DAGSPROGRAM
Dag 1. København – Tanzania
Afrejse tidligt om morgenen fra København via Amsterdam til Kilimanjaro lufthavn i Tanzania. Der serveres frokost og aftensmad i flyet. Vi ankommer til Tanzania om aftenen og kører straks til vores hotel, hvor der vil være et snack-måltid.
Dag 2. Arusha – Manyara
Efter morgenmaden forlader vi Arusha og kører mod Manyara-søen. Turen fører os gennem det intensive kaffe- og majslandbrug omkring Arusha, og jo tættere vi kommer på søen, jo tydeligere fornemmer man det uspolerede Afrika. Vi ankommer i god tid til at nyde en god frokost på vores lodge.
Manyara-søen blev udødeliggjort af Hemingway i hans bog Afrikas grønne bjerge. Søen var i mange år et relativt let tilgængeligt jagtområde fra de nærliggende bosættelser, og jagttrykket var i midten af 1900-tallet så stort, at elefantbestanden desværre næsten blev udryddet. Som nationalpark blev Manyara oprindeligt meget berømt for sine træklatrende løver, som man ofte kunne se dasende højt i trækronerne med benene hængende slapt ud til siderne. I dag er det dog blevet ret sjældent at opleve denne specielle adfærd blandt parkens løver. Både løver og de andre dyr holder sig på jorden i den smukke landskabsmæssige kombination af sø, eng og tæt skov med Great Rift Valleys højderyg i baggrunden.
Efter frokost kører vi først til søbredden for at kigge efter flodheste og nyde det enestående fugleliv, der er særlig rigt netop her. Lake Manyara Nationalpark ligger ved foden af den ene af de stejle højderygge, som udgør siderne af den østafrikanske gravsænkning Great Rift Valley. Mellem højderyggen og søbredden ligger en relativt smal landbræmme, der udgør parkens landdel. Området ligger godt beskyttet af de to vanskelige forhindringer: vand og klippe.
Dag 3. Manyara – Serengeti
Efter morgenmaden forlader vi vores lodge og rejser mod Serengeti. Dagens lange kørsel er en spændende safaritur. Teoretisk set kan dagens rute køres på omkring fem timer, men vi forventer at bruge meget mere, da vi skal bruge tid på en række afstikkere, hvor vi spedjer efter dyr og nyder de smukke landskaber. Vi nyder en dejlig picnic-frokost undervejs.
Efter en lang og spændende dag ankommer vi til aftensmads-tid på vores camp.
Dag 4. Serengeti Nationalpark
Der findes mange beskrivelser af Serengetis årlige cyklus af migrerende dyr, men man kan ikke være sikker på noget. Det hele handler først og fremmest om, hvor og hvornår der falder regn. Den vigtigste af de vandrende arter er den hvidskæggede gnu, hvis bestand periodevis kommer op imod halvanden million. Andre vigtige arter er zebra og thomsongazelle, der forekommer i et noget mere beskedent antal. At så mange dyr vandrer i en årlig cyklus, spiller naturligvis en enorm rolle for hele økosystemet.
Regnen i det sydlige Serengeti falder fortrinsvis i perioden fra november til april. Den kommer sædvanligvis som korte, kraftige byger spredt over en lang periode. Regnen og det grønne græs får den migrerende bestand til at samles og kælve her. Hovedparten af kalvene fødes i løbet af få uger i februar. Det er et fantastisk syn, når disse enorme mængder af gnu og zebra er samlet, og tusindvis af kalve dagligt kommer til verden. I denne periode har alle former for kødædere – især løve, gepard, hyæne og sjakal – kronede dage og kommer til området fra nær og fjern. Når regnbygerne stopper, tørrer savannen hurtigt ud, og fødegrundlaget for gnuer og zebraer er væk. De migrerende arter vandrer nordpå mod Seronera, den vestlige korridor omkring Grumeti og Ikoma, hvor bestanden er tættest fra april til juni. Herefter begiver flokkene sig mod nord, hvor de første dyr krydser ind i Masai Mara omkring starten af juli.
Overalt i Serengeti findes faste (residente) vildtbestande, der ikke påvirkes nævneværdigt af den store vandringscyklus bortset fra konkurrencen om føden. Disse bestande har en tendens til at koncentrere sig omkring vandhuller, og i de tørreste perioder får områder med meget permanent vand en særlig høj koncentration af vildt som bøffel, giraf, topiantilope, gnu og elefant. Dette gælder specielt området omkring Seronera og Grumeti-floden, hvor der – ikke tilfældigt – findes nogle af verdens største krokodiller.
Vi har planlagt en heldagssafari, således at vi eksempelvis har mulighed for at køre helt ud i Serengetis vestlige korridor eller følge de vandrende bestande helt op mod Masai Mara. En af de helt store og meget omtalte seværdigheder er gnuernes passage af de store floder. Vi har alle de bedste floder som Grumeti-, Sands- og Mara-floderne inden for rækkevidde. Dagens program vil naturligvis blive tilpasset de aktuelle forhold, og der er ingen grund til at køre en heldagstur, hvis vildtet holder til omkring vores camp.
Dag 5. Olduvai-kløften / Ngorongoro
Efter morgenmaden forlader vi Mbuzi Mawe og rejser mod Ngorongoro, hvoraf den første del af turen er en safari gennem Serengeti. På vejen kommer vi til Olduvai-kløften, hvor Leakey-familien og mange andre forskere har gjort enestående fund efter vores klodes første menneskelige beboere. Tusindvis af stenredskaber, skeletter af tidlige hominider og dyreknogler er fundet her, og der er næppe tvivl om, at dette lige netop er stedet, der har givet os de hidtil største forudsætninger for at løse menneskets udviklingsgåde. Et lille museum viser nogle af de vigtigste fund, og man bør kaste et blik ud over området og tænke sig to millioner år tilbage i tiden. Vi ankommer til vores lodge ved tusmørke, i tide til aftensmad.
Dag 6. Ngorongoro-vulkankrateret
Efter en tidlig morgenmad kører vi ned i Tanzanias verdensberømte vulkankrater Ngorongoro, hvor vi skal tilbringe halvdelen af dagen. Ngorongoro-vulkanen nåede formentlig en højde på omkring seks kilometer, inden den øverste del af vulkanen kollapsede og med tiden eroderede til det nuværende krater på 260 kvadratkilometer. Krateret indeholder nærmest et lille mikrokosmisk økosystem med både skov- og sletteområder. Der er altid vand i dele af kraterbunden, og området er generelt temmelig fugtigt og frugtbart. Dette betyder, at Ngorongoro er som en safarielskers paradis med en meget høj koncentration af dyr. Vildtet har ingen problemer med at vandre ind og ud af krateret, og derfor varierer vildtbestanden en del gennem året. Vi vil have gode chancer for at se næsehorn, løver, hyæner, elefanter, bøfler, eland-antiloper og mange andre antilopearter det meste af året. Selv om kraterbunden virker enorm, kan vi sagtens overskue det meste af den i løbet af en dag. Efter nogle timers safari spiser vi frokost. Men pas på – rovfuglen den sorte glente har specialiseret sig i at stjæle maden ud af hænderne på safarigæsterne, og deres kløer er meget skarpe. Vi fortsætter safarien til hen på eftermiddagen, hvorefter vi returnerer til vores lodge.
Dag 7. Tarangire Nationalpark
Efter morgenmaden forlader vi lodgen og rejser de 140 kilometer mod Tarangire Nationalpark, en køretur på omkring tre timer. Dette er det klassiske Afrika med flimrende akaciegrene, gamle baobab-træer, masaier og elefanter. I den tørre sæson fra juli-oktober overgår Tarangire Nationalpark Serengeti i forhold til størrelsen af dyreflokke, der begynder at samles omkring vandet i Tarangire-floden. Vi kører derefter videre til vores camp, der ligger en kort køretur fra nationalparken.
Dag 8. Ngorongoro – Arusha – Danmark
Efter morgenmaden går turen tilbage til Arusha, hvor vi ankommer i tide til at nyde en frokost på The Arusha Hotel. Efter frokosten har vi tid til at shoppe lidt, før vi kører videre til lodgen, hvor vi har booket værelser, så vi kan slappe af ved poolen, før vi samles til vores afskedsmiddag. Bagefter kører vi til lufthavnen og flyver tilbage til Danmark.
Dag 9. Ankomst til Danmark
Ankomst til Danmark om formiddagen eller eftermiddagen.
Mulighed for forlængelse på Zanzibar. Eksotisk badeferie
Da det gamle sultanat Zanzibar blev indlemmet i fastlandet (Tanganika), og krydderiøens forstavelse blev til anden stavelse i det nye statsnavn, var Zanzibars nye status som eksotisk turistparadis skudt i gang. Den herlige tropeø lige ud for Tanzanias kyst emmer af historie, spænding og mystik og står rigeligt mål med Mombasa, hvad angår strande og ikke mindst levende koralrev. Vi gør opmærksom på, at forlængelsen er uden rejseleder.
Dag 8. Ngorongoro – Arusha – Zanzibar
De gæster, der forlænger safarien med en rejse til det tropiske Zanzibar, bliver efter frokosten på The Arusha Hotel kørt til lufthavnen og fløjet til Zanzibar. Herfra kører vi direkte til Ocean Paradise, der ligger helt ned til havet og den hvide sandstrand. Dagene kommer til at byde på afslapning i de eksotiske omgivelser.
Dag 9-12. Blue Bay Resort/Langi langi Beach Resort – Zanzibar
Sol, strand og vand står på programmet de næste dage på Blue Bay Resort eller Langi langi Beach resort. Her er der kræset for selv de mindste detaljer.
Dag 13. Hjemkomst