Albatros Travel

Hawaii – Øhop eller badeferie! 

Den ultimative Hawaii-rejse!

Vi starter i Honolulu ved verdensberømte Waikiki Beach på øen Oahu. Herefter vælger du selv, om resten af rejsen skal stå på ”Øhop” (vi flyver mellem øerne) med dansk rejse- leder eller om du vil blive i Honolulu ved Waikiki Beach for at nyde ferien i dit helt eget tempo. 14 dages dejlig ferie og afslapning.

Hawaii har det hele. Billedskønne bountystrande, storslået natur med knejsende bjerge og vulkaner, nogle af verdens smukkeste golfbaner, et hav af muligheder for udendørs aktiviteter – både til lands og til vands. Og en imødekommende lokalbefolkning, som stolte tager imod gæster på deres eksotiske paradisøer. Aloha – velkommen til Hawaii!  

Denne nye, spændende Albatrosrejse til Hawaii-øerne, der som perler på en snor strækker sig 2.400 kilometer ned gennem Stillehavet, starter og slutter i eksotiske Honolulu ved Waikiki Beach på øen Oahu. Herefter er det op til dig, om du vil på øhop mellem de fire hovedøer sammen med rejselederen eller blive på det dejlige hotel i Honolulu lige ned til Waikiki Beach og nyde livet og ferien på Oahu. Uanset hvad du vælger, har du en fantastisk rejseoplevelse i sigte. Hawaii kaldes intet mindre end paradis på jorden – på denne rejse oplever du ved selvsyn hvorfor.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:

Nedenfor finder du en kort beskrivelse af de to forskellige Hawaii-pakker. Efterfølgende er der et udførligt dagsprogram for henholdsvis øhop og badeferie samt fællesprogrammet (dag 1-3 og dag 13-14). 


PAKKE 1: ØHOP (MED REJSELEDER)
Tag med på hawaiiansk øhop – vi flyver mellem øerne Big Island (Hawaii), Maui og Kauai og har spændende udflugter inkluderet alle tre steder. Vi starter ud med tre overnatninger på Big Island, hvor vi skal på ørundtur og oplever alle facetter af den storslåede og varierede natur: Fra vulkaner og lava over kaffeplantager til vandfald, jungle og orkideer. På Maui, hvor vi ligeledes har tre overnatninger, besøger vi det mystiske, månelignende landskab i nationalparken Haleakala – og skal til en vaskeægte ”luau”, en hawaiiansk festmiddag, hvor lækre, lokale retter og traditionel, hawaiiansk sang og dans er på programmet. Vi runder af med to overnatninger på Kuala, hvor højdepunktet er den storslåede og farverige Waimea Canyon, også kaldet Stillehavets Grand Canyon.     

PAKKE 2: HONOLULU, WAIKIKI BEACH (UDEN REJSELEDER)
Nyd ferien i dit helt eget tempo – og med dit helt eget program, mens du bor på vores dejlige hotel ved verdensberømte Waikiki Beach. Måske er du mest til afslapning på de mange dejlige strande? Eller hvad med at benytte dig af nogle af de mange muligheder for forskellige udendørs aktiviteter – til lands såvel som til vands? Oahu er et sandt slaraffenland for alle med hang til udendørs eventyr, og tilbuddene er uendelige – fra golf over vandring til klatring, kajak og surfing. Nogle af verdens smukkeste golfbaner findes her på øen, så er du til golf, vil du nyde at spille på Oahu.

Der er også mulighed for at leje en bil nogle dage og køre på opdagelse på øen. Mulighederne er mange – og det er dig, som sætter tempoet! Uanset hvad du vælger, vil du overalt blive mødt af åbne arme og stor gæstfrihed.    

DAG 1-3. FÆLLES PROGRAM
Dag 1. Danmark - Honolulu, Oahu
Vi rejser fra Danmark om morgenen og ankommer sidst på aftenen til Honolulu på øen Oahu. Her bliver vi kørt direkte til vores hotel, som ligger på den sydlige del af øen ud til den berømte Waikiki Beach, cirka fire kilometer fra Honolulu centrum. Efter check-in på hotellet går vi til ro efter den lange rejse.
 
Oahu hører til blandt de mest populære af Hawaii-øerne. Dette skyldes ikke mindst den uovertruffet smukke natur, hvor frodiggrønne bakker og bjerge bølger gennem landskabet og ved kysten møder de kridhvide sandstrande og det lune, azurblå vand. Mere end 130 strande kan øen prale af – og heraf er den ubetinget mest kendte og populære Waikiki Beach, som ligger blot et stenkast fra vores hotel i Honolulu-bydelen Waikiki. Bag Waikiki troner vulkankrateret Diamond Head dramatisk i landskabet og kan ses på mange kilometers afstand.

Waikiki var i 17- og 1800-tallet Hawaii-kongefamiliens private fristed – for ja, Hawaii kan prale af at være den eneste amerikanske stat med royal baggrund. Waikiki-området havde hellig status, og almindelige mennesker var derfor forment adgang. Her fornøjede de kongelige sig blandt andet med at surfe på surfbrætter lavet af øens fineste træ.
 
Dag 2. Honolulu, Oahu. Pearl Harbor, rundtur på øen og velkomstmiddag
Efter morgenmad på hotellet skal vi på udflugt på Oahu, og vi starter ud ved Pearl Harbor, der ligger cirka 15 kilometer nordøst for Honolulu. Engang var Pearl Harbor blot en lille, søvnig havn, der mest af alt var kendt for sine perlemuslinger, men fra den ene dag til den anden – med japanernes angreb den 7. december 1941 på den amerikanske stillehavsflådes base – blev havnen som en voldsom hvirvelvind kastet ind i alverdens historiebøger. På blot to timer var hele flåden sænket, og dette træk var i høj grad medvirkende til, at USA gik ind i anden verdenskrig. Vi besøger museet og det store monument, der efter krigen blev rejst over slagskibet USS Arizona, hvor 1.177 mand døde. En lille anekdote knytter sig hertil: Under optagelserne i 2002 til storfilmen “Pearl Harbor” om japanernes angreb, som har skuespilleren Ben Affleck i hovedrollen, var producenten ikke opmærksom på, at det store monument selvfølgelig først blev bygget efter angrebet, og derfor optræder det i adskillige scener i filmen. Den amerikanske stillehavsflåde har stadig den dag i dag base i havnen og udgør Hawaiis suverænt største arbejdsplads.

Efter besøget ved Pearl Harbor kører vi en rundtur på Oahu og ser det smukke, tropiske landskab og de brusende bølger ved North Shore, hvor verdensmesterskaberne i surfing hvert år afholdes.
Surfing er en hawaiiansk opfindelse, og man mener, at disciplinen har rødder helt tilbage i 1500-tallet. I dag er surfing for længst nået ud over Hawaiis grænser, og Oahu har status som ikke blot Hawaiis – men hele verdens – ultimative surfparadis.

Efter rundturen kører vi tilbage til Waikiki og har lidt tid på egen hånd, inden vi mødes igen om aftenen for at nyde en hyggelig velkomstmiddag på en lokal restaurant.

Dag 3. Honolulu, Oahu. På egen hånd
Dagen er afsat til egne eventyr. Nyd en dejlig dag på stranden – eller tag på opdagelse i Honolulu, Hawaiis pulserende hovedby, hvor øst møder vest. Byen emmer af stemning og livlig aktivitet døgnet rundt. Dette er Hawaiis eneste storby, men alligevel er der ikke mere storby over det, end at også folk i Honolulu lever efter devisen ”hang loose” (”slap af”), som Hawaii er så berømt for. Et af Hawaiis vigtigste varemærker er netop den dejligt tilbagelænede og afslappede stemning – og en oprigtig interesse og imødekommenhed over for dig som besøgende. Så bliv ikke overrasket, når du overalt bliver mødt af smilende og venlige ”aloha”-hilsener.

PAKKE 1: ØHOP (MED REJSELEDER)
DAG 4-12
Dag 4. Honolulu, Oahu - Kona, Big Island
Efter morgenmaden kører vi til lufthavnen, hvor vores fly til Big Island, den største af Hawaii-øerne, venter.
Her kører vi til vores dejlige hotel, beliggende på Konakysten på Big Islands vestside, som kan prale af det højeste antal solskinstimer overhovedet på hele øen.

Resten af dagen foregår i dit eget tempo. Måske vil du nyde en dejlig eftermiddag på stranden? Og smage på den verdensberømte, lokale Kona-kaffe? Der er også gode muligheder for at prøve kræfter med forskellige former for vandsport. Rejselederen står naturligvis klar med tips og praktisk hjælp. 

Dag 5. Kona, Big Island
Efter morgenmaden skal vi ud at udforske Big Island, og forbered dig på en indholdsmættet dag. Vi kommer nemlig hele vejen rundt på øen og oplever alle Big Islands mange højdepunkter og forskelligartede natur-scenerier: Vi skal opleve Punaluu, Big Islands mest berømte ”black sand beach” – strande med sort, vulkansk sand er en hawaiiansk specialitet. Vi besøger også nationalparken Hawaii Volcanoes, hvor vulkanen Kilauea sprudler og spytter lava op til den store guldmedalje, og hvor man tidligere kunne opleve de flydende, glohede lavamasser. Nu må vi ”nøjes” med rygende vulkankratere. Vi skal opleve saftiggrøn jungle, smukke vandfald, betagende orkidéer, størknede lavamasser og sukkerrørsmarker, og så skal vi også ind forbi en af øens berømte kaffeplantager – og får naturligvis en smagsprøve på mokka-herlighederne. Vi er tilbage på hotellet først på aftenen.

Dag 6. Kona, Big Island
Dagen er på egen hånd, og rejselederen er naturligvis behjælpelig med tips og idéer til aktiviteter.

Dag 7. Kona, Big Island - Kihei, Maui
Vi siger farvel til Big Island for at flyve videre til Maui. Ved ankomsten kører vi direkte til vores hotel i den lille ferieby Kihei, der ligger lunt i Maalaea-bugten på den sydlige del af øen. Kihei er en af Hawaiis absolutte topscorere hvad angår solskinstimer, og da nogle af øens bedste strande – samlet en strækning på mere end ti kilometer – ligger her, er der god basis for at nyde strandlivet.
 
Maui byder på et hav af muligheder for at prøve kræfter med en lang række sports- og udendørs aktiviteter og først og fremmest er der rigtig gode muligheder for alt, hvad der har med vand at gøre: Snorkling og dykning blandt farvestrålende, tropiske fisk og havskildpadder. Surfing og kajak- eller kanoture. Endvidere er der i månederne november til maj hvalsæson i farvandet omkring Maui, som går for at være at være et af de bedste steder i verden at spotte pukkelhvaler. Ofte kan man være heldig at se dem inde fra land, men den bedste mulighed for at opleve dem tæt på og se dem lege i vandet er at tage på hvalsafari gennem en af de mange lokale operatører. Rejselederen er naturligvis gerne behjælpelig med at arrangere dette. Endelig er der også gode udfoldelsesmuligheder for blandt andet cykling, vandring og golf på lignende vis som på Oahu.
 
Dag 8. Kihei, Maui. Nationalparken Haleakala
Vi står tidligt op og sætter kursen mod Haleakala National Park. Den 116 km2 store nationalpark ligger på Mauis sydøstlige side og byder på øens fornemmeste naturoplevelser. Det er intet mindre end en storslået start på dagen at se solen stige op over Haleakala-vulkankrateret og gradvist indhylde det mystiske, månelignende landskab i en intens, orangerød farve. Netop områdets lighed med månens overflade har afstedkommet, at adskillige astronauter trænede her i nationalparken forud for de amerikanske måneekspeditioner.
Den mere end 3.000 meter høje Haleakala-vulkan har ikke været i udbrud siden 1790 og har status som ”slumrende”. Forfatteren Mark Twain besøgte vulkankrateret tilbage i 1866 og beskrev begejstret sin oplevelse med følgende ord: ”… det mest mageløse skue, jeg nogensinde har set”. Vi følger i Mark Twains begejstrede fodspor og nyder parkens storslåede og særprægede natur. Og vi skal naturligvis hele vejen op på toppen af Haleakala-vulkanen, hvor udsigtspunktet Puu Ulaula i en højde af 3.055 meter over havet giver første parket til landskabet. Oprindeligt har Haleakala været mere end 4.000 meter høj, men erosionen har gradvist ædt af højden. Tag godt med varmt tøj på/med – der er koldt på denne tid af dagen!
 
Vi fortsætter herefter til området omkring den lille by Kula midt på øen, som er kendt for sine frugtbare jorder og leverer stort set alt grønt, der ryger på en tallerken på Maui. Hele hemmeligheden ligger i højden – de knap 1.000 meter over havet giver optimale betingelser for de lokale landmænd med kølige nætter og lune, solrige dage. Maui er også rig på et kæmpe udvalg af tropiske blomster og sjældne planter, blandt andet ”sølvsværd”-planten (silversword), som vi i dag får mulighed for at se.

Vi er tilbage ved hotellet sidst på formiddagen, og resten af dagen er til fri disposition.    

Dag 9. Kihei, Maui. Traditionel, hawaiiansk festmiddag
Dagen er til fri disposition, men vi mødes om aftenen for at nyde en traditionel, hawaiiansk festmiddag, en såkaldt ”luau”, hvor det lækre Hawaii-køkken går hånd i hånd med hawaiiansk dans og musik. Luau er også navnet på bladene fra den traditionelle Hawaii-grøntsag taro, og disse blade indgår i ethvert hawaiiansk festmåltid. I forbindelse med middagen skal vi opleve den unikke, hawaiianske hula-dans, hvor dansene fortæller historier fra Hawaiis farvestrålende fortid. I tiden før et skriftsprog var dette måden at overlevere alt fra skabelsesberetningen til historier om de kongelige. Oprindeligt brugte hawaiianerne de såkaldte heiaus, hellige steder, til at praktisere dansen, som havde religiøs karakter. Man dansede for præsterne og til ære for frugtbarhedsgudinden Lakas, som også er gudinde for hula-dansen. I dag indgår hula både i rituelle sammenhænge, men danses også blot i almindeligt, festligt lag.

Dag 10. Kihei, Maui - Kapaa, Kauai
Vi flyver videre til Kauai, den ældste og nordligste af Hawaii-øerne, hvor vi bor i den lille, hyggelige og charmerende by Kapaa, der blot tæller 10.000 indbyggere, på øens østside. Tidligere var området her spækket med sukker- og ananasplantager, men den sidste sukkermølle lukkede i 1940’erne – og den sidste ananasplantage i 1960’erne.

Nogle kilometer syd for Kapaa ligger bjerget Nounou (”sovende kæmpe”), som med lidt god vilje ligner en mand, der ligger på ryggen. Ifølge legenden var dette en grådig og evigt sulten kæmpe, som spiste konstant. Landsbyboerne var trætte af at brødføde kæmpen, så de lokkede ham til at spise en masse mad mikset med klippestykker. Kæmpen blev da så mæt, at han lagde sig ned for at tage en lur – og han ligger der den dag i dag… Vi kan nu uden nervøsitet gå på opdagelse i det lokale køkken – byens caféer og restauranter har et godt ry.

Efter check-in på hotellet er resten af dagen på egen hånd. Måske lokker stranden? Ellers gå lidt på opdagelse i byens hyggelige gader.   

Dag 11. Kapaa, Kauai. Waimea Canyon og Spouting Horn
Det er ikke uden grund at Kauai kaldes den smukkeste af alle Hawaii-øerne. Den storslåede natur får i høj grad lov til at stå uberørt hen, og turisme og moderne hotelbebyggelser findes endnu kun i lille målestok. Kauai er et sandt slaraffenland for naturelskere – og på dagens ørundtur ser vi alle højdepunkterne.

Kauais ubetinget største naturmæssige stolthed er Waimea Canyon, også kaldet Stillehavets Grand Canyon. Og selvom dimensionerne i den hawaiianske kløft er mindre end ”storebroderen” inde på fastlandet, så er totaloplevelsen ikke mindre imponerende og gåsehudsfremkaldende. Så langt øjet rækker er kløftlandskabet tapetseret med rødbrune lavaklipper tæt dækket af frodig, grøn bevoksning. Gennem hele den 21 kilometer lange og cirka 750 meter dybe kløft slanger Waimea-floden sig med sit rødbrune vand, der kommer fra det store sumpområde Alakia.

Dagen byder også på et andet af Kauais fascinerende naturfænomener, som vi skal se ved kysten, er det såkaldte ”spouting horn”, hvor havvandet konstant sprøjter op i en stor, gejser-lignende stråle. Fænomenet skyldes en hyldelignende lavaformation under vandet, som havvandet skyller ind under – og herfra bliver presset tilbage op gennem en smal åbning.
Kauai var som bekendt den ø, hvor legendariske kaptajn Cook, den europæiske opdager af Hawaii, havde sin første hawaiianske landgang. Vi går i Cooks historiske fodspor og ser stedet, hvor han gik i land.

Vi er tilbage på hotellet hen på eftermiddagen, hvor du kan nyde resten af dagen i dit helt eget tempo.   

Dag 12. Kapaa, Kauai - Honolulu, Oahu
Vi flyver tilbage til Oahu og tjekker ind på vores dejlige hotel i Honolulu ved Waikiki Beach. Resten af dagen er på egen hånd. 


PAKKE 2: HONOLULU, WAIKIKI BEACH (UDEN REJSELEDER)
Dag 4-12 Honolulu, Oahu
Nyd dagene i dit helt eget tempo. Uanset om du er til afslapning på stranden, store naturoplevelser eller måske golf eller andre former for sport, så har du alle mulighederne praktisk talt lige uden for din hoteldør. 


DAG 13-14. FÆLLES PROGRAM
Dag 13. Hjemrejse 
Efter morgenmaden starter vi hjemrejsen mod Danmark.

Dag 14. Ankomst til Danmark
Vi ankommer til Danmark først på aftenen.

 

Rejsemål

FAKTA OM USA



Hovedstad:
Washington, D.C.
Indbyggere: 307 mio.
Sprog: engelsk
Religion: protestantisme, katolicisme, andre
Valuta: amerikansk dollar
Klima: mest tempereret, men tropisk i Hawaii og Florida, arktisk i Alaska, halvtørt på sletterne vest for Mississippi-floden og tørt i sydvest.

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00