Albatros Travel

Krydstogt til Bornholm, Christiansø, Rügen og Ærø 

Albatros' historiske krydstogt til Bornholm, Christiansø, Rügen og Ærø.
Udrejse fra Aalborg og København.
- med dansk rejseleder, 5 dage

Østersøen har altid spillet en central rolle i Nordeuropas historie. Havet er “vores” Middelhav, og Danmarks suverænitet som søfartsnation blev i middelalderen udnyttet til at erobre en lang række lande. Danmark var – i en kortere årrække – et imperium, der strakte sig rundt om begge sider af Østersøen helt til Estland.

På Albatros’ spændende Østersøtogt følger vi i Valdemar den Store og Biskop Absalons kølvand – fra dengang, hvor de kæmpede mod vendernes hedenskab og sørøveri. Togtets første landgang er på Nordbornholm under den truende skygge af Hammershus, en af Nordeuropas største borgruiner. Frederik den 3. kom for skade at forære øen til svenskerne, men de gæve bornholmere overmandede den svenske garnison og ”forærede” sig selv tilbage til Danmark. Herefter sejler vi til de fjerne danske Ertholme med det historiske Christiansø som et af rejsens højdepunkter. Dagen efter når vi frem til gammelt dansk land: Rügen, Tysklands største ø. Vi beundrer de imponerende kalkklinter under indsejlingen til byen Sassnitz. Det var fra Rügen og fæstningen Arkona, at de hedenske vendere drog på plyndringstogter mod Danmark. Men det fik Valdemar den Store sat en effektiv stopper for. Sidste besøgshavn er Danmarks førende søfartsby Marstal på Ærø, hvorfra de danske skonnerter besejlede det meste af Nordatlanten.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:

Krydstogtet foregår om bord i Albatros lille krydstogtskib Ocean Nova. Et bedre skib end Ocean Nova til et Østersøtogt findes ikke: Skibet er bygget i Danmark i 1982 til passagertrafik langs Vestgrønland og ombygget til krydstogtssejlads i 2006. Alle kahytter er udvendige og indrettet med eget bad og toilet. Den smukke restaurant har plads til 90 gæster, og fra den lyse panoramasalon på øverste dæk har alle deltagere frit udsyn. Skibet medbringer fire zodiacgummiflåder, der benyttes til enkelte landgange. Det er forholdsvis ukompliceret at komme ned i og ud af disse flåder, men rejsen kræver, at man er rask, rørig og godt til bens.

Albatros Travel byder velkommen om bord!

Dagsprogram
13. maj: Afgang fra Aalborg
Ocean Nova anløber Aalborg inden dette Østersøtogt, og som et særligt tilbud for vores jyske gæster er der mulighed for, at man kan påstige Ocean Nova i Aalborg, krydse Kattegat i løbet af natten og få en dag i København, inden togtet går mod Østersøen. På hjemrejsen bliver der et kort stop i København, inden Ocean Nova sejler til Århus. Herfra kan man på egen hånd tage tog eller bus tilbage til Aalborg. Læs om denne specielle ud- og hjemrejse senere i programmet.

14. maj: Afrejse fra København mod Allinge
Ombordstigning på Ocean Nova om eftermiddagen i København, hvor du får anvist din kahyt, og skibets rutiner og ruten gennemgås på et informationsmøde. Der vil ligeledes blive afholdt en obligatorisk redningsøvelse. Med udsigt til Christiansborg kan tankerne ledes tilbage til Absalons gamle borg, bygget i 1170’erne, hvor det nuværende Christiansborg ligger. Vi sigter dog i stedet efter en anden af Østersøområdets vigtige befæstninger, Hammershus. Vi passerer det gamle danske land i Skåne og Blekinge i løbet af den lyse nat. 
 
15. maj: Bornholm og Ertholmene
Om morgenen er Ocean Nova nået frem til Nordbornholm. Vi benytter de solide gummibåde til hurtigt og sikkert at komme i land. Er vinden fra vest bliver det i Allinge Havn, og skulle det blæse fra øst, går vi i land ved Hammerhavnen umiddelbart under Hammershus.

Som mange af Østersøens andre borge var Hammershus bygget og beboet af en mægtig biskop, Jakob Erlandsen i 1255. Hammershus var Nordeuropas største borg, og i middelalderen spillede de stærke fæstninger en vigtig funktion, fordi indehaverens magtposition var knyttet til den uindtagelige borg. Få århundreder senere mistede borgene deres betydning som fæstninger, fordi de ikke kunne modstå moderne artilleri. Hammershus overgik til kasernefunktion og fængsel. De mest prominente fanger var Corfitz Ulfeldt og Leonora Christine, der var raget uklar med både Leonoras far Christian den 4. og senere med hans søn Frederik den 3. Sidstnævnte overdrog Bornholm til svenskerne i forbindelse med Roskildefreden i 1658, men allerede samme år smed bornholmerne under ledelse af Jens Kofoed svenskerne ud af Hammershus. Den svenske kommandant blev skudt, og oprørerne tog til København for at overgive sig selv og øen til den danske konge igen.

Der er arrangeret en busudflugt fra vores landgangsted til borgruinen, beliggende med en imponerede udsigt højt over Hammerkysten, et af Danmarks smukkeste landskaber. Efter Hammershus er der en kort afstikker ind i de nordbornholmske landskaber, hvor vi blandt andet skal besøge Danmarks tredjestørste skov, Almindingen. Udflugten er ikke inkluderet i rejsen pris. Se omtale af særskilt udflugts¬pakke på side 11.

Efter frokost er der afsejling mod Christiansø, cirka 15 sømil ude i Østersøen. Det er de færreste, der har anløbet Christiansø med et krydstogtsskib. Øerne er små, og havnen mellem dem er endnu mindre. Men vores skib er netop beregnet til anløb af afsidesliggende naturkyster, og med hjælp fra den dygtige besætning er de medfølgende gummibåde hurtigt i vandet, og vi kan på kort tid at få hele gruppen tørskoet i land. Skulle der være bølgegang, har vi altid mulighed for at gå i land på øernes læside.

I 1684 besluttede Christian den 5. at befæste øerne med Store Tårn på Christiansø og Lille Tårn på Frederiksø. Da indbyggertallet var højest, boede her godt 800 mennesker, men da fæstningen blev nedlagt, faldt tallet drastisk. Forsvarsministeriet lod dog tidligere soldater bo på øerne som fiskere, og de blev grundlaget for den lille civile befolkning. Cirka 90 mennesker bor her i dag, og øerne er stadig ejet af Forsvarsministeriet.

Vi har tre-fire timer til at gå på opdagelse. Det skal dog bemærkes, at det her i edderfuglenes yngletid ikke er tilladt at gå på strandklipperne uden for murene.

Vi returnerer til Ocean Nova, og mens vi nyder middagen, fører kaptajnen skibet øst om Bornholm mod Tyskland.
 
16. maj: Rügen og Kap Arkona
Rügen er Tysklands største ø, og af gode grunde en af landets fornemste turistdestinationer. Høje hvide kalkklinter, et bugtet kystforløb med fjorde, odder og glimrende sandstrande samt smukke historiske byer gør øen efterstræbt, ikke mindst af tyske rejsende.

Rügen var i middelalderen beboet af venderne, et vestslavisk hedensk folkeslag, der foretog gentagne plyndringstogter mod Danmark. I 1168 blev venderne nedkæmpet på Rügen i et korstog ledet af Kong Valdemar den 1. og biskop Absalon. Vendernes fæstning, Arkona, blev indtaget og det hedenske gudebillede af den firehovede Svantevit blev hugget til brændsel for de danske soldaters madbål. Til samme soldaters skuffelse, blev der ikke taget noget stort krigsbytte, og mange venderes liv blev sparet. Men de blev undertvunget kristendommen, og kongen mente, at en vis barmhjertighed kunne omvende andre hedenske nabostammer og spare Danmark for opslidende krige. 

Ocean Nova lægger til kaj i Sassnitz, en travl havneby med flere færgeforbindelser over Østersøen. Herfra er der mulighed for at deltage i dagens udflugt med bus. Turen går over halvøen Jalsmund, hvis høje kridtklinter har samme oprindelse – og udseende – som Møns Klint på den anden side af Østersøen. Turen fortsætter mod Kap Arkona på Rügens nordligste spids. Her kan vi få et indtryk af Vendervolden, vendernes lokale udgave af Dannevirke, der strækker sig forbi fyrtårnet. En del af volden er styrtet i havet, og det er desværre ikke muligt at køre helt frem til fæstningsanlægget.

Turen fortsætter til den gamle danske kirke Alten¬kirchen, hvor den berømte og gådefulde Svantevit-sten befinder sig. Vi afslutter dagen med et besøg i den gamle hansestad, Stralsund, en af de vigtigste historiske byer i Nordøsttyskland, ikke mindst på grund af dens havn, der sammen med bykernen og ringmuren i dag er beskyttet af UNESCO. Mange af bygningerne stammer tilbage fra middelalderen og er nogle af de bedst bevarede i Tyskland. Danskerne tabte flere slag mod byen og hanseborgerne, og ikke mindst freds¬aftalen i 1370 blev ydmygende for den danske konge. Busudflugten er ikke inkluderet i rejsens pris. Se omtale af særskilt udflugtspakke på side 11.

Hen på eftermiddagen kører vi tilbage til Sassnitz og vores skib.

17. maj. Marstal og Ærø
I løbet af aftenen har vi sejlet forbi Gedser og Lollands sydkyst. Tidligt om morgenen runder vi Langelands sydspids, Dovnsklint. Efter morgenmaden anløber vi Marstal på Ærø. Marstal var frem til begyndelsen af forrige århundrede en af Danmarks førende søfartsbyer, og i 1890 havde byen 300 hjemmehørende fartøjer, flere end København på samme tidspunkt. Selvom Marstal nu om dage ikke har samme position, er den stadig en levende skipperby med mange hjemmehørende træskibe og et aktivt værft. Ærkerivalen Ærøskøbing er muligvis mere idyllisk, men vi er her for at indsnuse den marine stemning, og det gøres bedst på Marstal Søfartsmuseum.

Efter frokost tager vi på en rundtur på øen. Blomstrende rapsmarker, hvide vejrmøller og ¬– forhåbentlig – knaldblå himmel er forårsfarver, som vi danskere kan være stolte af. Vi besøger naturligvis Ærøskøbing, der med sine snoede brostensgader og bindingsværkshuse er som en model på en gammel dansk købstad. Vi skal desuden på bryggeribesøg og prøvesmage den lokale øl. Udflugten er ikke inkluderet i rejsens pris. Se særskilt omtale på side 11.

Vi returnerer til vores skib og sejler sidst på eftermiddagen tilbage forbi Langeland og Lolland-Falster mod København.

18. maj. København – og Århus
Vi anløber igen Kvæsthusbroen i det centrale København. Efter morgenmaden tager vi afsked med skibet og dets besætning.

Jyske gæster har mulighed for at blive om bord og sejle til Århus, som er afrejsehavn for vores næste togt. 

Rejsemål

fakta om danmark


Hovedstad:
København
Indbyggere: 5,5 mio.
Sprog: dansk
Valuta: dansk krone
Klima: tempereret, blæsende vinter og kølig sommer

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00