Albatros Travel

Forkælelsesrejse til Dansk Vestindien 

Fra Cape Liberty ved New York til Caribiens skønne paradisøer
– med dansk rejseleder, 12 dage

Cape Liberty – Haiti – Puerto Rico – St. Maarten – Skt. Thomas – Cape Liberty

Gør drømmen til virkelighed, og tag med Albatros på forkælelsesrejse til Caribiens sol, varme og paradisstrande, netop når vinterkulde og mørke er på sit højeste herhjemme.

Vores spændende sørejse begynder i Cape Liberty lidt syd for New York, og mens vi nyder udsejlingen, har vi første parket til Manhattans imponerende skyskrabere og den lige så imponerende Frihedsgudinde.

Kursen går nu mod det lune Caribien, og dagene til søs om bord på vores skib Explorer of the Seas står på masser af afslapning, lækker mad og førsteklasses faciliteter. Der er også mange muligheder for at være aktiv og prøve kræfter med en masse spændende tilbud. Af de mere udfordrende af slagsen er skibets klatrevæg, eller hvad med en tur på skøjter – dette er nemlig verdens første krydstogtskib med skøjtebane! Der er naturligvis også mulighed for mindre ekstreme aktiviteter, blandt andet fitness, spa, minigolf, foredrag og meget mere. Derudover står rejselederen for informationsmøder, foredrag og andre fælles Albatrosaktiviteter om bord.
Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:

Fremme i Caribien har vi vores første landgang på Haiti, hvor vi har god tid til at nyde det søde strandliv på rederiets private strand ved Labadee, hvor du også kan tage snorkeludstyret på og kigge nærmere på det caribiske havliv. Videre på Puerto Rico går vi på opdagelse i den hyggelige og historiske gamle bydel i hovedstaden San Juan, hvor det velbevarede, majestætiske fort El Morro er et markant levn fra Caribiens farverige fortid, hvor kolonimagter og pirater kæmpede om land og rigdomme i området.  

Vores næste caribiske paradisø er St. Maarten, som er delt mellem Holland og Frankrig, og her har vi mere end 40 paradisstrande at vælge imellem! Herefter runder vi af på Skt. Thomas i det tidligere Dansk Vestindien, hvor vi følger sporene fra den danske kolonihistorie, når vi tager på ørundtur i åbne safaribusser og på byvandring i hovedstaden Charlotte Amalie. Der er også lidt tid til selv at snuse rundt i Charlotte Amalies hyggelige gader og måske shoppe lidt? Skt. Thomas er toldfri zone, så mange varer fås til langt under de priser, vi kender herhjemme. Kursen går herefter tilbage mod Cape Liberty, og du kan nyde de dejlige dage på havet i dit helt eget tempo. Fremme på fast grund i Cape Liberty lægger vi vejen forbi en shoppingmall, hvor du kan shoppe til favorable amerikanske priser, inden vi tager i lufthavnen og flyver hjem til Danmark.              

Dagsprogram

Dag 1. Ankomst til New York og afsejling fra Cape Liberty
Afsejling kl. 17.00
Vi flyver fra København om morgenen og ankommer først på eftermiddagen til Newark Lufthavn på New Jersey-siden af New York. Her bliver vi hentet i lufthavnen og tager en kort køretur lidt sydpå til Cape Liberty, New Jerseys vigtigste havn, hvor vores skib Explorer of the Seas ligger ved kaj. Havnen ligger tæt på Newark Lufthavn, og der er en fantastisk udsigt til Frihedsgudinden, New Yorks havn og Manhattans skyline herfra.

Efter check-in på skibet følger vi sidst på eftermiddagen den stemningsfulde udsejling, hvor fastlandet fortaber sig, mens vi sætter vi sætter ud i Atlanterhavet med kurs mod Det Caribiske Hav.

Dag 2-3. På havet
Et par dejlige afslappende dage på havet er den perfekte måde at starte et krydstogt på, og du kan bruge dagene om bord helt i dit eget tempo. Sæt dig godt til rette med nogle spændende bøger, eller gå på opdagelse på skibet, og lad dig friste af nogle af de mange spændende tilbud og aktiviteter, skibet kan tilbyde. Om bord finder du alt fra klatrevæg og fitnesscenter til skøjtebane – verdens første skøjtebane til søs – og Royal Promenade, skibets store butiksarkade. Du kan også tage en omgang på minigolfbanen eller lade dig forkæle med en ansigtsbehandling eller massage i skibets skønhedssalon.

Blandt de store højdepunkter om bord må man naturligvis ikke glemme maden. Faktisk er der mulighed for at spise på skibet 24 timer i døgnet, så det handler blot om at vælge. Og menukortene på skibets mange restauranter byder på noget for enhver smag. Mange nyder også de store aftenshows i skibets store teater med internationale Broadway-shows.

Dag 4. Labadee, Haiti
Ankomst kl. 09.00, afsejling kl. 17.00
I Danmark har Haiti været kendt som hjem for Tour de France-kommentatoren, filminstruktøren og forfatteren Jørgen Leth, men den vestindiske republik er også en spillevende kulturel smeltedigel, hvor den hemmelighedsfulde voodookultur og det særprægede blandingssprog kreoler-fransk er med at gøre landet til et yderst eksotisk rejsemål.

I kolonitiden var Haiti først på spanske hænder. Spanierne oprettede sukkerrørsplantager på de haitianske klippesider og importerede afrikanske slaver i stort tal til at arbejde på plantagerne. I løbet af 1700-tallet måtte Spanien afstå Haiti til Frankrig.

Langt de fleste af Haitis indbyggere er af afrikansk oprindelse, og landet har den mest fremmedartede atmosfære i hele Caribien. Voodookultens tilbedelse af ånder via musik og dans har bredt sig langt ud over religionens grænser – overalt ser man syngende, dansende eller trommende haitianere. Madkunsten er typisk kreolsk med hummer, krydret kylling, frisk, tropisk frugt og spandevis af stærk kaffe.

Det er ikke overraskende, at yndlingsbeskæftigelsen blandt besøgende i dette lille land midt i Det Caribiske Hav er knyttet til alt, der har med sol, sand og vand at gøre.

En af landets bedste strandområder er Labadee på en lille, afsidesliggende halvø i Nordhaiti. Labadee ligger omkring 140 kilometer fra Port-au-Prince og blev stort set ikke berørt af jordskælvet i januar 2010. Stranden er privatejet af krydstogtselskabet Royal Caribbean og lever op til drømmen om en lækker tropestrand. Det finkornede sand og palmernes skygge lokker, når der skal hviles ud efter svømmeturen i de blå bølger.

Skal der mere aktivitet til, inkluderer områdets faciliteter snorkeludstyr og kajakker til at udforske koralrevene, faldskærme og speedbåde til parasailing og en flydende aquapark, som både børn og voksne har svært ved at rive sig løs fra. Dette er en smagsprøve på det tropiske Hispaniola!

Dag 5. San Juan, Puerto Rico
Ankomst kl. 14.00, afsejling kl. 22.00
I dag ankommer vi til Puerto Rico, hvor vi går på opdagelse til fods i hovedstaden, stemningsfulde San Juan. Den gamle bydel – Vieja San Juan – dækker over 500 års kolonihistorie og er kendetegnet ved smalle brostensbelagte gader, farvestrålende huse med smukke balkoner, små hyggelige pladser samt et væld af kirker. Den ældste del af den gamle bydel er lukket inde bag en solid bymur, og bagved denne gemmer der sig adskillige monumenter, der fortæller om San Juans spændende historie som en af hovedbyerne i koloniseringen af det amerikanske kontinent. Størstedelen af Vieja San Juan er fantastisk velbevaret, og flere af monumenterne er af UNESCO erklæret som verdens kulturarv, blandt andet det imponerende og velbevarede fæstningsværk Fort San Felipe Del Morro.

Grundstenen til vore dages San Juan blev lagt i 1508, da spanieren Juan Ponce de Léon, som deltog på Columbus’ anden rejse, byggede fortet Caparra. I 1521 blev bebyggelsen navngivet San Juan de Bautista de Puerto Rico (efter Johannes Døberen), og efterfølgende voksede byen hurtigt som følge af sin placering som et af de første stop for de mange nyankomne spanske opdagelsesrejsende, eventyrere, missionærer og erobrere (conquistadores) til “Den Nye Verden”. Som en af de første og største havnebyer i Caribien blev San Juan hurtigt eftertragtet af andre kolonimagter. Især englænderne, der håbede at kunne udvide deres kolonimagt fra det nordlige Amerika, gjorde adskillige forsøg på at angribe og indtage San Juan. I 1595 var det den berømte engelske søhelt Sir Francis Drake, der forsøgte sig. Men i stedet endte angrebet med at koste Drake livet.

Efterfølgende prøvede både hollændere samt flere englændere at indtage San Juan, men dets stolte forsvarere og de voldsomme fæstningsværker imod havet fik hver gang drevet angriberne på flugt. Først i 1898 under den spansk-amerikanske krig måtte San Juan overgive sig. Indbyggerne lod dog aldrig de fremmede styrker indtage selve byen, men efter kraftige bombardementer af San Juan og amerikansk landgang i det sydvestlige Puerto Rico overgav de lokale styrker sig. Og med Paris-traktaten samme år blev Puerto Rico en del af det hastigt ekspanderende United States of America. Derfor kan San Juan i dag kalde sig den ældste by i USA.


Efter den guidede gårundtur i byen er der tid til at fortsætte på egen hånd. Måske skal du nyde et glas kølig vin og lidt snacks på en de hyggelige caféer ned mod havnefronten, inden vi hen ad aftenen igen sætter ud i Det Caribiske Hav? 

Dag 6. Philipsburg, St. Maarten
Ankomst kl. 09.00, afsejling kl. 18.00
I dag ankommer vi til St. Maarten, det mindste stykke land i verden, der deles af to nationer. Øen er lidt mindre end Amager, men alligevel er delingen skam en alvorlig sag. Holland og Frankrig har hver en bid – og det sætter sit præg på øen.

Legenden siger, at Christoffer Columbus sejlede forbi øen den 11. november, den hellige Skt. Martins dag, og opkaldte øen efter ham. Det var dog først i 1631, at europæerne slog sig ned på øen. De var specielt interesserede i at få fat i øens store reserver af salt, som man dengang brugte til konservering af madvarer.

Både hollændere og franskmænd strømmede til øen. Hollænderne slog sig ned på den sydlige del af øen og franskmændene på den nordlige, og de enedes om at dele øen. Det holdt dog ikke længe. Franskmændene overtog først det hele, og så gik hollænderne i krig og smed franskmændene ud igen. Sådan blev det ved. Først i 1817 blev der ro om grænsedragningen.

Skibet lægger til i Philipsburg på den hollandske side af øen. Der vil være mulighed for at tilmelde sig rundture på øen igennem skibet (bestilles og betales direkte om bord). Du kan også vælge at følge rejselederen på en spadseretur rundt i Philipsburg. For de ekstra eventyrlystne er et af de helt store St. Maarten-hit at befinde sig på stranden lige uden for Philipsburg, når dagens fly lander. Landingsbanen ligger så tæt på stranden, at flyet bogstaveligt talt befinder sig lige over hovedet på en, lige inden det lander. Dette er bestemt ikke for sarte sjæle! 

Dag 7. Charlotte Amalie, Skt. Thomas
Ankomst kl. 08.00, afsejling kl. 17.00
Om morgenen ser vi indsejlingen til Skt. Thomas og tager på en spændende halvdagsudflugt i og omkring hovedstaden Charlotte Amalie. Vi starter ud med en tur i safaribusser og nyder øens grønklædte bjerge og den smukke kysttrækning med klassiske caribiske bountystrande og azurblåt vand.
Vi besøger den danske kirkegård, hvor blandt andet søhelten admiral C.V. Jessen ligger begravet. Han overlevede slaget ved Sjællands Odde i 1808 og blev guvernør på Skt. Thomas i 1822, men døde året efter. Vi skal også nyde udsigten fra Drake's Seat, navngivet efter den engelske Sir Francis Drake, som både var admiral og pirat.

Efter vi har dannet os et grundigt indtryk af den gamle koloni, kører vi tilbage til hovedstaden Charlotte Amalie, hvor vi tager turen rundt i byen til fods og ser de mange historiske, danske bygninger. Charlotte Amalie hed oprindeligt Taphus, hvilket betyder kro på hollandsk, men senere fik byen navn efter Christian den V’s dronning, Charlotte Amalie. Den 30. marts 1666 hejste Erik Nielsen Schmidt som den første guvernør Dannebrog på Skt. Thomas, men han døde nogle få måneder senere, og der kom først rigtig gang i koloniseringen i 1672, da Jørgen Iversen Dyppel tog Skt. Thomas i besiddelse som base for det nyligt oprettede Vestindisk Kompagni.

Vores byrundtur til fods starter ved øens ældste bygning, det røde Christiansfort, som blev påbegyndt af Jørgen Iversen Dyppel i 1672. Ud over at være byens fæstning har den tjent som kirke, fængsel, domhus, guvernørbolig og brandstation. I dag er fortet omdannet til museum. Foran fortet, ned mod vandet, ligger den tidligere danske gendarmkaserne fra 1874, som er et fint eksempel på dansk koloniarkitektur.
I dag fungerer den som senatsbygning og går i daglig tale under navnet ”Pistaciebygningen” på grund af sin karakteristiske pistaciegrønne farve. På pladsen foran bygningen fandt overdragelsen til USA sted den 31. marts 1917. Denne dag, Transfer Day, er nu lokal helligdag. Lige øst for fortet ligger Emancipation Garden (Frihedsparken) med statuen af Christian IX, og bag denne ligger det gamle Grand Hotel fra 1840.

Byen er anlagt på fire mindre højdedrag, og op ad højene slynger sidegaderne sig. Mange af disse gader er trappegader, som er bygget af gode danske mursten fra Sønderjylland. Den mest kendte er 99 Steps, som dog har vist sig rent faktisk at have 103 trin. Gadeskiltene i byen viser stadig de gamle danske gadenavne: Kongens Gade, Dronningens Gade, Kronprinsens Gade, Crystal Gade, Vestergade, Borger Gade, Vimmelskaft Gade, Sneglegade, Tvær Gade, Spaniol Stræde, Guttes Gade, Trompetergade, Raadets Gade og så videre. 

Vi spadserer ad hovedgaden, Dronningens Gade, der løber parallelt med havnefronten. Mellem havnefronten og Dronningens Gade, som i dag hedder Main Street, finder vi de gamle danske handels- og varehuse, blandt andet apoteker A.H. Riises, som nu er indrettet til forretning. De fleste er kun på en enkelt etage og er opdelt i store tøndehvælvede rum. Byen brændte ned flere gange i løbet af 1800-tallet, så derfor findes der ikke rigtig gamle bygninger i Charlotte Amalie.

Der findes et bredt udvalg af trosretninger og kirker i Charlotte Amalie: Katolsk, reformert, anglikansk samt lutheransk, foruden en jødisk synagoge, der naturligvis ligger i Crystal Gade ligesom i København. Synagogen er fra 1833 og er dermed den næstældste synagoge på den vestlige halvkugle. Brødremenigheden, der i 1730’erne startede deres virksomhed blandt slaverne, har deres egen kirke, som blev opført i anledning af 150-års jubilæet for missionens virke. Alle disse kirker er et vidnesbyrd om den religiøse tolerance, der herskede imellem de forskellige nationaliteter på øerne: hollændere, tyskere, irere, englændere, skotter, franskmænd, spaniere, danskere og nordmænd. Selvom øerne var danske, var den dansk-norske gruppe altid i mindretal. Den allerstørste befolkningsgruppe var afrikanerne, hvis triste skæbne bød på hårdt arbejde i sukkerrørsmarkerne. 

Byrundturen fortsætter til Guvernementshuset, Frederikskirken og Crown House, hvor Peter von Scholten boede, mens han var vicekommandant i Charlotte Amalie.

Efter vores byvandring er der lidt tid i Charlotte Amalie på egen hånd. Skt. Thomas er toldfri zone, og blandt andet alkohol, makeup, parfume og smykker kan fås til priser langt under de danske. 

Dag 8-10. På havet
Vi sætter kursen tilbage nordpå mod New Jersey og har dermed nogle gode dage på havet til at fordøje de mange rejseindtryk og nyde vores dejlige skib. 

Dag 11. Cape Liberty. Mulighed for at shoppe og hjemrejse
Ankomst kl. 08.00
Vi ankommer til Cape Liberty om morgen, og efter morgenmaden går vi fra borde. Inden vi kører i lufthavnen midt på eftermiddagen, lægger vi vejen forbi en shoppingmall, hvor den lave dollarkurs betyder shopping til langt under danske butikspriser.

Dag 12. Ankomst til København
Vi ankommer til København om morgenen. 

Albatros Klub Kryds

Synes du også, at rejser ad vandvejen har en helt særlig stemning over sig? Og vil du gerne holde dig opdateret på, hvad der sker på krydstogtfronten hos Albatros? Så tilmeld dig Klub Kryds.
Medlemskab er gratis

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00