Albatros Travel

Det gyldne Thailand  

Oplev det bedste af smilets land
– med dansk rejseleder, 15 dage

På denne alsidige Albatros-rundrejse får du det bedste af Thailand på 15 oplevelsesrige dage. Vi besøger den myldrende hovedstad Bangkok, det historiske og naturskønne område omkring floden Kwai samt templer og historie i Midtthailand med Ayutthaya og Sukhothai. På vores videre færd til det bjergrige og frodige Nordthailand har vi en smuttur til Den Gyldne Trekant, hvor grænserne mellem Thailand, Laos og Burma mødes. Undervejs skal vi ride på elefanter og lære at lave thailandsk mad, og så afslutter vi rejsen med tre dages badeferie.

Vi begynder eventyret i Bangkok, hvor vi blandt andet får en spændende sejltur på byens kanaler, klongerne. Vi skal også opleve det buddhistiske Bangkok med buddhaer, templer og morgensang i et kloster, inden vi forlader hovedstaden til fordel for Mae Klong-deltaet og et af flodens flydende markeder. Vi fortsætter til floden Kwai med broen og jernbanen, som blev bygget af allierede krigsfanger under 2. verdenskrig, og afslutter dagen med en ridetur på elefanter og en stemningsfuld middag ved flodbredden.

Den gamle kongeby Ayutthaya er næste mål, og vi har god tid til at beundre de fantastiske ruiner af templer og paladser, inden vi til aftensmad skal udforske det lokale markeds udbud af thailandske specialiteter. Vi skal på sejltur på floden Sakae Krang, hvor vi kommer forbi frodige landskaber og flydende landsbyer og besøger spejltemplet Wat Tha Soong. På vores vej videre nordpå besøger vi to historiske byer, der er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv: Sukhothai og Satchanalai, de vigtigste byer i Sukhotai-kongeriget. Vi fortsætter videre forbi junglebevoksede bjerge til en af Thailands nordligst beliggende byer, Chiang Rai. I Chiang Rai ser vi et par af byens flotte templer, inden vi fortsætter til Den Gyldne Trekant – det berygtede opiumsområde, hvor grænserne mellem Thailand, Burma og Laos mødes.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:
Kr. 13.990,-
15 dage
Fra Aalborg/ Aarhus/ Billund/ København
Kr. 13.990,-
15 dage
Fra Aalborg/ Aarhus/ Billund/ København

På en sejltur på Mae Kok-floden besøger vi nogle af områdets mange bjergstammer, inden vi kører til Chiang Mai – Nordthailands største by. Vi skal lære at lave vores egne thairetter på en madlavningsskole, der ligger naturskønt lidt uden for byen, og vi skal også en tur ud i landskabet med besøg i en landsby og på et lokalt kaffe-projekt. Vi afslutter dagen med et tempelbesøg, mens mørket falder på, og de fleste andre besøgende er gået hjem. Efter at have stiftet bekendtskab med Chiang Mais store produktion af kunsthåndværk tager vi næste dag nattoget til Bangkok, hvortil vi ankommer næste morgen. Turen fortsætter ud mod kysten til badebyen Cha-am og de langstrakte strande, hvor vi har tre dage til strandliv og afslapning.
 

dagsprogram

Dag 1. Afrejse fra Danmark
Der er fuld forplejning om bord på flyet.

Dag 2. Ankomst til Bangkok, Thailand
Efter vi lander i Bangkok, kører vi direkte til vores hotel i centrum af byen. Når vi har tjekket ind, er resten af dagen på egen hånd, så alle kan begynde rejsen i eget tempo. Der er gode muligheder for at lade shoppetrangen få frit løb, og rejselederen vil være behjælpelig med forslag til butikker og indkøbsområder. Overnatning i Bangkok.

Dag 3. Det buddhistiske Bangkok, sejltur på kanalerne
I dag står vi tidligt op for at opleve munkenes morgenbøn i Wat Po-klostret. Herefter går vi en tur på klostrets område og ser den berømte 45 meter lange liggende Buddha. Vi fortsætter til det kongelige palads, Grand Palace, som er guld, guld og mere guld. I Thailand er kongefamilien allestedsnærværende, og de kongelige bygningsværker og den kongelige kunst er blandt Bangkoks allermest spændende attraktioner. Mellem Grand Palaces guld gemmer sig skatte som smaragdbuddhaen Phra Kaew og Phra Mondop-bygningen med hellige skrifter udført på palmeblade. Mellem skattene og de silkebetrukne puder med guldtråd vrimler det med mennesker, som udfører religiøse ritualer eller står i kø ude ved de tolv pavilloner omkring Wat Phra Kaew.

Vi spiser frokost på en lokal restaurant, og herefter skal vi se nærmere på et af byens travle markeder og derefter på en sejltur dybt ind i Bangkoks vandveje. Mens vi sejler ad kanalerne, der skærer gennem byen – lokalt kaldt klonger – ser vi både templer og dagligliv, som det udspiller sig her i en af verdens største byer. Undervejs besøger vi museet for de kongelige chalupper, hvor de fine flodbåde fortæller historien om dengang, kanalerne var den primære transportvej i Bangkok. På vej tilbage lægger vi vejen forbi morgengryets tempel, Wat Arun. Overnatning i Bangkok.

Dag 4. Bangkok – Kanchanaburi. Flydende marked, floden Kwai, elefantridning og grillmiddag
I dag har vi et tætpakket program. Vi kører derfor tidligt om morgenen mod Samut Songhkhram i Mae Klong-floddeltaet. Her besøger vi et marked langs jernbanesporene og senere det flydende marked Damnoen Saduak. Vi kører videre til Kanchanaburi, hvor vi skal spise frokost på en restaurant tæt på den berømte bro over floden Kwai, som blev bygget af allierede krigsfanger under anden verdenskrig. Vi ser også krigskirkegården, hvor næsten 7.000 krigsfanger er begravet, mange af dem døde under opførelsen af jernbanen. På JEATH Krigsmuseet, som vi også skal besøge, har man i den store udstilling blandt andet genskabt en barak, der viser, hvordan de allierede krigsfanger boede.

Sent på eftermiddagen ankommer vi til Taweechai-elefantlejren, hvor elefanterne vil demonstrere forskellige færdigheder, inden vi skal ride på dem og sejle på bambusflåder, mens vi ser områdets dyreliv og nyder aftenens begyndende kølighed. Vi slutter turen med at give elefanterne – og måske os selv – en kølende dukkert! Ved elefantlejren bliver der dækket op ved flodbredden til en stemningsfuld grillmiddag med levende lys under åben himmel. Overnatning i Kanchanaburi.

Dag 5. Kanchanaburi – Ayutthaya. Royale ruiner og markedsmiddag  
Efter morgenmad fortsætter vi rejsen mod den gamle kongeby Ayutthaya. Området, vi kører igennem, er domineret af frodig landbrugsjord og junglebevoksede bjerge.  Vi begynder vores besøg i Ayutthaya med at se Bang Pa In-sommerpaladset og de majestætiske kongelige palæer, inden vi fortsætter ind i den fantastiske ruinby med de historiske templer.

Ayutthaya var hovedstad i Siam i perioden fra 1350 til 1767, hvor burmeserne invaderede byen, som på det tidspunkt var en af Asiens største og mest storslåede med et blomstrende handels- og kulturliv. Her åbnede Danmark sin første ambassade omkring 1689, som det andet land efter Portugal.

De mange paladser og templer i den engang så storslåede hovedstad står i dag tilbage som en flok fine ruiner. Vi ser blandt andet ruinerne af det gamle kongepalads, som var forbilledet ved bygningen af Grand Palace i Bangkok. Her mellem levnene af de historiske bygninger får vi en god fornemmelse af, hvilken pragt og skønhed der omgav de få europæiske besøgende, der dengang kom i audiens hos den thailandske kongefamilie. Turen rundt i Ayutthaya tager os også forbi templerne Wat Phra Si Sanphet og Wihaan Mongkhon Bophit med en af Thailands største buddha-figurer, en siddende bronzebuddha.

Hvis vi får tid, besøger vi derefter en lokal produktion af kunsthåndværk og fortsætter til markedet, hvor aftensmaden skal indtages. Rejselederen giver gode tips til, hvilke af de lokale delikatesser vi kan vælge fra de mange madboder. Overnatning i Ayutthaya.

Dag 6. Ayutthaya – Phitsanuloke. Flodsejltur og Wat Tha Soong-templet
Om morgenen kører vi til Uthai Thai-provinsen, hvor vi skal på en sejltur på floden Sakae Krang. Undervejs spiser vi frokost om bord, mens vi sejler forbi frodige landskaber og flydende landsbyer, hvor husene er bygget på flåder. Nogle af indbyggerne dyrker pandanus-planter og har små dambrug i bambus-bur nedsænket i vandet.

Vi står af båden og besøger templet Wat Tha Soong, hvis spejlmosaik får bygningerne til at skinne, så man får helt ondt i øjnene. Indenfor kan vi beundre mere spejludsmykning og den balsamerede munk Luang Pho Ruesi Ling Dam, som var tilknyttet templet. Vi kører videre til Phitsanuloke, hvor vi overnatter.

Dag 7. Phitsanuloke – Sukhothai – Chiang Rai
På vej til Chiang Rai stopper vi i Sukhothai, hovedstaden i det gamle Sukhothai-kongerige, der eksisterede i årene 1238-1438. Ruinbyen er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv, og her ser vi templer og majestætiske paladsbygninger, inden vi fortsætter nordpå til endnu en UNESCO-listet by – Satchanalai, den næstvigtigste by i Sukhothai-kongeriget. Resten af køreturen går nordpå gennem junglebevoksede bjerge, og vi spiser frokost undervejs, inden vi når Chiang Rai. Chiang Rai, som gennemstrømmes af Mae Kok-floden, er hovedstad i den nordthailandske Chiang Rai-provins tæt på grænsen til Burma. Her bor omkring 62.000 mennesker, hvoraf 12,5 procent tilhører områdets mange bjergstammer.

Efter indcheckning på vores hotel er resten af dagen til fri disposition.

Dag 8. Chiang Rai. Byrundtur og Den Gyldne Trekant
Vi begynder dagen med en byrundtur til nogle af Chiang Rais seværdigheder. Vi får en fornemmelse af dagliglivet i byen, når vi besøger det største marked, hvor frisk frugt og grønt falbydes sammen med ris og farvestrålende chilipastaer. Vi ser nogle af byens smukke templer, blandt andet Wat Phra Kaew med en buddhastatue i messing og kobber, og den kridhvide Wat Rong Khun. Opførelsen af templet blev først begyndt i 1997 og er stadig undervejs, men det foreløbige resultat er mildest talt betagende; som en eventyrpagode dækket af sne.

Vi spiser frokost på en lokal restaurant, inden vi kører ud ad byen mod Den Gyldne Trekant, hvor vi med egne øjne kan se, hvor grænserne mellem Thailand, Burma og Laos mødes. Her er et leben med handlende, der krydser over grænsen via broen over Mekongfloden.
Overnatning i Chiang Rai.

Dag 9. Chiang Rai – Chiang Mai. Flodsejltur og besøg hos bjergstammer
I dag skal vi ud at sejle på Mae Kok-floden, hvis bredder bevokses af frodig skov og jungle, afbrudt af spredte landsbyer befolket af nogle af områdets mange bjergstammer som Karen-, Akha-, Lisu-, Meo- og Muser-folket. Vi besøger et par af dem inden frokost i Thaton, en by langs floden, som indtil begyndelsen af 1900-tallet hørte til Burma, inden grænsen blev flyttet længere nordpå.

Vi fortsætter med bus gennem det smukke, bjergrige landskab til Chiang Mai, Nordens rose, som byen kaldes. Chiang Mai er Nordthailands største og vigtigste by med omkring 150.000 indbyggere, og byen er over 700 år gammel. Bymidten omkranses af en bymur og en voldgrav som påmindelse om dengang, området konstant var under trussel fra Burma. Overnatning i Chiang Mai.

Dag 10. Chiang Mai. Madlavningskursus, kaffe-projekt, besøg hos Hmong-folket og Wat Prathat Doi Suthep-templet
Lækre thairetter har vi fået mange af på denne rejse – og nu skal vi selv lære at lave dem! Vi kører 17 kilometer uden for byen til en madlavningsskole, der har egen økologisk køkkenhave. Undervejs stopper vi ved et lokalt marked for at se nogle af de ingredienser, vi skal stifte nærmere bekendtskab med på vores madlavningskursus.

Når vi ankommer til skolen, skal vi ud og samle grønsager, frugt og krydderurter fra haven til dagens madlavning. Der fokuseres på en håndfuld traditionelle thairetter, som vi instrueres i at lave trin for trin – alle kan være med. Ved frokosttid sætter vi os ned på terrassen og nyder vores kulinariske frembringelser sammen med udsigten over bjergene i horisonten.

Om eftermiddagen kører vi op i bjergene til et kaffe-forskningsprojekt og får en kop af den lokale arabica, omringet af fantastiske blomstermarker. Vi fortsætter til en landsby beboet af folk fra Hmong-stammen, som stadig går klædt i traditionel klædedragt og dyrker en kultur, der går 500 år tilbage.

Dagen afsluttes med et besøg i Nordthailands helligste tempel, Wat Prathat Doi Suthep oppe i bjergene. De fleste andre besøgende vil på dette tidspunkt have forladt templet, så vi – og munkene – har det næsten for os selv. Til dette besøg bør vi være passende klædt, det vil sige i tøj, der dækker skuldre og knæ. Efter en rundtur i det smukke tempel får vi lejlighed til at høre munkenes messende aftenbøn, og på køreturen tilbage til Chiang Mai kan vi nyde den fantastiske udsigt over byens mange lys, som bryder aftenmørket.
Overnatning i Chiang Mai.

Dag 11. Chiang Mai og kunsthåndværk – nattog mod Bangkok
Den første del af dagen i dag er helliget de forskellige former for kunsthåndværk, som Chiang Mai er berømt for. Vi skal blandt andet se væverier, der laver thaisilke og bomuldsstoffer, vi ser papirfremstilling, keramikovne med traditionelt stentøj, lakvarer, teaktræsudskæringer, smykker og sølvtøj. Her bliver rig mulighed for at gøre indkøb!

Herefter er vi lige tilbage at vende ved hotellet, hvor vi har fået lov til at checke sent ud. Vi kører derefter til togstationen, hvor nattoget til Bangkok venter. Vi rejser på 2. klasse, som har fin komfort med sengeopredning og aircondition.

Dag 12. Ankomst til Bangkok – Cha-am
Vi ankommer tidligt om morgenen til Bangkok og spiser morgenmad, inden vi kører til Cha-am i bus. Efter ankomsten og indtjekning på hotellet i Cha-am er resten af dagen til fri disposition. Byen er kendt for sine lange sandstrande, hvor der er masser af plads til at slænge sig imellem dukkerterne i Den Thailandske Bugt. Langs strandene finder du boder og serveringssteder med god og billig mad. Overnatning i Cha-am.

Dag 13. Cha-am
Cha-am ligger omkring 28 kilometer fra den store badeby Hua Hin, men er mindre og roligere end den store nabo. Her er heller ikke nær så mange udenlandske turister, men mange besøgende fra Bangkok i weekenden og i ferier. Hele dagen er til fri disposition – og hvis du trænger til lidt byliv og shopping, ligger Hua Hin ikke mere end en halv times kørsel fra hotellet. Rejselederen er gerne behjælpelig med at bestille taxier. Overnatning i Cha-am.

Dag 14. Cha-am og hjemrejse
Formiddagen er fri til en sidste svømmetur i det lune hav, og sidst på eftermiddagen checker vi ud og forlader vores hotel. Vi kører til Bangkok, hvor flyet hjem mod Danmark venter. Der er fuld forplejning om bord på flyet.

Dag 15. Ankomst til Danmark

Rejsemål

fakta om thailand

Hovedstad: Bangkok
Indbyggere: 66,5 mio.
Sprog: thai
Religion: buddhisme
Valuta: baht
Klima:
tropisk, regnfuldt og varmt monsunvejr (maj-september), tørt og køligt monsunvejr (november-marts). På den sydlige landtange er det varmt og fugtigt året rundt

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00