Albatros Travel

Klassisk krydstogt gennem Panamakanalen 

Tag med flydende luksushotel gennem Det Caribiske Hav og Panamakanalen ud til Stillehavet

Miami – Grand Cayman – Colombia – Panamakanalen – Costa Rica – Mexico – Los Angeles Inklusive drikkepenge om bord
– med dansk rejseleder, 17 dage

Vi flyver til USA’s farverige og uhøjtidelige ferieby, Miami, hvor vi har en overnatning. Dagen efter vores ankomst til Miami er det tid til en byrundtur i art déco-byen, inden vi går om bord på vores dejlige skib, Celebrity Infinity, der skal være vores hjem de næste 14 nætter. Fra Miami sejler vi til Grand Cayman, hvis Seven Mile Beach regnes for en af verdens allerbedste strande. Efter en dag på tropeøen sætter vi kursen mod Colombia, hvor vi lægger til og har en dag til at udforske den smukke koloniby Cartagena.

Vi er nu nået til turens højdepunkt: Panamakanalen. Vi sejler fra Det Caribiske Hav gennem Panamakanalen ved højlys dag og når frem til Stillehavet. Herfra fører krydstogtskibet os til Costa Rica og landets skønne natur.

Turen går videre til Mexico, og vi har hele tre landgange på Den Mexicanske Riviera. Vi besøger feriestederne Huatulco, Acapulco og Cabo San Lucas. I Mexico er der både kultur, natur, strand og vand på programmet.

Vores afslappede og indholdsrige krydstogtrejse ender i Los Angeles, Californien, hvorfra vi flyver hjem til Danmark.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:

Denne Albatros-krydstogtrejse er arrangeret som en grupperejse med dansk rejseleder og kan sammenlignes med en eksklusiv rundrejse. Her bringer “hotellet” dig imidlertid til seværdighederne, og transporttiden anvendes til afslapning, underholdning, sport og hyggeligt cafeliv.

Selve krydstogtet er en væsentlig del af rejsen, hvor man kan nyde godt af en udsøgt service.

Programmet dag for dag
Dag 1. København og ankomst til Miami
Fra Københavns lufthavn flyver vi til Miami, hvor vi ankommer samme aften. Vi bliver hentet og kørt med bus til vores hotel.
 
Dag 2. Miami, Florida – Fort Lauderdale og afsejling
Afsejling kl. 17.00
Om formiddagen bliver vi hentet i bus og kører på byrundtur i Miami, hvor vi ser de smukke art déco-bygninger, strandpromenaden Ocean Drive, hvor folk hygger sig med spadsereture, på caféer og restauranter. Vi nyder atmosfæren i Floridas største by og slutter turen med at blive kørt til Fort Lauderdales havn, hvor vores skib ligger ved kaj. Sidst på eftermiddagen kan vi nyde udsejlingen fra Florida, og vi stævner ud med kurs mod Det Caribiske Hav. Vores odyssé er i gang.

Dag 3. På havet mod Grand Cayman
En dag på havet er den helt rigtige måde at begynde et krydstogt på. Opholdet på skibet og den skønne afslappede rytme om bord er netop selve meningen med et krydstogt. På vores skib, Celebrity Infinity, kan du slappe af ved poolen, tage en tur i motionscentret eller udnytte de talrige aktivitetsmuligheder, som skibet tilbyder. Du kan også blot nyde udsigten, læse en god bog eller deltage i de forskellige underholdningstilbud. Mange finder også glæde ved at cirkle rundt mellem skibets temarestauranter (de fleste er inkluderet) for senere at se den internationale kabaret og måske slutte af i natklubben.
 
Den danske rejseleder informerer løbende om alle mulighederne og holder sammen på selskabet, men det står naturligvis enhver frit for at få netop det ud af turen, man selv ønsker.

Dag 4. George Town, Grand Cayman
Ankomst kl. 8.00, afgang kl. 17.00
Grand Cayman er en af de tre tropiske øer, Christoffer Columbus navngav “Las Tortugas” (skildpadderne) efter de dyr, han fandt i det omkringliggende hav. Dette navn hang dog ikke ved, for på senere kort over øen optræder i stedet navnet Caimanau, Carib-indianernes ord for krokodille. Her er en mængde attraktioner, som for eksempel byen Hell (Helvede), Seven Mile Beach, som er kendt for at være en af de bedste strande i verden, og så naturligvis det fantastiske liv under havets overflade. Især to naturfænomener skiller sig ud: de store havskildpadder og de enorme mængder af pilerokker, der i bogstaveligste forstand svømmer mellem benene på de badende og lader sig berøre på den bløde, fløjlsagtige overhud.
I Stingray City Sandbar kan man svømme med disse relativt tamme væsener, som gerne lader sig håndfodre og elsker at blive kløet let på maven. På trods af deres frygtindgydende udseende er de meget fredelige og gør ingen fortræd, så længe man holder sig fra deres haler.
Tag med på skibets udflugt til Stingray City, eller nyd dagen på egen hånd. Ønsker du at tilmelde dig skibets tur, hjælper rejselederen naturligvis med tilmelding. Skibets udflugter bestilles og betales om bord.

Dag 5. På havet mod Colombia
Efter vores caribiske eventyr vender vi stævnen mod Colombia. Vi kan nyde endnu en dag på havet i hinandens selskab og med den udsøgte service og forplejning om bord.

Dag 6. Cartagena, Colombia
Ankomst kl. 7.00, afsejling kl. 14.00
I dag lægger vi til i havnebyen Cartagena på Colombias nordkyst. Cartagena er grundlagt i 1533 og dermed en af de ældste kolonitidsbyer fra spaniernes tid ved magten.

Kendere er ikke i tvivl – Cartagena er den smukkeste og mest velbevarede af alle de byer, som de spanske koloniherrer anlagde i hele Syd- og Mellemamerika. Her kan man for eksempel besøge den imponerende militærfæstning San Felipe de Barajas, den tidligere præsident Rafael Nuñez’ private hjem, der i dag er indrettet som museum, eller Cartagenas gamle bydel, som er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. I de smalle, brostensbelagte gader ser man de smukke, velbevarede kolonistilsbygninger. Private hjem med træbalkoner ligger side om side med store officielle bygninger, som husede den omfattende spanske administration. I Inkvisitionspaladset kan man besøge Guldmuseet med fine eksempler på præcolombiansk guldarbejde.

Dagens udflugtstilbud er en byrundtur i Cartagena.

(Udflugten i Cartagena er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se under priser)

Dag 7. Panamakanalen
I dag ankommer vi til et af rejsens absolutte højdepunkter, gennemsejlingen af Panamakanalen. Det er en utrolig fornemmelse at sejle fra Caribiens varme vande til de hvide sandstrande langs Stillehavskysten.

Det ambitiøse projekt med at forbinde de to verdenshave stillede ingeniører over for en krævende opgave, og samtidig blev det en økonomisk og politisk udfordring. Da den spanske erobrer Balboa i 1513 havde opdaget Panamas stillehavskyst, begyndte købmænd og regeringer at fantasere om en passage, som lod skibe komme fra Atlanterhavet til Stillehavet uden at skulle ud på den 20.000 kilometer lange og farefulde rejse rundt om Sydamerikas spids.

Der var mange fortalere for projektet, deriblandt Benjamin Franklin og filosoffen Goethe. Det franske selskab La Société internationale du Canal interocéanique påbegyndte byggeriet i 1880, og de næste to årtier var præget af konstante ingeniørmæssige udfordringer foruden utallige jordskred og epidemier af malaria og gul feber, som nåede at dræbe næsten 22.000 arbejdere. Franskmændene besluttede derfor at sælge rettighederne til projektet til den amerikanske regering under præsident Theodore Roosevelt. Prisen var 40 millioner dollars.

Da amerikanerne overtog byggeprojektet i 1904, stod de over for opførelsen af den største dæmning og de største sluser og jernporte, man overhovedet kunne forestille sig på det tidspunkt. Endvidere var der store miljøproblemer at slås med. En hær af arbejdere fra flere lande arbejdede på det store byggeprojekt, og mange omkom undervejs.

Den 15. august 1914 blev Panamakanalen officielt indviet, og skibet SS Ancon sejlede som det første gennem dette menneskeskabte vidunder. I dag er kanalen stadig af stor betydning for skibsfarten og verdenshandlen.

Dag 8. På havet mod Costa Rica
Så har vi tid til at sunde os efter de seneste dages store oplevelser. Vi stævner ud i Stillehavet og lægger kursen mod Costa Rica.

Dag 9. Puntarenas, Costa Rica
Ankomst kl. 7.00, afsejling kl. 19.00
Vi ankommer til byen Puntarenas i provinsen af samme navn og sætter fod på den cirka 10 kilometer lange landtange, som strækker sig ud i Stillehavet, og som byen ligger på. I det 19. århundrede var byen Costa Ricas vigtigste havn, og herfra blev kaffe, frugt og andre landbrugsprodukter fra provinsen udskibet til destinationer langs de amerikanske kontinenters vestkyst.

Puntarenas har en dejlig afslappet stemning og en hyggelig havnepromenade. Området omkring byen er præget af storslået natur med vandfald, floder, regnskov og paradisiske hvide sandstrande.
Costa Rica er kendt som et sandt naturparadis. Vi kører på opdagelse i naturen og nyder de overvældende, frodiggrønne landskaber, hvor bakker, bjerge, dale og floder fletter sig ind i hinanden. Vi besøger den pittoreske by Esparza, hvor vi ser et lokalt show med folkedans. I byen Orotian besøger vi det sprudlende frugtmarked med et væld af eksotiske frugter. Vi kører igennem områder med melonplantager og landbrugsjorder, og mon ikke vi også spotter nogle af de mange fugle, som Costa Rica er så berømt for?

(Udflugten på Costa Rica er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se under priser)

Dag 10. På havet mod Mexico
Så kan vi atter slappe af om bord på skibet og lade os forkæle, mens vi sejler op langs Stillehavet med Mellemamerika på styrbords side.

Dag 11. Huatulco, Mexico
Ankomst kl. 12.00, afsejling kl. 18.00
Santa Cruz Huatulco er Huatulco-bugtens hovedby. I de forskellige småbugter ligger dyre luksusresorter, hvor de rige og berømte kommer for at slappe af og komme væk fra hverdagens jag.

Huatulco adskiller sig fra mange af Mexicos andre turistdestinationer ved at være relativt besværlig at komme til med fly. Derfor har masseturismen aldrig holdt sit indtog som så mange andre steder i Mexico. Men her er nok at tage sig til under et besøg. Den største attraktion er nok de ni småbugter med sammenlagt mere end 30 strande. Mange af dem ligger uberørte hen, og der er glimrende snorkelmuligheder, hvor man kan kigge nærmere på de fantastiske fisk og koraller.

Huatulco ligger i en såkaldt økologisk zone, hvilket betyder, at en stor del af området er beskyttet mod yderligere bebyggelse, og at alt spildevand opsamles, så det ikke løber ud bugten.
Tilbring dagen på stranden, eller tag med på en af skibets udflugter til området. Rejselederen hjælper naturligvis med tilmelding. Skibets udflugter bestilles og betales om bord.

Dag 12. Acapulco, Mexico
Ankomst kl. 9.00, afsejling kl. 18.00
Acapulco er Mexicos største og mest berømte ferieby.

Byen er omgærdet med myter om handelsskibe og pirater, uhæmmede Hollywoodstjerner, jetsettets playboys og klippespringende vovehalse. Acapulco er stedet, hvor gammelt møder nyt, rig og fattig lever side om side, og hvor det glamourøse natteliv lever i bedste velgående. Folk fra hele verden kommer her for at nyde god mad, udsøgt vin og ekstravagante fester og for at slange sig i solen på de lange, gyldne sandstrande.

Men trods sit kosmopolitiske præg finder man lettere det traditionelle Mexico her i Acapulco end i landets andre badebyer. Acapulco er levende og pulserende og – de mange besøgende til trods – meget mexicansk.

Dag 13. På havet mod Cabo San Lucas
Vi har endnu en dag på havet, hvor vi kan nyde det gode vejr, den gode mad og de utallige aktiviteter om bord.

Dag 14. Cabo San Lucas, Mexico
Ankomst kl. 8.00, afsejling kl. 15.00
På sydspidsen af den lange halvø Baja California ligger Cabo San Lucas. I det rolige farvand i Den Californiske Golf søgte mange handelsskibe førhen ly for det store ocean.

De lokale pirater udnyttede chancen til at plyndre skibenes last. I dag beriges besøgende i stedet med enestående naturscenerier, dramatiske klippeskær og krystalklart vand. Mange sportsfiskere valfarter hertil, og der er mulighed for at fiske store sværdfisk på en dybhavsfisketur.

Cabo San Lucas emmer af stemning! Vi går bag om facaden og tager på gåtur i det hyggelige, historiske downtown-område, hvor det lokale loppemarked frister med alt fra keramik til hængekøjer og smukke, vævede og broderede tekstiler. Vi besøger også den lille katolske kirke Iglesia de San Lucas, som de spanske missionærer byggede i 1730, samt det lokale bymuseum, hvor vi får et spændende indblik i lokalområdets farvestrålende historie.

(Udflugten i Cabo San Lucas er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se under priser)

Dag 15. På havet mod Californien
Vi fordøjer de mange indtryk og oplevelser på vores vej mod Los Angeles.

Dag 16. Los Angeles, Californien og hjemrejse
Ankomst kl. 7.00
Efter landgang kører vi til lufthavnen, hvorfra vi flyver hjem til Danmark.

Dag 17. Ankomst til København
Vi ankommer til København med kufferten fuld af gode minder efter vores spændende krydstogt.

 

Rejsemål
U.S.A
Mexico

værd at vide: Mexico


Hovedstad: Mexico
Indbyggere: 109 mio.

værd at vide: USA


Hovedstad: Washington, D.C.
Indbyggere: 300 mio.

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00