Dagsprogram
Dag 1. Afrejse fra København
Vi flyver til Kirgisistan via Istanbul og lander i Bisjkek midt om natten. Fra lufthavnen kører vi direkte til vores hotel og hviler ud.
Kirgisistan er en af de tidligere centralasiatiske sovjetrepublikker, med grænse til Kina i sydøst, Tadsjikistan i syd, Usbekistan i vest og Kasakhstan i nord. Flere store bjergkæder præger landskabet. I den østlige del Tien-Shan; Himmelbjergene og i syd Pamir; på kirgisisk Barm-i-Dunjah – Verdens Tag. I mange år var Kirgisistan så godt som hermetisk lukket for udlændinge. Landets placering og rige forekomster af mineraler betød, at tophemmelige fabrikker og militærbaser her kunne fungere uforstyrret.
Det betød også, at kirgiserne i mere end 50 år levede en isoleret tilværelse. Men russernes tilstedeværelse betød også fremskridt: forbedret infrastruktur, hospitalsvæsen, jobs (bl.a. i våbenindustrien) og statssubsidierede fødevarer. Derfor står Lenins statue endnu flere steder i Bisjkek, om end som et falmet symbol på en fejlslagen politik.
I 1991 fik landet sin selvstændighed, og i april 2010 smed kirgiserne et råddent system på porten; en præsident og hans kumpaner, som siden 2005 havde styret landet i gæld og korruption. Hvad der begyndte som et forbud mod at holde ældreråd i det sydlige Kirgisistan, var dråben, der fik bægeret til at flyde over, og 7. april demonstrerede tusinder af plagede kirgisere mod systemet i Bisjkek. Det udviklede sig tragisk, da demonstranterne nåede parlamentet i centrum og forsøgte at storme det. Præsidenten beordrede sikkerhedsstyrker til at åbne ild fra hustagene, og omkring 70 demonstranter og politifolk døde i et kaotisk inferno. En begivenhed, der udløste landesorg og frustrationer. Præsidenten og hans familie flygtede ud af landet med enorme pengesummer – og kirgiserne stod tilbage i et politisk vakuum.
Kirgiserne er i bund og grund gæstfri og venlige mennesker, der elsker samværet med den besøgende; et vidnesbyrd om den gamle nomadekultur, der i høj grad holdes i hævd i hele Centralasien. Den rejsende er altid i højsædet og imødekommes med en rørende gæstfrihed.
Silkevejen – som var forbindelsesleddet mellem Kina, Mellemøsten og Europa – forløb som et forgrenet vejnet gennem Kirgisistan, både nord om søen Issyk-Kul og i den sydlige del af landet. Selv om Kirgisistan ikke i samme omfang som Bukhara og Samarkand i Usbekistan blev begunstiget af rigdomme i kølvandet på karavanerne, fik Kirgisistan tilført mange nye impulser i form af andre folkeslag, sprog, religioner med mere. Hvad Kirgisistan mangler af arkitektoniske seværdigheder mere end opvejes af Centralasiens fineste bjerglandskaber. Set i fugleperspektiv er de permanent snedækkede tinder den altdominerende landskabsform. 97 % af landarealet udgøres af bjerge; heriblandt nogle af klodens højeste med tinder over 7.000 meter.
Dag 2. Ankomst til Bisjkek, Kirgisistan. Byrundtur
Efter en solid morgenmad og et par timers hvile tager vi fat på dagsprogrammet. Den permanent snedækkede Ala-Too-bjergkæde (med toppe på mere end 4.800 meter over havet) danner en pragtfuld kulisse for Kirgisistans hovedstad. Her findes en af Centralasiens geografiske skillelinjer: nord for byen de uendelige russiske stepper og sydpå bjerge, så langt øjet rækker.
Bisjkek er efter centralasiatisk målestok en ung by – fra slutningen af 1800-tallet – med bebyggelse i overvejende russisk stil. Her er voluminøse regeringsbygninger, parker med bastante fædrelandsmindesmærker og lignende; men der findes også mange pittoreske småhuse i ukrainsk stil. Bisjkek er præget af en rar atmosfære. Vi parkerer i centrum, og der bliver mulighed for en slentretur i byens smukke parker, museumsbesøg og indkøb i byens varehuse og basarer.
Dag 3. Bisjkek – Tamga. Ad Silkevejen til bjergsøen Issyk-Kul. Burana-tårnet
Efter morgenmaden pakker vi bagagen i vores bus og kører 300 kilometer østpå til den lille landsby Tamga, hvor tiden nærmest står stille. Vi stopper undervejs ved interessante arkæologiske steder og lokale markeder. I begyndelsen følger vi grænsefloden mellem Kasakhstan og Kirgisistan. Et typisk steppelandskab, som udgør den sydligste del af den store kirgisersteppe i nord. Ret beset kører vi ad Silkevejen, som jo var et forgrenet vejnet og ikke blot én vej.
Første stop bliver ruinerne af Burana-tårnet. Kirgisistan har i lighed med andre lande i Centralasien gennem tiderne været befolket af forskellige folkeslag, blandt andet mongoler, tyrkere og persere. I det 10. århundrede e.Kr. herskede et tyrkisksproget folk, karakhaniderne, over store dele af Centralasien. Chuydalen, hvor vi befinder os, var dengang et frugtbart område i det flade steppelandskab. Dengang skød nye byer op, for eksempel Balasagun, som efter datidens forhold var yderst moderne; en by med kloakering, badehuse og en blomstrende Islamisk kultur. Selv om karakhaniderne bekendte sig som muslimer, var de tolerante for andre religioner – folk blev draget til Balasagun fra hele Mellemøsten. Videnskabsfolk, filosofer, poeter, som for eksempel 1000-tallets forfattere Yusuf Khas Khadjiv Balasaguni og Mahmud Ibn Hussein Muhammed al-Kashgari, som beskrev karakhanidernes historie. Balasagun var hovedstaden i et lille muslimsk sultanat, hvoraf ruinerne af Burana-tårnet (som ikke er et tårn, men en minaret) og lidt potteskår og kuperinger i landskabet nu er de eneste rester. Det hele er samlet i et lille museum og tilhørende arealer, som også tæller en række besynderligt udseende sten 300 meter nord for Minareten. Det er gravstene – et levn fra Silkevejen.
Terrænet bliver gradvist mere kuperet, og det går opad gennem Boömskoe Ushchelie-slugten, til vi når Issyk- Kul-plateauet. Landskabet bliver gradvist mere åbent og giver plads til små landbrug, græssletter og fladt steppeland med kvæg- og fåreflokke. Langs vejen står abrikostræer og morbærtræer med skæve kroner. Hist og her ligger små muslimske gravpladser. Nogle af mausoleerne har form som jurter, altså de traditionelle nomadetelte. Snart anes en turkis bræmme i horisonten – det er den store bjergsø Issyk-Kul. Med dybder på til 700 meter er søen blandt klodens største, kun overgået af Titicaca-søen i Sydamerika. Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Tamga, hvor vi indkvarteres i et komfortabelt gæstehus med gode faciliteter.
Dag 4. Udflugt til Jeti Oghuz og Karakol med kreaturmarked, Przewalski-museet og kinesisk moske
Efter en tidlig morgenmad venter en spændende dagsudflugt. Vi kører til landsbyen Jeti Oghuz og er fremme efter en times kørsel. Vest for landsbyen ligger røde sandstensklipper med de sælsomme højderygge De syv Tyre og Razbitoye Serdtse (Det bristede hjerte). Der bliver lejlighed til et par timers ophold, hvor tiden kan tilbringes i terrænet, i parken ved det sanatorium, hvor Hans Scherfig i bogen ”Hos kirgisierne” beskrev sit ophold i 1964, eller med en gåtur ind i skoven. Der er små boder, hvor det måske endnu er muligt at erhverve en slurk af kirgisernes berømte sommerdrik: gæret hoppemælk.
Vi fortsætter til Karakol, som er det administrative center for Issyk-Kul-regionen. En fredelig by med typiske russiske landboliger, hvor tiden synes at stå stille. Langs vejene står store smukke poppeltræer, og i havernes frugttræer kvidrer småfugle ubesværet af raslende traktorer på vej til dagens dont i de vidtstrakte æbleplantager, der omkranser byen; et særkende for området.
Men om søndagen – som i dag – kommer tilrejsende fra nær og fjern til det store kreaturmarked, som får byen til at bruse af liv. Kvæg, heste, grise og får købes og sælges, der slagtes til madafdelingen, og lige ved siden af er en afdeling for brugte biler og reservedele.
Efter frokosten – som indtages på byens bedste restaurant – besøger vi Przewalski-museet opkaldt efter den russiske opdagelsesrejsende Nikolai Przewalski. Museet rummer en spændende samling af ting og sager erhvervet på de mange ekspeditioner til det vestlige Kina og Tibet. Efter museet returnerer vi til centrum og besøger en bygning, som mest af alt ligner en mongolsk buddhistisk kloster. Det er den kinesiske moske fra 1910; solidt håndværk bygget uden et eneste søm. Vi når også et besøg i den smukke russisk-ortodokse kirke, inden vi returnerer til Tamga.
Dag 5. Tamga – Naryn
Efter en tidlig morgenmad venter en lang, men spændende køretur til den kirgisisk-kinesiske grænse. Turen går over bjergpas og gennem smukke bjerglandskaber. Vi kører ad hovedvejen mod grænseovergangen, der i morgen skal føre os ind i Kina. Vi når ikke frem til grænsen i dag, men gør ophold i Naryn, som er en stille provinsby. Her indkvarteres vi i byens eneste gæstehus, der drives af en sød kirgisisk familie. I morgen skal vi op, før solen står op, det vil sige tidligt! Vi skal krydse grænsen før middag.
Dag 6. Naryn – Kashgar, Kina
En spændende dag venter! Vi krydser grænsen i det berømte Turugart-pas, som er en øde post for grænsesoldaterne, som stort set er de eneste indbyggere i dette karske landskab, hvor stilheden kun brydes af hæse ravneskrig og hostende køretøjer. Langs vejen står rækker af kinesiske og pakistanske lastbiler, der fragter varer i pendulfart mellem nord og syd. Efter at være blevet stemplet ud af Kirgisistan venter ingenmandsland og et par kinesiske grænsekontrolcentre. Men det formelle papirarbejde håndteres venligt og effektivt, og vi er snart i Kina, hvor dagens sidste kørestrækning går ad 70 kilometer ny asfalteret vej.
Kashgar er vores base og udgangspunkt de følgende dage. Byen ligger højt (1.289 meter over havet) og tilføres vand fra Kashgar-floden. Kashgar blev et kinesisk protektorat i det 1. århundrede f.Kr. og blev kaldt for Shule i Han- og Tang-dynastierne.
Dag 7. Kashgar. Udflugt til Karakol-søen
Vi foretager en dagsudflugt til den kinesiske del af Pamir-bjergkæden og kører (cirka fire timer hver vej) ad den højeste asfalterede internationale vej i verden: Karakoram-vejen. Den forbinder Kina med Pakistan gennem Karakoram-bjergkæden, og i Khunjerab-passet når den en højde på 4.693 meter over havet, hvilket endvidere gør den til den klart højest beliggende vej i verden, der krydser en grænse. Highwayen, der forbinder Nordpakistan med den ældgamle Silkevej, er omkring 1.200 kilometer lang og går fra Kashgar i den kinesiske Xinjiang-region til Havelian i Abbottabad-distriktet i Pakistan. Ved Karakol-søen (3.500 meter over havet) er der spektakulære udsigter til berømte bjerge som Muztagh Ata (7.546 meter over havet) og Kongur Tagh (7.719 meter over havet), som udgør de højeste tinder på den kinesiske side i den vestlige del af Kunlun-bjergkæden. Om eftermiddagen kører vi tilbage til Kashgar.
Dag 8. Kashgar. Byrundtur
Kashgar (Kashi) har gennem tiderne været en vigtig oaseby og mødested for rejsende. På Silkevejens tid kom handelskaravanerne fra alle verdenshjørner, og i nutiden er Kashgar en by i vækst. Kashgar ligger cirka 3.700 kilometer fra Xian, hvilket dengang svarede til et års rejse. I Kashgar mødtes den sydlige Silkevejsrute (med oasebyerne Yarkant og Hotan) rundt om Taklamakan-ørkenen med den nordlige gren (med Kuqa og Turpan). Og herfra udgik en tredje Silkevej, der via Tashkurgan og Khunjerab-passet strakte sig ind i Indien og Pakistan. En fjerde rute gik over Tien-Shans Terek og Torugart-bjergpas op til Fergana og videre gennem Tasjkent og Samarkand, og over Oxus-floden til Merv. Her løb den sammen med den sydligere rute fra Balkh.
Kashgar var således et vigtigt handelsknudepunkt på Silkevejen. Byen berømmes for sine markeder, der er blandt de største i Asien, og som har mange farverige boder og forunderlige ting. Kashgar har imidlertid også et yderst livligt kreaturmarked, hvor det myldrer med får, kvæg, heste og kameler. Dyrene udbydes til salg for højeste pris, så der tinges på livet løs, mens kreaturerne undersøges grundigt for og bag. Kashgars andre seværdigheder omfatter Kinas største moske, Id Kah-moskeen (Aidiga Qingzhen Si), og Yusuf Hashs Mausoleum. Vi går en tur gennem Kashgars handelsgader, og der er mulighed for indkøb på egen hånd.
Dag 9. Kashgar – Yarkant – Hotan
En lang, men spændende dagskørsel (520 kilometer) gennem ørkenen venter forude. Ret beset kører vi ad den sydlige gren af Silkevejen, og vi følger den samme rute, som Marco Polo fulgte. Vi stopper i Yarkant og kigger på den gamle bydel med de smukke huse, der er stærkt truet af nedrivning og en alt for voldsom sanering.
Yarkant var oprindeligt større end Kashgar og et vigtigt handelscenter som følge af sin beliggenhed ved handelsvejen til Indien. Silkevejskaravaner bragte silke, te, guld, ædelstene og pelsværk med mere, og uld fra Yarkant blev regnet for værende den ypperste kvalitet. Byen Hotan ligger på en øst-vestgående bjergskråning, der mod syd skråner op mod de meget høje Kunlun-bjerge og mod nord mod Taklimakan-ørkenen, den næststørste ørken i verden. Byen er kendt for sine tæpper, silke og hvid jade, som findes i floden Yulongkax. Udbyttet er ikke stort, og prisen er derfor høj. Den er gennemsigtig og ser blød ud, men når man rører ved den, føles den hård og kold. Hotan er berømt for sin adilis-silke, der er blød og let og derfor velegnet til sommertøj. Vi skal besøge små virksomheder, der laver kunsthåndværk som papir, tæpper, silkevævning og jadeudskæring.
Dag 10. Hotan
Vi fortsætter turen rundt i Hotan og omegn. Muligvis ændrer vi lidt på rækkefølgen under vores ophold i Hotan, men når alle de beskrevne steder. Programmet inkluderer også et besøg på Hotans Historiske Museum, der også rummer nogle unikke mumier, og i løbet af dagen besøger vi Malikawat-ruinerne. Ruinerne ligger i et fascinerende ørkenlandskab med pragtfulde udsigter til de fjerne bjerge, som danner grænse til Tibet, og turen derud går forbi små landsbyer og ostehullede landskaber, der er gennemgravet i jagten på jade.
Dag 11. Hotan – Urumqi. Byrundtur
I løbet af dagen flyver vi retur til Urumqi, og når vi forlader lufthavnen, kan vi opleve folkerigdommen i dette verdens mest folkerige land… Et mylder af cyklister, personbiler, busser og lastvogne vidner om travlhed og flid. Man fornemmer de mange folkeslag blandt højhuse, på torve, stræder og i de farverige basarer.
Urumqi er en moderne by i rivende udvikling, og den kan virke overvældende. Vi kører direkte til det regionale museum, som er overordentlig interessant med flotte tableauer og en udstilling, der viser nationaldragter og befolkningens levevis i området foruden seks ekstremt velbevarede mumier. Det ekstremt tørre klima i Taklimakan-ørkenen har i mere end 1.500 år bevaret de afdøde i utrolig stand. Sidst på eftermiddagen kører vi en tur op til Hong Shan – Det Røde Bjerg (som er en sandstenshøj). I dag omgivet af bebyggelse, men stadig en fin måde at få overblik over staden, og en lille storbyoase, hvor de lokale hygger sig med gymnastik og lufter kæresten. Urumqi er blevet kendt som den by i verden, der ligger længst fra havet, da der er cirka 2.500 kilometer til nærmeste kyst. Middagen indtages ved en festlig banket akkompagneret af et herligt show med dygtige optrædende, der danser og synger. Hvis der er flere kræfter tilbage, går vi efterfølgende en lille tur i natbasaren.
Dag 12. Urumqi – Turpan
Efter morgenmaden forlader vi Urumqi og kører i bus til Turpan. Oasebyen Turpan ligger i en sænkning cirka 155 meter under havets overflade og er en af de lavest beliggende byer i verden. Den lave beliggenhed gør det til det varmeste sted i Kina. Om sommeren kan temperaturen nå op på 45-50 °C. Regionen rummer noget af den mest interessante Silkevejshistorie, og vi besøger de vigtigste steder. Blandt andet skal vi se Gaochang-ruinerne. Gaochang var en vigtig by på Silkevejen, indtil den blev ødelagt i 1300-tallet. Ruinerne af Gaochang dækker et areal på to km². Byen havde tre bydele. Den udvendige by, den indre by og slotsbyen. I dens storhedstid var der omkring 30.000 beboere og 3.000 munke. Ruinerne af et stort tempel i byens sydlige hjørne beslaglægger 10.000 m². Resterne af porten, gårdspladsen, det store alter, nicher og tårn er stadig at se. Det siges, at templet var det sted, hvor munken Xuan Zang prædikede i en måned efter en invitation af kong Qu Wentai.
Pladsen med navnet ”Kehanbao” menes at være ruinerne af Qu Wentais palads. Ruinerne af Gaochang blev i 1961 udnævnt til kulturelt mindesmærke under statens beskyttelse. Vi besøger også Bezeklik-grotterne, hvor vi på vejen passerer De Flammende Bjerge; nøgne røde sandstensbjerge, der ved solnedgang lyser kraftigt rødt på grund af solens stråler.
Grotterne er hugget ud i den lodrette sandstensklippe mellem det 5. og 12. århundrede. ”Bezeklik” betyder på uigur ”smukt dekorerede huse”. Mange af grotterne er blevet genopbygget eller restaureret. I dag er der 77 tilgængelige grotter af forskellig størrelse. På væggene og lofterne er der interessante malerier og inskriptioner, der afspejler livet og kulturen for de lokale folk, der levede i Huihe Gaochang-perioden. Inskriptionerne på billederne er på kinesisk, huihe og persisk, og er af stor historisk værdi. Grotterne ligger i et fantastisk smukt og spændende landskab.
Vi fortsætter til Vindrue-dalen, der er en grøn oase ved foden af De Flammende Bjerge. Her dyrkes store mængder af søde vindruer og meloner. Turpan-vindruerne kan spores 2.000 år tilbage i tiden, og Turpan er i dag blevet det største vindruedyrkningområde i Kina.
Dag 13. Turpan – Urumqi
Vi begynder dages program ved et underjordisk kanalsystem, der bringer vand fra fjerntliggende brønde – de såkaldte karezer – til opdyrkning af lavlandets tørre og karske landskab. Vi fortsætter til Emin Minaret og Moske og Turpans historiske museum.
Midt på dagen begiver vi os tilbage til Urumqi, hvor vi slutter dagen af med en festlig banket akkompagneret af et herligt show.
Dag 14. Urumqi – Bisjkek
Vi forlader Urumqi tidligt om morgenen og flyver til Bisjkek. Her er resten af dagen til fri disposition, inden vi om aftenen mødes til en forrygende afskedsmiddag.
Dag 15. Bisjkek – København
Meget tidligt om morgenen kører vi til lufthavnen og flyver via Istanbul hjem til Danmark.