Albatros Travel

Drømmekrydstogt i Middelhavet 

Luksuskrydstogt med Norwegian Cruise Lines dejlige skib Norwegian Jade
til Middelhavslandenes kulturperler – med dansk rejseleder, 14 dage

Barcelona – Rom – Athen – Izmir – Alexandria – Valletta – Barcelona

Når det supermoderne krydstogtskib Norwegian Jade stævner ud fra Barcelona, venter der passagererne en forrygende rejse. Store kulturelle oplevelser og seværdigheder kombineret med udsøgt forkælelse om bord på et af verdens nyeste krydstogtskibe er nøgleordene på denne enestående rejse.
 
På dette klassiske krydstogt følger vi Middelhavets kystlinje. Med start i den moderne storby Barcelona sejler vi østpå mod de klassiske kulturbyer Rom, Athen, tyrkiske Izmir og det eksotiske Alexandria, hvor der er mulighed for at komme på udflugt til pyramiderne ved Giza. Sidste stop på rejsen er Maltas hovedstad Valletta.

Dette er i sandhed en rigtig Albatrosrejse, hvor vi både besøger den europæiske civilisations vugge og ser vidt forskellige eksempler på moderne bykultur.

Vi flyver fra København til Barcelona, hvor vi går om bord på Norwegian Jade, der skal være vores hjem de næste 12 nætter.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:

Rejsen starter med en hel dag på havet, hvor der er gode chancer for fuldt ud at nyde godt af skibets mange muligheder.
 
Vi krydser over Middelhavet til Italien og lægger til i Civitavecchia, hvorfra der er mulighed for at komme på udflugt til Den Evige Stad, Rom.
 
Derefter går turen syd om den italienske støvle og til Grækenlands hovedstad Athen, som emmer af antikken med sine mange seværdigheder fra oldtiden. Næste stop er tyrkiske Izmir, hvor vi oplever en smag af orientens mystik.
 
Sidste del af turen indeholder et besøg i egypriske Alexandria. Fra denne imponerende storby på det afrikanske kontinent er der ikke langt til reminiscenserne fra endnu en fremtrædende oltidskultur. Sidste stop inden vores hjemsejse er Malta midt i det dybblå Middelhav.
 
Vi skal sejle med Norwegian Jade fra rederiet Norwegian Cruise Line. Norwegian Cruise Line er vores foretrukne krydstogtrederi. Norwegian Cruise Lines intime og afslappede stil samt deres venlige service adskiller dem fra andre rederier. Og så er det værd at bemærke, at deltagerne på alle Albatros' krydstogter naturligvis ledsages af en af vores erfarne og kyndige rejseledere. 
 
Vore dages flotte krydstogtrejser kan sammenlignes med en eksklusiv hotelrejse med indbygget udflugtsprogram. Hotellet bringer så at sige den rejsende rundt til seværdighederne, mens transporttiden bruges til at slappe af i skibets eksotiske og luksuøse omgivelser. Man ser vidt forskellige byer, spiser udsøgt og slapper af på en helt anden måde, end hvis man skulle have samme oplevelser ved hjælp af fly, taxier, restaurantbesøg og mange ind- og udtjekninger på hoteller.
Her kan du læse mere om krydstogtskibet Norwegian Jade.

Dagsprogram
Dag 1. Afrejse København, ankomst Barcelona
Vi letter fra Kastrup Lufthavn og sætter kursen sydover mod Barcelona og Middelhavet. Vi ankommer til Barcelona, bliver hentet i bus og vi kører til vores hotel.

Om aftenen spiser vi en hyggelig velkomstmiddag på en lokal restaurant, og vores rejse er nu i gang.

Dag 2. Barcelona og ombordstigning
Barcelona, Kataloniens hovedstad og avantgarde-by, er indbegrebet af spansk foretagsomhed, kunstnerisk livsglæde, hektisk natteliv og politisk dynamik. Det er Spaniens næststørste by, den er rig, driftig og har en af landets vigtigste havne og masser af industri. Trafikken er kaotisk. Her kører biler om kap med kamikaze-piloter på scootere og motorcykler.

Byen sprudler af energi og aktivitet døgnet rundt, og med en 2000-årig historie rummer Barcelona samtidig en spændende blanding af romerske ruiner, gotiske paladser og svulmende art nouveau-bygninger.

Arkitektonisk er Barcelona en af Europas mest spændende byer bl.a. takket være Gaudis fantastiske og meget særprægede bygningsværker i jugendstil. Den mest kendte er La Sagrada Familia-kirken, som er fantasifuldt udhugget efter former af mennesker, dyr og planter.

Midt på formiddagen bliver vi hentet i bus på vores hotel og kører på byrundtur i denne spændende by. Vores tur slutter ved havnen hvor vores skib, Norwegian Jade, ligger ved kaj.

Om aftenen kan man nyde udsejlingen fra Barcelona mens man vænner sig til livet om bord på Norwegian Jade.

Dag 3. På Søen
En hel dag på havet er den helt rigtige måde at begynde et krydstogt. Meningen med et krydstogt er også selve opholdet på skibet, hvor du kan nyde den skønne, afslappede rytme. Så en dag på havet er både en dejlig afveksling til de store kulturseværdigheder samt en mulighed for at lære skibet bedre at kende.

Du kan slappe af ved poolen, snuppe en tur i motionscenteret eller benytte de mange aktivitetsmuligheder om bord. Eller du kan nyde udsigten, læse eller deltage i nogle af de mange underholdningsprogrammer. De fleste finder også glæde ved at cirkle rundt mellem skibets mange tema-restauranter (de fleste inkluderet) og senere se den internationale kabaret og måske slutte af i natklubben.

Vores danske rejseleder informerer løbende om alle mulighederne og holder sammen på selskabet, men det står naturligvis enhver frit at få netop det ud af turen, som man selv ønsker.
 
Dag 4. Civitavecchia (Rom), Italien
Tidligt om morgenen ankommer vi til Civitavecchia, som er Roms havneby. I dag er der mulighed for at deltage i en udflugt med vores danske rejseleder.

Efter tidlig landgang møder vi den lokale guide og vores bus. Køreturen til Roms centrum tager cirka 45 minutter.

Rom - Den Evige Stad - byder på et hav af seværdigheder og en spændende atmosfære, men også et voldsomt trafikkaos. Står man midt i Rom for første gang, kan mylderet godt virke lidt overvældende. Men gør som romerne: Tag støjen og trafikken som en oplevelse, og nyd byens skønhed og atmosfære.

Rom skal opleves til fods, så det er en god ide at iføre sig et par solide sko, for der er nok at tage fat på. Vi bliver sat af bussen centralt i Rom, og herfra har vi så mulighed for at nå en stor del af byens seværdigheder. Efter lokal frokost fortsætter vi til Peterskirken.

Roms historie er et stort kapitel, og byen er som et kæmpe museum med smukke bygninger og enestående monumenter fra Roms storhedstid. Byen er fuld af kontraster, så der er ikke mange skridt fra det trafikale kaos til stilheden på et fredfyldt lille torv.

Roms oaser er nemlig de mange pladser, som ofte er prydet af en smuk kirke. Her kan man høre vandet risle i et lille springvand, mens man nyder en cappuccino.
Forum Romanum, Roms store antikke ruinby, er en fantastisk oplevelse. Man føler sig hensat til antikken, når man vandrer rundt mellem de velbevarede ruiner. Colosseum, som var Romerrigets største amfiteater, var hjemsted for grusomme og barbariske gladiatorkampe.

Peterskirken er verdens største kirke, og det næsten 200 meter lange kirkerum virker overvældende. I gulvet langs midtergangen er nedfældet tal, som angiver målene på verdens største kirker, og selv Sct. Paul's Cathedral i London virker lille i forhold til dette kæmpestore rum.

Der er mange kunstskatte at fordybe sig i. Det er også muligt at komme helt op i kuplens top ved først at tage elevatoren op til kirkens tag. Med over 500 smalle trin er det ikke en tur for dårligt gående, og der er ingen fortrydelsesret, når man først har begivet sig af sted. Men når man først er kommet de 131 meter op, bliver man rigeligt belønnet med en pragtfuld udsigt over Roms tage og de mange seværdigheder. I klart vejr kan man se bjergene til den ene side og havet til den anden.

Sidst på eftermiddagen tager vi afsked med vores lokalguide og kører tilbage til Civitavecchia og følger udsejlingen kl. 20.00.

(Udflugten i Rom er ikke inkluderet i rejsens pris. Skal bestilles separat, se priser på udflugter under prisinformation. Se under priser. Vi gør endvidere opmærksom på, at udflugten i Rom ikke egner sig for gangbesværede).

Dag 5. På søen
Denne dag tilbringes på skibet. Der er endeløse muligheder for underholdning i skibets caféer, barer eller svimmingpools. Er man aktiv kan man slå sig løs i skibets motionsrum eller vælge mellem tennis, basket eller volleyball på en skibets sportsbaner. Endelig kan man vælge at indtage den klassiske krydstogtstilling i en liggestol på dækket i selskab med en god bog. Der findes næppe noget mere afslappende end at sidde i solskinnet fordybet i en god bog.

Dag 6. Athen (Piraeus), Grækenland
Vores skib lægger til i havnebyen Piræus, som i dag er smeltet sammen med millionbyen Athen.
 
Athen er den europæiske civilisations vugge, her har moderne demokrati og naturvidenskab sin oprindelse. Byen var allerede i antikken et attraktivt turistmål, og i dag er det fortsat oldtidens monumenter, der er genstand for interesse. Athens indbyggertal er vokset kraftigt i de seneste årtier med nybyggeri samt trafik- og forureningsproblemer til følge. Men historisk er Athen fuldt på højde med Rom og Jerusalem, og bag betonen har byen naturligvis sin charme.

Husenes og lejlighedernes balkoner prydes af geranier, og byens gader og pladser er tilplantede med appelsintræer. Højrøstede gadesælgere og farvestrålende markeder minder om Østens basarer, mens de lidt forfaldne neoklassicistiske palæer leder tankerne hen på den svundne tid, hvor Athen var kendt som "Middelhavets perle".
 
Højt over byens hektiske liv på Akropolisklippen står de smukke hvide marmortempler og vidner, om dengang Athen viste verden vejen til demokratiet. Ud over at rumme fascinerende gudefortællinger med Zeus og Pallas Athene i hovedrollerne var det her, at store filosoffer som Sokrates og hans elev Platon havde deres gang.

Dagens arrangerede udflugt er en byrundtur i Athen.
(Udflugten i Athen er ikke inkluderet i rejsens pris. Skal tilkøbes separat. Se under prisinformation.)
 
Dag 7. Izmir, Tyrkiet
Izmir er beliggende lige ud til Ægæerhavet, og med 2,5 millioner indbyggere er den Tyrkiets tredjestørste by. På dette sted lå tidligere byen Smyrna, men den blev i høj grad ødelagt under Uafhængighedskrigen i 1922. Izmir er dermed en moderne og levende storby med et orientalsk præg, men trods byens rivende udvikling holder indbyggerne stædigt liv i myten om, at stedet var Homers fødested. Et af Homers kælenavne var nemlig Melesigenes, hvilket betyder "Barn af Meles", en bæk, som lå inden for Smyrnas bygrænse.
 
Der er meget at opleve i Izmir, så det er bare om at gå i gang. Spadsér rundt i byen og oplev den store basar, en labyrint af smalle, farvestrålende gyder. Eller kig nærmere på resterne af Agora (markedet), som oprindeligt blev bygget af grækerne, men senere genopbygget af romerne efter et jordskælv.

Langs den vestlige side af pladsen rejser 13 store søjler sig, og på den nordlige side ligger en 160 meter lang basilisk. De marmorfigurer, som blev fundet her under udgravningerne, ses i dag på det arkæologiske museum.

Dag 8. På Søen
En hel dag på skibet gennem det smukke Adriaterhav og ud i det Det Ioniske Hav. Sidst på dagen nærmer vi os Peloppones og det græske fastland - den vestlige kulturs vugge. Myter om Odysseus, Slaget om Troja og Den Skønne Helena trænger sig på og det dybblå hav er for nogle inspiration og underholdning nok. Men hvis dette ikke er nok, kan man altid finde underholdning eller et godt tilbud i én af skibets mange faciliteter.
 
Dag 9. Alexandria, Egypten
Alexandria er en moderne storby med rødder tilbage i oldtiden. Her lå et af verdens syv vidundere: det enorme fyrtårn i Alexandria. Det ligger nu som brokker på Middelhavets bund. Byen har skabt et nyt moderne vidunder, det gigantiske bibliotek Bibliotheca Alexandrina, der givetvis befinder sig på top ti over den moderne verdens arkitektoniske perler.

Man kan tilbringe dagen i Alexandria eller tage med på udflugt til Cairo og pyramiderne.

Tidligt om morgenen kører vi mod den solsvedne ørken omkring Cairo, hvor der på Nilens vestlige bred ligger 10 pyramider (af Egyptens omkring 90). Vi koncentrerer os om de største af Giza-pyramiderne: Kheops, Khefren og Mykerinos, der stammer fra det 4. dynasti samt den berømte og netop restaurerede Sfinks.

Den største af pyramiderne er den mægtige Kheops-pyramide, som med sine 2,3 millioner stenblokke vel nærmest er et monument over den menneskelige formåen. Hver stenblok har et rumfang på en kubikmeter og en gennemsnitsvægt på 2,5 tons. Pyramidens sider er på 230 meter og den oprindelige højde var 146,6 meter. Bogstaveligt talt et bjerg af sten! Napoleon beregnede, at stenene fra de tre store pyramider kunne anvendes til en 3 meter høj og 3 cm tyk mur omkring hele Frankrig. Pyramiderne blev opført for at sikre faraonerne det evige liv og fremstår i dag som et symbol på det gamle Egyptens glorværdige fortid. Men det store spørgsmål er stadig: Hvordan de blev bygget? Tidligere lå Giza-pyramiderne et godt stykke fra Cairo. I dag er den mægtige by vokset helt ud mod pyramiderne.

Efter at have set den store Sfinks, symbolet på faraoens herskermagt, kører vi til Det Egyptiske Museum, hvor vi ser de enestående monumenter fra Egyptens faraoniske periode på 3000 år. Blandt de mest spændende fund er naturligvis guldskattene fra Tut Ankh Amons grav, monumenterne fra den særprægede Amarna-periode samt skattene fra Kongernes Dal i Luxor.

Museet giver os en dybtgående introduktion til Egyptens storhedstid, der startede for omkring 5000 år siden, da Menes forenede det Øvre og det Nedre Egypten til et stort og stærkt kongerige.

(Udflugt til Cairo er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan tilkøbes, se under prisinformation).

Dag 10. Alexandria, Egypten
Vi har hele dagen i Alexandria og i dag er der mulighed for at udforske Egypten yderligere. Tilbring dagen på egen hånd eller tag med på en af skibets mange udflugter. Vores danske rejseleder kommer naturligvis gerne med gode råd til, hvordan man kan tilbringe dagen.

Dag 11. På havet mod Malta
Vi har endnu en dag til at slappe af om bord og nyde den udsøgte service.

Dag 12. Valletta, Malta
En af Europas mindste nationer ligger her midt i Middelhavet og består ud over hovedøen Malta også af den mindre ø Gozo. Malta har helt fra antikkens tid været et strategisk punkt på handelsvejene over Middelhavet, og mange har derfor ønsket herredømmet over det. I dag er der spor fra flere af de store højkulturer i området.

Korsridderne havde kontrol over øen, senere tyrkerne, og under Anden Verdenskrig var Malta mål og udgangspunkt for flere store slag. Malta er således en historisk guldgrube. I dag er Malta medlem af EU, hvilket landets indbyggere er meget stolte af. Malteserne er et venligt og meget imødekommende folkefærd, og de har i øvrigt deres eget sprog, maltesisk.

På dagens arrangerede udflugt følger vi i korsriddernes fodspor. Valletta var nemlig korsriddernes højborg her på Malta og vores tur er en gåtur i den gamle bydel. Vi går forbi Stormesterens palads. Herfra fortsætter vi til byens flotte haver Barracca, hvorfra der en god panoramaudsigt over naturhavnen og de tre historiske byer: Senglea, Cospicua og Vittoriosa, hvor ridderne slog sig ned inden de byggede Valletta.

Vores næste stop er den prægtige domkirke St.John´s Co-Cathedral, som stor færdig i 1577. Kirkens barokke indre og kalkmalerierne har gjort den verdensberømt. Blandt udsmykningen er Carvaggios maleri "Halshugningen af Johannes Døberen". Johannes Døberen var korsriddernes skytshelgen.

Vores sidste stop er Stormesterens Palads, som blev tegnet af Gerolamo Cassar. Dette palads var tidligere hjemsted for Stormestrene i ridderordenen opkaldt efter Johannes Døberen. På vores tur gennem paladset ser vi de smukt møblerede rum, hvor væggene er prydet med portrætter af tidligere tiders stormestre og royale fra hele Europa.
Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Se under. Særskilt udflugtspakke kan tilkøbes - se under prisinformation.

Dag 13. På havet
I dag er sidste chance for at nyde vores skib til fulde inden vi atter når frem til Barcelona.

Dag 14. Barcelona og hjemrejse
Det er nu tid til at forlade vores dejlige skib. Vi bliver hentet i bus ved skibet og sætter kursen mod lufthavnen, hvor flyet hjem mod Danmark venter.

 


fakta om VEST- & SYDEUROPA
Areal: 2,5 mio. km2
Antal lande: 17
Indbyggere: 375 mio.
Største by: London, England, 7 mio.
Højeste punkt: Mont Blanc, Frankrig, 4807 meter
Laveste punkt: Zuidplaspolder, Holland, 7 meter under havet
Største sø: IJsselmeer, Holland, 1100 km2
Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00