Albatros Travel

Indien: Taj Mahal og badeferie i Goa 


Badeferie ved Det Indiske Ocean og Taj Mahal i Agra
- 9 dage

Smæk fødderne op og smid bekymringerne over bord på Indiens tropiske vestkyst. Goas kombination af skønne sandstrande, svajende palmerækker og det blå, lune Indiske Ocean er svær at slå. Men Goa er ikke kun et strandparadis. Her er smilende kvinder i farvestrålende sarier, travle duftende markeder og smukke kirker fra tiden som portugisisk koloni.

Vores base i Goa er det firestjernede boutique resort Heritage Village Club med 28 lækre værelser, en uimodståelig swimmingpool og alle tænkelige faciliteter. Hotellet ligger kun en kort slentretur fra de lokkende bølger og det silkebløde sand på den berømte Arossim strand på Goas sydkyst.

LÆS REJSEDAGBOG FRA IMPERIETS JUVEL

Er du nysgerrig på, hvad der venter af oplevelser og eventyr i Indien? Så kan du få en lille forsmag på dette fantastiske land ved at læs den spændende og personlige rejseberetning fra Indien, som Lene Spanggaard, Albatros’ journalist, skrev i november 2009, hvor hun var med på Imperiets Juvel sammen med en gruppe Albatrosgæster. Rejseberetningen er lavet som en blog på internettet, hvor der dagligt er lagt nye afsnit og billeder op. God læselyst!

Læs rejseblog fra Indien her


Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:

Nu hvor vi er fløjet om på den anden side af jorden, kan vi lige så godt udnytte muligheden for at kigge nærmere på Indiens måske mest berømte seværdighed. Derfor begynder vi rejsen i stormogulernes gamle hovedstad Agra. Byen er hjemsted for det fabelagtige Taj Mahal – det tindrende hvide, ædelstensbelagte mausoleum som Shah Jahan byggede til ære for sin afdøde hustru. Derudover ser vi det mastodontiske Røde Fort fra 1500-tallet, bag hvis tykke mure stormogulerne beskyttede deres skatte.

Er fem dage i Goa for lidt? Forlæng dit ophold med yderligere fire nætter på vores dejlige hotel i Goa for kun kr. 2.490,-

Dagsprogram

Dag 1. København - Delhi

Afrejse fra Danmark
Sidst på eftermiddagen starter vores rejse fra Danmark via Helsinki til den indiske hovedstad Delhi, hvor vi ankommer tidligt næste morgen (nat).

Dag 2. Delhi
Ankomst Delhi, bus til Agra, Det  Røde Fort og Taj Mahal
Vi ankommer tidligt om morgenen og begiver os direkte til Agra. Vi er med et par stop undervejs fremme i Agra først på eftermiddagen.
Man kender kun lidt til Agras tidlige historie, men i begyndelsen af det 16. århundrede blev byen hovedstad i stormogulernes rige og blev dermed for alvor et magtcenter på det indiske subkontinent.

Stormogulerne havde deres oprindelse i det afghansk-persiske område og invaderede store dele af det nordlige Indien. Med en regeringstid, der strakte sig fra cirka år 1500 til 1700, regnes stormogulerne for de mest betydningsfulde af alle udefrakommende herskere
i Indien.

Ved ankomsten til Agra begiver vi os straks til det Det Røde Fort. Fortet er opført i rød sandsten af herskeren Akbar i årene 1565-73. Fortet er et imponerende og velholdt bygningsværk, der dog tydeligt bærer præg af tidernes skiftende herskere: fra Akbars røde sandsten til Shah Jahans silkehvide ædelstensindlagte marmorflader. Udsigten over Yamuna-floden til Taj Mahal er blændende.

Stormogulen Shah Jahans søn, Aurangzeb, var en magtsyg person, og da Aurangzeb overtog magten efter sin far, dræbte han sin yngre bror og gjorde herefter sin far, Shah Jahan, til fange på netop Det Røde Fort. Herfra kunne Shah Jahan indtil, han døde i 1666 nyde udsigten fra en sirligt udskåret marmorbalkon til Taj Mahal.
 
Dagens højdepunkt er uden tvivl vores besøg i Taj Mahal. Shah Jahan opførte Taj Mahal som gravmausoleum over sin yndlingshustru Mumtaz Mahal, der døde i barselssengen. Mausoleet, der er anlagt på en fire meter høj sokkel, er bygget i 1631 i persisk stil og omgivet af fire slanke minareter. Det står i tindrende hvid marmor og er dekoreret med millioner af halvædelstene. Hele bygningen udstråler en unik ro og harmoni, og det kan være meget svært at løsrive sig fra denne perle.
 
Resten af dagen kan bruges på afslapning ved poolen på hotellet, eller man kan sammen med rejselederen eller alene tage på yderligere opdagelse i en af Agras store basarer.

Dag 3. Agra - Delhi - Goa
Efter morgenmaden forlader vi Agra for at køre til Delhis nybyggede lufthavn som er opkaldt efter den afdøde premierminister Indira Ghandi. Her tager vi afsked med vores danske rejseleder. Det tager ca. to en halv time at flyve til eksotiske Goa. Straks efter ankomsten i Goas lufthavn bliver vi transporteret til Hotel Heritage Village Club. Hotellet er belliggende tæt på lufthavnen i det sydlige Goa ved Arossim stranden. Hotellet har 97 værelser, og har TV, dvd-afspiller og gratis kaffe/te alle dage. Deltag også i daglige aktiviteter ved poolen, gratis tennis, eller book en tur med hotellets egen speedbåd til nærliggende strande eller back waters på Mandovi-floden (tillæg). Hotellets spa og wellness-område byder på traditionel indisk ayurveda behandling med urter og massage.
Opholdet på Hotel Heritage Village Club inkluderer morgenmad. Arossim stranden er  et godt sted at spise frokost eller aftensmad til særdeles overkommelige priser. Hotellet har desuden restaurant og bar med snacks.

NB. På afgang d.18.januar bor vi på Goa Beach House, der har de samme faciliteter og beliggende i samme område. Læs mere på http://www.goabeachhouse.co.in/

Dag 3 - 8 Arrosim Beach, Goa
Har man mod på at tage på udflugter og eksempelvis opleve Goas portugisiske kolonihistorie følger her et par forslag. Udlfugterne bookes og afregnes på hotellet og er på egen hånd med chauffør uden dansk rejseleder:

 

 

 

 

Halvdagsudflugt i det nordlige Goa
Bil 110 USD (Toyota Innova 4 pers.) / Guide 24 USD

Det nordlige Goa er velsignet med en imponerende samling af fine kirker og katedraler bygget af portugisiske kolonister i den nu forladte by Gamle Goa i 1500-1600-tallet. Disse gamle kirker er alle repræsenteret på UNESCO’s liste over verdens kulturarv, fordi de på smukkeste vis illustrerer kristningen af Asien. Portugiserne bidrog også med en af Indiens mest tiltalende delstatshovedstæder, Panaji. De fyldte den lille hovedstad med læssevis af storslåede bygningsværker i den typisk portugisiske kolonistil, og byen er nu et pudsigt miks af overdådig indiskhed og tilbagelænet middelhavsstemning.
Denne udflugt strækker sig over en formiddag eller eftermiddag og indeholder følgende seværdigheder:

Se-katedralen
Denne smukke, hvide katedral er en af de største i Gamle Goa. Den blev påbegyndt i 1562, men ikke helt færdiggjort før 1652. Den portugisiske vicekonge Redondo bestilte opførelsen af katedralen, da han ønskede sig “en grandios kirke der kan matche portugisernes dominans over verdenshavene fra Altanten til Stillehavet i både magt, vælde og omdømme”. Det høje kirketårn, der pryder katedralens ene side, huser en berømt klokke kendt under navnet Den Gyldne Klokke, fordi den skulle have en helt speciel, kraftig klang.
Bom Jesus-basilikaen
Denne sirligt udsmykkede kirke er kendt i hele den romersk-katolske verden, fordi Goas skytshelgen, Sankt Francisco Xavier, er begravet her. Denne missionær og medstifter af jesuiterordenen ankom til Goa i 1542, hvor han havde til opgave at udbrede kristendommen i den nye portugisiske koloni. Hans jordiske rester blev transporteret til Bom Jesus-basilikaen fra Kina, hvor han døde i 1552. Legenden siger, at den afdøde missionær slet ikke bar præg af, at der var gået et år siden hans død, da han efter sin død ankom til Bom Jesus-kirken. Relikvierne og den utrolige historie tiltrækker til stadighed troende katolikker fra hele verden, og hvert tiende år bliver basilikaen omdannet til et fortravlet pilgrimsmål, når resterne af Francisco Xavier fremvises i kirken.

Sankt Francisco Xavier-kirken
Denne smukke, ottekantede helligdom er righoldigt dekoreret og indeholder to betydningsfulde statuer – én af Jesus på korset og én af Sankt Francisco Xavier. Under statuerne er en hellig inskription med løfter om et liv i fattigdom, ydmyghed og lydighed over for Francisco Xavier. Det oprindelige kapel blev bygget i 1545, men efter en epidemi forfaldt kapellet langsomt og måtte genopbygges i 1884.

Sankt Cajetan-kirken
Over for Se-katedralen ligger denne store, smukke kirke, der blev bygget med Roms Peterskirke som forbillede. Italienske munke af teatinerordenen blev sendt til Goa af pave Urban III for at udbrede kristendommen i området, og begyndte at bygge den funklende hvide kirke i 1655.

Arkæologisk museum i Frans af Assisi-klosteret
Dette lille arkæologiske museum og portrætgalleri har eksisteret siden 1964 og udstiller en skøn blanding af portugisiske og indiske genstande. Blandt andet er her hinduistiske skulpturer, hellige sten med inskriptioner fra middelalderen, portrætter af de gamle portugisiske herskere samt mønter og våben fra kolonitiden.

Dona Paula-bugten
I denne idylliske bugt med en fin, lille strand mødes to af Goas mest betydningsfulde floder, Mandovi og Zuari. Hvor floderne løber ud i Det Arabiske Hav ligge Mormugao havn – en af de bedste naturhavne i hele Sydasien. Fra Dona Paula-bugtens udsigtspunkt har vi en langstrakt udsigt over det hele samt over det mylder af vandscootere og speedbåde, der bidrager til det smittende liv, der hersker på stedet både til lands og til vands. Der knytter sig en ulykkelig kærlighedshistorie til bugten, som er opkaldt efter en velstående ungmø ved navn Dona Paula de Menezes. Hun blev forelsket i en fattig fisker, men da hendes familie modsatte sig et ægteskab mellem de to elskende, kastede hun sig ud i bugten fra en klippe. Den romantiske historie passer perfekt til dette idylliske sted.

Byrundtur i Panaji
Denne hyggelige by med den sydeuropæiske stemning er trods sin lille størrelse hovedstad i delstaten Goa. Byen kendes også under navnet Panjim, som var det navn, portugiserne gav til byen. Oprindeligt var Panaji en lille fiskerby spækket med kokospalmer og små bække, der bugtede sig mellem markerne. Den lille by forblev forfalden og overset i århundreder. I 1600-tallet begyndte portugiserne, som hidtil havde koncentreret sig om Gamle Goa, at få øjnene op for byen. Da Gamle Goa så småt begyndte at bukke under for både sygdomsepidemier og Inkvisitionens ødelæggelser, flyttede den daværende portugisiske vicekonge i 1759 sit hof til Panaji. I de følgende århundreder udbyggede de skiftende vicekonger byen, og især i 1800-tallet havde byggearbejderne travlt med at gøre Panaji til den strålende koloniby, den er i dag.

Især to kvarterer i Panaji sprudler i dag af portugisisk kolonistemning: Fontainhas og Sao Tomé. Her snor de smalle gader sig mellem små kirker og huse malet i klare farver. Fra Altinho-højen vest for de to kolonikvarterer er der en skøn udsigt over både de nye og de gamle bydele. Ud over at være delstatens hovedstad er nutidens Panaji Goas uddannelsesmæssige, kommercielle og kulturelle centrum.

Halvdagsudflugt i det sydlige Goa
Bil 119 USD (Toyota Innova 4 pers.) / Guide 24 USD

Også i det sydlige Goa har portugiserne slået sine folder, men her er også prægtige hinduistiske templer, billedskøn natur og en smittende stemning af svundne tider. I det sydlige Goa foregår livet og landbruget i tæt kontakt med naturen.
Udflugten varer en formiddag eller eftermiddag og indeholder disse seværdigheder:

Shri Shantadurga-templet
Dette berømte tempel er dedikeret til gudinden Shantadurga. Hun er gudinde for fred og en inkarnation af gudinden Parvati, guddommen Shivas hustru. Templets hovedhelligdom er et billede af gudinden flankeret af to af de vigtigste guder i hinduismen, Shiva og Vishnu. Shri Shantadurga-templet blev bygget i 1738 i byen Kelsi, men blev flyttet til sin nuværende position i Kavlem for at beskytte det mod portugiserne, der havde en grim tendens til at ødelægge hindutemplerne.

Shri Mangueshi-templet
Dette smukke, lille tempel ligger på en lav høj omgivet af grønklædte bakker. Det er dedikeret til guddommen Mangueshi, som er en af Shivas utallige inkarnationer. Også dette tempel er blevet flyttet til sin nuværende beliggenhed af frygt for de religiøst intolerante portugisere. Det hvide tempel er bygget i typisk Goa-byggestil med et højt tårn ved indgangen, hvilket går igen i mange af områdets templer.

Sahakari krydderifarm
Beliggende midt i Sydgoas frodige, grønne omgivelser bestrøet med små helligdomme er et besøg på Sahakari ikke bare et kig ind i krydderiernes pikante verden. Det er også en smuk naturoplevelse og et spændende kulturelt eventyr. Under himmelstræbende tropetræer og omgivet af liflige krydderidufte er der undervisning i dyrkningen af krydderierne og i, hvordan de kan bruges til sygdomsbehandling. Blandt farmens duftende afgrøder er vanilje, kanel, muskatnød, ingefær og selvfølgelig chilifrugter i alverdens farver og styrker. Det hele sluttes af med en frokost med lækre specialiteter fra Goa.

Dag 8. Arrosim Beach, Goa - Delhi, afskedsmiddag
Over middag forlader vi vores hotel i Goa og flyver tilbage til Delhi. Her spiser vi en afskedsmiddag og overnatter på 4-stjernet hotel.

Dag 9. Delhi – Danmark
Efter en oplevelsesrig rejse gennem det nordlige Indien er vi klar til at sige farvel til denne anderledes, men meget spændende nation. Ankomst i København midt på eftermiddagen.

 

Rejsemål

fakta om indien

Indien Flag

Hovedstad:
New Delhi
Indbyggere: 1,1 mia.
Sprog: engelsk, hindi og 21 andre officielle sprog
Religion: hinduisme, islam, kristendom, sikhisme
Valuta: indisk rupi
Klima: tempereret - tropisk monsunklima

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00