Albatros Travel

Det bedste af Burma 

Rundrejse til Burmas største seværdigheder: Yangon, Bagan, Mandalay og Inlé-søen.
- med dansk rejseleder, 12 dage

Burma byder på et yderst farverigt og fascinerende gadebillede: Kronragede munke i orangerøde kjortler, betelblads-tyggende mænd og kvinder, oksekærrer, cykeltaxier og livlige, lokale markeder. Buddhisme og ældgamle traditioner side om side med koloniarkitektur, tehuse og en gryende modernisering i de større byer. Og på trods af landets stramme, politiske styring mærker du hurtigt, at der på ingen måde mangler hjerterum i dette glemte og på mange måder uopdagede, sydøstasiatiske land!

Rejsen begynder i Yangon (også kendt som Rangoon), landets største by, hvis kendetegn er den guddommeligt smukke Shwedagon-pagode – dekoreret med guld og tusindvis af diamanter. Herfra flyver vi nordpå til Bagan, landets første kongelige hovedstad, som af mange sidestilles i storhed med Cambodjas Angkor Wat. I et område på 42 Km² findes der mere end 3.000 templer – vi ser de bedste af dem! Og vi skal naturligvis også opleve tempelbjerget Popa, kaldet Burmas svar på Olympusbjerget, hvor et pittoresk kompleks af klostre, stupaer og templer ligger tæt side om side på bjergtoppen. 

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:
Kr. 14.990,-
12 dage
Udsolgt
Kr. 17.990,-
12 dage

Videre i Mandalay, Burmas religiøse centrum, hvor flere hundredtusinder af buddhistiske munke har deres base og lever et liv i askese, oplever vi byens klostre med de fine traditioner for træskærerarbejde og et væld af kunstfærdige udskæringer og ornamenteringer. Vi besøger også den tidligere hovedstad Amapura, hjemsted for Burmas største kloster med kapacitet til mere end 1.000 munke og munkenovicer. Amapuras største trækplaster er den 200 år gamle og 1,2 kilometer lange gangbro i teaktræk – U Bein – som strækker sig smukt hen over Taungthaman-søen.

Fra Mandalay flyver vi videre til Inle-søen, som er berømt for sine flydende haver, og alt fra tomater til appelsiner bliver dyrket på disse små ”ponton-marker”.  Inlesøen er også kendt for de lokales helt særlige roteknik: Stående – og med det ene ben viklet om åren. Fra Inle skal vi ud at køre i tog, når vi besøger den lille, hyggelige by Kalaw, som ligger midt i de smukke bølgende bjerge, omgivet af te- og tobaksmarker.

Vi runder rejsen af i Yangon, hvor vi får de sidste indtryk og oplevelser med hjem fra Burma. 


DAGSPROGRAM

Dag 1. Afrejse fra Danmark
Vi rejser fra København med Thai Airways via Bangkok.

Dag 2. Ankomst til Yangon (Rangoon). Byrundtur
Vi ankommer om morgenen til Yangon (det engelske navn for byen er Rangoon), og efter check-in på vores centralt beliggende hotel tager vi Yangon i nærmere øjesyn på en spændende byrundtur.
Yangon er Burmas største by og var landets hovedstad fra 1885, hvor englænderne erobrede det nordlige Burma, frem til 2005, hvor hele statsadministrationen blev flyttet 320 kilometer nordpå til byen Naypyidaw. Yangon er dog uforandret landets økonomiske og intellektuelle centrum, og denne charmerende, tropiske storby byder på et spændende miks af moderne byliv side om side med smukke, buddhistiske pagoder og velbevaret, engelsk koloniarkitektur.

Vi besøger Botataung-pagoden, som står højt på listen over Yangons vigtigste helligdomme, da den siges at rumme relikvier (hår) fra selveste Buddha. Pagoden blev totalt ødelagt under anden verdenskrig, og ved genopbygningen ændrede man en lille, vigtig detalje i forhold til den oprindelige pagode – nemlig at den er hul, hvor pagoder ellers normalt er massive. 

Yangons ubetinget mest berømte bygningsværk er den betagende smukke, guld- og juvelbesatte Shwedagon-pagode, der troner majestætisk på den hellige bakke Singuttara lige midt i byen. Og uanset hvor man befinder sig, kan man altid orientere sig i forhold til den 98 meter høje, forgyldte pagode, der som et funklende fyrtårn leder byens besøgende på rette kurs. Ifølge legenden er Shwedagon-pagoden 2.500 år gammel, mens arkæologer anslår, den er bygget mellem 6.-10. århundrede. Pagoden er landets vigtigste, buddhistiske helligdom med besøg af mange tusinder af pilgrimme hvert år.  

Tæt ved Shwedagon-pagoden ligger Chaukhtatkyi–templet, hvor vi skal se den imponerende 67 meter lange, liggende Buddha-statue – en længde, der har kvalificeret den til titlen som Sydøstasiens største, liggende Buddha. Endelig kigger vi indenfor i en af byens grønne oaser, Kandawgyi-parken med den smukke Kandawgyi-sø (”den royale sø”).

Vi besøger også byens historiske kvarter, hvor man finder noget af Sydøstasiens bedst bevarede koloniarkitektur. I de små gader står gadehandlende og faldbyder alt fra kylling til papaja, og på selve hovedgaden i downtown, The Strand, ligger den ene storslåede bygning efter den anden – på linje med den berømte promenade The Strand i Singapore.

Vi skal naturligvis også smage på landet, og vi nyder en hyggelig frokost og velkomstmiddag sammen. Det burmesiske køkken læner sig op ad kinesiske, thailandske og indiske madtraditioner, og en typisk frokost- eller middagstallerken rummer ris eller nudler, masser af friske grøntsager, krydderier, fisk, rejer, kylling eller fårekød. Af religiøse grunde er svine- og oksekød sjældent på menuen. 
Overnatning i Yangon.

Dag 3. Yangon – Bagan. Besøg ved nogle af de tusindvis af templer og pagoder
Vi tager morgenflyet til Bagan, hvor et 42 km²  stort sletteområde er hjemsted for mere end 3.000 historiske, buddhistiske templer. Så langt øjet rækker, popper de karakteristiske, spidse, gyldne tempeltårne op i det flade slettelandskab, og det hele har et skær af mystik og uvirkeligt eventyrlandskab.

Startskuddet for byggeriet af det første tempel på Bagan-sletten lød i 1057 efter vor tidsregning. Og lige indtil Kublai Khans mongolske tropper 230 år senere erobrede området, føjede konge efter konge flere og flere templer til. 4.400 templer nåede det op på i alt, og på trods af naturmæssige udfordringer som jordskælv, oversvømmelse og erosion består altså mere end 3.000 templer den dag i dag. Området kandiderer til at komme på UNESCO’s liste over verdens kulturarv, men en verserende tvist mellem myndighederne og UNESCO om renoveringsmetoder har sat processen på stand by.

Vi bruger hele dagen i det betagende og storslåede Bagan-landskab, hvor vi ser udvalgte templer og pagoder. Solidt fodtøj kan anbefales, da vi kommer rundt på gåben, suppleret med en smuk hestevognstur.
Overnatning ved Bagan.

Dag 4. Bagan
Boderne bugner af frisk frugt, grøntsager, kunsthåndværk og tekstiler på det farverige, lokale morgenmarked i den lille by Nyaung U i Bagan-området. Vi besøger markedet, snuser til stemningen og lader os – måske – lokke af nogle af de mange fristende tilbud.

Vi fortsætter herefter med at gå på opdagelse i Bagans fascinerende univers af templer og pagoder.

Ved middagstid tager vi en lille pause på hotellet, og i løbet af eftermiddagen lægger vi også vejen ind forbi et traditionelt værksted, hvor der fremstilles lakvarer. Vi runder dagen af med at nyde solnedgangen over Bagan.

Dag 5. Bagan - Popa-bjerget - Mandalay
Fra morgenstunden kører vi til tempelbjerget Popa, cirka 1,5 times kørsel fra Bagan.

Popa-bjerget er Burmas vigtigste centrum for tilbedelse af de såkaldte nats. I den burmesiske, buddhistiske tro er der 37 nats, ”beskyttende ånder”, som man giver offergaver og har integreret i det daglige, religiøse liv på lige linje med Buddha. Nat-tilbedelse eksisterede i Burma, længe før buddhismen blev introduceret, og tager afsæt i et animistisk verdenssyn, hvor alt, også naturen, er besjælet. I dag er tilbedelsen af nats særligt udbredt på landet, hvor hver eneste lille landsby med respekt for sig selv har et nat-tempel.

På toppen af Popa-bjerget, der kaldes Burmas svar på Olympusbjerget, ligger et pittoresk kompleks af klostre, stupaer og templer, og hvert år finder flere store, religiøse festivaler sted netop her og tiltrækker et stort antal pilgrimme. Det forlyder, at man ikke skal være klædt i hverken rødt eller sort, bande eller tale dårligt om andre mennesker, når man bestiger bjerget – i så fald påkalder man sig natternes vrede, og det er ikke til at spøge med.

Er du i god, fysisk form kan turen op til toppen gøres på cirka en halv time. Men det kræver et opmærksomt øje – blandt andet for ikke at glide i eventuelle abe-efterladenskaber. Turen gøres på bare fødder, da sko og strømper skal afleveres for foden af bjerget.

Vi siger farvel til Popa-bjerget for at sætte kursen mod farvestrålende Mandalay, hvor et malerisk miks af cykeltaxier, templer og kronragede munke i deres rød-orange klædedragter dominerer gadebilledet.
Med et imponerende antal buddhistiske pagoder – mere end 700 – og et stort antal klostre er Mandalay Burmas absolutte religiøse centrum. Ud af landets 500.000 buddhistiske munke bor cirka 60 procent her i Mandalay og lever et liv i askese og ud fra århundredgamle principper og ritualer.  

Mandalay er desuden kendt for sine rige kunst- og kunsthåndværkstraditioner. Under det burmesiske kongedømme, hvis sidste hovedsæde var her i Mandalay, var mange af de lokale kunstnere og kunsthåndværkere leverandører til hoffet, og de stolte, kreative traditioner består den dag i dag.

Vi ankommer til Mandalay hen på eftermiddagen, og resten af dagen er til fri disposition. En mulighed kunne være – på bedste, lokale vis – at tage med cykeltaxi ud og snuse lidt til byens stemning. Rejselederen står naturligvis klar med tips og gode idéer.
Overnatning i Mandalay.

Dag 6. Mandalay. Udflugt til Amapura  
11 kilometer syd for Mandalay ligger Amapura (”den udødelige by”), som i en periode på 50 år (1783-1833) var Burmas hovedstad. I dag er Amapuras største trækplaster den 1,2 kilometer lange bro U Bein, verdens længste gangbro i teaktræ, der hviler på mere end 1.000 bropiller hen over Taungthaman-søen og forbinder Taungthaman-øen med fastlandet. Selvom U Bein har mere end 200 år på bagen, er den stadig i ”fin form”. Der er ofte et leben af lokale på gåben eller cykel hen over broen, som er en af Burmas mest fotograferede seværdigheder.

Amapura er endvidere hjemsted for Burmas største, buddhistiske kloster: Mahagandayon-klosteret med kapacitet til mere end 1.000 munke og munkenovicer. I det burmesiske samfund er der en stærk, social forventning om, at drenge/mænd mindst to gange i livet hengiver sig til klosterlivet. Dels som dreng (mellem 10-20 år gammel). Og igen efter de 20 år som fuldt ordineret munk. Munke nyder generelt meget stor respekt i Burma, og det er derfor særdeles prestigefyldt for en familie at have en søn, som er – eller i en periode har været – munk. De burmesiske munke har flere gange markeret sig stærkt politisk, senest i 2007, hvor en gruppe munke gik i clinch med militærregimet i protest mod militærets angreb på fredelige demonstranter.

Efter Amapura bevæger vi os en tand længere sydpå – og en tand længere tilbage i tiden – når vi besøger Inwa, endnu en forhenværende, burmesisk hovedstad. Byen blev grundlagt i 1364 og formåede at bevare sin position som kongelig hovedstad i næsten 400 år, hvilket er burmesisk rekord.

Inwas mest berømte bygningsværk er klosteret Maha Aungmye Bonzan, grundlagt i 1822. Selvom klostret arkitektonisk læner sig op ad flertallet af burmesiske klostre, så skiller det sig alligevel ud fra mængden, da byggematerialet er mursten og ikke teaktræ.

Det klassiske teaktræskloster møder vi til gengæld for fuldt blus i det elegante kloster Bagaya Kyaung, hvor det absolut ikke skorter på kreativiteten, og hvor man uvilkårligt fortaber sig i de mange finurlige og fint udskårne detaljer. Vi er tilbage i Mandalay sidst på eftermiddagen.
Overnatning i Mandalay.

Dag 7. Mandalay – Heho ved Inle-søen
Vi tager morgenflyet til Heho, porten til Inle-søen i hjertet af Shan-staten – et af de mest fascinerende områder af Burma.
Denne 116 km² store ferskvandssø ligger i knap 900 meters højde og er omgivet af frodige, grønne bjerge. På søen både bor og arbejder cirka 70.000 personer fra intha-folket. Alle huse står på pæle, og i de karakteristiske, flydende haver bliver der dyrket alt fra tomater til appelsiner.

Fiskeri er også en vigtig indtægtskilde, og de lokale fiskere praktiserer en helt særlig rostil, der ikke sådan lige lader sig kopiere: De står op i båden og ror med det ene ben snoet om åren. Der er store mængder tang og planter i søen, som det er svært at se siddende i båden, så hvorfor ikke stå op og dermed have det fulde overblik?
Overnatning ved Inle-søen.
 
Dag 8. Inle-søen. Besøg i Indein

Vi sejler til landsbyen Indein på den vestlige bred af søen, kendt for sine hundredvis af århundreder gamle pagoder og stupaer, som står tæt side om side i det junglelignende landskab. For at nå frem til Indein passerer vi gennem en å, der snor sig ind og ud mellem rismarkerne, hvor bønderne arbejder side om side med deres driftsikre arbejdsdyr: vandbøflerne.
Overnatning ved Inle-søen.

Dag 9. Inle-søen – Kalaw
Vi skal have en spændende dosis lokalkolorit, når vi i dag skal ud at køre med tog. Vær forberedt på, at oplevelserne – ikke komforten – er i højsædet på togturen, der tager os fra lavlandet ved Inlesøen op i bjergene, hvor vi skal besøge bjergbyen Kalaw i 1.320 meters højde. Under det britiske kolonistyre var Kalaw en populær missionsstation, og så sent som i 1970’erne var der stadigvæk missionærer blandt underviserne på de lokale skoler.  Kalaw har en hyggelig, tilbagelænet stemning og ligger eventyrligt smukt i det grønne, bølgende bjerglandskab, hvor marker med te, tobak, appelsiner, bananer med mere vidner om, at dette er landbrugszone. Området er kendt for de mange små bjerglandsbyer med lokale stammefolk, som typisk bor i traditionelle langhuse. I selve Kalaw er befolkningen et etnisk miks af shan-folk, indiske muslimer, nepalesere og bamar’er (også kaldet burmesere; dette er den største etniske gruppe i Burma). 

Vi ankommer til Kalaw først på eftermiddagen og tager på eftermiddagssightseeing, hvor vi blandt andet skal se Nee Paya, en guldbetrukket Buddha-figur i bambus.

Overnatning i Kalaw.

Dag 10. Kalaw – Heho – Yangon, sightseeing
Efter morgenmaden kører vi til lufthavnen i Heho. Vi flyver tilbage til Yangon og bruger dagen på at få de sidste indtryk med fra byens farvestrålende gadeliv. Vi besøger det berømte Bogyoke-marked, hvor de mere end 2.000 boder og butikker bugner af antikviteter, kunst og kunsthåndværk – i jade, perler, silke, lak, træ og andre smukke materialer. Her skal man være mere end almindeligt hårdhudet for ikke at lade sig friste af nogle af de mange gode tilbud.

Yangon ligger ud til Yangon-floden, der forgrener sig ud i det store Irrawaddy-delta, og som flittigt bliver brugt som transportvej. Dagen igennem er der livlig aktivitet af handlende med deres varer, der bliver lastet af og på bådene. Vi tager lægger vejen forbi havnen for at opleve havnemiljøet,

Dag 11. Yangon på egen hånd og  hjemrejse
Vores hjemrejse starter først om aftenen, så det er oplagt at udnytte dagen til at få de sidste indtryk med fra Yangons farvestrålende gadeliv. Måske vil du tilbage til Bogyoke-markedet eller nogle af de mange små boghandlere i de små gader omkring markedet? Besøge flere pagoder? Nyde en kop te i en af byens mange tehuse? Eller måske bare gå rundt og snuse lidt til stemningen og nyde byens mange farverige og eksotiske øjebliksbilleder?
Vi mødes på hotellet sidst på eftermiddagen og bliver kørt til lufthavnen, hvor vores hjemrejse mod København kan begynde. 

Dag 12. Ankomst til Danmark
Vi ankommer til København om morgenen.

Rejsemål

værd at vide

Hovedstad: Rangoon
Indbyggere: 48 mio.
Sprog: burmesisk
Religion: buddhisme, kristendom, islam, traditionelle stammereligioner
Valuta: kyat
Klima: tropisk monsunklima, varme regnfulde somre (juni-september), milde solrige vintre med sparsom nedbør (december-april)

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00