Albatros Travel

Istanbul – porten til Orienten 

Eksotisk storbyferie spækket med store kulturoplevelser
– med dansk rejseleder, 4 dage

Vi kan her tilbyde dig en af Europas mest undervurderede storbyer i en rejseform, der giver dig maksimalt udbytte, når du i løbet af fire forrygende feriedage oplever alle de store seværdigheder i selskab med Albatros’ vidende rejseleder.

Istanbul er en kosmopolitisk by, som både rummer supermoderne storbystemning og gavmilde mængder af 1001 nats stemning. Ikke mindst den gamle bydel er et sandt slaraffenland for alle sanserne. På de farverige basarer skal vi på opdagelse blandt alskens kulørte varer og et eksotisk dufttæppe af krydderier og vandpiber. Og vi skal se storslået arkitektur og dykke ned i byens spændende historie – blandt andet som hovedstad i Det Byzantinske Rige og senere som del af Det Osmanniske Rige. Begge de gamle riger har sat imponerende arkitektoniske fingeraftryk på byen, der emmer af storslået historie i alle kroge og kanter.  

Der er også mulighed for at få sætte et ekstra eksotisk pift på rejsen med et besøg i et traditionelt tyrkisk bad, et såkaldt hammam.  

Vi har sammensat rejsen, så der også er god tid til at gå på opdagelse i byen på egen hånd, og rejselederen er naturligvis klar med input og gode råd til spændende Istanbul-aktiviteter. Der er også mulighed for at købe to ekstra eftermiddagsudflugter (skal bestilles senest 30 dage inden afrejse), som rejselederen står for. 

Vi har til lejligheden valgt at bo i den mest centrale og interessante del af byen, den gamle bydel Sultanahmet, hvor vi bor på det nyrenoverede hotel Akgún. Hotellets beliggenhed er intet mindre end optimal, da alle store seværdigheder såsom Den Store Basar og Den Blå Moské er inden for gåafstand. Vil du over til Taksim-området, der repræsenterer det mere moderne og mondæne Istanbul med shoppingstrøg og fancy caféer, kommer du let og bekvemt derover med sporvognen, som stopper blot 200 meter fra hotellet.

Vi rejser i oktober måned, hvor klimaet omkring de 20 grader er perfekt til en storbyferie. Vi flyver naturligvis direkte fra København til Istanbul, så dit orientalske eventyr er kun 3 timer væk.

Vi skal gøre opmærksom på, at en del af vores sightseeing foregår til fods, hvorfor rejsen ikke er egnet for gangbesværede.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:
Kr. 5.990,-
5 dage
Få pladser
Kr. 5.990,-
5 dage
Få pladser

Dagsprogram
Dag 1. København – Istanbul. Check-in på hotel og velkomstmiddag
Vi flyver fra København først på eftermiddagen direkte med Turkish Airlines og ankommer til Istanbul sidst på eftermiddagen. Ved ankomsten bliver vi hentet i bus og kører direkte til vores hotel i den hyggelige gamle bydel og tjekker ind.

Først på aftenen mødes vi igen for at nyde en hyggelig velkomstmiddag, og hvad er mere oplagt end at tage hul på vores Istanbul-eventyr på et traditionelt tyrkisk kebab-spisested? Kebab er persisk for grillet kød, og selvom kebab’en herhjemme for længst er blevet en populær fastfood-ret, så er det i Tyrkiet nærmere slow food, som kræver masser af kærlighed og tid for at få den rette smag og saftige konsistens. Vi spiser på Develi Kebab House, som blev grundlagt i 1912, og som regnes for en af byens bedste kebab-spisesteder. Velbekomme!

Dag 2. Sejltur i Bosporusstædet, besøg i Den Blå Moské og Sofiakirken
Med sine cirka 15 millioner indbyggere er Istanbul Tyrkiets største by. Istanbul ligger på begge sider af Bosporusstrædet, og den europæiske del er igen gennemskåret af Det Gyldne Horn. Havet er således en integreret del af byen, og det hører naturligvis med til en vaskeægte Istanbul-oplevelse at tage en sejltur i Bosporustrædet, der forbinder Sortehavet med Marmarahavet.

På dagens udflugt stikker vi derfor til søs og nyder den helt særlige oplevelse, det er, at befinde sig på skillelinjen mellem Europa og Asien. Vi nyder de smukke udsigter ind over byen, og tilbage på landjorden tager vi på opdagelse i stemningsfulde Sultanahmet, Istanbuls gamle bydel, hvor flere af byens eksotiske basarer ligger, og hvor man finder byens mest markante historiske bygningsværker, ikke mindst Den Blå Moske og Hagia Sofia, det byzantinske kejserriges største bygningsværk.

Vi starter ud ved Den Blå Moské med de seks himmelstræbende minareter. Moskéen er Istanbuls hovedmoské og byens vigtigste vartegn, og den blev bygget i årene 1609-1616 under den osmanniske sultan Ahmed I. Moskéens egentlige navn er da også Sultanahmet Camii, mens kaldenavnet Den Blå Moské er kommet til senere på grund af de mere end 20.000 smukke blå kakler, der udsmykker moskéens indre. Vi fordyber os i arkitekturen og den spændende historie, der knytter sig til moskéen, og herefter venter Sofiakirken, Hagia Sofia, som var hovedkirke under det byzantinske rige. Kirken er spækket med imponerende mosaikker fra 500-tallet og emmer af fordums storhed. Efter osmannernes erobring af Konstantinopel i 1453 blev Hagia Sofia taget i brug som moské, og der blev tilføjet fire minareter.

Herefter er der mulighed for at tilbringe resten af dagen på egen hånd eller tage med på en ekstra eftermiddagsudflugt sammen med rejselederen til Topkapi-paladset og en af byens historiske, underjordiske cisterner. (Udflugten til Topkapi-paladset og undergrundscisternen er ikke inkluderet i rejsens pris, men kan tilkøbes for kr. 345,- pr. person, se under prisinformation).

Vælger du at tilbringe resten af dagen på egen hånd, kan du for eksempel tage sporvognen til bydelen Taksim, der ligger på den modsatte side af Det Gyldne Horn. Taksim er Istanbuls nye og mere moderne kvarter, der blandt andet byder på et moderne shoppestrøg og masser af caféer og restauranter. Når du skal tilbage til hotellet igen, tager du blot sporvognen i den modsatte retning – der er kun een linje, så det er let – og blot få hundrede meter fra hotellet er der et stoppested.

Skal du med på eftermiddagens udflugt, mødes vi igen efter en frokost på egen hånd. Vi starter med at gå under jorden, når vi skal se Yerebatan Sarayı, den mest berømte af de mange hundredvis af underjordiske cisterner, der ligger spredt ud under byen. Denne cisterne blev grundlagt i 500-tallet under den byzantiske kejser Justinian 1. og er karakteriseret ved de mere end 300 søjler, der støtter det hvælvede loft. Cisternen har en kapacitet på 80.000 kubikmeter og blev brugt indtil 1980’erne. I dag er cisternen altså tømt for vand, hvilket giver os en unik mulighed for opleve det sælsomme og kæmpestore underjordiske rum med egne øjne.

Tilbage i gadeplan begiver vi os til Topkapi-paladset, sultanens verdenskendte palads under det osmanniske rige, hvor det ikke blot var bolig for sultanen og hans harem, men hjemsted for hele hofetaten og det enorme Osmannerriges forvaltning og regering. Det store palads var dermed ramme om cirka 5.000 menneskers daglige liv og var nærmest en by i byen. Paladsbyggeriet blev igangsat i 1465 af sultan Mehmet 2., erobreren af Istanbul. Hans efterfølgere på tronen tilføjede nye pavilloner, og paladsområdet udgør hele 70.000 kvadratmeter. Et besøg i Topkapi-paladset er som at hoppe direkte ind i fortællingen om 1001 nats eventyr og giver et fantastisk indblik i sultanernes overdådige levevis. Som en ekstra bonus er der en imponerende udsigt over Bosporusstrædet og Det Gyldne Horn fra palads-området, der ligger på en af Istanbuls syv bakker. Husk at medbringe et tørklæde til at dække eventuelt bare skuldre.

Vi er tilbage på hotellet sidst på eftermiddagen. Resten af dagen og aftenen er på egen hånd, og rejselederen hjælper naturligvis gerne med gode tips til hyggelige lokale spisesteder. 

Dag 3. Den store basar, krydderimarkedet og afskedsmiddag i fiskelandsbyen Kumkapı
I dag skal vi have eksotiske og farverige sanseindtryk for alle pengene, når vi lægger vejen ind forbi to af Istanbuls mest berømte basarer: den store basar og krydderimarkedet. Vi starter på den store basar, Istanbuls 200.000 kvadratmeter store overdækkede basar, som stammer tilbage fra 1461, hvor den var byens brødmarked. Basaren er en kæmpelabyrint med 4.000-5.000 små forretninger. Ud over butikker er der lagre, værksteder, vekselboder, posthus, tehuse og restauranter. I basaren sælges alt fra sølv til læder, tæpper, vandpiber og antikviteter, men bemærk, at det ikke alt sammen er lige billigt. At handle på tyrkisk betyder, at man byder cirka halv pris af det, der forlanges. Og så mødes man et sted derimellem. Man skal aldrig føle sig presset til at købe noget, man ikke har lyst til. For tyrkere er det at prutte om prisen en del af dagligdagen.

Bagefter skal vi have lugtesansen pirret på krydderimarkedet, en af Istanbuls ældste overdækkede basarer. Den mere end 400 år gamle basar er stadig i dag centrum for handel med krydderier i Istanbul, og ud over kanel, kardemomme, chili og andre krydrede smagsgivere er der også masser af fristelser for den søde tand i form af hvinende søde delikatesser som turkish delight og baklava – filodej med fyld af hakkede valnødder og sød lage. Skyllet ned med en god kop stærk kaffe får den søde smag tilpas bittert modspil. 
 
Herefter er der mulighed for at tilbringe resten af dagen på egen hånd eller tage med på en ekstra eftermiddagsudflugt til et traditionelt tyrkisk bad, et såkaldt hammam, som både sultaner og fattigfolk har frekventeret. I disse moderne wellness-tider er det ikke så underligt, at ikke bare lokale, men også mange turister, finder stor fornøjelse ved at begive sig ind i de storslåede, dampende omgivelser med henholdsvis varme og kolde bade. Her står den på 100 procent afslapning, forkælelse og velvære af bedste kaliber! Igennem mange århundreder har alt fra høj til lav kommet i de samme hammam'er. Der er mulighed for direkte i hammam’en at bestille en massage (ikke inkluderet). Husk at medbringe badetøj, håndklæde, sæbe og shampoo.

(Udflugten til det tyrkiske bad er ikke inkluderet i rejsens pris, men kan tilkøbes for kr. 345,- pr. person, se under prisinformation).

Vi er tilbage ved hotellet sidst på eftermiddagen, og om aftenen mødes vi alle for at gå ud og nyde en afskedsmiddag i Kumkapı-bydelen. Kumkapı var byzantinernes vigtigste havn, og i dag rummer området nogle af Istanbuls bedste fiskerestauranter og en række hyggelige tavernaer. Der er således lagt op til en yderst stemningsfuld sidste aften her i Istanbul. 

Dag 4. Tid på egen hånd og hjemrejse
Vi flyver fra Istanbul om eftermiddagen, så der er stadig tid til at få de sidste oplevelser, stemninger og indkøb med her i Tyrkiets magiske hovedstad. Rejselederen hjælper naturligvis gerne med tips og input til gode aktiviteter, inden vi kører i lufthavnen og flyver tilbage til København. 

fakta om tyrkiet

Hovedstad: Ankara
Indbyggere: 75 mio.
Sprog: tyrkisk
Religion: islam
Valuta: tyrkisk lira
Klima: tempereret, varme somre og milde vintre

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00