Albatros Travel

Fotosafari i Kenya 

Førsteklasses fotorejse til Masai Mara
– med den danske naturfotograf Uri Golman, 9 dage

Mulighed for at forlænge rejsen med en badeferie ved Det Indiske Ocean
Mulighed for flytilslutning fra Billund og Aalborg

Oplev verdens bedste safariområde og den spektakulære vildtvandring på Masai Mara og bliv undervist i fotografi af en af Europas bedste naturfotografer, og professionel naturformidler, danskeren Uri Golman. Alt dette i luksuriøse rammer på Albatros’ Karen Blixen Camp.

Den krydrede duft af savannen, løvehannens rungende brøl, solnedgangen bag akacietræerne og en kølig drink på terrassen foran et luksuriøst telt midt i vildmarken er bare nogle af de billeder, der dukker op på nethinden, når man tænker på fotosafari i Kenya. For enhver naturfotograf står Afrikas store græsstepper i Masai Mara nok som et af det allerstørste og mest originale eventyr. Med dette i tankerne har Albatros Travel i samarbejde med naturfotografen Uri Golman sammensat et spændende eventyr i Karen Blixen Camps luksuriøse omgivelser.

Her kan vi med udsigt til Mara-floden opleve og fotografere alt det kendte vildt såsom de berømte Big Five – elefant, bøffel, næsehorn, løve og leopard – samt talrige andre arter som for eksempel giraf, flodhest, krokodille og antiloper – for slet ikke at tale om det storslåede fugleliv. Rejsen er specielt tilrettelagt for fotointeresserede, der sætter pris på komfort og tid til fordybelse og ikke ønsker et presset dagsprogram med meget kørsel imellem forskellige hoteller. Ved Karen Blixen Camp skal vi blot skal stikke hovedet ud ad døren for at være på safari, og vægten på denne rejse ligger ikke på, hvor mange kilometer vi kører, men mere på hvilke oplevelser vi kan få af natur og dyreliv. På denne fotosafari er der tid til at nyde naturen og tid til at vente på, at dyrene giver os de wauw-oplevelser (og -billeder), som man ser gengivet hos nogle af verdens bedste fotografer.

Vi bor under hele rejsen på Albatros Travels Karen Blixen Camp i Masai Mara, som er indbegrebet af den komfortable, luksusbetonede safari, hvor man kan kombinere enestående naturoplevelser med besøg hos farvestrålende kvægnomader, lækker mad og pragtfulde værelser med privat terrasse ned til Mara-flodens flodheste og krokodiller.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:

Safariens rejseleder er Uri Golman, en af Europas absolut bedste naturfotografer.  Uri vil undervejs fortælle om dyrelivet og naturen og, som et af turens primære formål, gøre deltagerne til bedre fotografer. Det sker gennem daglig vejledning og miniworkshops i blandt andet dyre- og fuglefotografering, landskabsfotografering, makrofotografering, brug af lys, korrekt eksponering, komposition og perspektiv, brug af flash og meget mere.

På denne fotosafari har vi lagt vægt på oplevelser, fotografering, fordybelse og afslapning, så vi kan nå at stifte bekendtskab med Afrikas urgamle og storslåede sjæl. Den vil uvægerligt gå os i blodet, når vi skal på morgensafari i det første lys, mens bushen vågner; på vandresafari med en bevæbnet ranger og på eftermiddags- og aftensafari til solnedgang, hvor mørket pludseligt og tæt sænker sig, og himlen eksploderer i stjerner med Sydkorset som et af de mest markante stjernebilleder. Samtidig er rejsen oplagt for de fotointeresserede, der gerne vil have familien med – man kan selv bestemme, om man vil deltage i de daglige fotosessions eller bare slappe af i de eksklusive omgivelser.

Karen Blixen Camp består af rummelige luksus-safariværelser beliggende ned til Mara-floden med en fantastisk og uforstyrret udsigt. Indkvarteringen foregår i klassiske safaritelte af kraftigt kanvas opført på hævede mahogniplatforme. De 40 kvadratmeter store telte indeholder eget badeværelse med udendørs bruser. Den smagfulde møblering er holdt i afrikansk stil med et strejf af Karen Blixen og 1920’erne. På den delvist overdækkede terrasse findes stole og en dejlig liggebriks (se i øvrigt karenblixencamp.com).

Campen har naturligvis også en dejlig pool og såvel indendørs som udendørs restaurant, hvor der serveres lækre måltider. Efter middagen tændes der bål, og mens vi sidder og reflekterer over dagens safarioplevelser, kan vi måske høre løverne brøle i det fjerne. Karen Blixen Camp byder med andre ord på en ægte bush- og naturoplevelse. Med sine 22 værelser er Karen Blixen Camp stor nok til at byde på maksimal komfort og lille nok til at bevare den intimitet, der efterhånden er blevet en sjælden luksus i Afrika.

Karen Blixen Camp ligger i Masai Mara, et naturområde, der med sin store vildtbestand på de åbne græssletter med ensomme paraplyakacier lever fuldstændigt op til vores forestillinger om den afrikanske savanne. På den vildtsikre og regnfulde (læs: masser af dyr året rundt) savanne oplever vi alt det klassiske savannevildt: giraf, bøffel, struds, elefant, løve, gepard og – hvis vi er heldige – det hvide næsehorn, foruden de enorme flokke af gnuer, zebraer og gazeller,der gør stedet til noget helt særligt. Når vi vender tilbage til Nairobi, besøger vi Karen Blixen-museet indrettet i forfatterens gamle kaffefarm.

Ønsker du at forlænge rejsen med seks dages badeferie ved Det Indiske Ocean, bliver du indlogeret på Leopard Beach Resort & Spa. Et rigtig flot 4-5-stjernet resort. Her findes alle tænkelige faciliteter, og resortet har en velanlagt pool og ligger ned til en hvid sandstrand.

DAGSPROGRAM
Dag 1. København/Billund/Aalborg – Nairobi, Kenya
Vi flyver fra Danmark med kurs mod det eventyrlige Kenya, og ankommer til Nairobi om aftenen. Her kører vi straks til Mayfair Hotel, hvor vi skal overnatte.

Dag 2. Nairobi – Masai Mara
Efter en god nattesøvn og morgenmad, der serveres i den dejlige have ved hotellets pool, kører vi til den lille indenrigslufthavn Wilson. Herfra flyver vi til Masai Mara.

Allerede ved landingsbanen ved Mara Shikar kan man ofte opleve store flokke af elefanter, og faktisk starter vores safari allerede her. Vi kører langsomt til campen, der nås på cirka en time og ankommer til Karen Blixen Camp inden frokost. Efter tildeling af værelser og en grundig briefing om campen og området nyder vi en god frokost.  Uri giver instrukser til de anbefalede grundindstillinger på kameraet, og vi har tid til at sunde os lidt, inden vi tager på den første aftensafari.

Masai Mara
Dette berømte naturområde udgøres af det nationale vildtreservat Masai Mara samt det tilstødende masailand. Det afgrænses af Oloololo-højderyggen mod nordvest, af Tanzania mod sydvest, af de tørre buskområder og Great Rift Valley mod sydøst og endelig af de tiltagende markområder mod øst mellem reservatet og “masai-hovedstaden” Narok. Masai Mara er karakteriseret ved vandrige floder og nedbør fordelt over hele året, hvorfor langvarige, ødelæggende tørkeperioder er sjældne. Derfor finder man en meget stor og fast vildtbestand året rundt, hvilket gør området til det mest populære safarimål i Kenya.

Løvefamilier er spredt over hele Masai Mara. Hannen beskytter sit territorium, og hunnerne jager, oftest i flok, og skaffer kød til familien. Store elefantflokke vandrer nær skov og vand, hvor de altid kan finde føde. Savannens hurtigste sprinter, geparden, finder dagligt sit bytte blandt især thomsongazellerne og kan ofte ses på lang afstand, fordi den holder til på de åbne græssletter og jager i dagslys.

Masai Mara har gennem de sidste hundrede år ændret karakter fra græsland til tæt, ugæstfri, tsetseflue-befængt busksteppe, men er nu igen forvandlet til åbent græsland. Nogle ser med stor bekymring på, at savannetræerne forsvinder med en hastighed på otte procent årligt, delvist som følge af elefanternes græsningstryk. På den anden side er kombinationen af galleriskov langs floder, sumpe og åbent græsland ideel, når man lægger vægt på den store artsrigdom, som vi vil nyde på denne tur.

Der er ingen tvivl om, at Masai Mara er stedet, hvor der er størst sandsynlighed for at se de fleste af savannens karakteristiske arter på kortest tid. Det drejer sig blandt andet om elefant, bøffel, giraf, zebra, løve, leopard, gepard, hyæne, krokodille, flodhest, næsehorn, eland-antilope, vandbuk, impala, topi-antilope og grants- og thomsongazeller. Af større fuglearter kan nævnes kampørn, rovørn, gøglerørn, flodørn, de fleste store gribbearter, struds, sekretærfugl og koritrappe. I Masai Mara kan man være sikker på at få nogle uforglemmelige naturoplevelser, uanset hvornår på året man kommer.

Dag 3-7. Safari  og fotokurser i Masai Mara og Koiyaki
Vi tilrettelægger disse dage med to safarikørsler om dagen, henholdsvis i de tidlige morgentimer og de sene eftermiddagstimer, hvor vildtet er mest aktivt. Hvis vildtet mod al forventning skulle opholde sig meget langt fra campen, vil vi drage på heldagssafari med frokostpakker, og dette er netop noget af det gode ved at være på en decideret fotosafari. Vi planlægger vores tid, så det handler om at få de bedste billeder. Ser vi løver, der jager, kan vi for eksempel vælge at følge dem i en time eller længere, uden at et fast program hiver os væk fra dette fantastiske skue.

Campen ligger midt mellem vildtreservatet Masai Mara og et stort område, som tilhører de lokale masai-stammer, på cirka samme størrelse som selve Masai Mara. Vi har således nem adgang til både spektakulære natur- og kulturoplevelser. Derudover er begge områder velsignet med ikke at være overrendt af andre safariarrangører. Her er en meget høj koncentration af vildt, specielt af løver, begge steder. Det høje antal af forskellige arter i området omkring campen deles med selve Masai Mara, mens ”vores” område geografisk er mere varieret med kløfter og et mere kuperet landskab. Langs kløfterne kan man være heldig at støde på løvefamilier, der gemmer nyfødte unger i huller i skrænterne. Afhængigt af de lokale forhold vil vi variere vores safarier mellem forskellige dele af Masai Mara og masaiernes område uden for vildtreservatets grænser.

Hvis det viser sig, at en gruppe af rejsedeltagerne har bestemte interesser kan vi for eksempel i løbet af ugen planlægge ”specialgrupper” med fokus på fuglefotografi eller makrofotografi af krybdyr og insekter. Vi vil også undervejs prøve at planlægge et enkelt besøg til en masailandsby for at fotografere deres farverige og spændende kultur. Man kan også vælge at slappe af i campen og tage en dukkert i poolen. Fra flodbredden kan man betragte den fastboende flodhestefamilie, der holder til her. Området på den anden side af Mara-floden opsøges ofte af giraffer og elefanter, så en afslappende frokost ved flodens bred kan hurtigt udvikle sig til en spændende fotooplevelse.

Hver dag vil  Uri afholde spændende kurser i temaer omkring fototeknikker, kameraindstillinger, komposition, brug af forskellige objektiver og give billedekritik og undervise i workflow og billedebehandling. Ud over disse små kurser vil Uri undervejs også afholde små specialworkshops i for eksempel fuglefotografering og makrofotografi. Kort sagt vil du på denne tur få et grundigt og godt fotokursus samtidig med, at du kan bruge teorien i praksis hver eneste dag, mens du er af sted.

Dag 8. Karen Blixen Camp – Nairobi. Hjemrejse eller fly til Det Indiske Ocean
Efter en afsluttende morgensafari og morgenmad er det ved at være tid til at tage afsked med personalet på Karen Blixen Camp.

Om formiddagen flyver vi tilbage til Nairobi. Her spiser vi frokost på Karen Blixen Coffee Garden (for egen regning) og besøger Karen Blixen-museet. Efter en stille og rolig eftermiddag bliver det tid til et besøg på den legendariske Carnivore Restaurant. Tidligere kunne man smage giraf og forskellige antiloper her, men det er ikke lovligt længere i Kenya at servere den slags vildt. I dag indeholder menuerne knap så eksotisk kød, og man må nøjes med for eksempel kamel, krokodille og naturligvis veltillavet kalve- og svinekød. Det er dog fortsat en spændende middag, der nydes omkring den enorme barbecue, hvor kødet tilberedes på lange spyd.

Herefter kører vi til lufthavnen, hvorfra vi rejser kort tid før midnat. Turen går via Amsterdam.

Dag 9. Hjemkomst
Vi ankommer til Danmark om formiddagen.

Badeferieforlængelse ved Det Indiske Ocean
Dag 8. Karen Blixen Camp – Nairobi og fly til Det Indiske Ocean
For dem, der skal videre til Det Indiske Ocean, er der afgang til lufthavnen i Nairobi sidst på eftermiddagen, hvorfra man flyver til Mombasa ved kysten.

Efter en kort flyvetur på cirka en time kører vi sydpå til det pragtfulde Leopard Beach Resort & Spa ved Det Indiske Oceans hvide strande. Hotellet hører til et af de bedste på kysten, og her er alle de faciliteter, som hører med til et 4-5-stjernet hotel. Værelserne findes i tre hovedkategorier: Standardværelserne er enkelt indrettet for kategorien, mens superior- og Chui Class-værelserne fuldt ud lever op til kategoriseringen. Standard- og superiorværelserne ligger dejligt placeret i sektioner rundt om i hotellets have. Nogle af superiorværelserne har begrænset havudsigt. Dette kan man dog hverken bestille eller forespørge om hjemmefra. Alle Chui Class-værelserne ligger med direkte og betagende udsigt til havet (se under Prisinformation for opgradering af værelseskategori).

Maden er glimrende på alle resortets fire restauranter. To af restauranterne er a la carte-restauranter, hvor bordbestilling er nødvendig, og hvor et mindre tillæg opkræves afhængigt af aftenens menu. En anden fungerer som buffetrestaurant, mens den sidste er en snack-café ved poolen. Hotellet ligger ned til en hvid sandstrand, og der bydes på mange forskellige aktivitetsmuligheder som golf, fiskeri, snorkling og dykning. Desuden er her mange udflugtsmuligheder. Vi er fremme til en sen aftensmad og kan glæde os til de næste dages afslapning i luksusomgivelser. Læs mere om resortet på www.leopardbeachresort.com

Dag 9-12. Afslapning ved Det Indiske Ocean
Vi bliver på Leopard Beach Resort & Spa og nyder Det Indiske Ocean, poolen, de smukke omgivelser, den gode mad, det pragtfulde vejr og eventuelt nogle af følgende spændende udflugter, som du kan læse mere om nedenfor (udflugter skal bestilles og betales lokalt).

Uzuri Spa and Fitness Forest
Leopard Beach Resort & Spa har sit eget wellnesscenter, Uzuri Spa and Fitness Forest. Hvis du rigtigt vil forkæle sig selv, skal du gå en tur ind i denne skovs smukke omgivelser, hvor der findes boblebad, sauna, dampbad og pool. Der er massage og skønhedssalon med internationalt kvalificerede kropsterapeuter tilknyttet. Behandlingerne foregår med brug af TheraVine- og TheraNaka-produkter. Derudover er der et fitnesscenter. Nærmere information om behandlinger, varighed og pris fås på resortet.

Byrundtur i Mombasa
Halvdagstur til Mombasa, hvor vi besøger det gamle portugisiske fort, den gamle havn, de smalle gader i den arabiskprægede bydel, Akamba-træskærerkooperativet med mere.

Havnebyen Shimoni
Heldagstur til den lille havneby Shimoni (to timers kørsel fra Leopard Beach), hvorfra vi sejler ud til de små koraløer i marinereservatet. Her kan man bade og snorkle i krystalklart vand, se smukke, farvestrålende koraller og fisk og opleve lokalbefolkningen fiske i de åbne rev. Frokosten indtages enten om bord eller på en lille ø i nærheden.

Landsbytur
Her får du et indblik i, hvordan kystbefolkningen lever i dagligdagen. Vi besøger en skole, ser lokal dans, lærer at fange slanger, ser hvordan man henter kokosnødder i palmernes top, smager den friske kokosmælk og besøger en medicinmand, der arbejder efter gamle traditioner.

Safari
Safari i Tsavo Nationalpark eller det nærliggende Shimba Hills Reservat. Der bliver tid til et par timers kørsel i selve reservatet, hvor der ofte vil være gode muligheder for at se en del typisk savannevildt samt den meget sjældne sabelantilope med Det Indiske Ocean som baggrund. Vi går måske også med en bevæbnet ranger til fods ned gennem kystregnskoven for at se et vandfald.

Revsafari
Sejltur i traditionel sejlbåd (dhow) eller båd med glasbund til koralrevene langs kysten. Ved ebbe er det muligt at gå på de åbne rev. En spændende oplevelse, hvor man kan se mange af revets farvestrålende fisk uden at dykke.

Øvrige udflugtsmuligheder
Fx natkrydstogt i Mombasabugten med middag, besøg i den arabiske ruinby Gedi, Marineparken i Malindi og eksklusive restauranter som Tamarind.

Golf
Leisure Golf Club ligger kun fem minutters gang fra hotellet.

Dag 13. Hjemrejse
Efter nogle pragtfulde, afslappende dage ved kysten og to spændende uger i Kenya skal vi til at rejse hjemover. Der er afgang fra hotellet sidst på eftermiddagen. Bemærk at man skal tjekke ud fra sit værelse kl. 10.30. Inden afrejsen fra hotellet vil der være mulighed for at skifte tøj og tage et bad. Hjemrejsen går via Nairobi og en europæisk destination.

Dag 14. Ankomst til København/Billund/Aalborg
Ankomst til Danmark om formiddagen.


Rejsemål

Fakta om Kenya

Hovedstad: Nairobi
Indbyggere: 41 mio.
Sprog: engelsk, kiswahili, forskellige oprindelige sprog
Religion: protestantisme, katolicisme, islam, oprindelige naturreligioner
Valuta: kenyansk shilling
Klima: tropisk ved kysten, tørkeklima inde i landet

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00