Albatros Travel

Drømmekrydstogt ved Antarktis 

Fra tangoens hovedstad Buenos Aires til Antarktis. Inkl. drikkepenge om bord
Argentina – Uruguay – Falklandsøerne – Antarktis
– 18 dage med dansk rejseleder

De fleste danskere er vokset op med de store polar eventyr og husker de forfrosne helte som Amundsen, Nansen, Scott, Schackleton og de danske polarforskere Knud Rasmussen og Mylius-Erichsen. Rigsfællesskabet har bragt de arktiske polaregne i Grønland tæt på os danskere, men det store antarktiske kontinent er fortsat en fjern og utilgængelig drøm. Drømmen realiseres nemt og enkelt på denne Albatrosrejse, hvor vi sejler fra Sydamerikas sydspids over Drakes Passage til Den Antarktiske Halvø.

 

Rejsen foregår i den relativt varme antarktiske højsommer, hvor det stabile vejr præger de ellers så barske antarktiske områder. Det er en periode, hvor sæler, pingviner og havfugle er meget aktive og arbejder hårdt for at føre slægten videre, inden isen igen isolerer hele kontinentet og dækker den sparsomme, isfri kyststrækning. Det er også en periode, hvor man kan iagttage de store bardehvaler fouragere efter krill i de øvre vandlag. Ofte brydes havoverfladen af hvalernes karakteristiske blåst, og kort efter får man pukkelhvalens brogede halefinne fri af vandet. Et imponerende syn, der kalder alle mand på dæk.

På sejladsen kommer man eksempelvis næsten så tæt på pingviner, kæmpestormfugle og elefantsæler, at man kan røre dem. Bortset fra Galapagos kommer man intetsteds på kloden så tæt på vilde dyr og fuldkommen uspoleret natur.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:

Og så besøger vi Falklandsøerne og ikke mindst Tierra del Fuego giver de fleste associationer til kolde og barske områder, men selvom det kan være forblæst, rejser vi i højsommeren, og vi kommer til at opleve den forbløffende frodighed.

 

Måske byder dagene på et glimt af den vilde lama, guanacoen, eller den enorme andeskondor, medmindre vi skal nøjes med den karakteristiske gribbefalk. Vi kan opleve delfiner lege i bovbølgen og måske møder vi også de små magellanpingviner og flere sæler, der soler sig på klipperne sammen med tusindvis af skarver, kelp- og dominikanermåger. Bjergene er blevet mindre, og de små forkrøblede sydbøge aftegner en skarp og næsten vandret vækstlinje gennem hele landskabet.

 

Storslåede gletsjerlandskaber, skovklædte skråninger, azurblå søer og smalle naturkanaler omgivet af bjerge med masser af pingviner, pelssæler, stormfugle og delfiner er en del af oplevelsen på dette krydstogt.

 

I det 20. århundrede oprettede landene omkring Antarktis-traktaten forskningsstationer, og i 1920’erne blomstrede den meget blodige hvalfangst. Hvalfangsten stoppede i 1987, selvom der stadig forekommer en noget tvivlsom jagt til “videnskabeligt” formål, og i dag er forskningsstationerne efterhånden rustet og tæret væk.

 

I den korte sommer lykkes det nogle tusinde turister at finde vej til kontinentet, hovedsageligt på krydstogter fra Sydamerika, der “kun” ligger 1000 kilometer væk. I den lyse og relativ lune sommerperiode blomstrer alt livet op omkring kystområderne.

 

Sælerne går på land for at føde deres unger truet af leopardsælen på land og spækhuggere i vand, fuglene bygger rede overalt, hvor der er plads, og det er et enestående syn at se de tusinde og atter tusinde pingviner og havfugle stuvet sammen som sild i en tønde.

 

Vores krydstogt besøger svært tilgængelige områder med et rigt dyreliv og fascinerende naturscenerier. Vi glider frem mellem isbjerge, isflager, forrevne bugter omkranset af høje bjerge, mens vi iagttager det storslåede dyreliv og brunes af den skarpe sol, der genspejles af isbræerne.

 

Den Antarktiske Halvø regnes for det mest naturskønne område på Antarktis: høje, forrevne bjerge og dramatiske kælvende gletsjere. Halvøen strækker sig 2000 km mod nord fra fastlandet, og nyder derfor et noget mildere klima end selve det antarktiske hovedland. Halvøens kystlinje blev udforsket i 1800-tallet og blev af amerikanerne kaldt Palmer Land og af englænderne Graham Land, indtil man i 1964 kom til enighed om det nuværende navn.

 

Og så skal vi ikke glemme, at vi starter med et par dage i tangoens hovedstad, Buenos Aires.

 

På skibet

Selvom rejsen er organiseret som et traditionelt krydstogt, har den ikke meget til fælles med et tilsvarende krydstogt i eksempelvis Caribien. Det forholdsvise øde og kolde klima på Antarktis opleves fra dækket, hvor vi kommer helt tæt på land og små kryds langs gletsjere, hvaler og pingvinkolonier. Rejsen får præg af det ekspeditionsagtige, selvom man kan tilbringe aftenerne med fine middage og pianomusik i salonerne.

 

Der er naturligvis helpension undervejs. Middagen er udsøgt med store menuer, der varierer dag for dag. Morgenmad og frokost er buffet (frokosten ofte udendørs på soldækket). På skibet findes blandt andet restauranter, pianobar, natklub, bibliotek, jacuzzi, skønhedssalon, swimmingpool og helsecenter. Komforten er helt i højsædet.

 

Det er vanskeligt at beskrive rejsen i detaljer, da vejrforholdene spiller en temmelig afgørende rolle. Den antarktiske højsommer byder ofte på sol og blå himmel med et fantastisk lys, men vi skal trods alt igennem Drakes Passage, der er et af klodens mest ugæstfrie områder, hvor storme kan opstå når som helst, og hvor naturen fortsat sætter dagsordenen. Vi har kun gode erfaringer, men der er altså en statistisk sandsynlighed for uvejr, der under normale omstændigheder vil betyde forsinkelse eller omlægning af ruten.

 

Programmet dag for dag

Dag 1. Afrejse København

Afrejse fra København sidst på eftermiddagen til Buenos Aires.

 Dag 2. Buenos Aires

Ankomst om morgenen og transport til vores hotel i centrum af byen. Eftermiddagen byder på en byrundtur i det elegante og historiske Buenos Aires, der af mange betragtes som “Sydamerikas Paris”. Turen varer omkring tre timer og omfatter blandt andet Plaza De Mayo, Recoleta, Palermo og La Boca. De fugleinteresserede vil måske kigge nærmere på fugle i det lille reservat Costanera Sur, der ligger 15-20 minutters kørsel fra hotellet. Vi ser, hvad kræfterne er til!

 

Om aftenen byder vi på velkomstmiddag på en lokal, typisk argentinsk restaurant og smager på de lokale vine. Og så skal vi opleve et ægte argentinsk tangoshow.

 

Dag 3. Buenos Aires og afsejling

Afsejling kl. 17.00

Vi nyder en fridag i Buenos Aires, hvor der er rig mulighed for at gøre gode indkøb, nyde gadelivet fra en fortovscafé eller noget helt tredje.

Først på eftermiddagen bliver vi hentet i bus og det er nu tid til at køre til havnen, hvor vores dejlige skib, Celebrity Infinity, ligger ved kaj. Vi går om bord og kan nu bruge resten af eftermiddagen på at gå på opdagelse på vores skib. Hen under aften stævner vi ud og vi nyder vores første middag om bord.

 

Dag 4-5. På havet mod Falklandsøerne

Med et par dage på havet kommer man ind i den afslappede rytme. Begynd dagen med en tur i helseklubben til en gang morgengymnastik. Man kan også sætte formiddagen af til forkælelse i skønhedssalonen efterfulgt af en tur i jacuzzien eller swimmingpoolen.

 

Skibet har et dejligt bibliotek, hvor der kan slappes af med en god bog over en kop te. Der er tid til at lære skibet og de andre rejsende at kende, slappe af i en liggestol eller tage en god vandretur på dækket.

 

Dag 6. Port Stanley, Falklandsøerne

Ankomst kl. 8.00, afgang kl. 17.00

Falklandsøerne, eller Las Malvinas, som Argentina stadig kalder dem, blev forsøgt annekteret af Argentina i 1982. Falklandsøerne er et meget isoleret øsamfund beboet af engelske udvandrere, der tidligere levede af hvalfangst og tran. I dag er det primært fåreavl og service til skibsfarten, som de lokale ernærer sig ved. De fjerne øer i Sydatlanten er en ren zoologisk have, hvor fredningen har medført, at vildtet ikke har den naturlige angst for mennesket.

 

Hovedbyen Port Stanley er en charmerende lille by af træhuse med tage af kulørt bølgeblik, små velholdte haver, pubber, en rigtig engelsk katedral og et glimrende lille museum.

 

Landgangen foregår med mindre landgangsbåde, også kaldet tenderbåde, som sejler os fra skibet og ind til havnen i Port Stanley.

Dagens udflugtstilbud er en sejltur til øen Kidney, hvor vi har god tid til at opleve det rige dyreliv. Efter udflugten vil der være tid til på egen hånd at gå på opdagelse i Stanley.

 

(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Se under priser bagerst i programmet for tilkøb af særskilt udflugtspakke).

 

Dag 7. På havet mod Antarktis

Vi sejler ud i Drakes Passage hvor det kolde vand fra Antarktis mødes med det varme fra Atlanterhavet. Havet er meget næringsrigt, og i farvandet er der mulighed for at se forskellige typer af hvaler, eksempelvis spækhugger og sydkaper samt delfiner. Her er store fuglemængder - ikke mindst albatrosser: vandrealbatros, kongealbatros, sortbrynet albatros, sodfarvet albatros samt kæmpestormfugl, stormsvaler og andre havfugle. Drakes Passage var tidligere den forjættede port mellem det kendte og det ukendte; den uoverstigelige barriere, hvor man møder de første isbjerge. Det er et af verdens mest urolige farvande, med hyppige storme og høje bølger, men vores store krydstogtskib ligger godt og trygt i vandet. Vi kan nyde den friske vind, havfuglene og måske hvalgrupper fra dækket. Det bedste sted at iagttage de store havfugle er bagerst, hvor fuglene følger skibets agterende og udnytter vindforskellene.

 

Den navnkundige navigatør og opdagelsesrejsende Sir James Cook sagde om dette farvand: “Ingen mand skal driste sig længere ud end jeg har gjort, og de lande som ligger længere sydpå, kommer aldrig til at udforskes”

 

Dag 8-9. Naturskøn sejlads ved Antarktis

Nu begynder vores arktiske eventyr for alvor. Vi sejler i disse dage rundt blandt Sydshetlandsøerne og Den Antarktiske Halvøs vige og fjorde. Vejr- og isforhold afgør til en vis grad, hvilke steder vi besøger. Det moderne skib skyder en god fart, derfor når vi allerede i dag frem til de første besøg ved Antarktis.

 

Vinden er den afgørende faktor og bestemmende for, hvor tæt man kan komme på land.

 

Første syn på dette verdens sydligste kontinent kan meget vel blive ved den berømte vulkanø, Deception Island i South Shetland ø-gruppen, hvor der findes en enorm koloni af hageremspingviner omgivet af storkjover og skedenæb. Vulkanen på øen er aktiv, og den havde senest udbrud i 1992. Et andet punkt denne dag kunne være den lille Cuverville Island, hvor man ofte finder pelssæl, wedelssæl og leopardsæl mellem isskosser i det storslåede landskab med gråbrune klipper og gletsjere. Der er også pingvinkolonier og et rigt fugleliv, der bl.a. omfatter antarktis-terne og sågar arktisk terne (der er langt undervejs), dominikanermåge og wilsons stormsvale, m.fl.

 

Vi kommer med al sandsynlighed gennem Gerlache Stræde, der ofte byder på pukkelhvaler og andre store hvaler, går turen ind gennem Lemairekanalen, der formentlig er Antarktis’ flotteste sejltur. Den smalle kanal mellem det antarktiske fastland og Booth Island er omgivet af høje fjeldsider, gletsjere og en masse farvestrålende is. Kanalen blev første gang navigeret af den belgiske polarforsker de Gerlache i 1888 om bord på S/S Belgica. Er vi lidt heldige, kaster solen sine stråler på isen og langt ned i det klare vand, et ganske uforglemmeligt syn.

 

For enden af kanalen støder man på Port Lockroy, den første permanente engelske station på Antarktis. Hytten blev renoveret i 1996 og er om sommeren bemandet af tre personer. Der er store kolonier af blandt andet adeliepingviner og den smukke kejserskarv.

 

 

Vi fortsætter langs den antarktiske halvø mod Paradise Bay. Efter al sandsynlighed ser vi weddelssæl, krabbeædersæl og søelefanter flere steder og med lidt held også en leopardsæl.

 

Flere sæler finder vi ofte i store kolonier på land, mens andre som krabbeæder og leopardsæl oftest findes på isflagerne. Ingen af sælerne tager notits af vores tilstedeværelse, selvom vi kun er et  ganske lille stykke væk, om end nogle hanner kan blive en anelse aggressive. Vi passerer storslåede landskaber, hvor vi krydser mellem isflager og kælvende isbjerge.

 

På dette tidspunkt yngler alle arter, og vi vil se alt fra rugende pingviner over nyklækkede, til næsten voksne unger. Fuglelivet består fortrinsvis af kjover, terner, dominikanermåge, kejserskarv, kæmpestormfugl, og kapdue, mens de store albatrosser holder sig på afstand af land. Vi ser også en eller flere af de forskningsstationer, som ligger langs ruten. Vi ser den chilenske station i Paradisbugten, som er beliggende mellem enorme lodrette isvægge og store isflager med afslappede sæler. På flere rejser har vi oplevet både pukkelhval og vågehval. Naturens storhed og det voldsomme islandskab er i sig selv et af rejsens højdepunkter, og forhåbentligt får vi lov til at opleve det fantastiske farveorgie, når vejret skifter, og solen vandrer over himmelbuen på en skyfri himmel.

Dag 10. På havet mod Sydamerika

Vi vender nu skibet og sætter atter kursen mod det sydamerikanske kontinent.

Dag 11. Ushuaia, Argentina

Ankomst kl. 10.00, afgang kl. 19.00

Vi er nu fremme i Ushuaia, som Argentina markedsfører som “verdens sydligste by”. Det er den højst sandsynligt også, for selvom Chile gør krav på samme betegnelse for deres sydligere beliggende småbebyggelser, så kan de næppe betegnes “by”. Ushuaia er i de seneste årtier vokset en del, og fra oprindelig at have status som landsby har den i dag 55.000 indbyggere.

 

Dagens udflugt byder på en perfekt mulighed for at nyde den smukke nationalpark Tierra del Fuego, der strækker sig fra Beaglekanalen i syd langs den chilenske grænse over Largo Fagnani i nord. Det er kun en lille del af nationalparken, der er tilgængelig, og dette resulterer i en fascinerende rå natur, der udvikler sig i eget tempo. Landskabet minder om Nordnorges med snedækkede bjergtoppe og stejle bjergsider, som forsvinder ned i det iskolde ocean.

 

(Udflugt i Ushuaia er ikke inkluderet i rejsens pris. Se under priser bagerst i programmet for tilkøb af særskilt udflugtspakke).

 

Dag 12. Drakes Sund, Kap Horn

Drakes Sund er opkaldt efter den engelske søhelt, eller pirat, Sir Francis Drake, der i 1500-tallet gjorde livet surt for de spanske sølvtransporter fra Den Nye Verden. Vi har forladt “Det hvide Kontinent” og sejler tilbage gennem et af klodens mest stormfulde områder, hvor de særlige klimaforhold danner en såkaldt opvældzone med en masse fisk, der giver næring til havfuglene. I området finder man fire forskellige albatrosser (herunder den enorme vandrealbatros) og mange havmåger. Her er også gode observationsmuligheder af spækhuggere og andre hval- og delfinarter.

 

Hvis vejret tillader det, passerer vi Kap Horn og sejler derefter ind i Beaglekanalen, der er navngivet efter Darwins berømte skib på togtet til bl.a. Galapagosøerne.

 

Dag 13. På havet mod Puerto Madryn

Vi har endnu en dag på havet, hvor vi kan slappe af om bord og nyde den gode service og de mange faciliteter.


Dag 14. Puerto Madryn, Argentina

Ankomst kl. 07.00, afrejse kl. 16.00

Godt beskyttet af Golfo Nuevo-bugten ligger Puerto Madryn, der er Chubut-provinsens naturlige dør til det vidunderlige Patagonien. I byen, som er en af de hurtigst voksende byer i området, er der en smuk strandpromenade, og fra Almirante Brown Boulevard er der fantastisk udsigt til Atlanterhavet med Golfo Nuevo som et naturligt amfiteater.

 

Ved kysten ligger et naturhistorisk museum, der rummer en varieret og instruktiv udstilling om det rige dyreliv i området. Farvandet ud for Madryn og Península Valdés er meget frodigt og fiskerigt og tiltrækker derfor en lang række havpattedyr og fugle. Den mest spektakulære er ballena-hvalen eller nordkaperen, der yngler her i de tidlige sommermåneder. Dagens udflugtstilbud går mod syd, hvor vi besøger Punta Tombo, den største pingvinkoloni uden for Antarktis. Her er flere hundredtusinde Magellan-pingviner. Hvis tiden tillader det, når vi også det naturhistoriske museum. Frokosten på dagens udflugt er inkluderet i prisen.

 

(Udflugt i Puerto Madryn er ikke inkluderet i rejsens pris, særskilt udflugtspakke kan tilkøbes, se under priser bagerst i programmet).

 

Dag 15. På havet mod Uruguay

Efter vores oplevelser i det sydlige Argentina sætter vi atter kursen nordpå mod Uruguay.

 

Dag 16. Montevideo, Uruguay

Ankomst kl. 8.00, afrejse kl. 17.00

Ved Rio de la Platas bred finder vi Uruguays hovedstad Montevideo. Her bor 1,25 millioner indbyggere, hvilket svarer til ca. halvdelen af landets indbyggere.

 

Vi tager på en halvdagsudflugt med bus til byens største seværdigheder. Montevideo er en hyggelig og travl by med flotte parker, palæer og mange kulturelle attraktioner. Det er her, det sker! Selvom byen er mest kendt for sin charmerende gamle bydel - er den moderne bydel med spændende arkitektur også et interessant bekendtskab. Montevideo er Uruguays kommercielle, industrielle, politiske og kulturelle centrum, om end den økonomiske stagnation i Sydamerika har sat sit tydelige præg på vedligeholdelsen af mange bygningsværker. Byen blev oprindeligt opført af spanierne som modsvar til portugisernes magtbase i Colonia (ca. 100 km mod øst). Det var denne magtkamp mellem Spanien og Portugal, der i sidste ende førte til Uruguays uafhængighed.

 

På turen passerer vi blandt andet Uafhængigheds­pladsen, hvor det er værd at bemærke det imponerende mausoleum og monumentet dedikeret til general Jose Gervasio Artigas.

 

Om eftermiddagen vil der være tid på egen hånd.

 

(Udflugt i Montevideo er ikke inkluderet i rejsens pris. Se under priser bagerst i programmet for tilkøb af særskilt udflugtspakke).

 

Dag 17. Buenos Aires og hjemrejse

Ankomst kl. 5.00

Tidligt om morgenen lægger vi atter til i Buenos Aires og det er nu tid til at sige farvel til vores skib. Først på formiddagen bliver vi hentet i bus og kører til lufthavnen, hvor flyet hjem mod Danmark venter.

 

Dag 18. Ankomst København

Vi ankommer til København, og en på alle måder uforglemmelig rejse er slut.

Rejsemål

fakta om antarktis

Areal: 13,7 mio. km2
7 lande gør krav på territorier i Antarktis
Indbyggere: 1000-4000 (ingen fastboende)
Største ”by”: McMurdo Station, 1200 indbyggere (kun sommer)
Højeste punkt: Mount Vinson, 4897 meter
Laveste punkt: Bentley Subglacial Trench, 2555 m under havet (dækket af is)
Længste flod: Onyx, 30 km
Største sø: Lake Vostosk (under isen), 15.690 km2

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00