Albatros Travel

Fra Florida til Kongens København 

Lækkert Atlanterhavskryds til Azorerne, Lissabon og Amsterdam med kurs mod København. Inklusive helpension på krydstogtskibet
– med dansk rejseleder, 17 dage
Her er krydstogtet for dig, der vil have god tid til at slappe af og nyde sejlturen over Atlanterhavet. Du bliver sejlet helt til dørs i København, og en del af turen går langs den danske kystlinje rundt om Jylland. Undervejs lægger skibet til på Azorerne og i Lissabon, som du kan udforske i eget tempo eller sammen med rejselederen i den spændende udflugtspakke, du kan købe til din rejse. Vi stopper også i belgiske Zeebrugge og hyggelige Amsterdam.

Vi flyver til Orlando i Florida, hvor vi har en overnatning. Næste dag byder på en rundtur i downtown og en af de historiske forstæder, inden vi om eftermiddagen går om bord på vores skib Norwegian Sun og stævner ud på Atlanterhavet. Her kan du for alvor slappe af, indsnuse den friske havluft og forkæle dig selv med god mad og benytte dig af skibets mange faciliteter.

Vi anløber Azorerne på rejsens niende dag, og de frodige vulkanske øer er det eneste land i horisonten, her langt ude i Atlanterhavet. Du kan tilbringe dagen i hovedstaden, hvor vi lægger til, eller tage med rejselederen på en udflugt rundt på øen. Vi kommer blandt andet forbi et udsigtspunkt, en vulkansø, varme kilder og en af de ældste byer på nordkysten, Ribeiro Grande.

Næste havn er Lissabon, hvor du også har mulighed for at komme på en byrundtur i den hyggelige gamle by med stejle gade og historiske kirker – og et enkelt portvinsstop – inden skibet sejler igen. Efter et par dage på havet når vi Zeebrugge i Belgien, ikke langt fra den smukke middelalderby Brugge. Næste dag lægger vi til i Amsterdam, hvor der er tid på egen hånd, og vi sejler derefter nord om Jylland langs den danske kyststrækning. Efter en dags sejlads når vi København, hvor der er afstigning. Nemt og bekvemt!  

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:

Dagsprogram

Dag 1. København – Orlando, USA
Vi flyver fra København og ankommer til Orlando. Vi kører direkte til vores hotel og checker ind. 

Dag 2. Orlando – Port Canaveral og afsejling
Afsejling kl. 17.00
I dag skal vi på byrundtur og blandt andet se Orlandos downtown-område med Lake Eola, en naturlig sø, der er skabt af undergrundens erodering. Søen er omgivet af en park, anlagt i 1888, og det berømte springvand i søen er et af Orlandos vartegn. Vi tager videre til en af de nordlige forstæder, Winter Park, som sidst i 1880’erne blev anlagt som ferieby af velhavende fabrikanter fra New England. Orlando har ædt sig ind på byen, som før lå i et rent naturområde med søer omkring. Winter Park har dog bevaret sit grønne udseende med flere parker end nogen anden by i Florida. En hyggelig lille by at spadsere rundt i, og med en mere historisk atmosfære, end man er vant til at opleve i Florida. Vi slutter på Universal City Walk, et center med biografer og restauranter, hvor vi spiser frokost. Herefter kører vi til Port Canaveral, hvor vores dejlige skib, Norwegian Sun, ligger ved kaj. Sidst på eftermiddagen sejler vi fra USA med kursen sat over Atlanterhavet.

Dag 3-8. På havet
Vi har et langt, roligt stræk foran os, hvor vi for alvor kan slappe af. Nyde roen, der indfinder sig, når horisonten til alle sider er fyldt med intet andet end vand. Sæt dig på en dæksstol med et tæppe og en god bog og nyd udsigten og den friske luft, eller kast dig ud i alle skibets fantastiske faciliteter. Skal pulsen lidt op, er her løbebane, boldbane, fitnesscenter og mulighed for at øve golfslaget på et særligt driving net. Afslapning og selvforkælelse har også gode kår med spaafdeling, fem boblebade og masser af shoppingmuligheder. Og så er der maden. Du kan få tapas, italiensk pasta, fransk bistromad, sushi, steaks og meget mere i skibets 11 restauranter, og nyde en rigtig god kop kaffe i kaffebaren. Om aftenen kan tiden blandt andet fordrives på pianobar, i champagnebar, på casino, på natklub eller til et af skibets store shows.

Dag 9. Ponta Delgada
Ankomst kl. 09.00, afsejling kl. 17.00
Midt ude i Atlanterhavet, 1.350 kilometer fra Portugals kyst, ligger den portugisiske øgruppe Azorerne.  De ni smukke øer, ofte beskrevet som resterne af det fortabte Atlantis, er opstået efter vulkansk aktivitet, og så sent som i 1957 dannedes en ny ø som følge af et undersøisk vulkanudbrud. Klimaet er fugtigt subtropisk. Landskabet domineres af udslukte vulkankratere, stejle klippekyster og grønne, frodige marker, og farveorgier af hortensia, azalea og adskillige andre blomster ses overalt. Selvom turisme udgør en stigende andel af Azorernes økonomi, er hovederhvervet landbrug, og lavastrømme har gjort jorden så frugtbar, at landmændene kan høste afgrøder tre-fire gange om året. Her dyrkes blandt andet sukkerrør, tobak, ananas – og te, hvilket er et særsyn i Europa.

Befolkningen er lidt af et etnisk kludetæppe, idet den portugisiske befolkning er blandet med afrikanere, mulatter, flamlændere og iberere. Hovedsproget er portugisisk. Azorerne fik selvstyre i 1976, de har eget parlament, og Ponta Delgada på øen São Miguel, hvor vores skib lægger til, er hovedstad.

São Miguel, som er hovedøen, kaldes ofte Den Grønne Ø – eller Ilha Verde – på grund de grønne marker og skovklædte bjergskråninger. Fra havnen er det let at gå på opdagelse i den charmerende lille hovedby. Her er gamle huse, smalle, brolagte gader og hyggelige caféer og restauranter at besøge. Alternativt kan du i dag tage med på den arrangerede udflugt, hvor vi skal ud af byen og udforske øen.

Vi kører til den ældste og største by på nordkysten, Ribeira Grande, hvor man virkelig kan mærke den portugisiske indflydelse. Vi ser på byens smukke barokarkitektur, inden vi kører videre til en teplantage og får en kop af den lokale te, inden vi fortsætter til udsigtspunktet Pico do Ferro. Herfra kan vi – hvis vejret arter sig – se det kæmpe vulkankrater, hvor Furnassøen ligger. Vi tager videre til den lille by Furnas og går en tur i Terra Nostra-haven, hvor farverne fra de mange blomster blander sig med frodig vegetation fra flere kontinenter. Vi skal også besøge nogle varme kilder, hvor den vulkanske aktivitet giver sig udslag i kogende vand og mineralsk mudder, der sprøjtes ud fra sprækker ned til undergrunden. Vi kører videre forbi Furnassøen, hvor kirken Nossa Senhora das Vitorias spejler sig i det klare vand. Vi kører langs sydkysten tilbage til Ponta Delgada.

Denne udflugt egner sig ikke for dårligt gående, da den involverer en cirka 1 kilometers gåtur i ujævnt terræn.
(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Se under Prisinformation for køb af udflugtspakke).

Dag 10. På havet
Vi fortsætter videre østpå mod Portugals fastland.

Dag 11. Lissabon
Ankomst kl. 11.00, afsejling kl. 19.00
Om morgenen lægger vi til i Lissabon, Portugals smukke, historiske hovedstad. Ligesom Rom er byen bygget på syv høje. Den er grundlagt ved Tejo-flodens bredder, og de berømte søfarere, ikke mindst Vasco da Gama, gjorde for 400 år siden byen kendt. Samtidig gjorde de byen til centrum for en verdensomspændende handel med krydderier, silke og guld. Lissabon voksede og blev en af verdens rigeste byer, og befolkningstallet blev fordoblet på rekordtid. Men midt under morgenandagten den 1. november 1755 blev byen ramt af en tragisk naturkatastrofe: Et kæmpemæssigt jordskælv nærmest udraderede byen, og stort set kun den mauriske bydel Alfama undgik at blive totalødelagt.

Lissabon blev dog hurtigt genskabt – og med så godt et resultat, at byen i dag sagtens kan være med i konkurrencen om at være én af verdens smukkeste byer. De kakkelklædte husfacader, de stejle gader og de ældgamle sporvogne er alt sammen en del af Lissabons helt særlige charme. Noget helt specielt er de kæmpestore udendørs elevatorer, der kan bringe dig fra den ene bydel til den anden. Den mest unikke af disse elevatorer er opført af Gustave Eiffel, Eiffeltårnets skaber, og det er en kæmpe oplevelse at tage turen op over kvarteret Bairro Alto og derefter nyde udsigten over det smukke Rossio-torv og Baixa-kvarteret.

Bairro Alto-kvarteret har sin helt egen charme med de smalle gader og de mange finurlige detaljer på husene. Tæt på Bairro Alto ligger det hyggelige Rossio-torv, som er omdrejningspunktet for masser af leben med caféer og handlende. Og i Baixa-kvarteret i det gamle centrum af Lissabon findes i dag byens mest eksklusive indkøbsområde.

Men Lissabons absolut kendteste og mest karakteristiske bydel er det levende og farverige Alfama, maurernes gamle kvarter. Her finder man det middelalderlige Lissabon med en labyrint af stejle gader, trapper, blomsterkrukker, karakteristiske kakkelklædte facader og brostensbelagte smøger, hvor vasketøjet hænger til tørre i gaderne. Her lever man, som man altid har gjort – upåvirket af tiden.

Endelig er et must for arkitekturinteresserede at se det kæmpestore og enestående klosterkompleks Jeronimos, som er skabt af de rigdomme, Vasco da Gama bragte med hjem til landet. Fyldt med et utal af småfigurer og krummelurer, springvand, udskårne søjler og hvælvede buegange taber man nærmest vejret i betagelse over den store detaljerigdom. 

I dag er der mulighed for at tage på en byvandring rundt i den charmerende by. Vi kører ind til Baixa i centrum, og herfra skal vi tage den stejle sporvogn/kabelbane Elevador da Gloria op til franciscanerklostret Sao Pedro de Alcantara Belvedere. Her fra byens top, Bairro Alto, har vi en smuk udsigt over Lissabon. Vi får et glas portvin på en nærliggende cafe, inden vi går en lille tur hen til den smukke Sao Roque-kirke. Kirken er især kendt for sit smukt bemalede træloft og Johannes Døberen-kapel. Kirken blev bygget i Rom af værdifulde materialer som alabaster og lapis lazuli, og senere pillet ned og sendt til Lissabon, hvor den blev samlet igen. Vi fortsætter vores spadseretur gennem boheme-kvarteret Chiado i retning af Rossio-pladsen, hvor du afhængigt af tidsplanen har lidt tid på egen hånd til at udforske de mange udendørscafeer og butikker.

I kirker er det ikke velset med bare skuldre og shorts, så medbring passende tøj.

(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Se under Prisinformation for køb af udflugtspakke).

Dag 12-13. På havet
Vi sejler nordpå forbi Spanien, Frankrig og gennem Den Engelske Kanal med kurs mod Belgien.

Dag 14. Zeebrugge (Brugge)
Ankomst kl. 08.00, afsejling kl. 17.00
Vi lægger til i havnebyen Zeebrugge ved Den Engelske Kanal, men i dag vil det være oplagt at besøge det nærliggende Brugge, som er en af Belgiens flotteste middelalderbyer. Den gennemløbes af små kanaler og er yderst velbevaret.

Den lille havneby var en af Hanseforbundets væsentlige udskibningshavne, og Brugge var et finansielt centrum dengang. Velhaverne af den tid blev portrætteret af berømte kunstnere som Jan van Eyck, Hans Memling og Gerard David.

Dag 15. Amsterdam
Ankomst kl. 08.00, afsejling kl. 17.00
Amsterdam er Hollands største by og en af Europas mest fascinerende takket være kanalerne, de berømte museer og historiske bygninger.

Byens tidlige historie dateres tilbage til 1200-tallet, hvor her lå et fiskersamfund. I dag er Amsterdam en rigtig multikulturel storby med et indbyggertal på 739.000, hvoraf kun knap 400.000 er af hollandsk oprindelse. Amsterdam er kendt for sit frisind. Her tænkes ikke blot på den fri adgang til lettere euforiserende stoffer, men i lige så høj grad traditionen for tolerance og åbenhed, som går langt tilbage. I 1500-tallet var Amsterdam for eksempel tilflugtssted for jøder på flugt fra den spanske inkvisition, og franske huguenotter fandt også et fristed her.

Dag 16. På havet
Se den danske kyststrækning! Vi sejler gennem Skagerrak og nord om Jylland, inden vi når Kattegat og derefter stævner ind i Øresund med kurs mod København. 

Dag 17. København
Ankomst kl. 05.00
Vi sejler ind i Københavns havn tidligt om morgenen, og hen ad formiddagen kan vi gå fra borde.

Rejsemål

fakta om portugal

Hovedstad: Lissabon
Indbyggere: 10,7 mio.
Sprog: portugisisk
Religion: katolicisme
Valuta: euro
Klima: tempereret maritimt klima

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00