Albatros Travel

Eventyr og Mystik – en rejse gennem Sydøstasien  


Thailand, Cambodja og Vietnam
– med dansk rejseleder, 15 dage

På denne oplevelsesmættede Albatrosrejse venter der dig eventyr og oplevelser for alle pengene! Til lands og til vands rejser vi tværs igennem Sydøstasien – Thailand, Cambodja og Vietnam – og på programmet har vi både de store klassiske højdepunkter og masser af lokalkolorit i form af farverige markeder, traditionelle landsbyer og en fantastisk gæstfri lokalbefolkning.

Vi starter ud i Thailand og tager på opdagelse i Bangkoks magiske mylder af templer, paladser, velduftende gadekøkkener og hurtige tuk-tuk’er. Fra den nuværende hovedstad bevæger vi os til den gamle kongeby Ayutthaya, byen med de 2.000 gyldne spir. Herfra fortsætter vi til Khorat i det mere ukendte østlige Thailand, og besøger undervejs Prasat Hin Phimai, et af de vigtigste khmertempler i Thailand. I Surin får vi indblik i den lokale silkeproduktion og besøger om eftermiddagen elefantlandsbyen Ban Ta Klang, hvor de fleste af landsbyens indbyggere udgøres af det traditionelle kui-folk, der gennem århundreder har opdrættet elefanter. 

Vi er nu klar til at krydse ind over grænsen til nabolandet Cambodja, som indtil for nyligt var lukket land for rejsende på grund af Pol Pots brutale regime. Landminer, flygtninge og fattigdom var de ord, man forbandt med Cambodja, og tragedien betød, at mere end 1,5 millioner uskyldige mennesker mistede livet under Pol Pots styre. Cambodja er sluppet af med resterne af De Røde Khmerer, hvilket betyder, at vi nu kan rejse i et af Sydøstasiens mest spændende lande. Cambodja vil utvivlsomt gøre indtryk på godt og ondt: Vi oplever den smukke solnedgang over det fantastiske tempelområde Angkor Wat og ser også de gruopvækkende massegrave ved Killing Fields, lidt uden for hovedstaden Phnom Penh.

Fra Phnom Penh sejler vi ad den mægtige Mekongflod ind i Vietnam og til det frodige Mekongdelta, hvor Mekongfloden deler sig i talrige bifloder og gennemstrømmer landet mod Det Sydkinesiske Hav. I Chau Doc indkvarteres vi på det skønne Victoria-hotel, som danner en perfekt ramme for vores udflugter i det farverige delta.

Vi slutter rundrejsen i Saigon eller Ho Chi Minh City, som byen nu officielt hedder. Her ser vi blandt andet de berømte Cu Chi-tunneler, der blev bygget af Vietcong i perioden 1940-60, og du har tid til selv at tage på eventyr i denne sprudlende, spændende og livlige storby.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:
Kr. 16.990,-
15 dage
Fra København
Kr. 16.990,-
15 dage
Fra København
Kr. 16.990,-
15 dage
Fra København
Kr. 16.990,-
15 dage
Fra København
Kr. 16.990,-
15 dage
Fra København
Kr. 16.990,-
15 dage
Fra København
Kr. 15.990,-
15 dage
Fra København

Dagsprogram
Dag 1. Afrejse fra København
Vi flyver til Thailands hovedstad, Bangkok. Inklusive forplejning på flyet.

Dag 2. Ankomst til Bangkok. Sejltur på klongerne
Ved ankomsten til Bangkok kører vi til hotellet, og resten af formiddagen er afsat til afslapning. Først på eftermiddagen er vi klar til at se byen – fra vandsiden. Vi går om bord på en traditionel longtail-båd, som sejler os op ad nettet af kanaler, klongerne, og undervejs kommer vi forbi mange spændende steder, blandt andet Wat Arun, Morgengryets Tempel, hvis pragt bedst nydes fra floden. Det porcelænsbelagte tempel er ganske betagende, og vi kan nyde synet allerede langt fra, når vi nærmer os på floden, takket være templets imponerende højde på 79 meter. Sejlturen går videre gennem det store netværk af kanaler, der indimellem kan virke som en hel labyrint. Visse steder hersker der en smittende ro, og vi kan kigge ind i husene, hvor de lokale stilfærdigt passer dagens sysler, mens der på de større kanaler udspiller sig et utroligt liv med handlende, rejsende, transportfartøjer og longtail-både.

Vi er tilbage på hotellet sidst på eftermiddagen. Om aftenen tager vi fra hotellet hen til en stemningsfuld restaurant, hvor vi skal spise en velfortjent velkomstmiddag.

Dag 3. Bangkok. Wat Po-templet, Grand Palace og videre til Ayutthaya
I dag skal vi se templet Wat Po, som huser en stor, liggende Buddha, der er et billede på Buddhas færd til nirvana. Buddhaen har kolossale dimensioner: 46 meter lang og 15 meter høj og er lavet af gips og mursten belagt med bladguld og perlemor. Templet, som er det ældste i Bangkok, blev grundlagt i det 16. århundrede og blev bygget af tidligere monarker lige ved siden af kongepaladset. Wat Po er samtidig det største tempel i Bangkok og er meget velstillet, da det modtager offentlige donationer. Alle bygninger er rigt dekorerede og udstråler stor harmoni og skønhed. Selv om templerne besøges af tusindvis af turister, anvendes de samtidigt til religiøse ceremonier og besøges dagligt af buddhistiske munke og studerende. Templet rummer også den velrenommerede Wat Po-skole for traditionel massage og opbevarer Thailands største samling af opskrifter på naturmedicin. 

Vi besøger også det overdådige Grand Palace, der blev påbegyndt i 1782, Bangkoks første år som hovedstad. Dette enorme, farvestrålende kompleks af forgyldte stupaer, imponerende bygninger og talrige kolossale gudefigurer er formodentligt Thailands mest berømte turistattraktion, og det er samtidig et af de bedste arkitektoniske eksempler fra det gamle thaihof. Paladset blev tidligere benyttet som residens for landets konger og rummer over hundrede forskellige bygninger, for eksempel kroningshallen og receptionshallen. Men mest imponerende og vigtigst er uden tvivl Wat Phra Kaew-templet, der indeholder Thailands helligste Buddhastatue, den lille Jadebuddha. Det er fascinerende at iagttage den ærbødighed, hvormed de troende møder denne lille statue. Hele templet bærer præg af, at buddhismen er en særdeles vigtig del af thailændernes hverdag.

Med disse store oplevelser på nethinden fortsætter vi i bus til den gamle kongeby Ayutthaya.
Ayutthaya var i godt 400 år Thailands hovedstad, og i byens storhedstid i 1600- og 1700-tallet var det verdens største og rigeste by. Byen med de 2.000 gyldne spir blev den kaldt. Vi bruger eftermiddagen på at se ruinerne af det gamle kongepalads, som var forbillede ved bygningen af Grand Palace. Her blandt resterne af de historiske bygninger får man en god fornemmelse af den pragt og skønhed, der mødte de få europæiske besøgende, som dengang fik audiens hos den thailandske kongefamilie. Turen går også forbi nogle af byens smukke templer, blandt andet Wat Chai Wattanaram i solnedgangen.

Dag 4. Ayutthaya – Khorat. Prasat Hin Phimai-templet
Vi kører til Ayutthayas smukke ruiner, hvor bygninger og templer står i romantisk forfald. Herefter tager vi et smut forbi byens muslimske kvarter, hvor vi skal smage en af Ayutthayas søde specialiteter: candyfloss rullet ind i pandekage. Vi kører herefter tilbage til hotellet og spiser frokost.

Om eftermiddagen får vi en lille forsmag på, hvad der venter os ved Angkor Wat, når vi ser khmer-ruinen Prasat Hin Phimai, der er et af de vigtigste khmer-templer i Thailand. Prasat Hin Phimai er fra samme periode som Angkor Wat og blev opført af kong Jayavarman. Templerne har været forbundet af den gamle “kongevej”, Dharmasal-ruten. Resterne af den solide stenmur, som har omgivet templet, kan stadigvæk ses.

Vi fortsætter videre mod Khorat, og hen på eftermiddagen ankommer vi til vores hotel. Resten af dagen er afsat til afslapning i eget tempo. Khorats restauranter er kendt for at være de bedste i regionen, så der skulle være gode chancer for at få et godt aftensmåltid.

Dag 5. Khorat – Surin. Silkeproduktion og elefantlandsby
I dag fortsætter vi nordøst mod Surin. Surin er kendt for sin silke og for sine elefanter, og vi får chancen for at opleve begge dele i dag. I landsbyen Tha Sawang i udkanten af Surin er de fleste af landsbyens husstande involveret i silkeproduktion, og vi ser, hvordan silke bliver fremstillet og siden indvæves med guldtråde.

Om eftermiddagen besøger vi elefantlandsbyen Ban Tan Klang, der ligger lige uden for Surin. Byen består mestendels af det traditionelle kui-folk, som gennem århundreder har været kendt for deres elefantopdræt. I området her findes omkring 300 elefanter, der alle lever sammen med deres mahout (elefantpasser) og mahoutens familie – og elefanterne anses som en del af familien. Elefanterne betyder så meget for familierne, at der findes en kirkegård til elefanterne! Der kommer hvert år mange nye elefanter til verden, og i 2010 blev der endda født et sæt elefanttvillinger. Ud over at opdrætte og passe elefanter findes der også en papirmølle i landsbyen, der laver papir af elefanternes møg.

Dag 6. Surin – Siem Reap. Tempelbesøg
Efter morgenmaden kører vi til grænsen mellem Thailand og Cambodja, og når indrejseformaliteterne er overstået, kan vi sætte fødderne på cambodjansk jord. Her fortsætter vi mod Siem Reap, byen, der danner base for udflugter til de storslåede Angkor-templer. Vi tjekker ind på vores hotel og ser frem til eftermiddagens tempelbesøg.

Om eftermiddagen tager vi ud og besøger blandt andet det mindeværdige og pittoreske Ta Prohm-tempel, der er bevaret, som det blev fundet – halvt i ruiner og overgroet af junglens træer og slyngplanter. Det er helt fantastisk at se, hvordan naturen langsomt har gjort krav på sin ret til at vokse – uanset om underlaget er gamle mursten.

Dag 7. Siem Reap. Angkor Thom og Angkor Wat
I dag skal vi besøge Angkor Thom, den sidste hovedstad i Khmerriget, opført i det 12. århundrede under kong Jayavarman VII. Ruinbyen på 9 km2 er omkredset af en kvadratisk, otte meter høj mur, og efter at have passeret indgangsporten flankeret af imponerende elefanter bevæger vi os ind til Bayon-templet, som ligger præcist i midten af byen. Templet har 54 tårne med gådefulde, udskårne ansigter, som symboliserer de 54 provinser i det store Khmerrige. Smukke relieffer skal vi også se på Elefanternes Terrasse og Den Spedalske Konges Terrasse.

Om eftermiddagen lader vi bussen står og kører i stedet i tuk-tuk til den fantastiske tempelby Angkor Wat. Hele tempelkomplekset dækker 20 x 50 kilometer og var i 800-1300-tallet hovedstad for det mægtige Khmerrige, hvis magt og kulturelle indflydelse rakte langt ind i de omkringliggende lande. Selve Angkor Wat er blot det største af mange templer, selvom det har lagt navn til hele området. Angkor Wat er et af de bygningsværker, der bliver ved med at forbløffe besøgende, og stedet efterlader ingen tvivl om, at Khmerriget har haft sin berettigede storhedstid. Hvis vejret tillader det, nyder vi solnedgangen over rismarkerne fra det smukke tempelområde, inden vi vender tilbage til hotellet.

Dag 8. Siem Reap – Phnom Penh. Sightseeing i cykeltaxa
Vi kører fra Siem Reap til Cambodjas hovedstad, Phnom Penh. De tidligere franske koloniherrer har sat et tydeligt præg på byens arkitektur, og Phnom Penh blev førhen anset for den smukkeste by i Indokina. Imidlertid har de historiske begivenheder og landets manglende ressourcer betydet, at de gamle franske kolonibygninger ikke er blevet vedligeholdt.

Ved ankomsten til Phnom Penh kører vi til vores hotel, og om eftermiddagen tager vi hul på dagens udflugtsprogram – og transporten bliver med cykeltaxa, så vi kommer lidt tættere på oplevelserne end i bus. Dagens rute bringer os til Wat Phnom-templet, som ligger på en lille bakketop på det sted, hvor byen blev grundlagt. Vi skal også se det imponerende Kongepalads fra 1866, som er Cambodjas svar på Grand Palace i Bangkok. Det er dog ikke hele paladset, der er åbent for offentligheden. Ved paladset ligger Sølvpagoden, som er navngivet efter de 5.000 tunge sølvfliser, der dækker pagodens gulv. Her er også en spændende samling af Buddhafigurer i guld, sølv, bronze og krystal. Nationalmuseet er sidste stop på vores sightseeingtur. Museet er bygget i khmer-stil og rummer verdens største samling af fund fra khmertiden fra det 4. til det 13. århundrede. Som et lille kuriosum er taget hjemsted for en stor koloni af flagermus!

Dag 9. Phnom Penh. Tuol Sleng-museet, Killing Fields og middag på Udenrigskorrespondenternes Klub
I dag skal vi kigge nærmere på Cambodjas triste fortid under Pol Pots styre. Vi besøger Tuol Svay Prey High School, som i 1975 blev omdannet til et fængsel af De Røde Khmerer og navngivet S-21 (Security Prison 21). I perioden 1975-1978 fungerede fængslet som torturkammer, og for mere end 17.000 mennesker blev opholdet i S-21 sidste stop, inden de blev transporteret videre til udryddelseslejren i Choeung Ek (i dag kendt som The Killing Fields).

I dag er S-21 omdannet til museet Tuol Sleng til minde om de grusomheder, der fandt sted under De Røde Khmerer. Samtlige fanger, der opholdt sig her, blev fotograferet. På væggene er portrætterne udstillet, og desperationen står malet i deres ansigter. Stedet er i sandhed deprimerende at besøge og viser os menneskets mest mørke sider. Vi kører fra Tuol Sleng-museet til The Killing Fields ved Choeung Ek cirka 15 kilometer fra Phnom Penhs centrum. I et højt tårn af glas vises 8.000 kranier af nogle af de mennesker, der endte deres dage i massegravene. Stedet er i dag yderst fredfyldt, men gemmer på en frygtelig historie. 

Du har lidt tid på egen hånd om eftermiddagen frem til vi mødes for at sejle en lille tur på floden, inden vi spiser middag sammen på Foreign Correspondents’ Club. Dette var tidligere mødested for journalister og udlændinge, da de vendte tilbage til Phnom Penh efter krigen. Fra første sal er der en flot udsigt over floden, og man kan følge livet nede på gaden. På væggene kan man se diverse pressefotos fra Cambodja.

Dag 10. Phnom Penh – Chau Doc
Formiddagen tilbringes på egen hånd, inden vi siger farvel til Cambodja. Efter frokosten fortsætter vores rejse ad Mekongfloden, som selv i dag er en af regionens vigtigste transportveje. Den mægtige Mekongflod har sit udspring i det sydlige Kina og strækker sig næsten 5.000 kilometer gennem fem lande, til den munder ud og forgrener sig i Mekongdeltaet i det sydlige Vietnam.

Vores sejltur ned ad floden bringer os igennem pragtfulde landskaber med små landsbyer, hvor vi får en autentisk smagsprøve på livet langs floden, som det er blevet levet i århundreder. Sidst på eftermiddagen er vi fremme ved Vietnam og grænsebyen Chau Doc. Byen med de flydende huse er præget af den livlige grænsehandel med de mange varer, som smugles ind fra Cambodja. Vi overnatter på det populære og skønne Victoria Hotel i Chau Doc.

Dag 11. Chau Doc – Can Tho. Marked, sejltur og tempel
Om morgenen besøger vi et marked og tager derefter på en sejltur op ad en af Mekongflodens mange bifloder. Her bor cham-folket, som levede ved Vietnams kyster fra det 2. til det 9. århundrede. De var oprindelig hinduer, men kontakten med arabiske handelsfolk gjorde i løbet af middelalderen dette minoritetsfolk til muslimer. Vi passerer huse og små landsbyer, der er bygget på pæle ude i selve floden. Hovederhvervet i dette område er fiskeavl, og cirka 15 procent af Vietnams fiskeindustri stammer fra dette område. Cham-folket er dog også berømte for deres silkevævning.

Vi besøger det nærliggende Thoai Ngoc Hau-tempel, inden turen går tilbage til hotellet og frokost på en lokal restaurant. Herfra fortsætter vi med bus mod Can Tho, som er Mekongdeltaets største by og ligeledes centrum for områdets handel og transport. Undervejs stopper vi ved en landsby, der er kendt for sit kurveflet.

Dag 12. Can Tho – Saigon. Flydende marked og Cai Be
Can Tho er hovedbyen i Mekongdeltaet, og det er her, der handles med deltaets varer, frugter og afgrøder fra de godt fyldte både.

Vi står tidligt op og går om bord på vores båd, og sejler til det flydende marked. Det er en helt speciel oplevelse at være en del af markedet, når det er allermest hektisk, her tidligt om morgenen. Efter den livlige markedsaktivitet skifter vi til mindre både og sejler gennem nogle af de helt små kanaler. Herefter kører vi nordpå og stopper i Cai Be, hvor vi skal se en lille produktion af ris-pasta, rispopcorn og kokosslik og spise frokost på en lokal restaurant. Vi fortsætter til den livlige storby Saigon, der dag officielt hedder Ho Chi Minh City efter frihedshelten af samme navn. Millionbyen er Vietnams økonomiske og industrielle hovedstad, og det kan mærkes. Saigon er en heksekedel på godt og ondt, og især trafikken er en oplevelse. Det siges, at der i Saigon drøner tre millioner motorcykler rundt, men når man har været i byen i en halv dag, virker det faktisk som en underdrivelse.

Dag 13. Saigon. Cu Chi-tunnellerne, byrundtur og afskedsmiddag
I den tidlige morgenstund kører vi til de berømte Cu Chi-tunneller, der blev bygget af Vietcong i perioden 1940-60. I første omgang for at hjælpe den lille landmandshær mod helikoptere og anden moderne krigsførelse, men da Vietnamkrigen var på sit højeste, strakte tunnelerne sig faktisk hele vejen fra Saigon til den cambodjanske grænse, og alene i Cu Chi-distriktet er der over 250 kilometer underjordiske tunneler. Vi er så heldige at få en guide med, der selv har boet i tunnellerne i en periode på omkring 12 år, så vi får en ægte skildring af livet i tunnellerne. 

Senere kører vi tilbage til Saigon. Her besøger vi blandt andet Præsidentpaladset, eller Uafhængighedspaladset, som det nu kaldes. Paladset er en klassisk bygning fra 1960’erne, hvor den sydvietnamesiske præsident Ngo Dinh Diem bestemte sig for at skifte den gamle, franske guvernørbolig ud med dette storslåede palads. Man får virkelig følelsen af svundne tiders storhed og rigdom, når man vandrer gennem de store sale, der står, som de blev efterladt i 1975. Turen går videre til Notre Dame-katedralen, der blev bygget i årene 1877-1883, og som har to 40 meter høje tårne med jernspir. Vi fortsætter til Saigons andre seværdigheder som det gamle posthus, operahuset, rådhuset, krigsmuseet og Jadekejserens Pagode, inden vi vender tilbage til hotellet. Om aftenen nyder vi en afskedsmiddag på en lokal restaurant i byen.

Dag 14. Saigon. På egen hånd og hjemrejse
Dagen er til fri disposition. Der er mulighed for at besøge nogle af byens seværdigheder eller få gjort de sidste indkøb, inden turen går mod lufthavnen, hvor der er afrejse mod København.

Dag 15. Ankomst til København
Vi ankommer til Københavns Lufthavn, og en uforglemmelig rejse er slut.

Rejsemål
Fakta om SYdøstasien

Areal: 4,5 mio. km2
Antal lande: 11
Indbyggere: 570 mio.
Største by: Jakarta, Indonesien, 8,5 mio.
Højeste punkt: Hkakabo Razi, Burma, 5881 meter
Laveste punkt: Havoverfladen
Største sø: Tonle Sap, Cambodja, 2700 km2
Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00