Albatros Travel

Eventyrkrydstogt fra København til New York 

Uhørt lav pris – slå til nu! Sejl i vikingernes kølvand til Shetlandsøerne, Færøerne, Island og Newfoundland. Mulighed for at forlænge rejsen med ekstra dage i New York! – med dansk rejseleder, 15 dage

København – Lerwick – Klaksvík – Reykjavík – New Foundland – New York (Cape Liberty)

Nyd et vaskeægte eventyrkrydstogt i vikingernes kølvand i Nordatlanten! Vi stiger om bord på krydstogtskibet Brilliance of the Seas allerede i København, og du får således en ekstra bekvem og stemningsfuld start på rejsen, når vi forlader hovedstaden ad søvejen – og inden længe passerer Kronborg på bagbords side.

På vores vej mod Amerika skal vi opleve hele tre af Nordatlantens mest naturskønne øer: de eksotiske Shetlandsøer, Færøerne og Island. På Shetlandsøerne, hvor vikingerne etablerede sig i 800-tallet, lægger vi til i den lille stemningsfulde hovedby Lerwick med de karakteristiske stenhuse. Kursen går herpå videre mod Færøerne med den dramatiske natur, hvor vi lægger til i Klaksvík, Færøernes andenstørste by, som ligger malerisk smukt i en lille bugt.

Videre på Island nyder vi to skønne dage med base i Reykjavík. Der er således god tid til at gå på opdagelse i den islandske hovedstad, ligesom vi skal på udflugt ad den berømte islandske rute Den Gyldne Cirkel, hvor vi oplever hele paletten af landets enestående natur: sprudlende gejsere, vandfaldet Gullfoss og den UNESCO-fredede Þingvellir Nationalpark.

Vi sætter nu kursen over Atlanten mod det amerikanske kontinent, hvor vi har vores første landgang i den canadiske provins Newfoundland og Labrador, hvor vikingerne også nåede frem. Her lægger vi til i St. John’s, Amerikas østligste punkt. Vi runder krydstogtet af i Cape Liberty ved New York, hvor du har mulighed for at forlænge ferien med nogle skønne dage på Manhattan. New York-forlængelsen inkluderer en byrundtur sammen med rejselederen, mens resten af tiden er på egen hånd. Du kan vælge en samlet løsning med hotel på Manhattan, mens der også er mulighed for blot at forlænge flybilletten og selv stå for indkvartering med mere. For tilkøb af forlængelsen i New York se venligst under Prisinformation.

Under krydstogtet står rejselederen løbende for informationsmøder og foredrag og sørger for at holde sammen på gruppen. Inkluderet i rejsens pris er udflugten Den Gyldne Cirkel på Island (inkl. frokost) samt helpension og drikkepenge på skibet.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:

Dagsprogram

Dag 1. Afsejling fra København.
Afsejling kl. 16.30
Vi tjekker ind på vores skib, Brilliance of the Seas, i København, og sidst på eftermiddagen er vi klar til at forlade vores hjemlige hovedstad ad søvejen – en fantastisk stemningsfuld start på rejsen! Om aftenen nyder vi vores første middag om bord, mens kursen går gennem de danske farvande mod Nordatlanten.

Dag 2. På havet
Vi starter krydstogtet ud med en dejlig dag på havet og har således god tid til at gå på opdagelse og nyde de mange dejlige faciliteter på skibet. Skal pulsen lidt op, er her blandt andet løbebane, boldbane, fitnesscenter og mulighed for at øve golfslag på et særligt driving net. Eller hvad med en tur på skibets klatrevæg? Skal dagen stå i forkælelsens tegn, er der en række spa- og wellnesstilbud om bord (behandlingerne bestilles og betales direkte om bord på skibet). Også på den gastronomiske front er udbuddet stort – du kan vælge at spise i skibets hovedrestaurant eller på en af skibets mange specialrestauranter. Rund eventuelt aftenen af med en svingom til en gang levende musik eller med et show i bedste Broadway-stil i skibets store teatersal.

Dag 3. Lerwick, Shetlandsøerne  
Ankomst kl. 07.00, afsejling kl. 17.00
Vi har i dag vores første landgang, når vi ankommer til øriget Shetland, der består af mere end 100 øer og skær, hvoraf kun 15 er beboet året rundt. Shetlandsøerne udgør den nordligste del af det britiske kongedømme og ligger cirka 300 kilometer nord for det skotske fastland. Denne centrale beliggenhed i Nordatlanten har gennem tiderne ført mange sørejsende til øerne, herunder vikingerne, som i 800-tallet etablerede sig i området, og den skandinaviske arv skinner stadig igennem i både dialekter, folklore og stednavne.

Shetlandsøernes talrigeste beboere er de berømte får, som tæller mere end 330.000 hoveder. Herefter kommer fuglearterne mallemukker, lunder og lomvier, og set i det perspektiv kan de 24.000 mennesker på øerne synes ganske få. Lerwick har ikke den store udstrækning, så en byvandring er en oplagt aktivitet. Når man bevæger sig rundt i hovedstadens smalle gader og krogede stræder, kan det virke, som om tiden har stået stille her, men Lerwick er faktisk en ganske livlig by. Den er bygget op omkring havnen, der særligt i sommermånederne summer af liv, når færger, krydstogtskibe og luksusyachter fra alle dele af Nordatlanten gæster øerne.

Du kan bruge dagen på at kigge nærmere på Fort Charlotte, bygget i 1665, og nyde den gode udsigt over den gamle by fra fortets skydeskår, hvor du også kan se havnen, øen Bressay og fuglekolonien Noss. Ikke langt fra fortet ligger rådhuset fra 1883, der er en smuk gotisk bygning, hvor man rigtigt får indtryk af Lerwicks fortid og kultur. Her findes også et museum med udstillinger fra de første bosættelser tilbage fra stenalderen, jernalderen og vikingetiden, ligesom der er informative udstillinger om søfart og øens fisketraditioner.

Dag 4. Klaksvík, Færøerne
Ankomst kl. 07.00, afsejling kl. 16.00
Vi er nu fremme ved Færøerne, de sagnomspundne ”fåreøer” mellem Skotland, Island og Norge. Færøerne er berømte for den rå og uforfalskede natur med store grønne vidder og fritgående får overalt. De 18 forrevne klippeøer synes nærmest at rive alle Atlantens skyer til sig, og ofte lægger skyerne sig som en let dyne omkring fjeldtoppene og giver øerne et eventyragtigt præg.

Alle øerne er i dag beboede, bortset fra Litla Dimun, men befolkningstallet er til at overse. I alt er der 50.000 indbyggere, hvoraf cirka 17.000 bor i hovedstaden Tórshavn.

Vi lægger til i Klaksvík, den næststørste by på Færøerne, som ligger på øen Borðoy, den største af Nordøerne. Smukt beliggende mellem to beskyttende fjorde og to 600 meter høje fjelde har Klaksvík én af de bedste naturlige havne på Færøerne, og Klaksvík er derfor også en af de rigeste fiskerbyer på Færøerne. Friskfangede fisk findes sjældent i butikkerne, men købes direkte fra bådene eller fås gratis fra familie og bekendte, da det er gammel færøsk tradition ikke at sælge fødevarer. Det færøske køkken er ud over diverse fiskeretter berømt for – eller måske nærmere berygtet for – den store lokale delikatesse: kogt fårehoved.

Du kan vælge at tilbringe dagen på egen hånd eller tage på udflugt gennem skibet. (Udflugten bestilles og betales direkte om bord på skibet).

Dag 5. På havet
Vi har en dag på Nordatlanten med kurs videre mod Island. Nyd dagen i dit helt eget tempo!

Dag 6. Reykjavík, Island. Udflugt ad Den Gyldne Cirkel
Ankomst kl. 08.00
Vi ankommer om morgenen til Reykjavík, Islands hovedstad, der i dag rangerer som en af de hotteste destinationer i Europa.

For 200 år siden boede der i Reykjavík blot 300 sjæle, men nu har 172.000 mennesker, eller 60 procent af Islands befolkning, deres hjem i verdens nordligste hovedstad. Reykjavík har i mange år været Islands kulturelle centrum, og selvom mange aktiviteter er stagneret i kølvandet på den islandske økonomiske krise, er der stadig meget at se på og købe – i dag blot til en væsentlig lavere pris end tidligere.

Islands tidlige historie er rigt dokumenteret, og blandt de ældst kendte islandske bøger finder man sagaerne. Ifølge de islandske sagaer var den første fastboende nordbo norske Ingolf Arnarsson, der i år 874 som en af de første satte fod på Island på et sted, han kaldte for ”Røgbugten”. Han fulgte den traditionelle måde at indtage nyt land på, nemlig at smide et gudebillede over bord og så gå i land der, hvor billedet drev ind.

Du har i dag mulighed for at opleve den enestående smukke og dramatiske islandske natur på tætteste hold, når vi tager på heldagsudflugt i bus ad ruten Den Gyldne Cirkel – det klassiske navn på en af Islands bedste og populæreste udflugter. Vi kører fra Reykjavík mod øst til vandfaldet Gullfoss, som er Islands allerstørste attraktion. Det 32 meter høje Gullfoss falder i to trin, på henholdsvis 10 og 21 meter, ned gennem den dybe kløft. Vandfaldet blev først kendt af omverdenen i begyndelsen af dette århundrede. En lille landbrugsfamilie, Tómasson, kørte i 20 år en lang retssag om ejendomsretten af landområdet, men tabte sagen til udenlandske investorer. Investorerne kunne dog ikke betale i sidste instans, hvilket gav islændingen Einar Gudmundsson mulighed for at købe området i 1939. I 1975 overdrog han området til den islandske stat, der har ført området tilbage til sit rette element som naturreservat.

Et lille stykke fra Gullfoss ligger Geysir, der har lagt navn til resten af verdens gejsere. Geysir kom første gang i udbrud sidst i 1200-tallet, og efter i nogle år at have ligget i dvale blev den i år 2000 igen aktiv efter et vulkanudbrud. I dag kan den dog ”kun” levere en vandsøjle på cirka ti meter, mens den i Geysirs storhedstid var 60 meter høj. Lige i nærheden finder man Strokkur-gejseren, der hvert tredje minut spyr sine vandmasser mere end 20 meter op i luften.

Sidste punkt på dagens udflugtsprogram er Þingvellir, der dannede ramme om verdens ældste parlament, som er dateret helt tilbage til år 930. Her finder vi også Islands største sø, Þingvallavatn, der sammen med dalen og sletten er udlagt til nationalpark og er på UNESCO’s liste over verdens naturarv. Den smukke kløft, der bugter sig gennem parken, er stedet, hvor to af jordens store tektoniske plader mødes, og det er i teorien muligt at skræve med et ben på både det amerikanske og det europæiske kontinent. Frokost er inkluderet på dagens udflugt.

Dag 7. Reykjavík, Island
Afsejling kl. 17.00
Vi sejler først fra Reykjavík sidst på eftermiddagen, så udnyt dagen til at gå på opdagelse i den lille hyggelige hovedstad, der ligger eventyrligt smukt med udsigt til fjeldet. Du kan blandt andet lægge vejen forbi Islands Nationalmuseum, hvor landets farverige og dramatiske historie er rigt illustreret.  

Reykjavík byder på et spændende udvalg af modebutikker, gallerier, caféer og prisvindende restauranter. Landet har gennem det seneste årti markeret sig godt og grundigt på det gastronomiske verdenskort med et nytænkende og moderne køkken, baseret på friske nordiske råvarer. 

For de eventyrlystne kan dagen tilbringes i en af byens svømmebade, der byder på wellness for krop og sjæl. Det varme vand er Islands helt store ressource, og byen har flere store badeanlæg, fyldt med det berømte og helsebringende vand, som Islands livlige geotermiske aktivitet sørger for.

Dag 8-10. På havet
Kursen går nu videre over Atlanten mod det amerikanske kontinent. Nyd roen og freden om bord på skibet, og spæd til med underholdning og lækker mad i gavmilde mængder. 

Dag 11. St. John’s, Newfoundland og Labrador, Canada
Ankomst kl. 08.00, afsejling kl. 18.00
Vi er nu nået over Atlanterhavet og er fremme ved Canadas østligste provins, Newfoundland og Labrador. Med Leif Den Lykkelige i spidsen ankom vikingerne til New Foundland i 1002 e.Kr. og grundlagde bosættelsen Vinland. I dag hedder området L’Anse aux Meadows.

Vi lægger til i St. John’s, Nordamerikas østligste punkt og geografisk nærmest Europa. Den strategisk gode beliggenhed tiltrak i århundreder eventyrere, handelsfolk, sørøvere og ikke mindst søfarere, som skabte grundlaget for byens fremgang. I 1497 kom den italienske søfarer og opdagelsesrejsende Giovanni Caboto (også kendt som John Cabot) hertil og udråbte enklaven til den første permanente bebyggelse i Nordamerika.

St. John’s oser af charme. Ud over den lange, maleriske historie byder byen på enestående arkitektur og kultur- og naturoplevelser. I bymidtens smalle stræder findes et væld af museer, gallerier, historiske bygninger, parker, restauranter, pubber og hyggelige butikker. St. John’s downtown er et af de ældste handelssteder i Nordamerika. En af byens største seværdigheder er Signal Hill med den smukke udsigt over den gamle historiske havneby. Allerede i 1704 hejstes flag på Signal Hill, når skibe nærmede sig – det være sig af venlig eller fjendtlig art. Og i århundreder var udsigtspunktet et ømt punkt i forbindelse med militære stridigheder.

En anden attraktion i St. John’s er Cape Spear. I Newfoundland-folkemunde kaldes Cape Spear også “den vestlige verdens Fjernøsten”, og lige præcis her befinder man sig på Nordamerikas allerøstligste punkt. Ud over et fantastisk landskab ligger også Newfoundlands ældste fyrtårn her.

Du kan vælge at tilbringe dagen i St. John’s på egen hånd eller tage med på en af skibets udflugter. (Bestilles og betales direkte om bord på skibet).

Dag 12-13. På havet
Kursen går nu sydover mod USA. Brug de sidste dage om bord på at få det maksimale ud af skibets mange spændende aktiviteter og underholdningstilbud.

Dag 14. Cape Liberty, USA. Shopping og hjemrejse
Ankomst kl. 06.00
Vi ankommer til Cape Liberty i New Jersey tidligt om morgenen. Fra Cape Liberty er der på klare dage udsigt ind over Manhattan og Frihedsgudinden. Efter morgenmad i ro og mag på skibet går vi fra borde. Inden vi kører i lufthavnen midt på eftermiddagen, lægger vi vejen forbi en shoppingmall, hvor den lave dollarkurs betyder shopping til langt under danske butikspriser.

(NB! Har du tilkøbt forlængelsespakke med ekstra dage i New York, kører du med bus ind til New York, hvor dagen står på byrundtur på Manhattan og derefter indkvartering på hotellet). 

Dag 15. Ankomst til København
Vi ankommer om morgenen til København med rejsekufferten fuld af forrygende oplevelser!

Rejsemål

fakta om nordeuropa

Areal: 1,4 mio. km2
Antal lande: 9
Indbyggere: 32 mio.
Største by: Stockholm, Sverige, 1,2 mio.
Højeste punkt: Galdhøpiggen, Norge, 2469 meter
Laveste punkt: Lammefjorden, Danmark, 7 meter under havet
Største sø: Vänern, Sverige, 5585 km2

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00