Vores første landgang i Caribien er på Bahamasøen Cococay, hvor der bliver rig lejlighed til at nyde livet på bedste caribiske vis: henslængt på en lækker sandstrand!
Vi nyder herefter en dejlig afslappende dag på havet, inden vi lægger til i det tidligere Dansk Vestindien på Skt. Thomas, hvor vi følger sporene fra den danske kolonihistorie. Vi tager en rundtur på øen i åbne safaribusser og besøger blandt andet den gamle danske kirkegård og nyder den skønne og overvældende natur her i den gamle danske tropekoloni. Vi skal også opleve hovedstaden Charlotte Amalie til fods, og blandt andet er der mulighed for at bestige trappen 99 steps, der er lavet af solide sønderjyske mursten. Bagefter er der lidt tid på egen hånd, og eftersom Skt. Thomas i dag er toldfri zone, er der gode shoppemuligheder. Blandt andet fås spiritus, makeup, elektronik og smykker til væsentlig lavere priser end i Danmark.
Endnu en perle af en caribisk ø venter os, når vi lægger til på St. Maarten, der er det mindste stykke land i verden, der deles af to nationer. Øen er lidt mindre end Amager, men alligevel er grænsedragningen skam en alvorlig sag. Holland og Frankrig har hver en bid – og det sætter sit præg på øen. Vi lægger til på den hollandske side.
Vi er nu klar til at vende skuden rundt igen og sejle tilbage mod Florida. Dagene til søs er den perfekte måde at runde ferien af på. Slap af ved poolen, læs en god bog eller deltag i nogle af de mange aktivitetstilbud om bord. Og naturligvis krydres dagene med gastronomi af bedste skuffe. Velbekomme og velkommen om bord!
Dagsprogram
Dag 1. Billund – Orlando, USA
Vi flyver fra Billund om morgenen og ankommer til forlystelsesbyen Orlando i Florida først på aftenen. Ved ankomsten kører vi direkte til vores hotel og tjekker ind.
Orlando var ikke meget andet end citrusplantager, før Walt Disney i 1965 fik en god pris på noget jord og anlagde Disneyworld her. Siden er mange flere forlystelsesparker fulgt efter, og byen modtager årligt omkring 40 millioner besøgende fordelt på kongresdeltagere og forlystelsessyge af alle nationaliteter.
Dag 2. Orlando. Dag til egne eventyr
Dagen i dag er afsat til selv at tage på opdagelse her i verdens hovedstad for forlystelsesparker. Det nyeste skud på stammen er Harry Potter World, og mon ikke dette nye magiske univers bliver en værdig modspiller til klassikere som Sea World, Walt Disney World og temaparken Kennedy Space Center?
Orlando er også kendt for sine gode shoppemuligheder i de mange shoppingmalls, og med den lave dollarkurs fås mange varer til priser langt under dem, vi ser i de danske butikker. Ikke mindst er der penge at spare på de amerikanske mærker.
Rejselederen er naturligvis klar med gode idéer og praktiske råd til, hvordan dagen kan tilbringes.
Dag 3. Orlando. Byrundtur, bus til Port Canaveral, ombordstigning og afsejling
Afsejling kl. 16.00
I dag tager vi på byrundtur og skal blandt andet se Orlandos downtown-område med Lake Eola, en naturlig sø, der er skabt af undergrundens erodering. Søen er omgivet af en park, anlagt i 1888, og det berømte springvand i søen er et af Orlandos vartegn.
Vi tager videre til en af de nordlige forstæder, Winter Park, der sidst i 1880’erne blev anlagt som ferieby af velhavende fabrikanter fra New England. Orlando har ædt sig ind på byen, som før lå i et rent naturområde med søer omkring. Winter Park har dog bevaret sit grønne udseende med flere parker end nogen anden by i Florida. En hyggelig lille by at spadsere rundt i, og med en mere historisk atmosfære, end man er vant til at opleve i Florida. Vi slutter på Universal City Walk, et center med biografer og restauranter, hvor vi spiser frokost. Herefter kører vi til Port Canaveral, hvor vores dejlige skib, Freedom of the Seas, ligger ved kaj. Sidst på eftermiddagen sætter vi fra kaj med kurs mod Bahamas.
Dag 4. Cococay, Bahamas
Ankomst kl. 07.00, afsejling kl. 16.00
Bahama-øerne øst for Florida er amerikanernes nærmeste caribiske strandparadis og har været amerikansk fristed siden 1920’rnes forbudstid, hvor både gangstere og almindelige tørstige indbyggere måtte søge uden for USA’s grænser for at finde spiritus og kasinoer. Bahama-øernes sand, vand og feriestemning er stadig værd at rejse efter. Kun 30 af de 3.000 øer og skær er beboede, og der er gode chancer for at finde et frodigt koralrev eller en jomfruelig strand, som alle de andre ikke har opdaget endnu.
Vi lægger til på palmeøen Cococay, som er rederiet Royal Caribbeans egen private paradisø. Her står dagen i forkælelsens tegn, når vi nyder den lækre palmestrand, tager en dukkert og måske nyder en tropisk cocktail?
Dag 5. På havet
Vi har en dejlig dag til søs og kan nyde det stille og rolige tempo om bord. Sæt dig på en dæksstol med en god bog, nyd udsigten og den friske luft eller kast dig ud i alle skibets fantastiske faciliteter. Skal pulsen lidt op, er der løbebane, boldbane og fitnesscenter, og der er også mulighed for at tage en omgang golf på minigolfbanen. Afslapning og selvforkælelse har også gode kår med spaafdeling, boblebade, masser af shoppemuligheder og ikke mindst lækker mad på skibets restauranter.
Om aftenen kan tiden blandt andet fordrives på en af skibets hyggelige barer, på kasino, natklub eller til et af skibets store shows.
Dag 6. Charlotte Amalie, Skt. Thomas. Ørundtur, byvandring i Charlotte Amalie
Ankomst kl. 11.00, afsejling kl. 19.00
Om morgenen ser vi indsejlingen til Skt. Thomas, den største i trekløveret af de tidligere danskvestindiske øer, som ud over Skt. Thomas tæller Skt. John og Skt. Croix. Øerne var dansk koloni fra det 17. århundrede frem til 1917, hvor de blev solgt til USA og skiftede navn fra Dansk Vestindien til US Virgin Islands.
Vi tager på halvdagsudflugt i og omkring hovedstaden Charlotte Amalie. Vi starter ud med en tur i safaribusser og nyder øens grønklædte bjerge og den smukke kysttrækning med klassiske caribiske bountystrande og azurblåt vand. Vi besøger den danske kirkegård, hvor blandt andet søhelten admiral C.V. Jessen ligger begravet. Han overlevede slaget ved Sjællands Odde i 1808 og blev guvernør på Skt. Thomas i 1822, men døde året efter. Vi skal også nyde udsigten fra Drake's Seat, navngivet efter den engelske Sir Francis Drake, som både var admiral og pirat.
Efter vi har dannet os et grundigt indtryk af den gamle koloni, kører vi tilbage til hovedstaden Charlotte Amalie, hvor vi tager turen rundt i byen til fods og ser de mange historiske, danske bygninger.
Charlotte Amalie hed oprindeligt Taphus, hvilket betyder kro på hollandsk, men senere fik byen navn efter Christian den V’s dronning, Charlotte Amalie. Den 30. marts 1666 hejste Erik Nielsen Schmidt som den første guvernør Dannebrog på Skt. Thomas, men han døde nogle få måneder senere, og der kom først rigtig gang i koloniseringen i 1672, da Jørgen Iversen Dyppel tog Skt. Thomas i besiddelse som base for det nyligt oprettede Vestindisk Kompagni.
Vores byrundtur til fods starter ved øens ældste bygning, det røde Christiansfort, som blev påbegyndt af Jørgen Iversen Dyppel i 1672. Ud over at være byens fæstning har den tjent som kirke, fængsel, domhus, guvernørbolig og brandstation. I dag er fortet omdannet til museum. Foran fortet, ned mod vandet, ligger den tidligere danske gendarmkaserne fra 1874, som er et fint eksempel på dansk koloniarkitektur. I dag fungerer den som senatsbygning og går i daglig tale under navnet ”Pistaciebygningen” på grund af sin karakteristiske pistaciegrønne farve. På pladsen foran bygningen fandt overdragelsen til USA sted den 31. marts 1917. Denne dag, Transfer Day, er nu lokal helligdag. Lige øst for fortet ligger Emancipation Garden (Frihedsparken) med statuen af Christian IX, og bag denne ligger det gamle Grand Hotel fra 1840.
Byen er anlagt på fire mindre højdedrag, og op ad højene slynger sidegaderne sig. Mange af disse gader er trappegader, som er bygget af gode danske mursten fra Sønderjylland. Den mest kendte er 99 Steps, som dog har vist sig rent faktisk at have 103 trin.
Gadeskiltene i byen viser stadig de gamle danske gadenavne: Kongens Gade, Dronningens Gade, Kronprinsens Gade, Crystal Gade, Vestergade, Borger Gade, Vimmelskaft Gade, Sneglegade, Tvær Gade, Spaniol Stræde, Guttes Gade, Trompetergade, Raadets Gade og så videre.
Vi spadserer ad hovedgaden, Dronningens Gade, der løber parallelt med havnefronten. Mellem havnefronten og Dronningens Gade, som i dag hedder Main Street, finder vi de gamle danske handels- og varehuse, blandt andet apoteker A.H. Riises, som nu er indrettet til forretning. De fleste er kun på en enkelt etage og er opdelt i store tøndehvælvede rum. Byen brændte ned flere gange i løbet af 1800-tallet, så derfor findes der ikke rigtig gamle bygninger i Charlotte Amalie.
Der findes et bredt udvalg af trosretninger og kirker i Charlotte Amalie: Katolsk, reformert, anglikansk samt lutheransk, foruden en jødisk synagoge, der naturligvis ligger i Crystal Gade ligesom i København. Synagogen er fra 1833 og er dermed den næstældste synagoge på den vestlige halvkugle. Brødremenigheden, der i 1730’erne startede deres virksomhed blandt slaverne, har deres egen kirke, som blev opført i anledning af 150-års jubilæet for missionens virke.
Alle disse kirker er et vidnesbyrd om den religiøse tolerance, der herskede imellem de forskellige nationaliteter på øerne: hollændere, tyskere, irere, englændere, skotter, franskmænd, spaniere, danskere og nordmænd. Selvom øerne var danske, var den dansk-norske gruppe altid i mindretal. Den allerstørste befolkningsgruppe var afrikanerne, hvis triste skæbne bød på hårdt arbejde i sukkerrørsmarkerne.
Byrundturen fortsætter til Guvernementshuset, Frederikskirken og Crown House, hvor Peter von Scholten boede, mens han var vicekommandant i Charlotte Amalie.
Skt. Thomas er toldfri zone og blandt andet alkohol, makeup, parfume og smykker kan fås til priser langt under de danske.
Dag 7. Philipsburg, St. Maarten
Ankomst kl. 08.00, afsejling kl. 17.00
St. Maarten er det mindste stykke land i verden, der deles af to nationer. Øen er lidt mindre end Amager, men alligevel er delingen skam en alvorlig sag. Holland og Frankrig har hver en bid – og det sætter sit præg på øen. Legenden siger, at Christoffer Columbus sejlede forbi øen den 11. november, den hellige St. Martins dag og opkaldte øen efter ham, heraf St. Maarten.
Det var dog først i 1631, at europæerne slog sig ned på øen. De var specielt interesserede i at få fat i øens store reserver af salt, som man dengang brugte til konservering af madvarer. Både hollændere og franskmænd strømmede til øen. Hollænderne slog sig ned på den sydlige del af øen og franskmændene på den nordlige, og de enedes om at dele øen. Det holdt dog ikke længe. Franskmændene overtog først det hele, og så gik hollænderne i krig og smed franskmændene ud igen. Sådan blev det ved. Først i 1817 blev der ro om grænsedragningen.
Skibet lægger til i hovedstaden Philipsburg på den hollandske side af øen. Du kan vælge selv at gå på opdagelse i byen eller tage med på en af skibets udflugter, som bestilles og betales direkte om bord på skibet.
Dag 8-9. På havet
Vi har endnu et par dejlige og afslappende sejldage foran os. Brug dagene i dit helt eget tempo – i sig selv en luksus ikke at skulle nå noget til en bestemt tid!
Dag 10. Port Canaveral og hjemrejse
Ankomst kl. 06.00
Vi er nu tilbage i Florida og lægger til i Port Canaveral. Efter morgenmad i ro og mag om bord siger vi farvel til skibet. På havnen venter vores bus, som skal tage os til lufthavnen i Orlando.
Dag 11. Ankomst til Billund
Vi er tilbage på dansk jord med kufferten fuld af minder fra en indholdsrig krydstogtrejse.