Tanzania har manifesteret sig som et af Afrikas førende safarilande, og det er ikke uden grund. I Tanzania finder man en usædvanlig smuk og alsidig natur med en vildtbestand, der er blandt de absolut største og mest varierede i verden. Naturen er karakteriseret ved spredte vulkanske landskaber, den imponerende østafrikanske gravsænkning, Great Rift Valley, tætte regnskove og afro-alpin flora i højlandet samt gigantiske ørkener afbrudt af fascinerende slugter og floder. Og måske frem for alt – savannen med de flade græsstepper, hvor vildtet frit kan iagttages. Den besøgende er så at sige tilskuer til naturens ucensurerede skuespil fra første parket.
Det, der netop karakteriserer Østafrika, er mangfoldigheden: Over en million hvidskæggede gnuer og zebraer galopperer hen over sletterne i Serengeti/Masai Mara-økosystemet, titusinder af lyserøde flamingoer viser sig frem i Great Rift Valleys sodasøer, girafhoveder titter op over akacietræerne, sky eland-antiloper spejder vagtsomt efter mulige fjender, og snesevis af gribbe kaster sig grådigt over et ådsel. Dertil kommer Ngorongorokrateret, hvor vi har rigtig gode chancer for at se The Big Five – bøffel, elefant, næsehorn, løve og den elegante leopard.
En god grund til at vælge Tanzania frem for Kenya er, at her er langt færre turister. Naturen i Tanzania virker mere vild, og dyretætheden er endnu større end i Kenya. Det koster lidt mere, hvilket skyldes de højere nationalparkafgifter, men belønningen er stor.
Vi har valgt gode lodges samt en rute, der bringer os vidt omkring, uden at køretiden virker for dominerende. Under safarien benyttes der specialbyggede jeeps, som er i stand til at køre uden for de mest brugte veje. Vi har tilrettelagt turen således, at vi benytter et dagsfly til Tanzania, hvilket giver os en nat i Tanzania til at hvile ud i, inden safarien begynder. Safarien byder på fem dage i de bedste safariområder.
DAGSPROGRAM
Dag 1 Afrejse til Tanzania - Arusha.
Dag 2 Arusha - Manyara.
Dag 3 Manyara - Serengeti.
Dag 4 Safari i Serengeti.
Dag 5 Serengeti - Olduvai Gorge - Ngorongoro.
Dag 6 Ngorongoro Crater.
Dag 7 Tangire National Park.
Dag 8 Ngorongoro - Arusha - og hjemrejse.
Dag 9 Hjemkomst.
Zanzibar forlængelse:
Dag 8 Fly til Zanzibar.
Dag 8-12 Eksotisk badeferie.
Dag 12 Hjemrejse.
Dag 13 Hjemkomst.
Læs udførligt dagsprogram
Prisinformation
Praktiske oplysninger