Dagsprogram
Dag 1. København – Moskva. Check-in på skibet
Vi flyver fra København til Moskva, Ruslands store og mægtige hovedstad. Ved ankomsten kører vi til Moskvakanalen, hvor vores skib ligger ved kaj. Efter check-in er der tid til at gå lidt på opdagelse om bord, og om aftenen nyder vi en dejlig middag i skibets restaurant.
Dag 2. Moskva. Byrundtur inkl. panoramasejltur med frokost
Vi tager i dag fat på Ruslands største by, der har omtrent ti millioner indbyggere. Byen blev grundlagt i 1147 af Jurij Dolgorukij (hvis navn kan oversættes til Jurij Langarm) og var hovedstad frem til 1712, og igen fra 1918. Vi
skal på en heldags byrundtur, hvor vi får et spændende indblik i byens mange facetter. Blandt andet lægger vi vejen forbi Den Røde Plads, hvor zaren og kirken i sin tid kundgjorde sine bekendtgørelser, og hvor Sovjetunionens propagandabannere blev båret med stolthed ved de store parader. Pladsens ene side udgøres af den røde Kremlmur, og i baggrunden står landets mest kendte vartegn, Vasilijkatedralen med sine bolsjefarvede kupler. Nærved ligger et af byens fineste stormagasiner, GUM, hvor der bliver lejlighed til at indsnuse det moderne Rusland.
Vi skal også opleve Moskva fra søsiden, når vi tager på en sejltur ad Moskvafloden, der forgrener sig igennem byen. Den cirka 500 kilometer lange flod løber igennem oblasterne (provinserne) Moskva og Smolensk, og via Moskvakanalen lidt uden for byen forbindes den med Volgafloden. Vi spiser frokost under sejlturen.
Efter en spændende dag i den mægtige russiske hovedstad er vi sidst på eftermiddagen tilbage ved skibet og kan nyde aftenen om bord.
Dag 3. Moskva. Kreml og afsejling
I Rusland siges det, at alle veje fører til Kreml. Det gør vores vej også i dag, når vi fortsætter vores oplevelsesfærd i Moskva. Vi begiver os ind på Kreml-området, der siden byens grundlæggelse har været både dens religiøse og verdslige hovedsæde. Kreml er Moskvas absolutte centrum – både i fysisk og overført forstand. Gennem tiderne har fyrster, zarer, Sovjetledere og nu den russiske præsident haft til huse i den befæstede bydel. Størstedelen af bygningerne inden for den 2,25 kilometer lange mur er paladser, kirker og katedraler, men de religiøse bygninger blev i Sovjetperioden omdannet til museer. Det store område er fyldt med interessant arkitektur og kunst, og den begivenhedsrige historie titter frem fra ethvert hjørne. Herfra udøvede Ivan den Grusomme og Stalin terror på deres egen befolkning, og herfra regerede Krustjov, Bresjnev og Gorbatjov under den kolde krig. Vi går på opdagelse i områdets spændende historie og besøger også en af Kremls katedraler.
Først på aftenen siger vi farvel til Moskva og skåler vores flodeventyr i gang med en drink.
Dag 4. Uglitj i Den Gyldne Ring. Byrundtur
Vi ankommer i dag til den maleriske provinsby Uglitj i Den Gyldne Ring. Denne betegnelse bruges om den ring af fæstningsbyer, der i middelalderen blev opført omkring Moskva som ekstra beskyttelse af hovedstaden, der blev truet af stammer fra nord. Tilnavnet “gylden” har ringen fået senere på grund af de arkitektoniske og kunstneriske rigdomme, der pryder byerne. Uglitj blev således grundlagt i middelalderen, men fik en hård start. På grund af sin status som grænseby for storfyrstendømmet Moskva blev Uglitj gentagne gange brændt ned af både litauere og tatarer, der havde et godt øje til den nærliggende storby. Uglitj fik dog snart mere medgang, da de moskovitiske storfyrster yndede at give herredømmet over den lille grænseby til deres brødre og andre familiemedlemmer. I 1500-tallet gennemgik Uglitj en opblomstring, og mange af byens bygninger stammer fra denne periode.
På vores gåtur til byens kremlfæstning ser vi Dmitrij Blodskirke, hvis navn henviser til Ivan den Grusommes søn, Dmitrij. Han spiller den ulyksalige hovedrolle i den mest berømte hændelse i byens historie. I 1591 blev den kun 10-årige dreng nemlig fundet med halsen skåret over i paladsets gård. Da Dmitrij var Ivan den Grusommes eneste søn og dermed den sidste slægtning i Rurikdynastiet, der havde regeret Rusland siden 800-tallet, faldt mistanken straks på zarens rådgiver og landets egentlige hersker, Boris Godunov. Efterfølgende undersøgelser fastslog dog, at Dmitrijs død var et resultat af den uheldige kombination af epilepsianfald og leg med kniv. Men Uglitjs beboere er vist aldrig blevet helt overbevist om den forklaring.
100 år efter Dmitrijs død fik zarerne i Romanovdynastiet den idé at helgenkåre Dmitrij og gøre Uglitj til et mål for pilgrimsrejser. Derfor blev der på det sted, hvor drengens lig blev fundet, opført en kirke til Dmitrijs ære. Den dramatiske historie står i stærk kontrast til kirkens eventyragtige udseende med de rød-hvide mure og himmelblå kupler med gyldne stjerner. Hvis vi på vores vej rundt i Uglitj støder på byens røde våbenskjold, vil vi igen blive mindet om den grusomme historie om Dmitrij, da den myrdede dreng er afbildet herpå – komplet med krone, glorie og den fatale kniv.
Inde i byens kreml ligger den imponerende Forklarelses-katedral (Preobrasjenskij Sobor) med de fem mørkegrønne kupler hvilende smukt på den hvide og gule katedral. Indenfor kan vi nyde en sand velsignelse af fresker og ikoner, der er så typiske for den russiskortodokse kirke, som vi på denne rejse lærer rigtig godt at kende.
I Uglitj kan man også se traditionelle træskærerarbejder og de engang så berømte Tjajka-ure, selvom tiden nu synes at være gået lidt i stå for urproduktionen.
Dag 5. Jaroslavl og Kostroma i Den Gyldne Ring. Byrundture
Vi fortsætter i dag vores oplevelser i Den Gyldne Ring, når vi besøger henholdsvis Jaroslavl og Kostroma.
Dagens første stop har vi i Jaroslavl, der blev grundlagt af Kiev-fyrsten Jaroslav den Vise i år 1010 ved Volga-flodens bred. Jaroslavl er en af de ældste og fineste byer i Den Gyldne Ring og var Ruslands hovedstad i en kort periode under Forvirringens Tid i begyndelsen af 1600-tallet. På vores byrundtur i bus og til fods får vi et fint indtryk af hverdagslivet i Rusland og bliver mødt af et imponerende skue af løgkupler og spir, der overalt stikker op over horisontlinjen og vidner om Jaroslavls enorme antal kirker. Byens historiske centrum er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.
Førhen var byens håndværkere berømte for deres kunstneriske evner, hvilket gjorde Jaroslavl til et religiøst og handelsmæssigt knudepunkt på Volga. De mange handelsmænd, der strømmede til byen, kappedes med hinanden – og ikke mindst med bygherrerne i Moskva – om at bygge de største kirker med de smukkeste dekorationer og fresker. Vi ser nærmere på Jaroslavs berømmede kirkekunst, når vi på byrundturen blandt andet aflægger visit i en af byens imponerende kirker, dedikeret til Sankt Nicholas.
Herefter sejler vi videre til endnu en af byerne i Den Gyldne Ring, nemlig Kostroma, som gennemskæres af floden Volga. Fra sin grundlæggelse i det 12. århundrede og op gennem middelalderen blev byen gentagne gange udsat for plyndringer og ødelæggelser fra tatarernes side. Også pirater fra Novgorod samt polske og litauiske tropper har været ude efter byens skatte. Fra det 17. århundrede og frem til i dag har Kostroma vokset sig til at blive en af Ruslands større byer, og i dag er det den eneste russiske by, der er opbygget, som det sømmede sig i det 18. og 19. århundrede. Fra byens centrale plads på nordsiden af Volga spreder gader og boulevarder sig som meder fra et hjul.
Byen kan prale af flere pragtfulde bygningsværker med Ipatjevskij-klostret som den største stjerne. Det smukke, hvide kloster med det grønne tag blev grundlagt i 1330’erne – ifølge legenden efter at en tatarisk prins havde haft en åbenbaring af jomfru Maria og martyren Sankt Ipaty. Inde i klostrets majestætiske Treenighedskatedral kan vi se fresker, der afbilder den tatariske prins Tjet, der bliver døbt af Sankt Ipaty. Ved siden af klostret ligger et fint, lille udendørs museum med maleriske eksempler på Kostromas gamle, farverige træhuse, kirker og vindmøller. På vores byrundtur i Kostroma kommer vi blandt andet forbi flere af byens kirker og det charmerende bycentrum.
Dag 6. Nizjnij Novgorod. Byrundtur inkl. Kreml
I dag skal vi på opdagelse i Nizjnij Novgorod, som også kaldes Gorkij – eller i daglig tale blot Nizjnij. Byen blev grundlagt i 1221 og ligger strategisk ved Volga som forsvars- og fæstningsby mod rytterfolkene fra stepperne. I senmiddelalderen var byen centrum for al handel fra øst. Samtidig er byen et knudepunkt for Ruslands store vandveje. Her mødes floderne Oka og Volga og forener dermed alle vandvejene fra Det Kaspiske Hav, Ural, Centralrusland, Østersøen og Hvidehavet.
Byens tidligere navn, Gorkij, stammer fra proletarforfatteren Maksim Gorkij, der blev født her i 1868. Maksim Gorkij (pseudonym for Aleksej Maksimovitj Pesjkov) blev et sovjetisk ikon, en forfatter, der lod sig rive med af revolutionen og forsvarede den med næb og klør. Han blev en af samfundets privilegerede, nød alle fordelene og satte formentlig kikkerten for det blinde øje med hensyn til Sovjetstyrets ugerninger. I Sovjettiden var byen fuldstændig lukket for omverdenen – primært fordi den producerede en bunke af styrets militære isenkram, men det var også behageligt at have et sted, hvor man kunne anbringe de mest kendte dissidenter, uden at de kunne opretholde kontakten med resten af verden. Fysikeren og nobelprismodtageren Andrej Sakarov var en af dem, der havde den tvivlsomme fornøjelse af et ufrivilligt ophold i byen i seks år indtil 1986.
I 1990’erne fik byen en handelsmæssigt fremtrædende position, og i dag er det en dynamisk storby. På vores byrundtur i Nizjnij Novgorod skal vi blandt andet se den store fæstning, kreml, som rejser sig fra floden med den fine Michaels-katedral og monumentet for de faldne fra anden verdenskrig.
Dag 7. Tjeboksary. Byrundtur
Vi er i dag fremme i Tjeboksary, hovedstad i den russiske republik Tjuvasjien. Tjeboksary er en lille provinsperle med smukke strande og promenader langs Volga. Et populært samlingssted for de omkring 450.000 indbyggere er den kunstigt anlagte bugt midt i byen. Gamle bygninger og kirker i alskens farver blander sig med USSR-tidens elementbyggeri, og Tjeboksarys handelsgade, Efremov, er fyldt med bænke, cafeer og restauranter. Den gamle Leninplads har skiftet navn til Republikkens Plads, men Leninmonumentet står der stadig, og i udkanten af pladsen ligger det flotte Landbrugsakademi. Tjeboksary har desuden Ruslands efter sigende eneste ølmuseum. Andre seværdigheder er Spaso-Preobrasjenskij Nonnekloster lidt uden for centrum, som er bygget i begyndelsen af 1700-tallet og er en af de ældste kirker i byen. Byens russiske historie går tilbage til 1555, hvor russerne anlagde et fort og en bosættelse her, men arkæologiske kilder og udgravninger viser, at der har været beboelse på stedet før det. Vi tager på en orienterende byrundtur i Tjeboksary og begiver os herefter videre på vores flodfærd.
Dag 8. Kazan. Byrundtur med Kreml
Vi ankommer i dag til Kazan, hovedstad i Tatarstan, som er en af de seks selvstændige republikker i Ruslands baghave mod Sibirien. Indbyggerne er et tyrkisk folkeslag, der nedstammer fra Djengis Khans rytterhære fra 1200-tallet, og som gennem mange århundreder er blevet blandet med russerne. Indbyggerne er verdslige muslimer med eget sprog, og der bruges to alfabeter i gadebilledet.
På dagens byrundtur nyder vi den kosmopolitiske atmosfære i dette ældgamle handelscentrum, hvor folk fra alle fire verdenshjørner har gjort forretninger. Byens hvidkalkede fæstning, som blev indtaget af Ivan den Grusomme i 1552, ligger med storslået udsigt over floden og domineres af den fantastiske Kul Sharif-moske samt flere kirker. I det hele taget domineres gadebilledet af religiøse bygninger. Ud over byens enorme ortodokse kirker findes her flere moskeer og synagoger. Vi lægger vejen forbi byens kreml og får også lejlighed til at beundre den smukke, nyopførte moske. Siden 1804 har Kazan også været hjemby for Ruslands ældste universitet.
Republikken Tatarstan er rig på olie og befinder sig i politisk godt selskab med Rusland, der blandt andet køber deres sorte guld her.
Dag 9. Samara. Byrundtur
Samara ligger, hvor Volgafloden buer uden om de maleriske Zhigulibjerge og møder Samara-floden. Nord for byen ligger Sokolojhøjderne, og mod syd og øst breder de vidststrakte stepper sig helt til Kina.
Samaras historie går tilbage til 1586, hvor zaren opførte et fort for at beskytte de vigtige russiske vandveje. I 1606 fulgte man op med en toldbod, så zaren kunne sikre sig en bid af kagen fra den lukrative russiske flodhandel. Floden spiller stadig den dag i dag en vigtig rolle for byen – både som transportvej, men også som et dejligt rekreativt sted, hvor man om sommeren bader ved den dejlige strand langs flodbredden.
Frem til 1990 var Samara lukket for omverdenen, og ligesom i Nizjnij Novgorod var det primært på grund af de store våbenfabrikker, der lå i byen. Under anden verdenskrig fungerede Samara som Ruslands reservehovedstad, og herfra forsynede man den russiske front med fly, våben og ammunition. I dag er en af byens mest interessante seværdigheder en bunker opført af Josef Stalin i 1942, da nazisterne truede Moskva.
Lenin har boet i Samara en periode, mens han læste jura, og hans hus fra dengang er omdannet til museum. I 1921 blev Samara ramt af hungersnød, og blandt andet den danske forfatter Martin Andersen Nexø, polarforskeren Fridtjof Nansen og svensk Røde Kors kom hertil for at hjælpe.
På dagens byrundtur lægger vi blandt andet vejen forbi Stalins bunker og besøger også Samara Kunstmuseum, som er et af Ruslands største og fineste kunstmuseer. Museets samling tæller primært russiske værker.
Dag 10. Saratov. Byrundtur
Vi er nået frem til Saratov, der ligger ved flodens bred i en dal omgivet af lave bjerge. Byen opstod omkring et fort, der blev bygget her i 1590, og udviklede sig siden til et betydningsfuldt industri-, kultur- og lærdomscenter. I slutningen af 1800-tallet var Saratov en af Ruslands mest moderne byer. Verdens første menneske i rummet, Jurij Gagarin, boede en overgang i Saratov og studerede på byens universitet, som efterfølgende blev opkaldt efter den berømte kosmonaut. Byen har også et museum viet til Gagarin, hvor man kan få hele historien om den russiske rumfarer og hans liv i Saratov.
På trods af Saratovs moderne udseende kan man stadig se spor af fortiden i form af byens ældste kirke, Treenighedskatedralen fra det 17. århundrede, og de pompøse statslige bygninger opført i det 19. århundrede. Dette stifter vi alt sammen bekendtskab med på vores tur rundt i byen, ligesom vi kommer forbi art deco-markedet, Sobornaya-pladsen og Radishev-kunstmuseet, også kendt som “Volga-Eremitagen”. Museet råder over mere end 20.000 kunstværker, blandt andet en overvældende samling af hellige ikoner fra de russiskortodokse kirker samt malerier af nogle af Ruslands bedste malere. Efter byrundturen i bus er der mulighed for at gå en tur ned ad Saratov Arbat, gågaden i bymidten, som populært kaldes “Tyskernes Vej” efter de tyskere, som Katarina den Store bragte til landet for at opdyrke jorden for det russiske imperium.
Dag 11. Volgograd. Byrundtur
I dag ankommer vi til Volgograd, som ligger, hvor Volga- og Donfloden mødes.
Tidligt om morgenen, før skibet lægger til kaj, kan man ane silhuetten af statuen Matrodina (Moderlandet). Statuen ligger på toppen af bakken Mamajev Kurgan og er med sine 85 meter den højeste i Europa. Denne del af byen var indblandet i nogle af de hårdeste kampe under anden verdenskrig, og den enorme kvindelige statue er tilegnet ofrene for det afgørende slag om Stalingrad i vinteren1942-43.
Volgograd blev grundlagt i 1589 som grænseudpost ved den vigtige landbro mellem Volga og Don. Frem til Sovjettiden hed byen Saritsyn, og herefter ændrede man navnet til Stalingrad. I 1961 blev byen igen omdøbt – nu til sit nuværende navn, Volgograd.
På byrundturen i dag besøger vi Mamajev Kurgan, en række andre mindesmærker samt byens moderne centrum, som afspejler byens voldsomme skæbne under anden verdenskrig, hvor Volgograd blev totalt ødelagt. Slaget ved Stalingrad blev et vigtigt vendepunkt under anden verdenskrig og betragtes som et af de mest blodige slag i historien med store civile tab. Man vurderer, at slaget i alt kostede 1,5-2 millioner menneskeliv.
Et 120 meter langt maleri viser det berømte slag og er i dag en af de mest udtryksfulde seværdigheder i byen.
Dag 12. På Volgafloden
Vi følger Volgas løb ned mod Det Kaspiske Hav. Vores mål er Astrakhan ved Volgas store delta, som vi når i morgen. Deltaet begynder allerede 46 kilometer nord for Astrakhan og indeholder mere end 500 flodarme, småfloder og strømme. Vandstanden kunne – før floden blev reguleret – veksle med op til 17 meter, alt efter årstiden.
Mangen en stør er blevet fanget her, men overfiskning har gjort den ældgamle fisk til en truet dyreart. Nogle størarter kan leve i op til 100 år, blive 4,5 meter lange og veje over et ton. Kaviarproduktionen i Astrakhan, verdens kaviarhovedstad, er tilsvarende svundet ind i forhold til fordums tider, men endnu kan det lade sig gøre at købe de små, sorte spiselige perler i runde dåser.
Dag 13. Astrakhan. Byrundtur
Vi er nu fremme i Astrakhan, der ligger i Volgaflodens deltaområde ved udmundingen i Det Kaspiske Hav. På trods af navnet er Det Kaspiske Hav dog ret beset en sø – og tilmed verdens største af slagsen med et areal på cirka 370.000 kvadratkilometer. Ud over Rusland grænser også Kasakhstan, Turkmenistan, Iran og Aserbajdsjan op til Det Kaspiske Hav.
Astrakhan har en befæstet bydel, en kreml, ligesom de fleste andre russiske byer, vi har besøgt på denne rejse. Byens fæstningsværk er fra det 16. århundrede og lyser op midt i byen med sine smukke, høje tårne med grønne kupler. Astrakhan ligger under Volgas forårsvandstand, og derfor har man bygget talrige dæmninger i området for at beskytte sig mod vandets indtrængen. I selve byen har man af samme grund bygget mere end 30 broer for at kunne bevæge sig rundt, hvilket også er baggrunden for tilnavnet ”Asiens Venedig”.
På dagens byrundtur oplever vi stemningen i Astrakhan, der har en levende midtby med farvestrålende kirker og idylliske træhuse, som er så karakteristiske for denne del af Rusland. I dag er størfiskeriet forbudt, men på byens berømte fiskemarked ser vi, hvad der ellers bliver solgt af ”alt godt fra havet”, ligesom vi også lægger vejen forbi byens kreml.
Vi ligger ved kaj i Astrakhan natten over, og der er således også mulighed for at opleve byen by night.
Dag 14. Astrakhan – Moskva – København
Efter morgenmad om bord på skibet begiver vi os til lufthavnen og flyver via Moskva hjem til København.