Albatros Travel

Galapagos - i Darwins kølvand 

Eventyrskrydstogt med sejlskib ved Galapagosøerne
Luksuskrydstogt med tremastet sejlskib ved Galapagosøerne og rundrejse i Ecuador med miniekspedition til Amazonas’ grønne, dyrerige regnskov. 
– med dansk rejseleder, 17 dage

Afrejse fra Billund og København – maksimum 15 deltagere

På denne helt nye Ecuador- og Galapagosrejse tager vi de naturhistoriske briller på og går i dybden med de ganske enestående biologiske forhold, der gør sig gældende på de forskellige Galapagosøer, som har hver deres unikke særpræg. Vi sejler med det tremastede luksussejlskib Mary Anne, som er et førsteklasses skib med plads til maksimum 15 rejsende plus rejselederen. Ud over den exceptionelt gode service om bord byder skibet på en hyggelig, maritim atmosfære, og når de store sejl er sat på alle tre master, føler man sig nærmest hensat til Darwins store, historiske Galapagos-ekspedition. Der er bad, toilet og aircondition i alle kahytter. Desuden er der hyggelige fællesarealer, spiseområde og soldæk. Transport til og fra skibet foregår i nye gummibåde.

Vores rejse starter på fastlandet, hvor vi med udgangspunkt i Quito oplever det vældige Andeshøjland, det verdensberømte indianske marked ved Otavalo samt de omkringliggende landsbyer. Der bliver også tid til at se den smukke gamle bydel i Quito, som byder på imponerende kirker, smukke pladser og gamle bygninger, og vi skal også en tur til ækvatorlinjen nord for Quito.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:

Fra Quito flyver vi til Amazonas-området, hvor vi fortsætter med båd til vores junglelodge. Her skal vi udforske et andet af verdens mest spændende naturområder, nemlig den tropiske regnskov. Forholdene i junglelodges er oftest lidt primitive, men vi har på denne tur valgt en lodge i den rigtig gode ende af skalaen. Vi overnatter i nye cabañas (hytter) med toilet, bad og loftvifte. Vi har daglige ture i regnskoven med mulighed for at opleve dyrelivet i træhøjde fra nogle af stedets udsigtstårne, hvoraf det højeste er 36 meter. Endvidere besøger vi et lokalt indianersamfund.

På vores 8-dages krydstogt ved de berømte Galapagosøer kommer vi så tæt på landleguaner, søløver, pelikaner, havleguaner og landleguaner, som Charles Darwin gjorde i sin tid. Opholdet på den fascinerende øgruppe 1.000 kilometer ude i den kolde Humboldtstrøm er sandsynligvis den største naturoplevelse på det sydamerikanske kontinent. Vi får et grundigt og fascinerende indblik i øernes særlige naturhistoriske forhold, og hvordan disse øer blev skabt.

Rejsen stiller ingen større fysiske krav til dig som deltager. For nogle kan det være anstrengende at opholde sig i Quito på grund af højden, men det har generelt ikke været noget problem for vores rejsende. Landgangene på Galapagos kræver, at du selv kan komme op og ned i gummibådene, men alt i alt burde alle kunne deltage uden at være de store atleter. I Quito overnatter vi på et førsteklasses hotel, valgt på grund af beliggenheden og den høje standard, og hotellet plejer at være meget populært blandt vores rejsedeltagere. På alle værelser er der naturligvis bad, toilet, temperaturregulering, minibar og alt det andet, man kan forvente sig af et førsteklasses hotel. Rejsen er under ledelse af dansk rejseleder. Transport undervejs er med indenrigsfly, busser, små både i Amazonas og vores 16 personers sejlskib i forbindelse med Galapagoskrydstogtet. 

Bemærk! Galapagosøerne kontrolleres af Charles Darwin-instituttet, som – ud fra et overordnet hensyn til dyrene – har bemyndigelse til at ændre sejlplanen for vores Galapagos-skib. Dette har vi ingen indflydelse på, og den nævnte sejlrute er derfor vejledende. Hvis vores sejlrute skulle blive ændret, kan det blive nødvendigt at justere dagsprogrammet. Rejsen vil da indeholde de samme højdepunkter, men blot i en anden rækkefølge.

dagsprogram
Dag 1. Afrejse fra København/Billund
Afrejse fra København eller Billund. Overnatning i fly. Der er fuld forplejning på flyet i forbindelse med den oversøiske del.

Dag 2. Ankomst til Ecuadors hovedstad, Quito
Ved ankomsten til Quito kører vi direkte til vores hotel i den nye bydel. Ecuadors hovedstad er tydeligt opdelt i to forskellige bydele: Den nye, hvor man finder de fleste hoteller, restauranter og souvenirbutikker, og den gamle bydel, hvor de spanske koloniale bygninger og kirker dominerer. Vores hotel er et hyggeligt hotel i den gamle bydel, men også her er der gode spisesteder.

Den “tynde luft” (vi befinder os i over 2.800 meters højde) betyder, at man hurtigt bliver forpustet, hvis ikke man holder tempoet lidt nede, men de fleste sunde og raske mennesker har ikke de store problemer med denne højde. Mange vil dog mærke lidt hovedpine, hvilket indikerer, at tempoet skal yderligere ned, og mere vand skal indenbords. Man kan simpelthen ikke drikke for meget vand!

Quito ligger omgivet af høje, sneklædte vulkaner, og byen må absolut være æresmedlem i klubben af verdens smukkeste byer. Da vi kun befinder os 22 kilometer fra ækvator, er klimaet tilmed mildt og forårsagtigt året rundt. Den gamle 1700-tals bydel med smukke, hvide huse bærer stærkt præg af den spanske kolonitid og er forbavsende velbevaret.  Vi skal på byrundtur i Quitos pragtfulde gamle bydel med alle kolonibygningerne og Uafhængighedspladsen, hvor vi finder regeringsbygningen og den neoklassiske domkirke. Et af højdepunkterne er jesuitter-kirken La Campañia. Udsmykningen med de mange tons pladeguld overgår ens vildeste fantasi. Kirken er lige blevet istandsat, og et stort område er belagt med et nyt lag guld. Vi besøger også “El Panecillo”, som er en stor høj midt i byen med en pragtfuld udsigt over den gamle bydel og den næsten 5.000 meter høje vulkan “Pichincha”. Byens vartegn, “La Virgen”, er ligeledes placeret på højen.

Endelig byder dagen også på et besøg ved verdens centrum, nemlig der, hvor ækvatorlinjen løber, og hvor man kan stå med ét ben på den sydlige halvkugle og ét på den nordlige. Om aftenen hygger vi os med en velkomstmiddag på en dejlig restaurant. Overnatning i Quito. Morgenmad og middag inkluderet.

Dag 3. Quito – Otavalo
I løbet af formiddagen kører vi mod Otavalo, hvor vi skal besøge det maleriske og berømte indianske marked. Her sælges alt mellem himmel og jord, og stemningen med de mange indianere fra landsbyer i hele højlandet er fantastisk. Hver lille landsby har deres egne, unikke mønstre vævet i dragterne, og mange bærer særprægede, farvestrålende hovedbeklædninger. Der er mulighed for at købe smagfulde, vævede souvenirs, keramik, smykker og træskærerarbejder. Vi spiser frokost i landsbyen Cotacachi og besøger efterfølgende landsbyerne Peguche og Antonio de Ibarra. Vi er tilbage i Quito sidst på eftermiddagen. Overnatning i Quito. Morgenmad og frokost er inkluderet.

Dag 4. Quito – Amazonregnskoven
Fra Quito i højlandet skal vi på en halv times flyvetur ned i lavlandet til Amazonregnskoven. Vi flyver til byen Puerto Francisco de Orellana, hvor vi får os en snack, inden vi begiver os ud på en 2½ times sejltur ad Napo-floden gennem regnskoven og ind til nationalparken Yasuni og Anangucocha-søen. Undervejs spiser vi frokost. Efter ankomsten til vores lodge Napo Wildlife Center er der mulighed for en tur i kano fra lodgen, hvor man kan nyde det rige fugleliv med hejrer, tukaner og papegøjer, og mon ikke vi også spotter nogle af de forskellige aber i området?

Selve lodgen ligger i et område, som er en del af anangu quichua-indianernes samfund. Lodgen er ny og regnes for en førsteklasses økolodge. Selvom lodgen er i topklasse inden for sin kategori, skal man være opmærksom på, at et ophold her i regnskoven ikke kan sammenlignes med opholdet på et almindeligt førsteklasses hotel. Vi bor i gode cabañas (hytter) med toilet og både koldt og varmt vand. Der er strøm/el leveret af solenergi alle døgnet 24 timer (120 v), og der er loftvifte, vinduer med fluenet og myggenet.

På stedets hjemmeside kan du se billeder og få et indtryk af den gode standard og de mange aktiviteter: www.napowildlifecenter.com   Overnatning på Napo Wildlife Center. Morgenmad, frokost og middag inkluderet.

Dag 5. Amazonregnskoven
Dagen starter tidligt! Vi tager til et sted i junglen, hvor vi kan opleve mange forskellige arter af papegøjer og parakitter. Vi fortsætter ad junglestier til et anangu quichua-indianersamfund, hvor vi bliver budt velkommen og får mulighed for at deltage i familiernes dagligdag og få en fornemmelse af, hvordan indianernes liv former sig i dag. Der er ikke noget fast program for besøget, da dette er afhængigt af de aktiviteter, som nu er i gang. Men det kan være alt fra at smage deres lokale “øl”, fremstillet af yuca, til at finde og bearbejde planter til medicin eller redskaber eller få en demonstration af jagtteknikker. Vi har vores frokost med og spiser denne et sted i vildnisset akkompagneret af regnskovens fantastiske lydkulisse. Sidst på eftermiddagen er vi retur på lodgen. Overnatning på Napo Wildlife Center. Morgenmad, frokost og middag inkluderet.

Dag 6. Amazonregnskoven
Efter en tidlig morgenmad tager vi til lodgens 36 meter høje udkigstårn, der rejser sig helt op til regnskovens trætoppe. Tårnet står små 20 minutters gang fra selve lodgeområdet, hvor der også er et udsigtstårn, som giver et godt overblik over junglen og dyrelivet. Men her fra det 12 etagers høje tårn kommer vi virkelig i øjenhøjde med dyrelivet i junglen. Som oftest oplever man regnskoven via lyduniverset, og meget af dyrelivet vil være svært at spotte, men her fra tårnet vil der være en enestående mulighed for at se de mange flotte fugle, aber og andre dyr. Selve tårnet er konstrueret i henhold til internationale sikkerhedsforskrifter og bliver løbende efterset.

Efter således at have oplevet dyrelivet fra oven skal vi igen på junglevandring, og vi slutter dagen med en kanotur langs flod- og søbredden, hvor vi især spejder efter aber, som kommer ned til vandet sidst på dagen. I området er også store oddere og kaimaner (den sydamerikanske udgave af krokodillen). Overnatning på Napo Wildlife Center. Morgenmad, frokost og middag inkluderet.

Dag 7. Amazonas – Quito
Vi skal i dag tage afsked med Amazonas-området, og vi begiver os tilbage mod Quito. Også på sejlturen tilbage til Puerto Francisco de Orellana kan vi nyde de mange flotte fugle, og igen kan vi være heldige at støde på de store oddere. Vi forventer at være fremme i Quito i løbet af eftermiddagen. Bliver der tid, tager vi med kabelbanen til bjergene over Quito og kan herfra nyde udsigten over byen, bjergtoppene og vulkanerne i området (dette vil være afhængig af, hvornår lokalflyet fra Puerto Francisco de Orellana er fremme). Overnatning i Quito. Morgenmad inkluderet.

Dag 8. Quito – Galapagos – Baltra
Vi kører til lufthavnen og efter cirka 3-4 timers indenrigsflyvning, ankommer vi til Galapagosøerne på øen Baltra nord for Santa Cruz. Her bliver vi modtaget af vores lokale rejseleder, der sørger for transport til krydstogtskibet Mary Anne, som er vores hjem og faste base de næste otte dage på vores eventyrkrydstogt mellem Galapagosøerne. Det 52 meter lange sejlskib med tre master tager maksimum 16 passager. Ud over at være kategoriseret som et førsteklasses skib med al tænkelig komfort, har skibet også den rette hyggelige og maritime atmosfære. Alle kahytter har toilet, bad og aircondition. Der er spisesalon og bibliotek med video, hvor der dagligt er præsentationer af Galapagos og de enkelte dages program. Øverst på båden er der soldæk. Herfra kan man holde udkig efter de større havdyr som hvaler og delfiner eller bare nyde solen. Undervejs på Galapagoskrydstogtet er der også mulighed for at sejle i havkajak og snorkle.

Læs mere om skibet og se billeder på www.sailinggalapagos.com
Galapagosøerne ligger cirka 1.000 kilometer vest for Sydamerikas kyst i den kolde Humboldtstrøm, der med jævne mellemrum opvarmes og forvandles til naturfænomenet “El Niño” med ubehagelige følger for klimaet mange steder på jorden. Det næringsrige vand, der kommer helt fra Antarktis, er ekstremt koldt, hvilket betyder, at det indeholder relativt meget ilt. Det høje indhold af næring er grundlaget for øernes enestående plante- og dyreliv.

Galapagos består af mange små øer, hvoraf de mindste blot er golde klippetoppe, der akkurat lige når over havoverfladen. Kun fire af de største øer er beboede, mens de øvrige ligger mere eller mindre uberørte hen som et gigantisk, naturhistorisk museum. Galapagosøerne udgør toppene af en lang, vulkansk bjergkæde, der rejser sig 2-3.000 meter over havbunden. Gennem årtusinder har mange forskellige dyr og fugle svømmet, flydt eller fløjet til disse isolerede øer, hvor de har udviklet og tilpasset sig varierende livsvilkår. Derfor adskiller såvel flora som fauna sig ganske radikalt fra fastlandets, og sågar fra ø til ø er der store forskelle. Omkring 20 procent af alle fisk i havet omkring Galapagos er endemiske, hvilket også gælder halvdelen af alle planter, de fleste fugle samt alle de landlevende dyr. De endemiske arter varierer markant fra tilsvarende eller beslægtede arter andre steder.

Charles Darwin ankom i 1835 til Galapagos på sin lange odysse som naturforsker om bord på skibet Beagle. Her fandt han enhver forskers paradis: et sandt orgie af forunderlige naturfænomener med kæmpekrabber, rovfugle, søløver, kæmpeskildpadder og havleguaner, som kunne studeres på mindre end én meters afstand. Hver art varierede i udseende og adfærd fra ø til ø, til trods for at de øjensynligt stammede fra samme oprindelige art.

Darwin brugte mange år på at tænke over sine iagttagelser og ikke mindst konsekvenserne heraf, inden han udsendte sit ultimative værk, “Arternes oprindelse”. Hermed revolutionerede han verdens syn på menneskets udvikling. Dyr og mennesker var ikke sat på jorden i den aktuelle form, men var resultatet af en lang udvælgelsesproces, hvorunder de bedst egnede eller tilpassede individer overlevede længst og videregav deres arveanlæg til næste generation, der således blev en anelse bedre tilpasset miljøet og så fremdeles. Dyrelivet på Galapagos er i store træk uforandret siden Darwins tid, og man kan praktisk talt selv følge de iagttagelser, der danner baggrund for evolutionslæren. Desværre har forskellige nye arter fra fastlandet fået fodfæste på Galapagos og truer visse steder miljøet ganske voldsomt, men forskerne er naturligvis meget opmærksomme på dette problem.

Sidst på dagen er der afgang med det gode skib Mary Anne, som sætter kursen videre mod øen North Seymour. Øen er forholdsvis lille med et stisystem, der fører os forbi nogle af de største og mest aktive søfuglekolonier på øerne. De største trækplastre er fregatfuglene med deres store røde halsposer og de besynderlige, blåfodede suler. Der er altid en eller anden form for aktivitet i gang: redebygning, parring, gøren kur, rugning i rederne og masser af fødetyveri. Flere af sulerne synes tilsyneladende, at øens bedste rugested er midt på stien, hvor vi passerer lige forbi. Mange steder støder vi også på den store landleguan, der lever i huler, og som - ligesom sin havgående kollega - har specialiseret sig i vegetarisk føde, selvom forskere har oplevet, at de har ædt søløveådsler. Morgenmad, frokost og aftensmad inkluderet.

Dag 9. Santa Cruz – Charles Darwin-instituttet og højlandet
Vi sejler ned til sydsiden af Santa Cruz, hvor vi går i land og besøger Charles Darwin-instituttet, som har til huse i nogle få bygninger, der rummer forskningsafdeling, bibliotek og et museum. Instituttet blev grundlagt for mere end 20 år siden for at vedligeholde nationalparken. Instituttets forskere arbejder med at sikre bevarelsen af den unikke og uspolerede natur på Galapagosøerne.

Centeret kører endvidere et rehabiliteringsprojekt for skildpadder i forbindelse med museet, hvor en række dyrepassere er beskæftigede med at tage sig af de store landskildpadder. Det er her på øen, vi har de bedste muligheder for at se de berømte, kæmpe landskildpadder. Efter besøget kører vi med minibus til højlandet, hvor vi skal opleve en anderledes flora og fauna i det mere fugtige klima. Morgenmad, frokost og aftensmad inkluderet.

Dag 10. Española – Punta Suarez – Bahia Gardener
Om morgenen går vi i land på Española i Gardener Bay, hvor søløverne ligger på stranden i bugten. Har du lyst til at snorkle, kan du her i området være heldig at svømme sammen med havskildpadder og legende søløver.
Ved Punta Suarez på Española finder vi noget af verdens ypperste dyreliv, og mange af de unikke dyrearter findes kun her. Vi skal se de specielle havleguaner med de kobberrøde pletter, svalehalemåger, lavafirben, “Darwins finker”, langnæbbede skottefugle og blåfodede suler. Samtidig er området ved Punta Suarez den eneste yngleplads for den majestætiske og sagnomspundne albatros, som yngler på øen fra maj til november. Morgenmad, frokost og aftensmad inkluderet.

Dag 11. Floreana
Vi skal i land på øen Floreana, der har en interessant og broget historie præget af pirater, straffefanger, hvalfangere og kolonister. Talrige fartøjer er landet på disse øer for at koge suppe på de store skildpadder, der har lagt navn til Galapagosøerne. Darwin fik inspiration til sine bøger og teorier, da han hørte viceguvernøren fortælle, at han kunne sige helt præcist, hvilken ø, en skildpadde kom fra, blot ved at kaste et blik på skjoldet. Ligesom på Española yngler de store havskildpadder her, og vi kan ofte se de brede “kampvognsspor” i sandet på stranden. Kommer man tidligt om morgenen, kan man være heldig at se en udmattet havskildpadde på vej tilbage til vandet efter det hårde gravearbejde og æglægning.  

Vi ankrer op ved Punta Cormorant og går i land på en af de brune sandstrande, hvorfra vi har en kort vandretur gennem scalesia-skoven med træagtige buske, som findes lige fra 20-30 centimeters højde op til 15 meter. Der er 14 arter og seks underarter af scalesia i de forskellige klimazoner på øerne. De er uhyre forskellige i udseende og tilpasning, og alligevel har de alle samme “stamfar” fra fastlandet.

Der er kun en enkelt sølle art af bier til bestøvning af øernes planter og relativt få insekter. Øerne ligger simpelthen for langt ude, til at insektlivet for alvor har kunnet invadere øerne, og de eksisterende arter (blandt andet et par sommerfugle) har ikke det typiske system eller fødenet, man ser andre steder, da mange hele grupper er helt fraværende.

Vi skal over i en lille saltvandslagune (ferskvandsfisk er også fraværende), hvor den store flamingo holder til. Flamingoerne lever først og fremmest af små rejer og bittesmå krabber, som selv søger føde i lagunens organiske materiale. Vi ser formentlig også en lang række andre vadefugle i området. Vi besøger “Devil’s Crown”, der er en undersøisk vulkan, hvor kun toppen af krateret er synligt over havoverfladen (heraf navnet). Ved Devil’s Crown finder vi noget af den bedste snorkling på øerne. I havet ser vi talrige farvestrålende fisk, pigrokker og småhajer, og vi får forhåbentlig også selskab af søløver. Hvis det er muligt, besøger vi “Post Office Bay” med det historiske posthus. Historien går mange hundrede år tilbage. Når søfolk kom forbi Floreana, lagde de de breve, som de ønskede at sende hjem på “posthuset” (en tønde) og tog så selv de breve med videre, som skulle til de steder, hvor de selv var på vej hen. Herfra sendte de så brevene. Traditionen er bevaret den dag i dag for besøgende på Floreana, og vi får på denne måde mulighed for at sende et postkort. Morgenmad, frokost og aftensmad inkluderet.

Dag 12. Isabela
I løbet af formiddagen når vi frem til Isabela, den største af Galapagosøerne. Øen ligner en søhest i formen og var gennem århundreder tilflugtssted for først pirater og senere hvalfangere, som gjorde brug af de mange bugter, grotter og det fødetilskud, som øens rige dyreliv gav mulighed for. Øen, der er resultatet af et vulkanudbrud, er med sine fem vulkaner stadig den af Galapagosøerne med mest vulkansk aktivitet. To af vulkanerne er 1.700 meter høje. Øen er kendt for sine mange landskildpadder, som lever i områderne omkring vulkanerne. Blandt de mange dyrearter på øen og i farvandet omkring findes leguaner, pingviner, mange sulearter, pelikaner, hejrer og galapagosskarven. Områderne ved Isabela er også et godt sted at se hvaler, men dette forudsætter naturligvis en vis mængde held.

Vi starter dagen i Punta Moreno, hvor der er kolonier af flamingoer, og fortsætter til Elisabeth-bugten, hvor vi finder galapagospingviner, grønne havskildpadder og masser af fugleliv i det mangroveagtige landskab. Morgenmad, frokost og aftensmad inkluderet.

Dag 13. Isabela – Fernandina
Vi starter i Urbina-bugten på Isabela. Et område med mange havleguaner og galapagosskarve. Denne skarv har mistet evnen til at flyve, men kan dykke helt ned til 50 meter og hente føden mellem klipper og sten. Vi møder også skarven på vores næste stop, Fernandina-øen, som er den vestligste af de større øer og er kendt for sine pingviner og skarver. Der er mulighed for land- og snorkletur ved Punta Espinoza, inden vi sætter kursen mod Santiago-øen. Fra vestkysten af øen er der små 4.000 kilometer over Stillehavet, før man støder på land igen. Vandet omkring Fernandina er kendt som et af de bedste steder på Galapagos at se delfiner og hvaler. Morgenmad, frokost og aftensmad inkluderet.

Dag 14. Sullivan Bay på Isla Santiago – Bartolomé
Vi fortsætter til Santiago og sejler til det herlige naturområde mellem “fastlandet” omkring Sullivan Bay og den lille ø Bartolomé lige over for bugten. Den største seværdighed er næsten den begsorte lavastrøm, der strækker sig fra små koniske søjler ned over øen mod stranden. Lavaen er aflejret for over 100 år siden, men ville stadig se ud som om den kom i går, hvis ikke forskellige hårdføre planter allerede var i gang med at kolonisere lavaen. Bartolomé er formentlig den mest fotograferede ø på Galapagos og mere eller mindre synonym med Galapagos’ barske skønhed. Her skal man simpelthen en overkommelig tur til toppen gennem smukke klippeformationer, der stort set alle stammer fra den sammenstyrtede top. Ude i vandet kan man skimte hele kraterkanten af en undersøisk vulkan. I vandet ses ofte flokke af hvidtippede hajer, der i reglen holder sig lidt på afstand af badende og snorklende gæster. Fra januar til marts yngler havskildpadder på øen. Blandt naturseværdigheder kan nævnes: den store røde “Sally Lightfoot”-krabbe, lavafirben, galapagospingvin, havskildpadde og øernes eneste residerende rovfugl: galapagoshøgen, der egentlig er en brun musvåge. Andre rovfugle som fiskeørn og vandrefalk besøger også øerne fra tid til anden. Morgenmad, frokost og aftensmad inkluderet.

Dag 15. Santa Cruz – Baltra – Quito
Om morgenen er vi ved “Black Turtle Cove” ved Santa Cruz. Her er mulighed for at se blåfodede suler, havskildpadder, små babyhajer og mange havleguaner. Vi fortsætter til Baltra, hvor vi slutter vores krydstogt og flyver retur til fastlandet, hvor vi forventer at ankomme sidst på eftermiddagen.

Ved ankomsten er der transport til vores hotel. Overnatning i Quito. Morgenmad, frokost (i flyet) og afskedsmiddag inkluderet.

Dag 16. Afrejse fra Quito
Der er tidlig morgenmad, inden vi kører til lufthavnen og rejser tilbage til Danmark. Morgenmad og fuld forplejning på flyet i forbindelse med den oversøiske flyvning er inkluderet.

Dag 17. Ankomst til København/Billund
Flyskift i Amsterdam og videre rejse til enten København eller Billund.

Ophold på rejsen:
Hotel i Quito Relicario del Carmen:
www.hotelrelicariodelcarmen.com

Amazonas lodge:
www.napowildlifecenter.com  

Galapagos sejlskibet Mary Anne:
www.sailinggalapagos.com

Rejsemål
Ecuador

fakta om ecuador

Hovedstad: Quito
Indbyggere: 15 mio.
Sprog: spansk, indianske sprog
Religion: katolicisme
Valuta: amerikansk dollar
Klima: tropisk ved kysterne og i junglen, køligere i højderne

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00