Albatros Travel

Good Morning Vietnam 

Danmarks billigste! Få det bedste af Vietnam på 10 oplevelsesrige dage
– med dansk rejseleder, 10 dage

Mulighed for 4 dages forlængelse i Hoi An

Vietnam er fuld af farver – fra de grønne, grønne rismarker til strandenes perfekte duet af kridhvidt sand og turkisblåt vand. Vietnam er fuld af kultur – fra de isolerede bjergstammers århundredgamle levevis til Saigons myldrende, motorcykelkørende storbylivsstil. Og Vietnam er fuld af historie – fra kejsertidens templer, pagoder og storslåede gravmonumenter til franskmændenes fine kolonistilsbygninger. På denne rejse fra charmerende Hanoi i nord til pulserende Saigon i syd vil vi opleve dette langstrakte lands smukkeste, mest charmerende og interessante sider.

På denne Vietnamrejse får vi på relativt kort tid set mange af landets højdepunkter: Eventyret begynder i det nordlige Vietnam, hvor vi mærker historiens gang i hovedstaden Hanoi og sejler mellem tusindvis af ejendommelige klippeformationer i verdens smukkeste bugt. I det centrale Vietnam venter Hués overdådighed af monumenter fra kejsertiden. Vi ender på Vietnams sydspids, hvor vi skal sejle rundt mellem Mekongdeltaets frodige frugtplantager, mærke Saigons hektiske rytme og gå på opdagelse i Vietcongs labyrint af underjordiske tunneler. Trods den helt enestående pris er der ikke sparet på oplevelserne.

Transporten rundt i Vietnam foregår med fly, tog, bus og båd. Vi overnatter på gode hoteller og har en enkelt nat i nattog mellem Hanoi og Hué.

En dansk rejseleder med stor rejse- og guideerfaring fra landet er med på hele turen.

Du har mulighed for at forlænge rejsen med fire dage i charmerende Hoi An, der både byder på strand, shopping og en unik, historisk bydel, der er på UNESCO's liste over verdens kulturarv.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:


Dagsprogram

Dag 1. Afrejse fra København
Fra Københavns Lufthavn flyver vi af sted mod Vietnam, hvortil vi ankommer næste dag.

Dag 2. Ankomst til Hanoi. Cykeltaxa-tur i den gamle bydel
Vi ankommer til Hanoi hen på eftermiddagen og kører derefter til vores hotel og tjekker ind. Herefter er vi klar til at tage på oplevelse i hovedstaden.

Hanoi er en vidunderlig by med brede boulevarder, smukke bygninger i fransk kolonistil, storslåede templer, naturlige søer og et virvar af cykler og scootere.

Vi begiver os ud i Hanois charmerende gamle bydel, som vi oplever fra bagsædet af en af byens mange cykeltaxaer. Vi kommer forbi hyggelige huse, små yndige butikker og gamle, oprindelige gadeskilte fra dengang, en gade blev opkaldt efter, hvad der blev forhandlet i den. I den gamle bydel ligger også det tre etager høje Dong Xuan-marked, der er arbejdsplads for mere end 3.000 mennesker. Markedet er derudover til stor glæde for både lokale og turister.

Vi runder dagen af med at spise velkomstmiddag sammen på en lokal restaurant. Overnatning i Hanoi.

Dag 3. Hanoi og Halongbugten
Formiddagen er afsat til en grundig introduktion til nogle af hovedstadens mange seværdigheder. Vi starter ved Ho Chi Minhs imponerende mausoleum, hvor den store landsfaders jordiske rester siden hans død i 1969 er blevet opbevaret i en glassarkofag. Mausoleet er dog lukket hvert år i september-november, hvor den balsamerede præsident sendes til Moskva og får en ansigtsløftning post mortem. Vi bliver i Ho Chi Minhs verden og går over til hans hus, der ligger bag ved mausoleet. Det lille hus er bygget på søjler med traditionelle vietnamesiske landhuse som forbillede. Huset, der står præcis, som Ho Chi Minh efterlod det, er idyllisk placeret i en velfriseret have direkte ned til en stor, fiskefyldt sø.

Vi vender os bagefter mod nogle af Hanois religiøse seværdigheder. En af byens mest berømte pagoder, En-søjle-pagoden, blev bygget af kejser Ly Thai Tong i 1049 til ære for den barmhjertige gudinde, som havde vist sig for ham og lovet ham en søn og dermed en arvtager. Pagoden er af træ og bygget på en enkelt stensøjle. Den skal symbolisere en lotusblomst, der stiger op af Sorgens Hav.

Vi fortsætter byrundturen ved Hoan Kiem-søen, der ligger som en fredfyldt oase midt i Hanoi. Midt i søen ligger en lille ø med et turkisfarvet tempel med en rød stjerne øverst. På en lille ø i den nordlige del af Hoan Kiem-søen ligger Ngoc Son-templet (Jadebjerg-templet), som blev grundlagt i 1700. Man kommer over til øen ved at krydse den rødmalede Huc-træbro.

Sidste stop inden frokost er Litteraturtemplet – landets måske bedst bevarede eksempel på traditionel arkitektur – som blev bygget i år 1070 af kejser Ly Thanh Tong til ære for den kinesiske filosof Kungfutse. Templet blev i 1076 omdannet til Vietnams første universitet, så mandarinernes sønner havde et sted at uddanne sig. Kejser Le Thanh Tong beordrede i 1484, at der skulle opstilles en stenplade for hver ung mand, der modtog en doktorgrad som afslutning på sin uddannelse. Det var dog meget svært at opnå en doktorgrad. I perioden fra 1442 til 1778 er det kun blevet til 82 opstillede mindeplader.

Lige ved siden af Litteraturtemplet ligger restauranten Koto, hvor vi skal spise frokost. Restauranten er startet med det formål at give store gadebørn og unge uden uddannelse en mulighed for at lære et fag inden for restaurationsverdenen og dermed få en bedre fremtid.  

Om eftermiddagen forlader vi Hanoi og sætter kursen mod Halongbugten, der er et af turens naturmæssige højdepunkter. Den store bugt er underskøn med cirka 3.000 kalkstensbjerge, der hæver sig op over den blågrønne vandoverflade og danner en labyrint (området er beslægtet med Guilin-området i Kina og ”James Bond Island” nær Phuket i Thailand). Overnatning i Halong.

Dag 4. Halongbugten – Hanoi
Om morgenen går vi om bord på en traditionel kinesisk junke-båd. Her i bugten er en magisk atmosfære præget af det skiftende lys, de mange fiskere i deres små både og de utallige grønklædte klipper i alverdens former. Sammen med kun 174 andre naturskønne pletter på verdenskortet er Halongbugten at finde på UNESCO’s liste over verdens naturarv. Vi spiser frokost om bord på båden og bliver i det hele taget godt forkælet af besætningen under vores ophold. Men den største oplevelse er uden tvivl den mageløse udsigt, vi kan nyde i ro og mag fra bådens dæk.

Efter frokosten er vi tilbage i Halong by og kører derfra til togstationen i Hanoi for at tage nattoget til Hué. Toget er et almindeligt, offentligt vietnamesisk tog. Vi har bestilt pladser på den bedste klasse, hvor vi rejser i små kupéer med fire senge, men vi skal dog ikke forvente den store luksus.

Dag 5. Hué. Sejltur på Duftenes Flod, citadellet og kejsermausoleer
Tidligt om morgenen ankommer vi til Hué, som historisk set er Vietnams mest interessante by. Byen blev grundlagt i år 300 f.Kr. og var kejserhovedstad i årene 1802-1945. Ved ankomsten spiser vi morgenmad, hvorefter vi tager på en spændende sejltur på Duftenes Flod (Song Huong), der løber gennem Hué. Vi sejler ud til Thien Mu-pagoden, der er blevet et slags uofficielt symbol på den gamle kejserby. Den 21 meter høje pagode ligger smukt placeret på en bakke med udsigt over floden. Pagoden blev bygget i 1844 af kejser Thieu Tri, men den er blot den seneste af en lang række pagoder, hvoraf den første blev grundlagt allerede i 1601. Hver af de syv etager er dedikeret til en Buddha, som opstår i menneskelig form, og i bygningerne ved siden af pagoden kan man blandt meget andet se den kæmpestore klokke Dai Hong Chung, som blev støbt i 1710. Den vejer 2.052 kilo, og dens klang siges at kunne høres på ti kilometers afstand.

Herefter skal vi en tur til citadellet, byens gamle fæstning. Kejser Gia Long påbegyndte i 1804 det store citadel, der er omgivet af en vandgrav og en ti kilometer lang mur. Oprindeligt var muren bygget af jord, men i begyndelsen af 1900-tallet arbejdede titusindvis af mænd i flere år på at dække murene med et tykt lag mursten. Mange af byens seværdigheder, inklusive kejserens vældige kompleks af paladser og modtagelsessale (og en stor del af befolkningen), har hjemme inden for de to meter tykke mure. Desværre blev mange af bygningerne i citadellet ødelagt under Tet-offensiven, en af Vietnamkrigens blodigste opgør.

Om eftermiddagen besøger vi Tu Ducs og Khai Dinhs mausoleer. Kejser Tu Duc styrede landet fra 1848 til 1883 og levede i sand kejserlig luksus. Hans mausoleum bærer klart præg af hans storhed, og det blev konstrueret således, at han kunne bruge det både før og efter sin død. Man kan se Hoa Khim-templet, som han brugte som palads, når han var på et af sine længerevarende besøg ved mausoleet, samt bådpladsen, hvor han lagde til, når han havde været på jagt på Tinh Kiem-øen.

”Åndealléen”, der fører til gravstens-pavillonen, er flankeret af en æresgarde med elefanter, heste, tjenere og militærmandariner, som alle er lavere end 153 centimeter, for det var kejserens højde! I den murede pavillon ligger kejserens gigantiske gravsten, der er den største i Vietnam. Den vejer 20 tons, og det tog fire år at transportere gravstenen de 500 kilometer fra området omkring Than Hoa til mausoleet. Men faktisk er kejser Tu Duc slet ikke begravet her i mausoleet, og ingen ved, hvor han og alle hans rigdomme gemmer sig, for man huggede hovedet af alle de 200 mennesker, der havde været involveret i begravelsen, for at undgå gravrøveri. Khai Dinhs mausoleum er til gengæld et vidnesbyrd om det vietnamesiske kejserdømmes undergang, da landet blev koloniseret af franskmændene. Kejser Khai Dinh regerede fra 1916 til 1925, og hans gigantiske betonmausoleum blev bygget i årene 1920-1931. Mausoleet er veludsmykket, men med en blanding af europæisk og vietnamesisk kunst og kultur – selv æresgardernes ansigtstræk er af blandet oprindelse. Mausoleet er virkelig stort og strækker sig mod himlen med flere bygninger og gårde i flere etager.

Efter denne rundtur i kejserlig storhed vender vi tilbage til Hué, hvor vi overnatter.

Dag 6. Hué – Saigon, byrundtur
Tidligt om morgenen kører vi til lufthavnen i Hué for at flyve til Saigon. Denne sprudlende storby hedder officielt Ho Chi Minh City, selv om meget få bruger dette nye navn om byen. Saigon i det sydlige Vietnam er markant anderledes end hovedstaden Hanoi nordpå. Her er gadebilledet domineret af store, moderne bygninger, farverige reklameskilte, spritnye biler og bogstaveligt talt millioner af motorcykler. Lokalbefolkningen er også noget mere vant til udlændinge, og mange taler engelsk. Ved ankomsten tager vi en byrundtur til nogle af Saigons mange historiske seværdigheder. Vi besøger blandt andet Genforeningspaladset, der tidligere var kendt som Præsidentpaladset eller Uafhængighedspaladset. Paladset er en klassisk konstruktion bygget i 1960’erne, da den sydvietnamesiske præsident Ngo Dinh Diem bestemte sig for at skifte den gamle, franske guvernørbolig ud med dette storslåede palads. Vi får virkelig følelsen af svundne tiders storhed og rigdom, når vi vandrer gennem de store sale, der står præcis, som de blev efterladt i 1975. Turen går videre til Notre Dame-katedralen, der blev bygget i årene 1877-1883, og som har to 40 meter høje tårne med jernspir, der kan ses langt væk fra.´

Vi smutter også omkring Saigons hyggelige kinesiske kvarter, Cholon, hvor vi ser Thien Hau-pagoden. Denne 1800-tals-pagode er dedikeret til den kinesiske gudinde Thien Hau, som især er populær i Hongkong og Taiwan. Når vi er i Cholon, benytter vi også lejligheden til at slentre rundt på Binh Tay-markedet på jagt efter et håndgribeligt minde om turen.

Herefter checker vi ind på vores i hotel i Saigon, og resten af dagen er på egen hånd. Overnatning i Saigon.

Dag 7. Saigon – Mekongdeltaet
De næste par dage skal vi på en eventyrlig udflugt i Mekongdeltaet, som er et af verdens frodigste områder. Den mægtige Mekongflod, der har sit udspring i det sydlige Kina, strækker sig næsten 5.000 kilometer gennem fem lande, til den munder ud og forgrener sig i deltaet. Dette unikke område kaldes Vietnams spisekammer, og der høstes ris tre til fire gange om året.

Tidligt om morgenen kører vi ud til My Tho, der ligger på bredden af den nordligste forgrening i Mekongdeltaet. Vi skifter vores bus ud med båd og sejler en lille tur på Mekongfloden gennem de mange kanaler. Vi går i land på den skønne ø Thoi Son med de utallige frugtplantager. Her er en meget idyllisk stemning, og det er en fornøjelse at vandre rundt i de frodige omgivelser og hilse på de lokale samt smage på de mange eksotiske frugter. Vi spiser frokost på den lille ø, inden vi fortsætter mod Can Tho, hvor vi overnatter.

Dag 8. Can Tho – flydende marked – Saigon
Vi står tidligt op og går igen om bord på en båd, der sejler os til det flydende marked i nærliggende Cai Rang. Det er uden sammenligning det mest farverige og myldrende flydende marked i verden. Her transporteres alskens frugter, afgrøder og andre varer naturligvis per båd, og hvorfor ikke ordne køb og salg fra båden også, nu når varerne er læsset om bord? Det er en helt speciel oplevelse at være en del af markedet, når der er allermest aktivitet, nemlig tidligt om morgenen.

Efter nogle herlige dage i Mekongdeltaet kører vi tilbage til Saigon.

Dag 9. Saigon. Cu Chi-tunnelerne, tid på egen hånd og hjemrejse
Efter morgenmaden på vores hotel kører vi til de berømte Cu Chi-tunneler, der blev bygget af Vietcong i perioden 1940-60. I første omgang for at hjælpe den lille landmandshær mod helikoptere og anden moderne krigsførelse, men da Vietnamkrigen var på sit højeste, strakte tunnelerne sig hele vejen fra Saigon til den cambodjanske grænse. Alene i Cu Chi-distriktet er der over 250 kilometer underjordiske tunneler.

Omkring middag er vi tilbage i Saigon. Det er nu tid til at se de sidste seværdigheder og gøre de sidste indkøb, inden vi først på aftenen kører til lufthavnen for at flyve til Hanoi, hvorfra vi flyver hjem til Danmark.

Dag 10. Ankomst til København
Vi ankommer til København, og en fantastisk rejse i Vietnam er slut.

Forlængelse i Hoi An
Forlæng din Vietnam-rejse med 4 afslappende dage i Vietnams mest charmerende og bedst bevarede by, Hoi An, kun 45 minutters kørsel fra Da Nang. Her er ikke langt til en fantastisk strand, og selve byen har en helt utrolig historie, der går mange tusind år tilbage. Mange bygninger i den gamle bydel – kinesiske, franske og vietnamesiske – er i dag fredet og fremstår som små arkitektoniske perler. Hoi An kom på UNESCO’s liste over verdens kulturarv i 1999.

Hoi An er perfekt at opleve til fods. Hele den gamle bydel er lukket af for biler, byen er nem at finde rundt i, og afstandene er små. Man fortaber sig hurtigt i de små gader, og fine, velbevarede huse venter omkring hvert et hjørne. Byen har altid været kendt som en travl handelshavn, og i 1700-tallet kom her især handelsskibe fra Holland, Portugal, Kina og Japan og handlede med silke, papir, porcelæn, te, sukker, peber, kinesisk medicin, elfenben og lakvarer.

Vil du have stillet shoppelysten, er du også den dag i dag kommet til rette sted. Det siges, at her er over 500 skræddere, som syr nærmest fra dag til dag, og du kan også købe sko, kunsthåndværk og alverdens souvenirs.

Lidt uden for byen ligger den brede, hvide, palmeomkransede strand, som også er et af Hoi Ans store trækplastre. Du kan vælge at bo lige ved stranden på et luksusstrandhotel, eller bo inde i byen på et godt trestjernet hotel.

Swiss-Belhotel Golden Sand Resort & Spa
Firestjernet luksushotel med privat strand. Ud over havets bølger byder hotellet også på en af de største udendørs pools i hele Vietnam. Her er spa-afdeling, fitnesscenter, tennisbaner og fem restauranter og cafeer, hvor der er mulighed for et kursus i vietnamesisk madlavning. Værelserne er udstyret med aircondition, terrasse eller balkon, eget bad og toilet, sikkerhedsboks, satellit-tv, minibar og mulighed for at lave kaffe og te. Morgenmad er inkluderet. En shuttlebus kører mellem byen og hotellet flere gange om dagen.

Pris: kr. 1.990,-
Læs mere på http://hoian.swiss-belhotel.com/

Hoi An City Hotel
Godt trestjernet hotel i byen, midt i grønne omgivelser. Hotellet har restaurant, en cafe i den lille have, pool, tennis- og badmintonbaner, fitnesscenter og spa med nyfortolkninger af traditionelle vietnamesiske behandlinger. Værelserne har aircondition, eget bad og toilet, minibar, satellit-tv og sikkerhedsboks. Fra hotellet er der cirka fem kilometer til stranden. Morgenmad er inkluderet. En shuttlebus kører mellem stranden og hotellet flere gange om dagen.

Pris: kr. 1.790,-
Læs mere på http://www.hoianhotel.com.vn/

Dagsprogram for forlængelsen
Dag 9 Saigon – fly til Da Nang. Videre til Hoi An.
Dag 10-12 Afslapning og egne oplevelser i Hoi An.
Dag 13 Hoi An og hjemrejse.
Dag 14 Ankomst til København.

Forlængelsen er uden dansk rejseleder

Prisen inkluderer
Fly Saigon – Da Nang og Da Nang – Hanoi.
Transfer fra lufthavnen i Da Nang til dit hotel i Hoi An t/r.
4 overnatninger på det valgte hotel i delt dobbeltværelse (tillæg for enkeltværelse).
Morgenmad på hotellet.
Skatter og afgifter.

Rejsemål

FAKTA OM VIETNAM

Hovedstad: Hanoi
Indbyggere: 90,5 mio.
Sprog: vietnamesisk
Religion: buddhisme
Valuta: dong
Klima: syd: tropisk klima, nord: monsunklima med varm og tør sæson oktober-marts og meget varm regnsæson maj-september

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00