Næste mål på rejsen er Agra, som var hovedstad i stormogulernes mægtige rige. Her venter os det tredje af rejsens højdepunkter: Taj Mahal, gravmausoleum for Shah Jahans yndlingshustru, Mumtaz Mahal. Mausoleet står i tindrende hvid marmor, dekoreret med millioner af halvædelstene, og hele bygningen udstråler en unik ro og harmoni, som det kan være svært at løsrive sig fra.
Vi besøger også Agra Fort, et imponerende og velholdt bygningsværk fra 1500-tallet, og har lidt tid til shopping, inden vi vender tilbage til Delhi. Efter en velfortjent afskedsmiddag vender vi næsen mod lufthavnen og flyver hjem mod Danmark.
Dagsprogram
Dag 1. Danmark – Delhi
Midt på formiddagen starter vores rejse fra Danmark via Wien til den indiske hovedstad, Delhi, hvor vi ankommer først på natten.
Dag 2. Overnatning i Delhi. Fly til Amritsar og Det Gyldne Tempel by night
Vi ankommer først på natten og bliver kørt til vores hotel i Delhi, hvor vi kan tilbringe resten af natten i en rigtig seng. Efter en afslappende morgen begiver vi os mod lufthavnen, hvor vi tager flyet til Amritsar – sikhernes hellige by. I forrige århundrede var størstedelen af Punjab lige så ufrugtbar og fattig som mange andre dele af Indien, men ved hjælp af store overrislingssystemer er det lykkedes at forvandle sletterne til ”Indiens spisekammer”. I dag står Punjab for en fjerdedel af Indiens hvedeproduktion og en tredjedel af mælkeproduktionen. Således hører bønderne i Punjab nu til de rigeste blandt Indiens 800 millioner landmænd. Vandet til overrislingssystemerne kommer fra Himalayabjergene via Punjabs fem store floder, der også har lagt navn til delstaten. Punjab betyder nemlig ”De fem floders land”.
Æren for Punjabs rigdom kan især tilskrives sikherne, der udgør 60 procent af befolkningen i Punjab. Deres tro, som er en slags kombination af hinduisme og islam med inspiration fra buddhismen, opfordrer direkte til økonomisk driftighed. Ud over en imponerende arbejdsomhed er mændene lette at kende på deres store skæg og farverige turbaner, mens kvinderne kan kendes på deres store, posede bukser. De fleste sikher bærer i øvrigt et stålarmbånd om højre håndled, kaldet kara. Armbåndet skal minde sikhen om at følge Guds vilje og afstå fra onde gerninger.
Ved ankomsten til Amritsar begiver vi os straks til vores hotel.Efter aftensmaden er der for de friske mulighed for et aftenbesøg ved det Det Gyldne Tempel. Det er en helt anden oplevelse at se templet om aftenen, og er vi heldige, kan vi se ceremonien, hvor den hellige bog Guru Granth Sahib lægges i seng.
Dag 3. Amritsar. Det Gyldne Tempel og grænseovergangen ved Wagah
I dag tager vi ind i hjertet af Amritsars gamle bydel til Det Gyldne Tempel – og denne gang skal vi indenfor i sikhernes strålende helligdom. Templet er Amritsars absolut største seværdighed, og bassinet omkring det, Amrit Sarovar eller nektarens bassin, har givet navn til hele byen. Selve templet er bygget i marmor belagt med guld, og det gigantiske aflange bassin er kantet med smukke, gamle stenbygninger. Det enorme kompleks hører til blandt Indiens allerflotteste templer, og det bliver uden tvivl en smuk oplevelse at opleve det op templets guldbelagte facade.
Vi går over det hellige bassin via Guruernes Bro og kan starte med at bemærke de blomster- og dyremotiver, der pryder den nederste del af templets marmormure. Dekorationer i samme stil skal vi om nogle dage opleve ved Taj Mahal, og da Det Gyldne Tempel ligesom sikhismen selv kombinerer hinduistiske og muslimske stilarter, kan vi måske finde arkitektoniske ligheder med de templer og moskeer, vi har set i Delhi.
Det Gyldne Tempel er et velbesøgt sted. Pilgrimme fra hele Indien myldrer ind og ud, og der reciteres uafbrudt fra sikhernes hellige bog, Guru Granth Sahib. Originaludgaven af den hellige bog opbevares om dagen under et lyserødt klæde inde i templet og bæres ved en ceremoniel procession hver aften til sikhernes parlamentsbygning over for templet. Det Gyldne Tempel er åbent for alle, og alle pilgrimme tilbydes gratis kost og logi i tre nætter. Templets køkken tilbereder mad til omkring 30.000 mennesker dagligt.
Sikhismen opstod omkring år 1500 som en brobygning mellem islam og hinduismen. Ligesom muslimerne mente grundlæggeren Guru Nanak Dev, at der kun fandtes én gud, og blandt hinduismens flok af guder valgte han guden Vishnu til sikhismens eneste gud. Sikhernes lære er siden blevet videreudviklet af ti religiøse ledere kaldet guruer, og den hellige bog Granth Sahib betragtes som den 11. guru og sikhernes højeste spirituelle autoritet. Den 10. guru, Govind Singh, indførte dåbsritualet, Amrit, hvorved sikherne blandt andet får tilnavnene Singh (mænd) eller Kaur (kvinder). Det Gyldne Tempel blev grundlagt i 1577, kort efter sikhismen blev stiftet, men blev et par hundrede år efter ødelagt af afghanske hære for at blive genopbygget i 1764. Forsvaret for denne helligdom har i tidens løb kostet tusindvis af mennesker livet.
Hvis der er tid, slentrer vi ned i byens farverige basar og besøger Baba Atal-tårnet, der både udvendigt og indvendigt er dekoreret med de smukkeste freskoer fra sikhernes mytologi. Det ottekantede tårn er med sine 40 meter den højeste bygning i Amritsar og er bygget til ære for Baba Atal Rai. Han var søn af en af sikhernes ti guruer og skulle ifølge legenden have genopvakt sin kammerat fra de døde og derefter selv lagt sig til at dø. Her ligger også det historisk vigtige sted for Indiens uafhængighed, parken Jallianwala Bagh. Parken byder på en meget interessant og grusom historie om, hvordan en fredelig demonstration mod briternes kolonisering af Indien fik en voldelig udgang med 2.000 døde indere. Man vil måske genkende stedet og historien fra filmen ”Gandhi” fra 1982.
Efter frokost kører vi mod den lille landsby Wagah, som i 1947 blev delt i to, da briternes Ostindiske Kompagni måtte vige pladsen for de to nye stater, Indien og Pakistan. Grænsen mellem de to lande blev trukket midt gennem Wagah, og stedet er i dag det eneste sted, man kan krydse grænsen mellem de to lande i bil. Samtidig er Wagah et af de bedste steder i verden at opleve, hvor underligt mennesker kan opføre sig, når der er gammelt nag mellem to krigsmagter på spil.
Hver aften når solen går ned, og grænseovergangen lukkes, trækker de indiske og pakistanske grænsevagter sig tilbage på hver sin side af grænsen med et særpræget ritual. På hver side af den dobbelte port, der udgør grænseovergangen, er indrettet siddepladser ligesom på et foldboldstadion. Her indfinder hundredvis af tilskuere sig medbringende popcorn, sodavand og hvad der ellers hører sig til et godt show for at overvære naboernes krigsdans. På begge sider hjælper publikum entusiastisk ”deres” soldater på vej med høje tilråb. Magtdemonstrationen består i march med højt løftede ben, truende viften ad hinanden med vifteformet hovedbeklædning, aggressiv nedadvenden af tommelfingre og lynhurtig nedtagning af flag. Til sidst lukkes grænsens to porte – én med indiske emblemer og én med pakistanske – med et larmende smæk. Grænseovergangen er blevet kaldt ”Asiens Berlinmur” og blevet set som symbol på, hvor anspændt forholdet mellem de to naboer er. Men hvem ved, om den omhyggeligt koreograferede aggressivitet lige så meget er til for publikums skyld? Når vi er blevet klogere på, hvordan man lukker grænseovergange i denne del af verden, kører vi tilbage til Amritsar.
Dag 4. Amritsar – tog til Delhi og sightseeing i Old og New Delhi
I dag springer vi på det tidlige morgentog tilbage til Delhi. Det må her, som med al transport i Indien, forventes, at der kan opstå forsinkelser, men det tager vi med godt humør og nyder imens at opleve det leben, der altid omgiver de indiske stationer. I Indien er en togrejse en helt speciel oplevelse, hvor man kommer rigtig tæt på landet. Tidligere foregik en togrejse i Indien i tætpakkede, faldefærdige togvogne, hvor selv trappetrin og tag var fyldt til bristepunktet med mennesker. I dag er indiske jernbaner måske ikke blandt verdens hurtigste og mest punktlige. Men eksprestogene er hurtige, og vi kører på en komfortabel klasse med eget sæde til Delhi.
Med en historie på mere end 3.000 år har Delhi øvet stor indflydelse på den indiske kulturhistorie. Mens Indiens store kystbyer fortsat kun var rene mudderbanker, var Delhi en sydende hovedstad for et ældgammelt rige. Få byer har været bygget, forsvaret, erobret, plyndret, brændt, forladt og genopbygget så mange gange. Herskere er kommet og gået, og ikke færre end to dronninger og 70 konger har regeret her siden 1193. Alle har efterladt sig spor, på godt og ondt.
Delhi er en hovedstad, der spænder over fortid og nutid. Eller rettere er den to byer i én, “Old Delhi” med fortet, moskeerne og de mange basarer, og “New Delhi” bygget og indviet af briterne i 1931. En elegant metropol med brede boulevarder, prægtige bygninger og haver skabt af dygtige landskabsarkitekter.
Den manglende sammenhæng mellem det gamle og nye er et fælles træk ved moderne indiske byer. Men ingen steder er den mere iøjnefaldende end i Delhi. Den gamle, fattige bydel lever som altid sit eget liv, mens den rige og politiske elite sidder tilbagetrukket bag lukkede døre i sofistikerede diplomatiske enklaver og debatterer den åbenlyse fattigdom. Byen er en afspejling af landet som helhed.
Vi starter dagens program i den gamle bydel. Her kigger vi forbi den prægtige Jama-moske, der hører til blandt de største og fineste i Indien. Grundstenen blev lagt i 1650, og det tog mere end 5.000 arbejdere seks år at færdiggøre dette enorme bygningsværk. Vi fortsætter videre med cykelrickshaw gennem det spændende basarkvarter i nærheden. Mellem basarens boder med udbud af alskens fremmede frugter og duftende krydderier ligger små ydmyge butikker, hvor skræddere, barberer og håndværkere altid har travlt.
Senere skal vi stifte bekendskab med den nye del af Delhi. Her ligger noget så usædvanligt som et moderne udseende hinduistisk tempel. Lakshmi-Narayana-templet blev bygget i 1938 og er tilegnet Lakshmi, der er gudinde for lykke, velstand og skønhed. Hun er en af de mest populære af alle hinduismens mange guder, og hendes store betydning afspejles i templets overdådige arkitektur.
Fra templet kører vi til Præsidentpaladset, også kendt som Rashtrapati Bhavan. Den store, majestætisk udseende bygning fremviser en pudsig blanding af vestlig og mogul-arkitektur med sin snorlige søjlerække og den kæmpemæssige kuppel. Fra præsidentens officielle residens løber den brede gade Rajpath (Kongens Vej) ned mod krigsmonumentet India Gate. Denne 42 meter høje triumfbue står imposant midt på vejen til minde om de indiske soldater, som døde i første verdenskrig og krigen mod Afghanistan i 1919. Alle 85.000 soldaters navne er hugget ind i triumfbuens massive sten.
Dag 5. Delhi – fly til Varanasi og udflugt til Sarnath
Vi forlader Delhi igen for at begive os mod Varanasi. Tidligt om morgenen kører vi til lufthavnen, hvor vores fly venter.
Varanasi ligger, hvor Gangesfloden slår et lille sving. Ganges flyder derfor nogle kilometer fra syd mod nord, hvilket har givet byen en uhørt hellighed. I mere end 2.000 år har Varanasi således været Indiens religiøse hovedstad og dermed et af hinduernes absolut vigtigste valfartssteder. Hvad Mekka er for muslimer, er Varanasi for hinduer. Alle hinduer valfarter før eller siden hertil for at meditere og bade i den hellige flod. Desuden drømmer hinduer om at ende deres dage her. På trapperne ned til floden brænder ligbålene døgnet rundt.
Efter frokost tager vi på udflugt til byen Sarnath, kun få kilometer nordøst for Varanasi. I stærk kontrast til Varanasi er Sarnath et fredfyldt buddhistisk centrum med stupaer (runde relikviebygninger) og små helligdomme. Det var her, Buddha for cirka 2.500 år siden holdt sin første tale til sine disciple.
Vi har tid til at gå rundt og nyde de smukke omgivelser, inden vi sidst på eftermiddagen begiver os tilbage mod Varanasi.
Dag 6. Varanasi. Sejlads på Ganges, cykelrickshaw og basaren
Lige før solopgang følger vi pilgrimmene ned mod Gangesfloden. Hvis det er stjerneklart, kan vi se, at floden danner en halvcirkel om byen, eller en halvmåne – guden Shivas tegn. På den anden side af floden er der ingen by, for hinduerne betragter ikke denne landstrimmel som hellig. Hvis et menneske dør dér, bliver det genfødt som abe eller en kvinde. Når himlen farves rød, og lysspejlingen over Ganges varsler endnu en dag, begiver vi os i robåde ud på floden. Morgentågen giver samtidig sceneriet et overnaturligt præg, og omgivelserne antager hurtigt form af et gigantisk kalejdoskop med tempelpræster, sadhuer, ulmende ligbrændingsbål og pilgrimme, der med nøgne overkroppe eller indhyllet i røde, gule og blå sarier langsomt går ned ad de sidste trin og ud i vandet. Dette er Indien, når det er bedst!
Efter frokost tager vi på byrundtur i cykelrickshaws. Vi kører gennem de smalle, snoede gader og stræder og passerer kupler og minareter, små og store tårne, forladte paladser fra det 18. århundrede og hundredvis af templer. En vanvittig trafik, larmende pilgrimme, beskidte unger, hellige køer og farvestrålende begravelsesprocessioner gør byen til et sandt orgie af lyde, lugte og farver.
Cykelturen ender ved den gamle basar ved floden, og vi fortsætter turen ned til floden og trapperne, hvor de afdøde bliver brændt. Dagen lang hænger en tåge af røg over området. Det er helt almindeligt, at offentligheden følger de afdøde på vej til ligbålet. Sceneriet er på samme tid både grufuldt, mageløst og befriende.
Vi slutter dagen af med at opleve den smukke aftenpuja ved et af de mange hinduistiske templer langs Ganges’ breder. Puja er en rituel tilbedelse af en guddom, som kan forrettes af alle. I templerne varetages puja-ritualet dog først og fremmest af præster, mens de hengivne mere er tilskuere end medvirkende.
Dag 7. Varanasi på egen hånd, fly til Delhi og videre til Agra
Formiddagen er afsat til oplevelser på egen hånd, inden vi efter frokost flyver tilbage til Delhi. (På enkelte afgange flyves fra Varanasi midt på dagen, hvilket betyder tidligere ankomst til Agra)
Fra Delhi fortsætter vi videre mod Agra. Turen fra Delhi til Agra tager, på trods af den forholdsvis korte afstand, en del tid at køre. Vejen er en af de mest befærdede i Indien, og det er helt utroligt at se, hvordan trafikken glider gennem dette kaos af biler. Vi er fremme i Agra sidst på aftenen, hvor vi indlogerer os på vores dejlige hotel.
Man kender kun lidt til Agras tidlige historie, men i begyndelsen af det 16. århundrede blev byen hovedstad i stormogulernes rige og blev dermed for alvor et magtcenter på det indiske subkontinent.
Stormogulerne havde deres oprindelse i det afghansk-persiske område og invaderede store dele af det nordlige Indien. Med en regeringstid, der strakte sig fra cirka år 1500 til 1700, regnes stormogulerne for de mest betydningsfulde af alle udefrakommende herskere i Indien.
Dag 8. Agra. Taj Mahal og Agra Fort
Dagens højdepunkt er uden tvivl vores besøg i Taj Mahal. Shah Jahan opførte Taj Mahal som gravmausoleum for sin yndlingshustru, Mumtaz Mahal, der døde i barselsseng. Mausoleet, der er anlagt på en fire meter høj sokkel, er bygget i 1631 i persisk stil og omgivet af fire slanke minareter. Det står i tindrende hvid marmor og er dekoreret med millioner af halvædelstene. Hele bygningen udstråler en unik ro og harmoni, og det kan være meget svært at løsrive sig fra denne perle.
Vi besøger Agra Fort, som er opført i rød sandsten af herskeren Akbar i årene 1565-73. Fortet er et imponerende og velholdt bygningsværk, der dog tydeligt bærer præg af tidernes skiftende herskere: fra Akbars røde sandsten til Shah Jahans silkehvide, ædelstensindlagte marmorflader. Udsigten over Yamuna-floden til Taj Mahal er blændende.
Da stormogulen Shah Jahans magtsyge søn Aurangzeb overtog magten efter sin far, dræbte han sin yngre bror og gjorde herefter sin far til fange på netop Agra Fort. Herfra kunne Shah Jahan, indtil han døde i 1666, nyde udsigten fra en smukt udskåret marmorbalkon til Taj Mahal.
(Bemærk, at på afgange, der ankommer til Agra om torsdagen, besøger vi Taj Mahal på dag 9, da Taj Mahal er lukket om fredagen).
Dag 9. Agra. Shopping, kørsel til Delhi og afskedsmiddag
Formiddagen er afsat til shopping og oplevelser på egen hånd. Agra byder på nogle af de fineste butikker med indisk marmor, og vi vil besøge en enkelt af dem, inden vi på egen hånd begiver os ud i denne spændende by.
Midt på dagen begiver vi os tilbage mod Delhi, hvor vi afslutter vores oplevelsesrige rejse med en god afskedsmiddag. Sidst på aftenen kører vi mod lufthavnen, hvor vi flyver mod Danmark midt om natten.
Dag 10. Ankomst til Danmark
Vi lander i Danmark om formiddagen.