Albatros Travel

Darwins Galapagos  

Galapagoskrydstogt blandt søløver og skildpadder, og indianerkultur i Andesbjergene
– med dansk rejseleder, 16 dage

På trods af en relativt beskeden størrelse er Ecuador et af verdens mest varierede lande. Denne rejse fører os til flere af Latinamerikas højdepunkter. Rejsen tager os til det vældige Andeshøjland, hvor vi med udgangspunkt i Quito skal opleve det fantastiske indianske marked ved Otavalo samt landsbyer i det omkringliggende område. Vi oplever Andeskædens spektakulære vulkaner. Der bliver også tid til at se det gamle Quito med imponerende kirker, smukke pladser og gamle bygninger.

På turens anden del tager vi på et 8 dages krydstogt til de verdensberømte Galapagosøer. Her, blandt søløver, pelikaner, havleguaner og skildpadder, skal vi se en helt anden side af Ecuador, og opholdet på den fascinerende øgruppe er sandsynligvis den største naturoplevelse på det sydamerikanske kontinent.

Galapagosøerne ligger 1000 kilometer ude i Stillehavet fra Ecuadors kyst, og både hvad angår fysisk udseende og natur, adskiller de sig fuldstændigt fra fastlandet. Derfor føles den lange flyvetur nærmest som en rejse til en helt anden verdensdel.  Allerede ved ankomsten til Galapagosøernes lille lufthavn fornemmer man, at dette sted er enestående. Ved ankomsten fortsætter vi omgående til vores motoryacht, der er vores hjem de næste dage. Der kastes anker og vi begiver os af sted mod eventyrets første mål.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:

For at Albatros’ kunder får den mest uforfalskede oplevelse af dette naturparadis, benytter vi kun små bekvemme motoryachter, der tager maksimum 16 passagerer i otte kahytter (hver kahyt har eget bad/toilet). Alt i alt en rejse, der må betegnes som den ultimative Ecuador-rejse!

Rejsen stiller ingen større fysiske krav til deltagerne, men på grund af højderne og den tynde luft kan det forekomme anstrengende at opholde sig i Quito, og når vi besøger Antisana-vulkanen. Landgangene på Galapagos kræver, at man ikke er gangbesværet, men alt i alt burde alle som er i almindelig god fysisk form kunne deltage.

Transport undervejs er med indenrigsfly, lejede busser og en 16 personers motoryacht.

Bemærk! Hvis Galapagosskibets sejlrute ændres, kan det blive nødvendigt at justere dagsprogrammet. Rejsen vil indeholde de samme højdepunkter, men rækkefølgen kan variere.

DAGSPROGRAM
Dag 1. København – Quito, Ecuador
Vi flyver fra København og ankommer til Quito sidst på eftermiddagen. Der er fuld forplejning på flyet i forbindelse med den oversøiske del.

Ecuadors hovedstad er tydeligt opdelt i to forskellige bydele. I den nye bydel finder man de fleste hoteller, restauranter og souvenirbutikker, og i den gamle bydel, der af UNESCO regnes til verdens kulturarv, dominerer den spanske kolonitids pladser, bygninger og imponerende kirker. Vores hotel ligger ved flere af de gode spisesteder og indkøbsområder og ligger ikke langt fra hovedgaden i den nye bydel. Den tynde luft (vi er i over 2.800 meters højde) betyder, at man hurtigt bliver forpustet, hvis man ikke holder tempoet nede, men de fleste sunde og raske mennesker har ikke de store problemer med denne højde. Mange vil mærke lidt hovedpine, hvilket indikerer, at tempoet skal yderligere ned, og mere vand skal indenbords. Man kan ikke drikke for meget vand.

Byen, der ligger omgivet af sneklædte vulkaner af op til seks kilometers højde, hører til blandt verdens smukkeste. Da vi kun befinder os 22 kilometer fra ækvator, er klimaet mildt og forårsagtigt året rundt. Den gamle 1700-tals-bydel med smukke, hvide huse bærer stærkt præg af den spanske kolonitid og er forbavsende velbevaret. Dagen er til fri disposition, og der er mulighed for at hvile ud efter den lange flyrejse. Rejselederen vil være behjælpelig med hensyn til muligheder for dem, der på egen hånd vil ud og se byen.

Dag 2. Quito. Byrundtur
Efter morgenmaden tager vi på byrundtur i Quitos pragtfulde gamle bydel med alle kolonibygningerne og Uafhængighedspladsen, hvor vi finder regeringsbygningen og den neoklassiske katedral.
Et af højdepunkterne er jesuitter-kirken La Campañia. Udsmykningen med de mange tons pladeguld overgår ens fantasi. Kirken er lige blevet istandsat, og et stort parti er belagt med et nyt lag guld. Inden vi kører til frokost, afslutter vi byturen med besøg på El Panecillo, som er en stor høj midt i byen med en pragtfuld udsigt over den gamle bydel og til den næsten 5.000 meter høje vulkan Pichincha. Byens vartegn, La Virgen, er ligeledes placeret på højen.

Dag 3. Papallacta
Når vi har spist morgenmad, begiver vi os op i Andesbjergene omkring Quito. Vejen fra Quito op til landsbyen Papallacta, der ligger i 3.300 meters højde små 65 kilometer øst for Quito, byder på en smuk køretur op gennem bjergene og små, afsidesliggende landsbyer. Papallacta er kendt for sine varme kilder og termiske bade. Her skal vi bade i de varme kilder i de store bassiner, hvor man i den kølige bjergluft kan nyde det varme vand og samtidig fryde sig over den skønne udsigt til Andesbjergene. Hvis du vil have massage eller benytte dig af andre af de wellnessprodukter, som stedet tilbyder, skal dette tilkøbes på stedet.
Læs mere her: www.termaspapallacta.com

Vi spiser frokost i Papallacta, og i løbet af eftermiddagen kører vi retur til Quito.

Dag 4. Quito – Antisana
Vi spiser morgenmad og tager efterfølgende på heldagstur til det smukke naturområde ved den omkring 5.700 meter høje Antisana-vulkan. Selve området er privat ejet, og vi skal derfor have speciel tilladelse for at komme ind på området, hvilket også er med til at begrænse mængden af besøgende. Landskabet på den kuperede højslette er et lidt råt landskab med lav bevoksning og den store Antisana-vulkan liggende i baggrunden. Der er et rigt dyreliv på omkring vulkanen, især mange fugle og ofte ser man kondorer, som svæver majestætisk over området. På højsletten ligger en gammel hacienda, hvor den gamle eventyrer og naturforsker Alexander von Humboldt boede, da han udforskede området i begyndelsen af 1800-tallet. Vi spiser frokost på den hyggelige gamle hacienda, og hvis der er enkelte rejsende, som på grund af højden finder vandreturene i området for anstrengende, kan man vente på haciendaen, mens gruppen udforsker området. Om eftermiddagen kører vi tilbage mod Quito.

Dag 5. Quito – Galapagos – Santa Cruz
Efter morgenmaden er der transport til lufthavnen og cirka 3-4 timers indenrigsflyvning til Galapagosøerne. Vi lander på øen Baltra nord for Santa Cruz, og efter en kort færgetur når vi frem til Santa Cruz.
Galapagosøerne ligger cirka 1.000 kilometer vest for Sydamerikas kyst i den kolde Humboldtstrøm, der med jævne mellemrum opvarmes og forvandles til naturfænomenet El Niño, med ubehagelige følger for klimaet mange steder på jorden. Det næringsrige kolde vand, der kommer helt fra Antarktis, indeholder relativt megen ilt. Den megen ilt og næring er grundlaget for øernes enestående plante- og dyreliv. Galapagos består af mange små øer, hvoraf de mindste blot er golde klippetoppe, der akkurat når over havoverfladen. Kun fire af de største øer er beboede, mens de øvrige henligger mere eller mindre uberørt som et gigantisk naturhistorisk museum.

Galapagosøerne udgør toppene af en lang vulkansk kæde, der rejser sig 2-3.000 meter over havbunden. Gennem årtusinder har mange forskellige dyr og fugle svømmet, flydt eller fløjet til disse isolerede øer, hvor de har udviklet og tilpasset sig forskellige, varierende livsvilkår. Derfor adskiller såvel flora som fauna sig ganske radikalt fra fastlandet og sågar fra ø til ø. Omkring 20 % af alle fisk i havet omkring Galapagos er endemiske, hvilket også gælder halvdelen af alle planter og de fleste fugle samt alle landlevende dyr. De endemiske arter varierer markant fra tilsvarende eller beslægtede arter andre steder.

Charles Darwin ankom i 1835 til Galapagos på sin lange odyssé som naturforsker på skibet HMS Beagle. Han fandt enhver forskers paradis; et sandt orgie af forunderlige naturfænomener med kæmpekrabber, rovfugle og søløver, kæmpeskildpadder og havleguaner, som kunne studeres på mindre end én meters afstand. Hver art varierede i udseende og adfærd fra ø til ø til trods for, at de øjensynligt stammede fra samme oprindelige art.

Darwin brugte mange år til at tænke over sine iagttagelser og ikke mindst konsekvenserne heraf, inden han udsendte sit ultimative værk: ”Arternes oprindelse”. Hermed revolutionerede han verdens syn på menneskets udvikling. Dyr og mennesker var ikke sat på jorden i den aktuelle form, men var resultatet af en lang udvælgelsesproces, hvorunder de bedst egnede eller tilpassede individer overlevede længst og dermed videregav arveanlæg til næste generation, der således blev en anelse bedre tilpasset miljøet og så fremdeles. 

Dyrelivet på Galapagos er i store træk uforandret siden Darwins tid, og man kan praktisk talt selv følge de iagttagelser, der danner baggrund for evolutionslæren. Desværre har forskellige nye arter fra fastlandet fået fodfæste på Galapagos og truer visse steder miljøet ganske voldsomt, men forskerne er naturligvis meget opmærksomme på dette problem.

Vi besøger Charles Darwin Instituttet, der oprindeligt er grundlagt med henblik på forskning og vedligeholdelsen af Galapagos som en stor nationalpark i verdensklasse. Forskningen tager naturligvis udgangspunkt i evolutionslæren, men der bruges også mange kræfter på at bevare naturen i dens oprindelige unikke og uspolerede form på trods af skadedyr, turisme og de faste beboeres slitage. I dag er mange lokale inddraget og direkte afhængige af Galapagos’ bevarelse og beskyttelse. Darwin Instituttet består af nogle få bygninger, der huser forskningsafdelingen, et bibliotek, museum og forskere samt dyrepasserne, der tager sig af de store skildpadder m.v. Centeret kører et rehabiliteringsprojekt for skildpadder i forbindelse med museet. Vi er således garanteret at se de berømte kæmpeskildpadder her på Santa Cruz. Vi sejler om aftenen.

Dag 6. Sante Fe og Plazas
Den lille ø Santa Fe er mest berømt for sine store kolonier af søløver, som vi bogstaveligt talt kommer til at vade rundt imellem. Hannerne er ikke overvældende aggressive, men man skal nu alligevel være en lille smule påpasselig, for de flytter sig ikke for en. Der er to stisystemer, der begge giver os mulighed for at se den sjældne Santa Fe landleguan og de flotte kaktus. I havet omkring øen er der igen gode snorklemuligheder, og her ses ofte store pilerokker og havskildpadder i det klare vand.

Vi fortsætter til de mindre Plazas-øer, som ligger lidt øst for hovedøen Santa Cruz. Atter et sted, som møder os med et rigt dyreliv. Blandt de mange fuglearter er de store fregatfugle og pelikaner. Ved øerne er der søløvekolonier, og på land går de store landleguaner omkring mellem de mange kaktustræer.

Dag 7. San Cristóbal – Punta Pitt og Isla Lobos
Vi starter formiddagen ud med at besøge vulkanformationen Punta Pitt på den østlige side af øen San Cristóbal. Her vandrer vi på en sti der både byder på strand og naturlige udsigtspunkter på vores vej op ad de vulkanske aflejringer. Som det eneste sted på Galapagosøerne kan man se alle tre sule-arter (blåfodet sule, rødfodet sule og den sort-hvide maskesule), da sulerne her ikke skal konkurrere om føden og dermed kan leve i fred og fordragelighed sammen. Her lever også to slags fregatfugle og her er endvidere søløvekolonier man kan fæste sine øjne på.

Eftermiddagen tilbringer vi på Isla Lobos, der betyder Søløve øen. Øen ligger lige ud for San Cristóbals kyst og som navnet indikerer, er det her mange søløver vælger at gå i land, for at sole sig eller boltre sig rundt blandt hinanden i kolonierne. Det er også et fantastisk sted at snorkle, så måske du kan være heldig at snorkle rundt under blandt en enkelt søløve eller to. Søløverne deler også øen med de blåfodede suler, hvis fødder spiller en vigtig rolle, når det er tid til at parre sig – hvis ikke fuglene får nok føde, blegner fødderne, og så er der lukket for det varme vand hos hunnerne. 

Dag 8. San Cristóbal
Vi er i nærheden af San Cristóbal og i dag skal vi ind til hovedbyen Puerto Baquerizo Moreno. Her besøger vi et informationscenter, som ligger lidt uden for Puerto Baquerizo Moreno. Her vil vi få en introduktion til det fantastiske dyre- og planteliv som er på øerne og også en indgang til øernes lidt pudsige nyere historie.

Efter vores centerbesøg fortsætter vi til Tijeretas Hill (Fregatfuglebakken). Fregatfuglen kendes også som ”tijeretas” (tijeras betyder saks) på grund af formen på deres haler. Bakken har fået sit navn efter de mange fregatfugle, der har deres kolonier her. Ud over Tijeretas Hill byder øen også på en kanon fra anden verdenskrig, der i 1970’erne blev brugt af den ecuadorianske hær til militærøvelser. Der venter os også en helt spektakulær panoramisk udsigt fra kysten over mod Leon Dormido (De sovende løver), en lodret klippe, der rejser sig 200 meter op fra havoverfladen.

Om eftermiddagen fortsætter vi til en smuk strand, hvor vi kan nyde vejret og se søløver og havleguaner. Sidst men ikke mindst, skal vi op i højlandet, hvor vi håber at opleve nogle af de kæmpe skildpadder, som lever i området.

Dag 9. San Cristóbal – Ochoa-stranden
I dag skal vi besøge den smukke Ochoa strand, der både er et eminent snorkleområde og som har en stor søløvekoloni. Men i dag er det ikke kun dyrelivet vi vil udforske, vi skal se nærmere på den meget hårdføre træart Piscidia carthagenensis, der på spansk hedder matazarno. Træet er et godt byggemateriale på grund af dets hårdhed og modstandsevne over for vind og vejr.

Spøgelseskrabber og eremitkrebs er nogle af de arter, der også er at finde på øen, og tæt ved stranden er der et bassin, der besøges af trækfugle og Nesomimus melanosis , San Cristóbals helt egen art af spottefuglen.

Dag 10. Española
Om morgenen går vi i land på Española, den sydligste af øerne. Ved Gardener Bay, som er en vidunderlig strand, kan man gå en lang tur for sig selv i koral-sandet eller snorkle fra gummibådene. Om eftermiddagen besøger vi Punta Suarez på Española, hvor vi finder noget af verdens ypperste dyreliv. Her lever mange unikke dyrearter i store mængder, der kun findes her. Vi skal se de specielle havleguaner med de kobberrøde pletter (nogle af de største havleguaner findes på Española), svalehalemåger, lava-firben, Darwins finker, spottedrosler og blåfodede suler. Samtidig er området ved Punta Suarez den eneste yngleplads i verden for Galapagos-albatrossen (kan ses ca. maj-december).

Dag 11. Floreana
Vi skal i land på øen Floreana, der har en interessant historie præget af pirater, straffefanger, hvalfangere og kolonister. Talrige fartøjer er landet på disse øer for at koge suppe på de store skildpadder, der har givet øerne deres navn (“galapago” betyder saddel på spansk). Darwin fik inspiration til sine bøger og teorier, da han hørte viceguvernøren fortælle, at han kunne sige helt præcist, hvilken ø, en skildpadde kom fra, blot ved at kaste et blik på skjoldet. Ligesom på Española yngler store havskildpadder her, og vi kan ofte se de brede “kampvognsspor” i sandet på stranden. Kommer man tidligt om morgenen, kan man være heldig at se en udmattet havskildpadde på vej tilbage til vandet efter det hårde gravearbejde og æglægning.  

I en lille saltvandslagune, holder den store flamingo til. Flamingoerne lever især af små rejer og bittesmå krabber, som selv søger føde i lagunens organiske materiale. Vi vil formentlig også se en lang række andre vadefugle i området.  

Vi besøger endvidere Devil’s Crown, der er en undersøisk vulkan, hvor kun toppen af krateret er synligt over havoverfladen (heraf navnet). Ved Devil’s Crown finder vi noget af den bedste snorkling på øerne. I havet ser vi talrige farvestrålende fisk, pigrokker og småhajer, og vi vil formentlig også få selskab af søløver. Hvis det er muligt, besøger vi Post Office Bay og det historiske posthus. Historien går mange hundrede år tilbage. Når søfolk kom forbi Floreana, lagde de breve, de ønskede at sende hjem, på “posthuset” (en tønde), og tog så selv de breve med videre, som skulle til den destination, de var på vej mod. Traditionen er bevaret for de rejsende, som besøger Floreana, og vi får på denne måde mulighed for at sende et postkort.

Dag 12. Santa Cruz – Baltra – Quito
Vi er kommet frem til Santa Cruz, hvor vores krydstogt slutter. Vi fortsætter til højlandet på Santa Cruz, hvor der er en stor sandsynlighed for at opleve de store skildpadder på nærmeste hold. Hver ø havde oprindelig sin egen type skildpadde (man taler om to hovedgrupper med mange indbyrdes variationer, men grundlæggende hører alle til samme art, Geochelone elephantopus), bortset fra den store ø Isabella, der består af 5 store vulkaner med uigennemtrængelig lavaørken imellem sig, hvilket har medført, at hver vulkan har sin egen skildpadde. Skildpaddernes hovednæringskilde er figenkaktus, og bemærkelsesværdigt er det, at alle øer med skildpadder har udviklet høje, træagtige kaktus med spidse stive torne, mens øer uden skildpadder har lave, udfoldede kaktus med bløde torne.

Forventet afrejse med fly fra Galapagos omkring middag med forventet ankomst til Quito sidst på eftermiddagen. Ved ankomst er der transport til vores hotel.

Dag 13. Quito
Vores næstsidste dag i Quito er til fri disposition. Rejselederen vil være behjælpelig med forslag til ture i og omkring Quito. En mulighed kunne være at tage en tur til toppen af de omkringliggende bjerge med byens svævebane, som er blevet en stor attraktion både blandt rejsende og ikke mindst byens egne indbyggere. Her kan man nyde den fantastiske udsigt fra toppen og begive sig på mindre vandreture i den nærmeste omegn af svævebanen (men pas på, da vandring i disse højder er krævende). Svævebanen er for egen regning.

Dag 14. Quito – Otavalo
Om morgenen kører vi mod Otavalo, hvor vi skal besøge det maleriske og berømte indianske marked. Her sælges alt mellem himmel og jord, og stemningen med de mange indianere fra landsbyer i hele højlandet er fantastisk. Hver lille landsby har deres specielle mønstre vævet i dragterne, og mange bærer særprægede hovedbeklædninger. Det er muligt at købe smagfulde vævede souvenirs, keramik, smykker og træskærerarbejder. Vi spiser frokost i landsbyen Cotacachi. Vi er tilbage i Quito sidst på eftermiddagen.

Dag 15. Afrejse Quito
Formiddagen er til fri disposition, inden vi tager til lufthavnen.

Dag 16. Ankomst Danmark
Forventet ankomst til København i løbet af eftermiddagen.

Rejsemål
Ecuador

fakta om ecuador

Hovedstad: Quito
Indbyggere: 15 mio.
Sprog: spansk, indianske sprog
Religion: katolicisme
Valuta: amerikansk dollar
Klima: tropisk ved kysterne og i junglen, køligere i højderne

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00