Albatros Travel

Krydstogt i Kroatiens skærgård 

Unikt Albatros-krydstogt i Adriaterhavet ved Dalmatiens kyst: Smukke øer, charmerende middelalderbyer og lækre strande
– med dansk rejseleder, 8 dage

Split – Trogir – Zlarin – Hvar – Korcula – Makarska Riviera – Brac – Split

På dette nye Albatros-krydstogt sejler vi på eventyr i det kroatiske kystområde Dalmatien, som
er berømt for sine mange skønne strande og billedskønne skærgård, der tæller hundredvis af små og større øer. På denne rejse får du det hele med – både strand og idylliske øer – samtidig med at vi fordyber os i Dalmatiens spændende historie i de velbevarede middelalderbyer. Fra det fjerde århundrede f.Kr. var Dalmatien en del af Det Illyriske Kongerige, hvorefter romerne tog magten i området.

I næsten 800 år – fra 1000-1797 e.Kr. – var Dalmatien under Venedigs herredømme, og i de stemningsfulde og velbevarede middelalderbyer langs den dalmatiske kyst ser man i dag tydeligt den venetianske inspiration,  ikke mindst i arkitekturen. 

På krydstogtet sejler vi med det lille, hyggelige krydstogtskib Azimut, som Albatros har chartret specielt til denne rejse. Der er 19 kahytter om bord, alle udvendige med eget bad og toilet, og der er kun Albatrosgæster med på skibet. Vi kan således se frem til en mere intim og hyggelig rejseoplevelse, end man får på de store krydstogtskibe.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:
Kr. 10.998,-
8 dage
Kr. 10.998,-
8 dage
Kr. 10.998,-
8 dage
Main- og top dæk udsolgt
Kr. 13.498,-
8 dage
Få Pladser - Kahyt på Main dæk.
Kr. 10.998,-
8 dage
Få Pladser - Kahyt på Lower dæk
Kr. 10.998,-
8 dage
Få Pladser - Kahyt på Lower dæk
Kr. 10.998,-
8 dage
Få Pladser - Kahyt på Lower dæk

 

Krydstogtet starter og slutter i Split, som er porten til den dalmatiske skærgård. Her tager vi på byrundtur og ser blandt andet ruinerne efter Diokletians Palads, som er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Alle øvrige steder, vi lægger til, tilbyder rejselederen en orienterende byvandring, hvorefter der er tid på egen hånd.

Vi ligger ved kaj natten over i de byer, vi besøger. Vi har således god tid de enkelte steder og sejler ikke om natten. Inkluderet i rejsens pris er halvpension på skibet: morgenmad dagligt og enten frokost eller middag (se under de enkelte dage i dagsprogrammet). De øvrige måltider kan du spise i land på små lokale taverner og restauranter – den perfekte måde at få så meget som muligt af den lokale stemning med. Hvem synes ikke, det er hyggeligt at gå ud at spise i sin ferie?

Blandt højdepunkterne på krydstogtet er besøg på en håndfuld håndplukkede skønne skærgårdsøer blandt andet Hvar – kendt som Adriaterhavets Madeira – og i små velbevarede og stemningsfulde middelalderbyer, blandt andet UNESCO-fredede Trogir. Vi skal også nyde godt af det lune sensommerklima og tager en dukkert eller to ved nogle af Adriaterhavets lækreste strande – ligesom vi sejler ad Krka-floden ind i Krka Nationalpark, der er kendt for sine smukke vandfald. 

Dagsprogram
Dag 1. København – Split. Ombordstigning og Trogir
Vi flyver fra København om morgenen, og ved ankomsten til Split kører vi direkte til skibet og tjekker ind. Herefter er der mulighed for at gå lidt på opdagelse på egen hånd her i Kroatiens næststørste by efter Zagreb. Størstedelen af Splits cirka 175.000 indbyggere er kroatere, men der er også et lille serbisk mindretal. Du kan eventuelt besøge et af byens museer, som blandt andet tæller et arkæologisk museum og et bymuseum. Husk også at sætte tid af til lidt frokost i land, inden vi først på eftermiddagen stævner ud i Adriaterhavet med kurs mod den smukke UNESCO-fredede middelalderby Trogir cirka 25 kilometer nord for Split. Inden vi lægger til i den historiske by, kaster vi anker i en stille bugt, hvor du kan nyde udsigten fra dækket eller tage en dukkert i det krystalklare vand.

Trogir har cirka 13.000 indbyggere. Byen ligger på en lille ø mellem fastlandet og øen Čiovo og er forbundet med broer til begge sider. Trogirs historie går mere end 2.000 år tilbage i tiden til det illyriske kongerige, og siden da har blandt andet romerne og venetianerne sat deres aftryk på byens kultur og historie – ligesom i det øvrige Dalmatien. Trogir er omgivet af en solid bymur, og inden for murene finder man en række smukke kirker, paladser, tårne og boliger – som alle er ypperlige repræsentanter for fortidens byggekunst. Byen byder således på et sandt overflødighedshorn af spir, søjler og kupler fra gotikken, renæssancen og barokken.

Rejselederen tilbyder en lille orienterende gåtur, hvor vi blandt andet går forbi Kamerlengo-borgen, som blev bygget af venetianerne, og ser den enestående Skt. Laurentius-katedral, kigger ind i de smukke klostergårde og suger i det hele taget til os af stemningen i den lille hyggelige by.

Om aftenen skåler vi i en velkomstdrink om bord på skibet og spiser vores første middag om bord. Vi ligger ved kaj natten over i Trogir.

(Inklusive middag).

Dag 2. Krka-floden – Krka Nationalpark – Zlarin
Mens vi spiser morgenmad på skibet, fortsætter vi vores sørejse og sejler ind på Krka-floden, der skærer sig dramatisk gennem en bjergkløft i Krka Nationalpark. Krka blev udlagt som nationalpark i 1985 – primært for at beskytte områdets mere end 800 forskellige plantearter, hvoraf en del er endemiske. Krka Nationalpark er også hjemsted for mere end 200 forskellige slags fugle samt en række padder, krybdyr og fisk. Er vi heldige, ser vi ligefrem den truede europæiske odder.

Vi sejler ad floden til det spektakulære Krka-vandfald, hvor en stribe mindre vandfald fosser ned i en smuk vandfaldssø og tilsammen udgør et fald på 242 meter. Vi går i land for også at opleve den frodige nationalpark fra landjorden, og efter frokost (der er et par spisesteder i nationalparken) sejler vi tilbage ad floden og runder dagen af på den lille bilfri ø Zlarin, som er adskilt fra fastlandet af Šibenik-kanalen. Øen har i dag blot få hundrede indbyggere, og arealet udgør kun 8.19 km². Øens landskaber tegnes af frodige figentræer og cypresser, skønne strande og idylliske bugter. Tidligere ernærede de fleste af Zlarins indbyggere sig ved indsamling af koraller og havsvampe – en beskæftigelse som stadig finder sted i et vist omfang. Ellers er den primære indtægtskilde turisme, fiskeri og landbrug, blandt andet olivendyrkning.

Om aftenen spiser vi middag på skibet, og der er mulighed for en lille aften-gåtur i Zlarin By.

(Inklusive morgenmad og middag).

Dag 3. Hvar
Sørg for at være ude på dækket og nyde udsigten, når vi først på eftermiddagen ankommer til den pittoreske og lavendelduftende ø Hvar, også kendt som Adriaterhavets Madeira. Spredt ud over øen ligger der frodige olivenlunde, vinmarker, vingårde og smukke blålilla lavendelmarker, og øen er tilmed rig på sol og varme. Man siger, at der er flere solskinstimer på Hvar end andre steder i Kroatien – hele 2.724 timer per år bliver det til. Det gavmilde klima kombineret med de skønne landskaber gør dette til en af Kroatiens mest populære ferieperler. Selve Hvar By, hvor vi lægger til, er en af Kroatiens mest fashionable feriebyer. Byen ligger malerisk ud til vandet, omgivet af bjerge, og over byen troner en gammel fæstning, hvorfra der er en fantastisk udsigt ud over byen.  

Efter frokost om bord på skibet er vi klar til at gå i land og tage på opdagelse. Byen byder blandt andet på en smuk domkirke i renæssancestil og et af Europas ældste teatre, som blev opført i 1612. Der er endvidere et franciskanerkloster i byen, ligesom man bør lægge vejen forbi Hektorovič-paladset. Byggeriet af det gotiske palads blev påbegyndt i 1463, men blev aldrig færdiggjort. Læg mærke til de mange fint ornamenterede bygninger; under venetianerne specialiserede øens beboere sig i stenhugnings-kunsten.

Du kan tilbringe resten af dagen og aftenen i dit eget tempo. Nyd en stund på byens hyggelige torv, og rund af med en middag på en af byens spisesteder. Det kroatiske køkken er varieret: Klassiske retter fra det gamle Jugoslavien indgår ofte på menukortet, blandt andet gullasch, ligesom man ser en tydelig indflydelse fra Middelhavskøkkenet. Her langs kysten står den naturligvis ofte på alt godt fra havet. I Dalmatien siger man, at en fisk skal svømme tre gange: først i havet, siden i olivenolie og til sidst i vin.  

(Inklusive morgenmad og frokost).

Dag 4. Korcula
Vi sætter tidligt om morgenen kursen videre mod øen Korcula, hvor vi ankommer ved middagstid. Ifølge overleveringen blev øen grundlagt i det 12. århundrede f.Kr. af den trojanske helt Anteno, og ifølge en anden lokal overlevering blev den venetianske købmand og opdagelsesrejsende Marco Polo født på Korcula – og ikke i Venedig. Der er dog ingen skriftlige kilder, som bekræfter dette.  

Med sit areal på 279 km² hører Korcula til blandt de største øer i Det Dalmatiske Øhav. Langs kysten ligger et væld af små bugter og isolerede strande, og midt på øen producerer man noget af Kroatiens bedste vin, ikke mindst søde dessertvine. Øen er også kendt for sine olivenolier.

Vi spiser frokost på skibet, og herefter begiver vi os i land i Korcula By, der ligger på en lille rund halvø på nordspidsen af øen, og som set fra luften ligner en fisk. Byen er omkranset af en gammel bymur og tårne, og inde bag murene står byens huse med de karakteristiske røde tage i de smalle gyder – designet til at beskytte byens borgere fra de kolde vinde, som til tider svøber sig rundt om halvøen. Korcula var under venetianernes kontrol fra det 14. til det 18. århundrede, og derfor ser man Venedigs våbenskjold på mange af de gamle offentlige bygninger. Arkitekturen i byen er inspireret af den venetianske renæssance, og midt i byen ligger den fantastiske St. Marks-domkirke, som er bygget i gotisk renæssancestil. Tag en gåtur gennem byens gader sammen med rejselederen, og følg eventuelt op med et besøg på bymuseet, hvor du kan fordybe dig yderligere i lokalhistorien. Om aftenen kan du smage på det lokale køkken, som blandt andet tæller grillet kød og prsut, som er kroatiernes svar på italienernes parmaskinke og spaniernes serranoskinke.   

(Inklusive morgenmad og frokost).

Dag 5. Makarska Riviera
Vi sejler videre op langs den dalmatinske kyst til Makarska Riviera, som byder på lækre sandstrande, krystalklart vand og skyggefulde pinjetræer. Vi ankommer til hovedbyen på rivieraen, Makarska By, lidt over middag, og vi har derfor god tid til at nyde en eftermiddag på stranden med afslapning, solbadning og en svalende dukkert. Snup også en slentretur gennem byen, hvor man blandt andet kan se 1700-tals-kirken Skt. Markus og franciskanerklostret, der blev grundlagt i 1614, og som i dag huser et museum med en stor samling af snegle, skaller og fossiler fra området. Byen ligger smukt og dramatisk omgivet af bjerge.

(Inklusive morgenmad og frokost).

Dag 6. Brac
Vi fortsætter i dag til feriebyen Bol på øen Brac, som med sine 396 km² er den største dalmatiske ø og kendt for sine vine – blandt andet den populære bolski plavac – oliven og søde, saftige citrusfrugter. Vi lægger til i byen Bol på Bracs sydside, som ligger ved en af Adriaterhavets bedste strande: Zlatnit Rat, der strækker ud i det klare, blå vand på begge sider af en 500 meter lang tange. Der er således rig lejlighed til at få sig en dukkert i dag. Har du i stedet brug for at strække benene lidt, kan du tage en vandretur op til Vidova Gora – det højeste punkt på øen – som ligger bagved Bol. Regn med cirka to timer for at gå derop. Til gengæld bliver du forkælet med en fantastisk udsigt ud over den dalmatiske kyst.  

Om aftenen spiser vi Captain’s Dinner på skibet, og lokale musikere spæder til med underholdning om bord. 

(Inklusive morgenmad, frokost og middag).

Dag 7. Badepause i smuk bugt og Split. Byrundtur
Vi sætter i dag kursen tilbage mod Split og kaster undervejs anker i en lille bugt, hvor der er mulighed for at tage en dukkert. Herefter spiser vi frokost på skibet, og midt på eftermiddagen er vi fremme i Split.

Ifølge legenden var Splits første indbygger den romerske kejser Diokletian, der byggede sin enorme borg her ved Adriaterhavets kyst omkring 300 e.Kr. Da kejseren abdicerede, fortrak han til sit 30.000 m² store palads. Ruinerne efter Diokletians Palads, som er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv, ligger spredt ud over den gamle bydel, der nærmest er bygget ind i ruinerne. Paladset var omgivet af to meter tykke og 20 meter høje mure, som stadig er fint bevarede flere steder. Mursystemet har indgangspartier fra alle fire verdenshjørner: gennem jernporten i vest, den gyldne port i nord, sølvporten i øst og bronzeporten i syd. Bronzeporten lå engang parallelt med Adriaterhavet, men det var længe før, byens nuværende havnepromenade blev anlagt.

Vi tager på byrundtur i de gamle romeres fodspor i den historiske by. På havnepromenaden Riva fungerede de dunkle og dystert udseende kældre tidligere som kejserens kølige lejligheder. I dag står de handlende langs den palme- og cafébestrøede promenade og sælger kunsthåndværk, bøger og postkort med mere. Lange strækninger af kysten ved Split udgøres af fine badestrande, der besøges flittigt af både fastboende og tilrejsende.

(Inklusive morgenmad og frokost).

Dag 8. Split – København
Vi spiser tidligt morgenmad om bord på skibet, hvorefter vi siger farvel til skibets besætning og kører i lufthavnen. Vi lander i København sidst på formiddagen.

(Inklusive morgenmad).

Rejsemål

fakta om kroatien

Hovedstad: Zagreb
Indbyggere: 4,5 mio.
Sprog: kroatisk
Religion: katolicisme
Valuta: kuna
Klima: subtropisk og kontinentalt klima

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - fre: 8:30 -17:00