Vi begynder vores færd gennem dette konglomerat af dufte, farver og dramatisk historie i hovedstaden Delhi. Her besøger vi lykke-gudinden Lakshmi i hendes smukke tempel, præsidenten i hans officielle residens og den afdøde stormogul Humayun i det grandiose mausoleum – den første af mange UNESCO-beskyttede seværdigheder på denne rejse. De næste UNESCO-attraktioner venter lige om hjørnet i byen Agra. Her bruger vi en dag i selskab med det overvældende Agra Fort og Taj Mahal, der vist næppe behøver mere introduktion. Det fabelagtige gravmausoleums berømmelse er langt fra ufortjent. Næste UNESCO-seværdighed er den forladte ruinby Fatehpur Sikri, hvor monumenter, templer og moskeer tavst fortæller historien om Stormogulrigets betydeligste hersker, der i en fart fik opført en overdådig hovedstad for snart efter at forlade den igen.
Nu kommer vi ind i det egentlige Rajasthan og begynder i hovedstaden Jaipur. Med sine pragtfulde paladser og forter ragende op mellem den gamle bydels lyserøde bygninger beviser byen, at maharajaerne ikke stod tilbage for stormogulerne, når det gjaldt evnen til at opføre byer og bygninger, der var deres eget glorværdige selvbillede værdige. Herefter står en af Indiens fascinerende pilgrimsbyer på programmet. Hinduistiske Pushkar med den hellige sø, som pilgrimmene mindst en gang i livet skal dyppe sig i. Turen går videre til Jodhpur med det majestætiske Meherangarh Fort højt hævet på en klippe over de blåmalede huse nedenfor. Vi kommer også til Rajasthans allermest romantiske by Udaipur, hvor vi efter al sandsynlighed vil tabe underkæben ved mødet de billedskønne paladser, der spejler sig i eventyrbyens blanke søer. Vi bliver klogere på hinduisternes imponerende billedskærerevner og oplever det berømte Lake Palace, der er som taget direkte ud af et eventyr.
Vi afslutter rejsen i Indien med en byrundtur i Indiens kosmopolitiske by Mumbai. Efter en lang rejse i Indiens intense historie er vi nået til det moderne Indien, og dermed et perfekt punktum for en komplet rundrejse i farverige Rajasthan. Er du endnu ikke helt færdig med Indien, kan du flyve fra Mumbai direkte til eksotiske Goa og bruge 5 dage på stranden.
Dagsprogram
Dag 1. Afrejse fra København
Vores rejse begynder i Københavns lufthavn, hvorfra vi flyver mod den indiske hovedstad, Delhi. Vi ankommer til Delhi tidligt næste morgen.
Dag 2. Ankomst til Delhi. Lakshmi-Narayana-templet, Præsidentpaladset, India Gate, Humayuns mausoleum
Med en historie på mere end 3.000 år har Delhi øvet stor indflydelse på den indiske kulturhistorie. Mens Indiens store kystbyer fortsat kun var rene mudderbanker, var Delhi allerede en sydende hovedstad for et ældgammelt rige. Få byer har været bygget, forsvaret, erobret, plyndret, brændt, forladt og genopbygget så mange gange. Herskere er kommet og gået, og ikke færre end to dronninger og 70 konger har regeret her siden 1193. Alle har efterladt sig spor, på godt og ondt.
Delhi er en hovedstad, der spænder over fortid og nutid. Eller rettere er den to byer i én, “Old Delhi” med fortet, moskeerne og de mange basarer, og “New Delhi” bygget og indviet af briterne i 1931. Den nye bydel er en elegant metropol med brede boulevarder, prægtige bygninger og smukke haver skabt af dygtige engelske landskabsarkitekter.
Den manglende sammenhæng mellem det gamle og nye er et fællestræk ved de fleste moderne indiske byer. Men ingen steder er den mere iøjnefaldende end i Delhi. Den gamle, fattige bydel lever som altid sit eget liv, mens den rige og politiske elite sidder tilbagetrukket bag lukkede døre i sofistikerede enklaver og debatterer den åbenlyse fattigdom. Byen er dermed en afspejling af landet som helhed.
Når vi ankommer til Delhi, kører vi til vores centralt beliggende hotel og tjekker ind. Herefter skal vi ud at kigge nærmere på Nye Delhi. Her ligger noget så usædvanligt som et moderne udseende hinduistisk tempel. Lakshmi-Narayana-templet blev bygget i 1938 og er tilegnet Lakshmi, der er gudinde for lykke, velstand og skønhed. Hun er en af de mest populære af alle hinduismens mange guder, og hendes store betydning afspejles i templets overdådige arkitektur.
Fra templet kører vi til Præsidentpaladset, også kendt som Rashtrapati Bhavan. Den store, majestætisk udseende bygning fremviser en pudsig blanding af vestlig og mogul-arkitektur med sin snorlige søjlerække og den kæmpemæssige kuppel. Fra præsidentens officielle residens løber den brede gade Rajpath (Kongens Vej) ned mod krigsmonumentet India Gate. Denne 42 meter høje triumfbue står imposant midt på vejen til minde om de indiske soldater, som døde i første verdenskrig og krigen mod Afghanistan i 1919. Alle 85.000 soldaters navne er hugget ind i triumfbuens massive sten.
Fra disse monumenter over det moderne Indien skal vi en tur tilbage i tiden til stormogulernes strålende epoke. En af herskerne af Stormogulriget var Humayun, der regerede midt i 1500-tallet. Ved hans død i 1556 mente hans kone Haji Begum, at han havde fortjent noget mere ned en almindelig gravplads. Hun iværksatte derfor opførelsen af et mausoleum, der kunne matche hendes mands storhed. Bygget i rød og hvid sandsten med slanke, buede indgangspartier og den enorme kuppel knejsende på toppen er mausoleet et smukt eksempel på typisk mogul-arkitektur. De efterfølgende stormoguler lod deres bygningsværker inspirere af Haji Begums pragtværk og forfinede nogle af stilelementerne. Dette vil vi se et udsøgt eksempel på, når vi i morgen besøger Taj Mahal.
Efter rundturen i Nye Delhi vender vi tilbage til vores hotel og kan tilbringe vores første nat i Indien.
Dag 3. Delhi – Agra. Taj Mahal, Agra Fort
Efter morgenmad på hotellet i Delhi kører vi sydpå til den nærliggende by Agra. Denne tidligere hovedstad under stormogulernes tid er hjemsted for to fornuftsstridigt smukke bygningsværker, som vi begge besøger i dag.
Vi begynder med Indiens mest kendte bygning overhovedet, det gudesmukke Taj Mahal. Denne overflod af arkitektonisk skønhed blev opført som gravmausoleum over stormogulen Shah Jahans yndlingshustru Mumtaz Mahal, der døde i barselsseng. Mausoleet, som er anlagt på en fire meter høj sokkel, er bygget fra 1631 til 1653 i persisk stil og omgivet af fire slanke minareter. Det står i tindrende hvid marmor og er dekoreret med millioner af halvædelstene. Hele bygningen udstråler en unik ro og harmoni, og vi forstår straks den store berømmelse, denne perle har høstet.
Taj Mahal ligger på bredden af Yamuna-floden, og fra dette imponerende symbol på evig kærlighed kan vi se over på et andet overdådigt bygningsværk fra stormogulernes tid, nemlig Agra Fort.
Fortet er opført i rød sandsten og blev påbegyndt af stormogulen Akbar i 1565, men de efterfølgende herskere kunne ikke modstå fristelsen til at forfine og arbejde videre på det bastante fort. Samtidig ændrede fortet anvendelse fra at være en militær konstruktion til at blive brugt som et palads under Shah Jahans regeringstid. Tidernes og herskernes skiften kan vi tydeligt se på bygningen: fra Akbars røde sandsten til Shah Jahans silkehvide, ædelstensindlagte marmorflader.
Igen kan vi nyde synet af Taj Mahal på den anden side af floden. Netop denne udsigt havde Taj Mahals skaber, Shah Jahan, god tid til at nyde i de sidste år af sit liv. Hans søn Aurangzeb var nemlig en magtsyg person, og da han overtog magten efter sin far, dræbte han sin yngre bror og gjorde sin far til fange på netop Agra Fort. Herfra kunne Shah Jahan så, indtil han døde i 1666, nyde udsigten til Taj Mahal fra en sirligt udskåret marmorbalkon. Efter dette kig tilbage på stormogulernes arkitektoniske formåen tjekker vi ind på vores hotel i Agra.
Dag 4. Agra – spøgelsesbyen Fatehpur Sikri – Jaipur
Vi forlader nu Agra og sætter kursen sydvestpå mod byen Jaipur. Byen er hovedstad i ørkenstaten Rajasthan, og turen herud er smuk, farverig og romantisk. De imponerende bjergformationer bliver kun sjældent afbrudt af små landsbyer og marker med græssende geder og dromedarer.
På vejen til Jaipur standser vi i den forladte by Fatehpur Sikri. Byen nåede at være hovedstad i Stormogulriget i 14 år under herskeren Akbar, indtil den pludselig blev forladt i 1585. Byen blev opført til ære for sufimystikeren Shaikh Salim Chisti, som forudsagde fødslen af hele tre mandlige arvinger til Stormogulrigets trone. Historien er smuk, men Akbar skulle måske have overvejet placeringen af sin nye hovedstad en ekstra gang, for området led under heftig vandmangel, og der gik ikke mange år efter Akbars død, før byen var fuldkommen forladt. Akbar nåede dog at opføre både paladser, moskeer og monumentale gravmæler, og den velbevarede by står tilbage som et tavst vidne om stormogulernes vælde.
Kort efter vi er kørt fra Fatehpur Sikri, krydser vi grænsen fra delstaten Uttar Pradesh til Rajasthan. Vi er fremme i Jaipur i løbet af eftermiddagen og tjekker ind på vores hotel i byen. Resten af eftermiddagen kan bruges på afslapning på hotellet eller til at slentre rundt i den yndige by, som vi kigger nærmere på den efterfølgende dag.
Jaipur er også kendt som “den lyserøde by” på grund af husenes farve i den gamle bydel. Byen blev grundlagt i 1727 af maharaja Jai Singh II efter de arkitektoniske principper beskrevet i den gamle hinduistiske afhandling Shilpa-Shastra. Den lyserøde farve er dog af lidt nyere dato. Den er nemlig påmalet byens huse til ære for Edward VII, den daværende prins af Wales, der besøgte Jaipur i 1876. Endnu den dag i dag er beboerne i byens gamle bydel forpligtet til at bibeholde den lyserøde farve på deres huse. Med sin beliggenhed omkranset af bjerge og en overdådighed af fornemme paladser, farvestrålende basarer og det nærliggende Amber Fort fremstår byen næsten eventyragtig.
Dag 5. Jaipur. Amber Fort, Jaipur Palads, Jantar Mantar-observatoriet og Vindenes Palads
Jaipur har ikke altid været hovedstad i Rajasthan. Indtil 1727 var den nærliggende by Amber hovedstad. Men pladsen blev efterhånden for trang her, og derfor flyttede man hovedstaden mod syd til det nuværende Jaipur. I Amber står stadig maharajaernes gamle palads, Amber Fort, og her begynder vi dagens sightseeing. Højt og dramatisk beliggende på en bakkekam og omgivet af vagttårne er det hvide fort endnu en absolut perle. Fortets vidtstrakte sale og terrasser spejler sig smukt i Moata-søen nedenfor, og udsigten over det omkringliggende landskab er lige så imponerende som selve bygningen.
Når vi skal op ad bakken til fortet, foregår det ikke ad trapper, som man kunne forvente. Næh, vi prajer en elefant for at ride derop. (Af hensyn til elefanterne har man indført begrænsninger i antallet af ture, elefanterne må gå per dag. Vi håber, at det er muligt at gennemføre elefantrideturen, men kan desværre ikke garantere det).
Tilbage i Jaipur kører vi ind i midten af den gamle, lyserøde bydel. Her står Jaipurs paladskompleks, der med sit mylder af bygninger, gårde og haver optager hele to af den gamle bydels ni karréer. De mange modtagelsessale, audienssale og private gemakker udgør en hel labyrint, og mens vi slentrer rundt i det store område, får vi en tydelig fornemmelse af den royale storhed, som byens herskere omgav sig med. Paladsets bygninger blander typiske rajasthan’ske og mogul-byggestile, og stedets museum fremviser en fin samling af våben og klædedragter, der har tilhørt paladsets skiftende beboere.
Ved siden af paladset ligger Jantar Mantar-observatoriet, som blev bygget i 1728 af byens grundlægger, den astronomi-passionerede maharaja Jai Singh II. Ved første øjekast ligner observatoriets konstruktioner nærmest en gruppe moderne, abstrakte skulpturer, men i virkeligheden tjener hver eneste af dem et specifikt formål til udregning af stjernernes positioner, forudsigelse af solformørkelser og så videre.
Vi slutter vores udforskning af Jaipur af ved en af byens mest kendte bygninger, Vindenes Palads. I dag er det gamle palads dog ikke er meget mere end en facade. Til gengæld er den en ganske overdådig én af slagsen. Hele fem etager høj og med et mylder af smukt udskårne, sekskantede vinduespartier har det lyserøde palads fortjent sin berømmelse. Det store palads med den snirklede facade blev bygget i 1799, for at hoffets damer havde et sted at observere livet og menneskene på gaden uden selv at blive set.
Dag 6. Jaipur – Kishangarh og miniaturemaleri – Pushkar
I dag fortsætter turen mod den lille by Pushkar med den næsten mystiske stemning og den hellige sø. På vejen hertil gør vi holdt i byen Kishangarh, en charmerende lille by, der er berømt for at huse Indiens fineste skole for miniaturemaleri.
Miniaturemaleriet er opstået i den islamiske verden, hvor der som bekendt hersker et billedforbud – intet menneske må forsøge at gøre sig til Guds ligemand ved at efterligne hans skaberværk i billedform. Optræder billederne derimod som illustrationer for det skrevne ord, er det helt i orden, og derfor opstod traditionen med at fylde håndskrevne islamiske bogværker med mikroskopiske og yderst detaljerede malerier, der dekorerede teksten eller illustrerede det, den omhandlede. I 1500-tallet under Akbars herredømme udviklede der sig en særlig islamisk-indisk stil inden for miniaturemaleriet, også kaldet mogulmaleriet. Kishangarhskolen blev centrum for den nye malestil, der især blomstrede i 1600-1700-tallet. Skolen blev hurtigt kendt for sin særligt forfinede og følsomme skildring af maleriernes figurer, og et af yndlingsmotiverne hos malerne fra Kishangarhskolen var kærligheden mellem den guddommelige helt Krishna og hyrdepigen Radha.
Den gamle by Kishangarh omkranser en kæmpemæssig sø, og stemningen i byen oser langt væk af middelalder. Byen har bevaret sin tilknytning til den særlige malestil, og dedikerede miniaturemalere udøver stadig den ærværdige kunstform.
Fra Kishangarh er der ikke langt til dagens endemål, Pushkar. Også denne by er bygget omkring en sø, nemlig Pushkar-søen, som hinduerne anser for hellig. Mindst én gang i livet skal alle hinduer foretage en pilgrimsrejse til Pushkar og bade i den hellige sø. Derfor hersker der en farverig religiøs stemning over byen, der er spækket med templer og hengivne hinduistiske asketer. Ifølge en gammel indisk legende blev byen skabt, da guden Brahma lod en lotusblomst falde på det sted, hvor Pushkar ligger. Derfor huser byen et af verdens meget få Brahma-templer.
Dag 7. Pushkar – pilgrimsbyen Ajmer – Jodhpur
Vi begynder dagen med at køre fra den hinduistiske pilgrimsby Pushkar til den nærliggende muslimske pilgrimsby Ajmer. Muin-ud-din Chishti, en helgen inden for den islamiske mystik-retning sufismen ligger begravet her, og muslimske pilgrimme fra hele landet strømmer hertil. Den persiske sufimystiker Chishti kom til Ajmer i 1192 og boede her frem til sin død i 1233. Hans mausoleum blev færdiggjort af stormogulen Humayun i 1500-tallet og begyndte snart at modtage pilgrimme. Blandt andre tog den yderst religiøst interesserede stormogul Akbar turen hertil fra Agra hvert år.
Centrum for Ajmers andægtighed er Chishtis mausoleum Dargah Sharif, og den evige strøm af hengivne pilgrimme giver stedet en helt anderledes livlig stemning end resten af byen. Dargah Sharif er et stort kompleks af moskeer, pavilloner og gårdhaver, og selve graven ligger i den inderste gård. Det siges, at et besøg ved helgenens grav opfylder et ønske hos den troende. Derfor vil vi se en hel mængde små sedler og bånd med påskrevne ønsker fastgjort til rækværket omkring Chishtis grav. Ud over graven ser vi også nærmere på nogle af de smukke moskeer og pavilloner i det store område.
Et lille stykke vej fra Dargah Sharif ligger ruinen efter moskeen Adhai-din-ka-Jhonpra. Dette storslåede bygningsværk konstrueret i 1153 er et af de fineste monumenter fra det middelalderlige Indien. Især bør man lægge mærke til de kalligrafiske inskriptioner, der udsmykker den gamle moske. Men hele konstruktionens labyrint af dekorerede søjler og buegange er i sig selv et fascinerende syn.
Fra Ajmer fortsætter vi til Jodhpur, der ligger i udkanten af den mægtige Thar-ørken. Byen var engang centrum for Marwar, den største prinsestat i Rajasthan. Den gamle bydel med den karakteristiske blå farve er omgivet af høje stenmure rejst i det 16. århundrede. Det siges, at den klare blå farve er den bedste til at holde myg væk fra husene. Inden for murene midt mellem de blå bygninger ligger det imponerende Meherangarh Fort grundlagt af herskeren Rao Jodha, som byen er opkaldt efter.
Dag 8. Jodhpur. Meherangarh Fort, Jaswant Thada, den gamle bydel
På dagens tur rundt i Jodhpur koncentrerer vi os om området inden for den ti kilometer lange bymur. Vi begynder ved Meherangarh Fort, der fra sin placering på toppen af en klippe hæver sig højt op over de blåmalede huse. Det vidtstrakte fort, der breder sig over hele sin 125 meter høje klippe, er prydet af lange, udskårne paneler og detaljerige vinduespartier med udsøgte mønstre udført i rød sandsten. Fortets navn betyder ”det majestætiske fort”, og majestætisk er præcis, hvad det er. Fra de hundredvis af værelser og småpaladser kan hele Jodhpur overvåges, og især den gamle bydels blåmalede huse er en ren fryd at beundre herfra. En fem kilometer lang vej snor sig gennem syv porte fra byen op til fortets indgang. Når vi er kommet indenfor, kan vi snart fortabe os i fortets rigt udsmykkede mosaik af paladsbygninger og gårdspladser.
Neden for Meherangarh-bakken i udkanten af det bymur-omkransede område finder vi Jaswant Thada-mindesmærket. Dette dekorative, mælkehvide bygningsværk er opført til minde om maharaja Jaswant Singh II og er en veritabel opvisning i kupler, søjler og buer sirligt dekoreret med relieffer og udskæringer i det skinnende marmor. Med sin placering mellem de bølgende bakker og langt fra den nærmeste nabo giver besøget ved mindesmærket samtidig en skøn pause fra byens mylder.
Vi slutter dagen i Jodhpur af med en tur rundt i hjertet af den gamle bydel, hvor de overfyldte gader minder mere om små gangstier, og hvor markederne bugner af varer og travlhed. Stemningen sender én flere århundreder tilbage i tiden, og der er altid mulighed for at gøre et godt kup – uanset om interesserne går i retning af frugt, krydderier, slik, sølv eller kunsthåndværk.
Dag 9. Jodhpur – Ranakpur-templerne – Udaipur
I dag skal vi rejse sydpå gennem Rajasthan, væk fra Thar-ørkenen. Første stop på vores vej er ved de helt utrolige Ranakpur-templer. Komplekset er et af de største og vigtigste jainistiske templer i Indien – og temmelig sikkert det kønneste. Hver en del af de imponerende bygninger – vægge, gulve, trapper, lofter og hundredvis af søjler – fremstår i hvidt marmor, og næsten enhver overflade er overstrøet med kunstfærdige udskæringer og relieffer. Hovedtemplet alene indeholder 29 sale og 1.444 søjler – og ikke to er ens.
Jainismen opstod i det 6. århundrede f.Kr. samtidig med buddhismen. Tilhængerne tror ikke på guder eller andre overnaturlige væsener, men skelner skarpt mellem den åndelige og den materielle verden. Frelse består for jainisterne i sjælens komplette befrielse fra materien, og de dyrker asketisk undertrykkelse af legemet for at nå målet.
Det exceptionelt smukke tempelkompleks ligger placeret i en næsten lige så yndefuld afsidesliggende dal befolket af påfugle og aber.
Vi fortsætter gennem Aravalli-bjergene til den eventyragtige by Udaipur. Byen blev grundlagt af maharaja Udai Singh II i 1559 omkring den klare Pichola-sø. Denne sø er stjernen blandt adskillige små og store søer i byen, og tilsammen giver de byen et oaseagtigt præg midt i det tørre klima. Udai Singh var ud over en enevældig hersker også en engageret botaniker. Han valgte dette sted til sin nye by dels på grund af den beskyttelse, som de omkringliggende bakker naturligt gav, men også på grund af den lette adgang til vand, som ellers var og er en mangelvare i denne del af Indien. Vandet skulle Udai Singh bruge til sine eksotiske haver.
I den gamle bydel snor gaderne sig rundt om de små huse, og der er næsten et tempel på hvert et gadehjørne. Her er et væld af frodige haver, bedårende paladser i hvidt marmor og stemningsfyldte, azurblå søer. Alt sammen omkranset af grønne bakker, der holder ørkenen på afstand. Mangt en besøgende i Udaipur har hævdet, at byen er den mest charmerende i hele Rajasthans ellers omfattende udbud af billedskønne byer.
Vi ankommer til Udaipur ud på eftermiddagen og kan bruge tiden til at slentre lidt rundt og lære den romantiske eventyrby lidt at kende. En oplagt aktivitet er blot at daske rundt i de idylliske gader og langsomt lade stemningen bundfælde sig. Små butikker og markeder er her nok af, så husk forhandlingsevnerne. Er du snarere til en naturoplevelse af den lidt mere fredelige slags, end de til tider lige lovligt populære Pichola-bredder kan tilbyde, så tag en rickshaw til byens anden store sø, Fateh Sagar. De grønne plæner omkring den fredfyldte sø er et yndet udflugtsmål for de lokale Udaipur-beboere.
Dag 10. Udaipur - Mumbai. Udaipur Palads, Jagdish-templet og fly til Mumbai
Vi begynder dagen i Udaipur med at tage ned til byens store berømthed og naturlige midtpunkt, Pichola-søen. På østbredden knejser byens overdådige palads, som egentlig er en hel serie af paladser, der tilsammen danner en enorm, imponerende facade. Paladset er det største af alle Rajasthans paladser, og den 244 meter lange facade spejler sig smukt i den blanke sø med sine talrige tårne, balkoner og små kupler. Udaipurs grundlægger, Udai Singh II, påbegyndte den mægtige konstruktion, og siden har skiftende herskere sat sit præg på paladset. Men heldigvis har de alle været særdeles tro mod den oprindelige stil, så paladset fremstår i dag som en strålende helhed.
En kort gåtur væk fra Udaipur Palads ligger det hinduistiske tempel Jagdish bygget i 1651. Et mylder af helt utrolige udskæringer præger det snehvide tempels snirklede facade. Indenfor er hovedpersonen den hinduistiske opretholder-gud Vishnu. Han er afbildet i sort sten som inkarnationen Jagannath, universets hersker.
Om eftermiddagen flyver vi til Indiens mest moderne storby, Mumbai (Bombay). Byen er også Indiens mest folkerige by med næsten 20 millioner indbyggere. Det kan muligvis føles, som om alle indbyggere bevæger sig på samme sted som os, men det er bare en følelse. Her emmer af liv overalt, og Mumbai er da også den by, der har fået mest ud af den boomende økonomiske fremgang og liberalisering, som har hersket i Indien siden starten af 1990’erne. Byen står for 40 procent af hele Indiens BNP
Dag 11. Mumbai. Byrundtur og afskedsmiddag
Om morgenen tager vi på en rundtur i byen, hvor vi blandt andet skal se Chhatrapati Shivaji Terminus, som indtil 1996 hed Victoria Terminus opkaldt efter den engelske dronning Victoria. Den UNESCO-fredede togstation, som er bygget i gotisk stil i 1887, er den dag i dag en af byens travleste stationer og optræder blandt andet i oscarvinderfilmen ”Slumdog Millionaire”. Vi lægger også vejen forbi Bombay Universitet, Højesteret og Prince of Wales-museet, som huser en imponerende samling af kunst, arkæologi og naturhistoriske fund fra hele Indien. Vi kører et stykke ad Marine Drive, en tre kilometer lang kystvej i det sydlige Mumbai ud til en bugt i Det Arabiske Hav. Langs vejen ligger mange art deco-huse, og ejendomspriserne langs strandpromenaden er blandt de højeste i hele Indien. Vi gør et kort stop i de hængende haver – en park oppe på højen Malabar Hill – og i Mani Bhavan, som var Gandhis hovedkvarter i 1917-34. Om aftenen spiser vi en fælles afskedsmiddag.
Dag 12. Mumbai – København
Efter en oplevelsesrig rejse gennem det nordlige Indien er vi klar til at sige farvel til denne anderledes, men meget spændende nation. Vi oplever igen Indiens fascinerende kaotiske stemning i lufthavnen, inden vi flyver fra Indien om formiddagen og er hjemme om eftermiddagen.
Forlængelse i Goa - specialpris fra kr. 2.990,-
Du kan forlænge rejsen med 5 dages afslapning ved Det Indiske Ocean i eksotiske Goa med langstrakte, hvide sandstrande, kokospalmer og en venlig og imødekommende lokalbefolkning. Hjemrejse er direkte fra Goa via Doha til København.
Du indkvarteres på det 4-stjernede O Hotel i det nordlige Goa, som er kendt for populære strande, spa og gode restauranter. Hotellet ligger tæt på Candolim Beach og Goas spændende kulturliv med mange portugisiske kolonistilbygninger og markeder. O Hotels Courtyard Room byder på rummelige værelser indrettet med traditionelle designmøbler, gode madrasser, minibar, elkoger, lcd-tv og badeværelse med kar og bruser med rain shower.
Læs mere på http://www.ohotelsindia.com/hoteloverview_goa.html
LÆS REJSEDAGBOG FRA IMPERIETS JUVEL
Er du nysgerrig på, hvad der venter af oplevelser og eventyr i Indien? Så kan du få en lille forsmag på dette fantastiske land ved at læs den spændende og personlige rejseberetning fra Indien, som Lene Spanggaard, Albatros’ journalist, skrev i november 2009, hvor hun var med på Imperiets Juvel sammen med en gruppe Albatrosgæster. Rejseberetningen er lavet som en blog på internettet, hvor der dagligt er lagt nye afsnit og billeder op. God læselyst!
Læs rejseblog fra Indien her www.albatros-travel.dk/Liveblog