af slagsen.
I Viñales-dalen står vi ansigt til ansigt med den smukkeste natur på Cuba. Fra udsigtspunktet kan vi se den røde jord, de høje palmer og de små huse nede i dalen. Dalen er omkranset af imponerende klippeformationer, som er flere millioner år gamle. Mange af klipperne huser huler, hvor Cubas oprindelige befolkning gemte sig for spanierne, da de kom for at kolonisere Cuba. Vi besøger en af disse huler, som også har en lille undersøisk flod, vi skal sejle på. Ved frokosttid tager vi hen til ”den præhistoriske mur”, som er et stort maleri direkte på klipperne, der symboliserer den biologiske udvikling i området. Her findes også en hyggelig udendørs restaurant, hvor man tilbereder svinekød efter tradtionel cubansk opskrift, og her spiser vi frokost. Vi kører retur til Havanna, hvor vi er tilbage først på aftenen.
Dag 5. Havanna – Santiago de Cuba
Vi skal tidligt op, for vi har plads på det første morgenfly til Santiago de Cuba, som var Cubas første hovedstad. Her venter der os en spændende byrundtur. Byen er den meste caribiske by i Cuba, og her mærkes en tydelig indflydelse fra haitiansk, afrikansk og spansk kultur. Santiago de Cuba er en stærk rival til Havanna, når det gælder literatur, musik og politik. Smukt beliggende ved foden af Sierra Maestra-bjergene og ved en naturskabt havn kan Santiago de Cuba bryste sig af meget skønne omgivelser.
En af byens mest berømte bygninger er Moncada-kasernen, og skudhullerne i facaden vidner om Fidel Castros første forsøg på at afsætte præsident Batista. Castro og mere end hundrede revolutionære kammarater angreb kasernen i 1553, men missionen mislykkedes, og de fleste, som var involveret i angrebet, blev dræbt. Vi besøger også fortet El Morro, som ligger ud til den naturskabte havn, og som under kolonitiden blev bygget for at beskytte Santiago de Cuba mod fjender, især de sultne pirater, som hærgede Caribien på det tidspunkt.
Ifigenia-kirkegården i Santiago de Cuba er absolut også et besøg værd. Her ligger den store landsfader José Marti begravet. Han levede i det 19. århundrede og blev symbolet på frihedskampen mod den spanske kolonimagt. Han var blandt andet journalist, forfatter og også poet. Nogle kender måske hans digt ”Versos Sencillos” (Simple Vers), hvis ord er blevet brugt i sangen ”Guantanamera”.
Dag 6. Santiago de Cuba – Bayamo – Camagüey
Efter morgenmaden begiver vi os vestover, og i Bayamo skal vi besøge det absolut mest religiøse sted på Cuba, El Cobre-basilikaen, som ligger på en frodig bakketop. Kirken huser La Virgen de la Caridad (Velgørenhedens Jomfru), som er en statue af Jomfru Maria, og Paven gav den status som Cubas skytshelgeninde i 1916. Den lille statue blev fundet i 1608 nær El Cobre by. Nogle slaver og en indianer gik ved vandet og samlede salt, da de pludselig så en lille statue, som flød i vandet på et bræt. På brættet stod der”Jeg er Velgørenhedens Jomfru”. Siden den dag har man været overbevist om, at statuen har magiske kræfter, og mange har gennem tiderne bedt om jomfruens hjælp.
Om eftermiddagen ankommer vi til Camagüey, hvor vi skal overnatte. Byen ligger i den centrale del af Cuba, hvor terrænet er fladt, og landbrug er en vigtig del af befolkningens liv. De slanke og høje kongepalmer giver skygge til de mange køer, som græsser på markerne, og man fornemmer hurtigt, at Camagüey spiller en vigtig rolle i forbindelse med den nationale produktion af oksekød og mælk.
Dag 7. Camagüey – Sancti Spiritus – Trinidad
Vi starter dagen med at stifte nærmere bekendtskab med Camagüey by, som er domineret af hvide kolonibygninger med frodige grønne gårdhaver, der ligger inde bag facaderne. Byen er kendt for sine ”tinajones”, de store lerpotter, som i kolonitiden opsamlede regnvand og dermed hjalp med forsyning af koldt vand i de tørre perioder.
Vi begiver os ud på en byvandring i Camagüey, hvis bymidte er et virvar af små, snørklede gader. Ved Agramonteparken ligger den røde kirke, La Iglesia de Nuestra Señora de la Soledad, som blev bygget i 1776. Det er byens ældste kirke, og den har været vidne til den lokale helt Ignacio Agramontes dåb og bryllup. Kirken indeholder smukke, barokke freskoer malet på søjler og hvælvinger, og desuden har den et flot udskåret træloft. Vi skal også se den smukkeste koloniplads i byen, Plaza de San Juan de Dios, som er bemærkelsesværdigt godt bevaret. Den er omgivet af pastelfarvede bygninger, heriblandt en kirke og et tidligere hospital. Sidstnævnte blev bygget i det 18. århundrede og er i dag et vigtigt historisk monument.
Frokosten nydes i Sancti Spiritus, hvor vi også har tid til en kort byrundtur i den gamle bydel. Vi befinder os nu i Cubas geografiske centrum. Byen blev grundlagt i 1514 og kan bryste sig af at være den ældste by i det centrale Cuba. Den er dejlig at vandre rundt i, og de hundredvis af kolonibygninger kombineret med den dejlige beliggenhed ved Yayabofloden giver en helt unik oplevelse. Sidst på eftermiddagen kører vi til Trinidad på Cubas sydlige kyst.
Dag 8. Trinidad
Trinidad og omegn byder på spændende historie og seværdigheder. Vi starter dagen på den tidligere sukkerplantage Hacienda Manaca Iznaga, som Pedro Iznaga grundlagde i 1750. Slavehandel gjorde ham til en af landets rigeste mænd. Ved siden af hovedbygningen ligger et 44 meter højt tårn, hvorfra man holdt øje med, at slaverne ikke løb bort, når de arbejdede med at skære sukkerrør ude på dalens vidtstrakte marker. Ifølge legenden var Pedro Iznaga så rig, at han overvejede at belægge gulvene i sit palads med mønter i stedet for fliser, men de spanske myndigheder ville kun tillade det, hvis mønterne blev stillet på siden, da man jo ellers ville træde på kongens ansigt og landets våbenskjold.
I 1800-tallet blev der bygget mere end 50 sukkermøller i dalen omkring Trinidad, hvilket gjorde byen til en af Cubas rigeste. Resterne af møllerne findes stadig i den frodige dal, der ligger omgivet af grønne bjerge. Trinidad og Valle de los Ingenios, Sukkermølledalen, er begge erklæret for verdenskulturarv af UNESCO.
Trinidads traditionelle arkitektur fra kolonitiden regnes blandt den absolut mest velbevarede, ikke kun på Cuba, men i hele Latinamerika. Husenes røde teglstenstage står i fin kontrast til de blomsterrige, grønne gårdhaver. Bag de tilskoddede vinduer gemmer der sig fine møbler af kurveflet og mahogni, sirlig vægornamentering og gamle malerier. Søjler udhugget i sten, filigran-porcelæn, udskårne trædøre og støbejernsporte. Denne overdådighed gør nærmest byen til et levende museum.
Vi tager en byvandring i Trinidad, der ser ud, som da spanieren Diego Velázquez grundlagde den i 1514, selv om nogle bygninger selvfølgelig er lidt ramponerede. Men arkitekturen er betagende. De store herskabsboliger og godser, som sukkerbaronerne byggede under sukkerboomet i 1800-tallet, er fine eksempler på den spanske barokstil, som man også finder andre steder i Latinamerika. Mange af boligerne er nu omdannet til museer eller gallerier. De besynderligt formede, brolagte gader hælder mod midten for at dræne regnvandet. Vi besøger det romantiske museum, der huser en samling af møbler, porcelæn og brugskunst fra Trinidads blomstringstid samlet fra forskellige huse i området.
Vi spiser frokost på hotellet, og herefter er eftermiddagen til fri disposition. Du kan udforske byen yderligere eller nyde den dejlige strand ved hotellet.
Dag 9. Trinidad – byrundtur i Cienfuegos – Havanna
På vej nordpå gør vi stop i Cienfuegos, hvor vi skal på byrundtur. Byen med cirka 150.000 indbyggere regnes for én af landets smukkeste med sin markante arkitektoniske stil og placering ved en stor bugt ud til Det Caribiske Hav. Byen fungerer som en af Cubas vigtigste havnebyer og har gennem mange år tjent mange penge på produktion af kunstgødning, mel, olieraffinering og fiskeri samt handel med sukker, frugt og tobak. Cienfuegos er derfor en af landets mest velhavende byer. Vores byrundtur tager os forbi Cienfuegos' gamle bydel, som er på UNESCO's liste over verdens kulturarv, og det smukke Tomas Terry-teater fra 1895 med dets elegante balkoner og loftmalerier. Teatret, som stadig er i brug, er et af de ældste i Latinamerika. Vi fortsætter videre til Havanna.
Dag 10. Havanna og hjemrejse
Dagen i Havanna er til fri disposition. Der er mulighed for at tage på det lokale souvenirmarked i den gamle bydel, inden vi hen på eftermiddagen kører til lufthavnen for at tage flyet hjem til Danmark.
Dag 11. Ankomst til København
Vi lander i København med kufferten og hjertet fyldt af gode cubanske oplevelser.