Albatros Travel

Kleopatra og Karen Blixen 

Faraoer og pyramider i Egypten efterfulgt af safari i Kenyas bedste safariområde, Masai Mara
– med dansk rejseleder, 10 dage

Følg i den egyptiske dronning og den danske baronesses fodspor og få det bedste af Afrika i én rejse.

Vi begynder på Kleopatras hjemmebane og står ansigt til ansigt med Egyptens oldtid for foden af de tre pyramider ved Giza. Vi kan prøve (sikkert forgæves) at lokke pyramidernes hemmeligheder ud af den gådefulde sfinks, hvorefter vi fortsætter til den oldegyptiske hovedstad Memphis og gravbyen Sakkara med de mange imponerende faraograve. Inde i Kairo går vi på opdagelse på Det Egyptiske Museum, hvor vi blandt andet ser Tutankhamons imponerende gravskatte, og besøger basaren, hvor vandpiber, te og frisklavet limonade bidrager til den eksotiske stemning.

Fra Kleopatras Kairo hopper vi et par årtusinder frem i tiden til Karen Blixens Kenya. Her står den på safari mellem løver, elefanter og hundredvis af antiloper i det verdensberømte vildtreservat Masai Mara. Vi bor på Albatros Travels egen Karen Blixen Camp, der sender tankerne direkte tilbage til den store forfatterinde. Opholdet på campen bliver indbegrebet af den komfortable, luksusbetonede safari, hvor de enestående naturoplevelser får selskab af lækker mad, et dyp i poolen og pragtfulde værelser med privat terrasse med udsigt til Mara-flodens flodheste og krokodiller.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:

I Karen Blixen Camp er det ikke nødvendigt at køre ud for at være på safari – her kan vi også snuppe en ”lænestolssafari”. Vi kan sidde med en bog eller drink på den private terrasse, mens vi lytter til gryntene fra flodhestene i floden eller iagttager drikkende giraffer, elefanter eller antiloper ved vadestedet overfor. Oplevelser og afslapning i fuldendt harmoni.

Masai Mara lever med sin store vildtbestand på de åbne græssletter fuldstændigt op til forestillingen om den afrikanske savanne. På den vildtrige savanne oplever man sædvanligvis giraf, bøffel, struds, elefant, løve, gepard og – hvis vi er heldige – det hvide næsehorn, foruden de enorme flokke af gnuer, zebraer og gazeller, der gør denne safari til noget helt særligt. For at slutte rejsen af på behørig Karen Blixen-vis besøger vi Karen Blixen-museet i Nairobi inden hjemrejsen.

Karen Blixen Camp
På denne rejse overnatter vi på Albatros' eksklusive camp i Kenyas bedste safariområde, Masai Mara. Læs om Karen Blixen Camp på www.albatros-travel/kbc

Dagsprogram
Dag 1. København – Kairo
Vi flyver fra København om eftermiddagen og er fremme i Kairo midt på aftenen, lokal tid. Når indrejseformaliteterne er overståede, kører vi direkte til vores hotel, der ikke ligger langt fra de berømte pyramider.

Dag 2. Kairo. Pyramiderne og sfinksen ved Giza, Sakkara og Memphis
Vi sætter kursen mod de tre store pyramider ved Giza, der mere end noget andet symboliserer Egyptens storslåede oldtid. De mægtige stenmonumenter har i årtusinder hensat besøgende i ærefrygt og beundring – hvordan var det dog muligt at opføre disse kolossale pyramider og til hvilket formål? Arkæologerne hælder i disse år mest til den teori, at opførelsen er sket ved hjælp af en rampe. Den nyeste teori er, at rampen har været på selve pyramiden og ikke ved siden af. Blandt de tre store pyramider ved Giza udgør Kheopspyramiden det absolutte højdepunkt med en oprindelig højde på 146,6 meter og en sidekant på 230 meter. Den har oprindeligt rummet ikke mindre end 2.583 millioner kubikmeter sten!

Pyramiden fungerede som faraoens grav, hvorfra hans sjæl kunne stige op til himlen og forene sig med solguden. Det oldegyptiske ord for pyramide var ”mer”, hvilket faktisk betyder opstigningssted. Lige øst for pyramiden lå et lille tempel, hvor præsterne efter faraoens død ofrede mad og drikke til kongens statuer, og på denne måde blev den afdøde hersker forsynet i det hinsides. Besøget ved pyramiderne omfatter også entré til museet, som rummer den berømte Solbåd, der fungerede som ”begravelsesbåd” for faraoen Kheops, eller Khufu, som han hed på egyptisk. Det er, for dem som ikke lider af klaustrofobi, muligt at købe en billet til at komme ind i en af pyramiderne.

Ved Giza ligger også den store sfinks, udhugget af én stor klippeknold af kalksten. I de senere år har sfinksens alder været meget debatteret. Nogle mener, at den er mere end 10.000 år gammel, og at den er levn fra en forsvunden kultur. Arkæologerne er helt uenige i den teori. De er helt sikre på, at sfinksen ligesom de tre store pyramider stammer fra 4. dynasti, cirka 2.550 f.Kr., og er symbol på kongemagten. For nogle år siden er den blevet lempeligt restaureret og står nu næsten i fordums pragt – hvis man ser bort fra næsen.

Herefter fortsætter vi til Sakkara og Memphis, cirka 25 kilometer syd for Kairo. Memphis udgjorde gennem næsten tre årtusinder Egyptens hovedstad, efter at Kong Menes ifølge overleveringen forenede Egypten til ét mægtigt rige. Nu er denne tidligere kosmopolitiske by næsten sunket helt ned i det bløde sand og gennem tiden udnyttet som byggematerialer til paladser, moskéer og privathuse i Kairo og omegn. Gravbyen Sakkara, Memphis’ dødeby, strækker sig over cirka syv kilometer og rummer mange minder fra den gammelegyptiske historie.

Vi begynder med at bese Djosers trinpyramide, som er den første store monumentale kongegrav i Egypten. Dens karakteristiske sekstrinnede opbygning symboliserer urhøjen, hvorfra skabelsen skete i tidernes morgen. For oldtidens egyptere var den et storslået monument for kongemagten, og senere faraoer fra slutningen af Det Gamle Rige har i beundring anlagt deres pyramider i nærheden. Omkring Djosers trinpyramide er der rester af et stort anlæg, som skal efterligne kongens palads i Memphis, og på nordsiden af pyramiden er der et lille gravtempel med en kopi af en statue af kong Djoser; originalen af statuen finder man i dag på Det Egyptiske Museum i Kairo. Et par hundrede meter nord for Djosers pyramide ligger Tetis lille pyramide og vesiren Mererukas imponerende grav med mange smukt bevarede relieffer, der viser scener fra livet på markerne.

Dag 3. Kairo. Det Egyptiske Museum, Citadellet, det islamiske Kairo og Khan el-Khalili-basaren
Dagens program begynder i det imponerende egyptiske museum, der ligger tæt ved Nilen i den centrale del af Kairo. Det rummer mere end hundredtusinde genstande fra Egyptens faraoniske periode, de tre tusind år op til Kristi fødsel. Museet, der er bygget for godt og vel 100 år siden, er alt for lille til de mange ting, og man er da også i gang med at opføre et nyt museum ved pyramiderne.

Blandt museets mest kendte skatte er først og fremmest det enestående gravudstyr fra Tutankhamons grav. Den unge konges guldmaske og hans mumiekister, der lå inde i hinanden (den inderste af det pureste guld), hans smykker, senge og stole, tøj, våben og gravfigurer. Det hele er ganske enkelt overvældende!

Museet er også fyldt med statuer af faraoerne og stormænd, for statuen var garantien for det evige liv. Det er sande mesterværker. Khefrens statue er nok noget af det smukkeste af al Det Gamle Riges kunst. For mange besøgende er Amarna-samlingen i museet en særlig oplevelse med de mange fremstillinger af den såkaldte kætterkonge Akhenaton, der indførte troen på solguden Aton. Museet giver os en dybtgående introduktion til Egyptens storhedstid, der startede for omkring 5.000 år siden, da Menes forenede det Øvre og det Nedre Egypten til et stort og stærkt kongerige. Mod køb af en tillægsbillet kan man få adgang til det særlige værelse med de kongelige mumier.

Resten af dagen står i det islamiske Kairos tegn. Vi kører til Kairos smukke vartegn, Citadellet, en højt beliggende bjergfæstning, der oprindeligt blev påbegyndt af Saladin i 1176, men ødelagdes af en eksplosion i 1823 og blev genopført af Muhamed Ali. Alabastmoskeens minareter ses langt omkring. Tæt ved ligger Sultan Hassan-moskeen (1356-1362), der almindeligvis regnes for et af den islamiske arkitekturs mest betydningsfulde værker. Kuplen er 55 meter høj, og den højeste minaret er 86 meter – mere end dobbelt så høj som Rundetårn. Vi ser flere af de vigtigste moskeer og islamiske monumenter i området.

Vi tilbringer herefter et par timer i den berømte basar Khan el-Khalili, der muligvis er Mellemøstens største af slagsen. De næsten uendeligt mange små butikker og værksteder er organiseret i små grupper, der kaldes en souk, og hvert område er opdelt efter specialiteter, selvom man efterhånden fornemmer en stigende tendens til sammenblanding, der formentlig er til fordel for turisterne. Der er mulighed for at købe kvalitetskunsthåndværk og billige souvenirs. Du kan især gøre gode indkøb inden for læder (tasker, jakker og lignende), tæpper, messing og sølv.

Dag 4. Kairo på egen hånd og fly til Nairobi
Dagen i dag kan du bruge, som du har lyst. Måske blev du ikke færdig med Det Egyptiske Museum, eller også trækker endnu en tur til basaren. Hvis du har lyst til at opleve Kairo fra vandsiden, kan rejselederen hjælpe med at arrangere en sejltur på Nilen.

Man spiser godt i Kairo. Prøv især deres meze, som er forskellige småretter, der indleder ethvert godt måltid – salater, hummus, syltede grøntsager, brød, dips og lignende med masser af friske krydderurter. Du bør også prøve en limonade lavet på de små aromatiske egyptiske citroner, der minder lidt om lime. Eller nyd en kop stærk, krydret kaffe – måske med en vandpibe til? Som altid, når det gælder mad og drikke i varme egne, er man på relativt sikker grund på gode restauranter og hoteller, mens det er mere risikabelt at købe mad og drikke på gaden – så kan du selv afgøre, hvor risikovillig du er.

Først på aftenen kører vi mod lufthavnen i Kairo, hvor flyet mod Kenya og Nairobi venter.

Dag 5. Ankomst til Nairobi, transport til Karen Blixen Camp, safari
Vi lander ganske tidligt om morgenen i Kenyas hovedstad. Efter at have klaret indrejseformaliteterne kører vi til den lille indenrigslufthavn Wilson, hvorfra vi flyver til Masai Mara. Vi lander på Kichwa Tembo landingsbane, hvor man ofte oplever store flokke af elefanter. Vi kører herfra til campen i roligt tempo, så vi har tid til at nyde vores første indtryk af savannen. Efter cirka en time er vi fremme i Albatros’ egen Karen Blixen Camp.

Vi tjekker ind på værelserne, får en grundig briefing om campen og området og tager derefter på den første safari.

Masai Mara
Dette berømte naturområde udgøres af det nationale vildtreservat Masai Mara samt det tilstødende Masailand. Det afgrænses af Oloololo-højderyggen mod nordvest, af Tanzania mod sydvest, af de tørre buskområder og Great Rift Valley mod sydøst og endelig af de tiltagende markområder mod øst mellem reservatet og “masai-hovedstaden” Narok. Masai Mara er karakteriseret ved vandrige floder og nedbør fordelt over hele året, hvorfor langvarige, ødelæggende tørkeperioder er sjældne. Derfor finder man en meget stor fast vildtbestand året rundt, hvilket gør området til det mest populære safarimål i Kenya.

Løvefamilier er spredt over hele Masai Mara. Hannen beskytter sit territorium, og hunnerne jager, oftest i flok, og skaffer kød til familien. Store elefantflokke vandrer nær skov og vand, hvor de altid kan finde føde. Savannens hurtigste sprinter, geparden, finder dagligt sit bytte blandt især Thomsons gazeller og kan ofte ses på lang afstand, fordi den holder til på de åbne græssletter og jager i dagslys.

Masai Mara har gennem de sidste hundrede år ændret karakter fra græsland til tæt, ugæstfri, tetsebefængt busksteppe, men er nu igen forvandlet til åbent græsland. Nogle ser med stor bekymring på, at savannetræerne forsvinder med en hastighed på 8 procent årligt, delvist som følge af elefanternes græsningstryk. På den anden side er kombinationen af galleriskov langs floder, sumpe og åbent græsland ideel, når man lægger vægt på den store artsrigdom, som vi vil nyde på denne tur. Der er ingen tvivl om, at Masai Mara er stedet med størst sandsynlighed for at se de fleste af savannens karakteristiske arter på kortest tid. Det drejer sig blandt andet om elefant, bøffel, giraf, zebra, løve, leopard, gepard, hyæne, krokodille, flodhest, næsehorn, eland-antilope, vandbuk, impala, topi-antilope, Grants gazelle og Thomsons gazelle. Af større fuglearter kan nævnes kampørn, rovørn, gøglerørn, flodørn, de fleste store gribbearter, struds, sekretærfugl og koritrappe. I Masai Mara kan man være sikker på at få nogle uforglemmelige naturoplevelser, uanset hvornår på året man kommer.

Dag 6-8. Safaridage i Masai Mara
Vi vil formentlig tilrettelægge de næste dage med to safarikørsler om dagen henholdsvis i de tidlige morgentimer og de sene eftermiddagstimer, hvor vildtet er mest aktivt. Hvis vildtet mod al forventning skulle opholde sig meget langt fra campen, vil vi drage på heldagssafari med frokostpakker. Vi lader vildtet bestemme og lægger dagenes aktiviteter så vi får set flest muligt dyr.

Karen Blixen Camp ligger op til en masai-koncession på cirka samme størrelse som Masai Mara, der ofte refereres til som Masai Mara Transfer Area. Området er nærmest overset af safari-arrangører, hvilket i sig selv gør det interessant. Men derudover oplever vi ofte en meget høj koncentration af vildt, og specielt af løver. Biodiversiteten i området deles med Masai Mara, mens masai-koncessionen geografisk er mere varieret med kløfter og et mere kuperet landskab. Langs kløfterne kan man være heldig at støde på løvefamilier, der gemmer nyfødte unger i huller i skrænterne. Afhængigt af de lokale forhold vil vi variere vores safarier mellem forskellige dele af Masai Mara og dette transferområde.

I løbet af dagene vil det være muligt at tage på besøg i en af de små masailandsbyer, som Karen Blixen Camps ansatte kommer fra. Der vil også være god tid til at slappe af i campen og tage en dukkert i poolen. Fra flodbredden kan man betragte den fastboende flodheste-familie, der holder til her. Området på den anden side af Mara-floden opsøges ofte af giraffer og elefanter, så en afslappende frokost i Karen Blixen Camp er langt fra kedelig.

Dag 9. Masai Mara – Nairobi, Karen Blixen-museet
Efter morgenmad flyver vil tilbage til Nairobi, hvorfra vi kører direkte til Karen Blixen-museet, der er indrettet i forfatterindens gamle kaffefarm. Herefter spiser vi frokost på restauranten Karen Blixen Coffee Garden, der blandt andet serverer kaffe fra samme områder, som Karen Blixen dyrkede sin kaffe. Vi har bestilt værelser på et hotel i Nairobi, hvor vi kan slappe lidt af, inden turen går til lufthavnen sent om aftenen.

Dag 10. Nairobi – København
Vi ankommer til København om eftermiddagen.

Læs mere om Karen Blixen Camp på www.karenblixencamp.com eller www.albatros-travel.dk/kbc

Rejsemål

Fakta om Afrika

Areal: 30 mio. km2
Antal lande: 51
Indbyggere: ca. 1 mia.
Største by: Kairo, Egypten
Højeste punkt: Kilimanjaro, Tanzania, 5896 meter
Laveste punkt: Assal-søen, Djibouti, 156 m under havet
Længste flod: Nilen, 6671 km
Største sø: Victoriasøen, Tanzania/Uganda/Kenya, 68.880 km2

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00