Hvordan er kahytterne?
Der er to forskellige kahytskategorier. Alle kahytter er luksusbetonede, udvendige kahytter med direkte adgang til promenadedækket, privat badeværelse, minibar, aircondition.
Udvendig standardkahyt Upper Deck
Standardkahyt. Kahytterne har 2 senge og vindue. Kahytterne ligger på Upper Deck.
Udvendig kahyt på Main Deck
Standardkahyt. Kahytterne har 2 senge og vindue. Kahytterne ligger på Main Deck.
Måltider om bord
Helpension på skibet er inkluderet i rejsens pris. Morgenmad og frokost serveres som buffet.
Hvad skal man pakke?
En rejse med RV Orient Pandaw giver en frihed til at klæde sig, som man ønsker. Til middagen kan man klæde sig afslappet, hvis det er det, man ønsker. Det er rederiets filosofi, at man er på ferie, og der er derfor ingen dress code.
Skal man selv have håndklæde med?
Det er ikke nødvendigt at tage eget håndklæde med.
Hvilken valuta bruges der om bord på skibet?
Alle priser om bord er i USD. Husk dog at medbringe Malaysiske Ringgit til turene i land.
Hvor kan man opbevare værdigenstande?
Det anbefales, at man ikke efterlader værdigenstande i kahytten. Receptionen opbevarer gerne værdigenstande, mod at man underskriver en kvittering. Hverken Pandaw Cruises eller Albatros Travel kan gøres ansvarlig for mistede genstande.
Hvad skal der betales ekstra for om bord?
Drikkevarer (om bord er te, kaffe og lokal øl inkluderet), eventuelle udflugter i land ud over de udflugter, som er nævnt i dagsprogrammet, andet personligt forbrug som f.eks. skønhedspleje, vask og rens af tøj samt telefonsamtaler osv. Den endelige afregning med skibet for forbrug om bord kan betales i USD, med Visakort eller MasterCard.
Skal man give drikkepenge?
På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om, eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at man hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke personlige drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør følge og respektere. Albatros Travel giver løn til lokalguider og chauffører, men i mange kulturer er lønnen i servicebranchen afstemt efter, at man modtager drikkepenge. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er individuelle og frivillige.
Det er kutyme at betale 10 USD pr. dag i drikkepenge til kahytspersonale og ansatte i restauranterne pr. person ved rejsens afslutning. Drikkepengene fordeles efterfølgende blandt personalet om bord.
Desuden giver man normalt drikkepenge til kuffertbærere på kajen (USD 2 pr. kuffert), og når man spiser i land samt til lokale guider og chauffører. Samlet kan man påregne ca. USD 100-120 pr. person til drikkepenge.
Hvilket sprog tales der om bord?
Engelsk er hovedsproget, og alle informationer over højtaleranlægget, informationsmøder og underholdning er ligeledes på engelsk. Vores danske rejseleder vil dog løbende komme med informationer på dansk.
Er der nogen aldersgrænse for at deltage på krydstogtet?
Personer under 18 år skal rejse i følge med personer over 18 år.
Må man tage alkohol med om bord?
Det er ikke tilladt at tage alkohol med om bord. Hvis man ønsker at købe alkohol til at tage med hjem i nogle af havnene, der besøges, skal det afleveres til personalet, når man kommer tilbage til skibet. Varerne bliver leveret tilbage ved krydstogtets afslutning.
Må man ryge om bord?
Af sikkerhedsmæssige årsager er der installeret røgalarmer overalt på skibet. Det er ikke tilladt at ryge i kahytterne eller i restauranten. Rygning er KUN tilladt udendørs.