Fra Mandalay flyver vi videre til Inle-søen, som er berømt for sine flydende haver, og alt fra tomater til appelsiner bliver dyrket på disse små ”ponton-marker”. Inle-søen er også kendt for de lokales helt særlige roteknik: Stående – og med det ene ben viklet om åren. Fra Inle skal vi ud at køre i tog, når vi besøger den lille, hyggelige by Kalaw, som ligger midt i de smukke bølgende bjerge, omgivet af te- og tobaksmarker.
Vi runder rejsen af i Yangon, hvor vi får de sidste indtryk og oplevelser med hjem fra Burma.
DAGSPROGRAM
Dag 1. Afrejse fra Danmark
Vi rejser fra København med Thai Airways via Bangkok.
Dag 2. Ankomst til Yangon. Byrundtur
Vi ankommer om morgenen til Yangon, og efter check-in på vores centralt beliggende hotel tager vi Yangon i nærmere øjesyn på en spændende byrundtur.
Yangon er Burmas største by og var landets hovedstad fra 1885, hvor englænderne erobrede det nordlige Burma, frem til 2005, hvor hele statsadministrationen blev flyttet 320 kilometer nordpå til byen Pyinmana. Yangon er dog stadigvæk landets økonomiske og intellektuelle centrum, og denne charmerende, tropiske storby byder på et spændende miks af moderne byliv side om side med smukke, buddhistiske pagoder og velbevaret, engelsk koloniarkitektur.
Vi begynder ved Chaukhtatkyi–templet, hvor vi skal se den imponerende 67 meter lange, liggende Buddha-statue – en længde, der har kvalificeret den til titlen som Sydøstasiens største, liggende Buddha. Vi kigger også indenfor i en af byens grønne oaser, Kandawgyi-parken med den smukke Kandawgyi-sø (”den royale sø”).
Herefter fortsætter vi videre til Yangons ubetinget mest berømte bygningsværk: den betagende smukke, guld- og juvelbesatte Shwedagon-pagode, der troner majestætisk på den hellige bakke Singuttara lige midt i byen. Og uanset hvor man befinder sig, kan man altid orientere sig i forhold til den 98 meter høje, forgyldte pagode, der som et funklende fyrtårn leder byens besøgende på rette kurs. Ifølge legenden er Shwedagon-pagoden 2.500 år gammel, mens arkæologer anslår, den er bygget mellem 6.-10. århundrede. Pagoden er landets vigtigste, buddhistiske helligdom med besøg af mange tusinder af pilgrimme hvert år, og det siges, at den blev bygget for at beskytte otte hår fra selveste Buddha.
Vi skal naturligvis også smage på landet, og vi nyder en hyggelig frokost og velkomstmiddag sammen. Det burmesiske køkken læner sig op ad kinesiske, thailandske og indiske madtraditioner, og en typisk frokost- eller middagstallerken rummer ris eller nudler, masser af friske grøntsager, krydderier, fisk, rejer, kylling eller fårekød. Af religiøse grunde er svine- og oksekød sjældent på menuen.
Dag 3. Yangon – Bagan. Besøg ved nogle af de tusindvis af templer og pagoder
Vi tager morgenflyet til Bagan, hvor et 42 km² stort sletteområde er hjemsted for mere end 3.000 historiske,
buddhistiske templer. Så langt øjet rækker, popper de karakteristiske, spidse, gyldne tempeltårne op i det flade slettelandskab, og det hele har et skær af mystik og uvirkeligt eventyrlandskab over sig.
Startskuddet for byggeriet af det første tempel på Bagan-sletten lød i 1057 efter vor tidsregning. Og lige indtil Kublai Khans mongolske tropper 230 år senere erobrede området, føjede konge efter konge flere og flere templer til. 4.400 templer nåede det op på i alt, og på trods af naturmæssige udfordringer som jordskælv, oversvømmelse og erosion består altså mere end 3.000 templer den dag i dag. Området kandiderer til at komme på UNESCO’s liste over verdens kulturarv, men en verserende tvist mellem myndighederne og UNESCO om renoveringsmetoder har sat processen på stand by.
Vi bruger hele dagen i det betagende og storslåede Bagan-landskab, hvor vi ser udvalgte templer og pagoder. Solidt fodtøj kan anbefales, da vi kommer rundt på gåben.
Dag 4. Bagan. Lokalt liv – marked, landsbybesøg og værkstedsbesøg
Boderne bugner af frisk frugt, grøntsager, kunsthåndværk og tekstiler på det farverige, lokale morgenmarked. Vi besøger markedet, snuser til stemningen og lader os – måske – lokke af nogle af de mange fristende tilbud. Derefter kører vi ud til landsbyen Minanathu, hvor vi ser hvordan det lokale liv leves, og hvis vi er heldige, bliver vi budt inden for på den lokale skole, hvor vi besøger et klasseværelse.
Vi fortsætter herefter med at gå på opdagelse i Bagans fascinerende univers af templer og pagoder, og i løbet af eftermiddagen lægger vi også vejen ind forbi et traditionelt værksted, hvor der fremstilles lakvarer. Vi runder dagen af med at nyde solnedgangen over Bagan.
Dag 5. Bagan – Popa-bjerget – Mandalay
Fra morgenstunden kører vi til tempelbjerget Popa, cirka 1,5 times kørsel fra Bagan. På vores vej mod bjerget stopper vi ved en palmefarm, hvor vi ser, hvordan man fremstiller palmejuice af træets saft og palmesukker. Den søde palmejuice serveres afkølet og er en populær drik. Hvis det får lov at fermentere naturligt, bliver det til alkoholholdigt palmevin.
Popa-bjerget er Burmas vigtigste centrum for tilbedelse af de såkaldte nats. I den burmesiske, buddhistiske tro er der 37 nats, ”beskyttende ånder”, som man giver offergaver og har integreret i det daglige, religiøse liv på lige linje med Buddha. Nat-tilbedelse eksisterede i Burma længe før buddhismen blev introduceret og tager afsæt i et animistisk verdenssyn, hvor alt, også naturen, er besjælet. I dag er tilbedelsen af nats særligt udbredt på landet, hvor hver lille landsby med respekt for sig selv har et nat-tempel.
På toppen af Popa-bjerget, der kaldes Burmas svar på Olympusbjerget, ligger et pittoresk kompleks af klostre, stupaer og templer, og hvert år finder flere store, religiøse festivaler sted netop her og tiltrækker et stort antal pilgrimme. Det forlyder, at man hverken skal være klædt i rødt eller sort, bande eller tale dårligt om andre mennesker, når man bestiger bjerget – i så fald påkalder man sig nat'ernes vrede, og det er ikke til at spøge med.
Er du i god fysisk form kan turen til toppen klares på cirka en halv time. Men det kræver et opmærksomt øje – blandt andet for ikke at glide i eventuelle abe-efterladenskaber. Turen gøres på bare fødder, da sko og strømper skal afleveres for foden af bjerget.
Vi siger farvel til Popa-bjerget, for at sætte kursen mod farvestrålende Mandalay, hvor et malerisk miks af cykeltaxier, templer og kronragede munke i deres rød-orange klædedragter dominerer gadebilledet. Der venter en forholdsvis lang køretur, men vi nyder at blive underholdt af de mange smukke passerende landskaber fyldt med rismarker og små landsbyer.
Med et imponerende antal buddhistiske pagoder – mere end 700 – og et stort antal klostre er Mandalay Burmas absolutte religiøse centrum. Ud af landets 500.000 buddhistiske munke bor cirka 60 procent her i Mandalay og lever et liv i askese ud fra århundredgamle principper og ritualer.
Mandalay er desuden kendt for sine rige kunst- og kunsthåndværkstraditioner. Under det burmesiske kongedømme, hvis sidste hovedsæde var her i Mandalay, var mange af de lokale kunstnere og kunsthåndværkere leverandører til hoffet, og de stolte, kreative traditioner består den dag i dag.
Vi ankommer til Mandalay hen på aftenen, hvor vi tjekker ind på vores hotel.
Dag 6. Mandalay. Udflugt til Amarapura og byrundtur i Mandalay
11 kilometer syd for Mandalay ligger Amarapura (”den udødelige by”), som i en periode på 50 år (1783-1833) var Burmas hovedstad. I dag er Amarapuras største trækplaster den 1,2 kilometer lange bro U Bein, verdens længste gangbro i teaktræ, der hviler på mere end 1.000 bropiller hen over Taungthaman-søen og forbinder Taungthaman-øen med fastlandet. Selvom U Bein har mere end 200 år på bagen, er den stadig i ”fin form”. Der er ofte et leben af lokale på gåben eller cykel hen over broen, som er en af Burmas mest fotograferede seværdigheder.
Amarapura er endvidere hjemsted for Burmas største, buddhistiske kloster: Mahagandayon-klosteret med kapacitet til mere end 1.000 munke og munkenovicer. I det burmesiske samfund er der en stærk, social forventning om, at drenge/mænd mindst to gange i livet hengiver sig til klosterlivet. Dels som dreng (mellem 10-20 år gammel). Og igen efter de 20 år som fuldt ordineret munk. Munke nyder generelt meget stor respekt i Burma, og det er derfor særdeles prestigefyldt for en familie at have en søn, som er – eller i en periode har været – munk. De burmesiske munke har flere gange markeret sig stærkt politisk, senest i 2007, hvor en gruppe munke gik i clinch med militærregimet i protest mod militærets angreb på fredelige demonstranter.
Om eftermiddagen besøger vi Mahamuni-templet og det særlige Kuthodaw-tempel, hvor der rundt om hovedtemplet står 729 altre. De 729 templer indeholder hver især et stykke indgraveret marmor indeholdende én side fra de hellige buddhistiske skrifter – derfor kaldes templet af nogle for verdens største bog. Vi ser også det lille, men utroligt smukke Shewendaw-kloster, der for størstedelen består af sirligt og detaljeret udskåret teaktræ. Oprindeligt var bygningen forgyldt både udvendigt og indvendigt, men tidens tand har sat sine spor, og det er nu kun indenfor lyset kan genskinne i de gyldne flader. Hvis vejret arter sig, nyder vi solnedgangen fra Mandalay Hill.
Dag 7. Mandalay – Heho – Inle-søen. Sejlende sightseeing
Vi tager morgenflyet til Heho, porten til Inle-søen i hjertet af Shan-staten – et af de mest fascinerende områder
af Burma. Denne 116 km² store ferskvandssø ligger i knap 900 meters højde og er omgivet af frodige, grønne bjerge.
På søen både bor og arbejder cirka 70.000 personer fra intha-folket. Alle huse står på pæle, og i de karakteristiske, flydende haver bliver der dyrket alt fra tomater til appelsiner. Fiskeri er også en vigtig indtægtskilde, og de lokale fiskere praktiserer en helt særlig rostil, der ikke sådan lige lader sig kopiere: De står op i båden og ror med det ene ben snoet om åren. Der er store mængder tang og planter i søen, som det er svært at se siddende i båden, så hvorfor ikke stå op og dermed have det fulde overblik?
Når vi har tjekket ind på vores hotel, sejler vi ud på søen og ser os lidt omkring. Vi sejler til en lille landsby, hvor vi får et indblik i en af deres industrier, nemlig vævningen af silketråd og lotusfiber, der bruges til at lave klædestoffer. I landsbyen Nanpan ser vi også, hvordan man bygger de traditionelle både, og vi stopper ved en lille familiedrevet fabrik, der ruller burmesiske cigarer.
Senere på eftermiddagen sejler vi hen og besøger Phaungdaw U-pagoden, der rummer fem forgyldte Buddhafigurer, og vi ser Nga Phae Chaung-klosteret, der er bygget på pæle og kendt for sine springende katte. På vej tilbage mod vores hotel sejler vi gennem de farverige og frodige haver, der smukt flyder rundt på søen.
Dag 8. Inle-søen. Besøg i landsbyen Indein
Vi sejler til landsbyen Indein på den vestlige bred af søen, kendt for sine hundredvis af århundreder gamle pagoder og stupaer, som står tæt side om side i det junglelignende landskab. For at nå frem til Indein passerer vi gennem en å, der snor sig ind og ud mellem rismarkerne, hvor bønderne arbejder side om side med deres driftsikre arbejdsdyr: vandbøflerne.
Dag 9. Tog Inle-søen – Kalaw. Byrundtur
Vi skal have en spændende dosis lokalkolorit, når vi i dag skal ud at køre med tog. Vær forberedt på, at oplevelserne – ikke komforten – er i højsædet på togturen, der tager os fra lavlandet ved Inle-søen op i bjergene, hvor vi skal besøge bjergbyen Kalaw i 1.320 meters højde. Under det britiske kolonistyre var Kalaw en populær missionsstation, og så sent som i 1970’erne var der stadigvæk missionærer blandt underviserne på de lokale skoler.
Kalaw har en hyggelig, tilbagelænet stemning og ligger eventyrligt smukt i det grønne, bølgende bjerglandskab, hvor marker med te, tobak, appelsiner, bananer med mere vidner om, at dette er landbrugszone. Området er kendt for de mange små bjerglandsbyer med lokale stammefolk, som typisk bor i traditionelle langhuse. I selve Kalaw er befolkningen et etnisk miks af shan-folk, indiske muslimer, nepalesere og bamar’er (også kaldet burmesere; dette er den største etniske gruppe i Burma).
Vi ankommer til Kalaw først på eftermiddagen og tager på en eftermiddagsbyrundtur, hvor vi blandt andet skal se Nee Paya, en guldbetrukket Buddha-figur i bambus.
Dag 10. Kalaw – Heho – Yangon. Byrundtur
Efter morgenmaden kører vi til lufthavnen i Heho. Vi flyver tilbage til Yangon og bruger dagen på at få de sidste indtryk med fra byens farvestrålende gadeliv.Vi besøger blandt andet det berømte Bogyoke-marked, hvor de mere end 2.000 boder og butikker bugner af antikviteter, kunst og kunsthåndværk – i jade, perler, silke, lak, træ og andre smukke materialer. Her skal man være mere end almindeligt hårdhudet for ikke at lade sig friste af nogle af de mange gode tilbud.
Vi besøger også byens historiske kvarter, hvor man finder noget af Sydøstasiens bedst bevarede koloniarkitektur. I de små gader står gadehandlende og faldbyder alt fra kylling til papaja, og på selve hovedgaden i downtown, The Strand, ligger den ene storslåede bygning efter den anden – på linje med den berømte promenade The Strand i Singapore.
Yangon ligger ud til Yangon-floden, der forgrener sig ud i det store Irrawaddy-delta, og som flittigt bliver brugt som transportvej. Dagen igennem er der livlig aktivitet af handlende med deres varer, der bliver lastet af og på bådene. Vi lægger vejen forbi havnen for også at opleve havnemiljøet.
Dag 11. Yangon på egen hånd og hjemrejse
Vores hjemrejse starter først om aftenen, så det er oplagt at udnytte dagen til at få de sidste indtryk med fra Yangons farvestrålende gadeliv. Måske vil du tilbage til Bogyoke-markedet eller nogle af de mange små boghandlere i de små gader omkring markedet? Besøge flere pagoder? Nyde en kop te i en af byens mange tehuse? Eller måske bare gå rundt og snuse lidt til stemningen og nyde byens mange farverige og eksotiske øjebliksbilleder? Mulighederne er mange, og du bestemmer suverænt.
Vi mødes på hotellet sidst på eftermiddagen og bliver kørt til lufthavnen, hvor vores hjemrejse kan begynde.
Dag 12. Ankomst til Danmark