Efter en dag på havet ankommer vi til vulkanøen Island, hvor vi fra hovedstaden Reikjavík kører ud på udflugtspakkens sidste tilbud. Her skal vi opleve den enestående smukke og dramatiske islandske natur, når vi i bus tager af sted på ruten Den Gyldne Cirkel, hvor vi besøger nationalparken Þingvellir, det 32 meter høje vandfald Gullfoss og Geysir, der har lagt navn til resten af verdens gejsere. Herefter venter et par dejlige dage på havet, hvor du får tid til at gå på opdagelse i skibets mange underholdende tilbud.
Næste havn finder vi i Skotland, nemlig opfinderen James Watts fødeby Greenock. Byen har en lang historie og tradition inde for skibsbygningsindustrien og er i dag en vigtig havneby for det vestlige Skotlands containerskibssejlads og er et yndet mål for krydstogtskibe grundet sin vidunderlige beliggenhed. Fra Skotland tager vi videre mod den charmerende irske hovedstad, Dublin, der bliver den sidste havn vi lægger til i, inden vi sætter kursen tilbage mod Danmark. Her venter os et par dage med forkælelse og sus og dus på havet, inden vi ankommer til København.
Vi skal gøre opmærksom på, at vejr-, vind- og strømforhold med videre kan medføre, at der forekommer justeringer/ændringer i program og sejltider.
Dagsprogram ved køb af udflugtspakke
Dag 1. Afsejling fra København
Afsejling kl. 17.00
Vi går om bord på vores dejlige skib Norwegian Sun i København, og indkvarteres i de respektive kahytter. Første dag afholdes et informationsmøde, hvor skibets rutiner og sejlruten gennemgås. Der vil ligeledes blive afholdt en obligatorisk redningsøvelse, inden vi om aftenen nyder vores første middag om bord.
Rejselederen informerer løbende om alle mulighederne på skibet og står for en række fælles sociale hyggearrangementer og informationsmøder for Albatros-gruppen.
Dag 2. På havet
Vi tilbringer dagen på havet mod Bergen. Nyd den skønne, afslappende rytme om bord, og benyt dig af skibets mange spændende tilbud og faciliteter. Dagen tilbringer du naturligvis i dit helt eget tempo – du kan vælge at slappe af med en god bog, snuppe en tur i motionscenteret, svømme en tur i poolen eller prøve kræfter med nogle af de mange andre aktivitetsmuligheder om bord.
Dag 3. Bergen, Norge. Tid på egen hånd
Ankomst kl. 08.00, afsejling kl. 19.00
Om morgenen ankrer vi op i Bergen, Norges charmerende gamle hansestad og fødeby for landets
verdensberømte nationalkomponist, Edvard Grieg, hvis hus lidt uden for Bergen i dag er indrettet som museum.
De fleste af Bergens seværdigheder ligger i kort afstand fra kajen. I selve havneområdet findes Bergens berømte ”museumsstrækning”, kaldet Bryggen, hvis historie går tilbage til Hanseforbundet og Bergens tid som hovedstad. Bryggens smukke og karakteristiske træhuse og gamle købmandsgårde er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv, og når man slentrer rundt i de smalle gader, fornemmer man tydeligt det leben, der har været i den travle handelsby i middelalderen. For enden af Bryggen ligger Bergens fiskemarked, hvor du kan tanke lidt op med lokale fiskedelikatesser.
Vil du gerne fordybe dig i Bergens spændende og dramatiske historie, kan du lægge vejen forbi Bryggens Museum eller Det Hanseatiske Museum. Byen har blandt andet været ramt af flere storbrande – et tema, som også indgår i forfatteren Gunnar Staalesens berømte Bergen-trilogi. Er du kunstinteresseret kan du på Bergen Kunstmuseum se billeder af blandt andre Edvard Munch.
Det er også fristende blot at nyde en slentretur rundt i den idylliske by, der byder på mange hyggelige områder. Måske skal du en tur gennem shoppegaden eller op i højderne med svævebanen til bjerget Fløyen, hvorfra der er en fantastisk udsigt over byen og det omkringliggende fjord- og fjeldlandskab.
Dag 4. Ålesund, Norge. Besøg på frilandsmuseet Sunnmøre og Aksla-bjerget
Ankomst kl. 08.00, afsejling kl. 17.00
Vi ankommer om morgenen til den smukt beliggende by Ålesund, der strækker sig over flere øer, som er forbundet af broer. I 1904 raserede en kæmpebrand byen, der næsten nedbrændte totalt. Dette resulterede i en hurtig genopbygning, der i dag er helt arkitektonisk unik, da byen fra at have bestået af små træhuse endte med at udgøres af fleretagers stenhuse bygget i jugendstil tegnet af norske og centraleuropæiske arkitekter. Husene er i dag fredede og præger bybilledet i den centrale del af byen.
Dagens Albatrosudflugt byder på frilandsmuseumsbesøg og flotte udsigter fra Aksla-bjerget. Hvis du ikke har købt udflugtspakken, kan du i stedet gå på opdagelse i Ålesund selv, eller gøre brug af skibets udflugtsmuligheder.
Vi starter med at køre langs Borgundfjorden gennem de moderne forstæder mod det gamle handelscentrum i Borgund. Herefter venter et spændende besøg på frilandsmuseet Sunnmøre, der med sine 55 gamle huse giver os et indblik i den kulturelle og arkitektoniske historie, når vi vandrer rundt mellem husene og forestiller os, hvordan det var at leve her. I museets hovedbygning udstilles der arkæologiske fund fra området, der har været beboet gennem flere tusind år. Museet har også en stor bådsamling bestående af blandt andet kopier af oprindelige vikingeskibe. Det var anerkendt langs kysten, at man her havde den mest pålidelige metode til at bygge holdbare både.
Vores besøg i Ålesund slutter med, at vi tager op på bjerget Aksla, hvorfra der er en aldeles vidunderlig udsigt over byen, fjorden og de omgivende fjelde. Vi begiver os herefter tilbage til vores dejlige skib efter en spændende dag i en af Norges smukkeste byer.
(Udflugten fra Ålesund er del af en særskilt udflugtspakke og er ikke inkluderet i rejsens pris. Se under prisinformation).
Dag 5. Lerwick, Shetlandsøerne. Tid på egen hånd
Ankomst kl. 10.00, afsejling kl. 17.00
Øriget Shetland består af mere end 100 øer og skær, hvoraf kun 15 er beboede året rundt. Øerne udgør den
nordligste del af det britiske kongedømme og ligger cirka 300 kilometer nord for det skotske fastland. Denne centrale beliggenhed i Nordatlanten har gennem tiderne ført mange sørejsende til øerne, og den skandinaviske arv skinner stadig igennem i både dialekter, folklore og stednavne.
Shetlandsøernes talrigeste beboere er de berømte får, som tæller mere end 330.000 hoveder. Herefter kommer fuglearterne mallemukker, lunder og lomvier – og set i det perspektiv kan de 24.000 mennesker på øerne synes ganske få. Lerwick har ikke den store udstrækning, så en byvandring er en oplagt aktivitet. Når man bevæger sig rundt i hovedstadens smalle gader og krogede stræder, kan det virke, som om tiden har stået stille her, men Lerwick er faktisk en ganske livlig by. Den er bygget op omkring havnen, der særligt i sommermånederne summer af liv, når færger, krydstogtskibe og luksusyachter fra alle dele af Nordatlanten gæster øerne.
Du kan kigge nærmere på Fort Charlotte, bygget i år 1665, og nyde den gode udsigt over den gamle by fra fortets skydeskår, hvor du også kan se havnen, øen Bressay og fuglekolonien Noss. Ikke langt fra fortet ligger rådhuset fra 1883, der er en smuk gotisk bygning, hvor man rigtig får et indtryk af Lerwicks fortid og kultur. Her findes også et museum med udstillinger fra de første bosættelser tilbage fra stenalderen, jernalderen og vikingetiden, og der er også informative udstillinger om søfart og øens fisketraditioner.
Dag 6. Tórshavn, Færøerne. Udflugt til Tinganes, Skansin og Nordens Hus
Ankomst kl. 04.00, afsejling kl. 17.00
Vi ankommer til Tórshavn tidligt om morgenen og har landgang efter morgenmaden. De forrevne klippeøer
synes at rive alle Atlantens skyer til sig, og ofte lægger de sig som en let dyne omkring fjeldtoppene og giver de 18 øer et eventyragtigt præg. Tórshavn ligger på øen Streymoys sydlige del i et lavt, småkuperet terræn og strækker sig fra vandet op langs bakkeskråningerne.
Dagens Albatrosudflugt byder blandt andet på en spændende byrundtur i Tórshavn.
Vi begynder med at besøge byens gamle bydel, Tinganes, der ligger ude på et næs. Lagtinget blev etableret helt tilbage i vikingetiden på dette næs, deraf navnet Tinganes. På næssets yderste spids ligger landsstyrets letgenkendelige røde hovedbygning Skansapakkhhúsið, som – før det blev taget i brug af landstinget – fungerede som pakhus. Vi tager derefter over til den gamle historiske fæstning Skansin, der blev opført i 1580 af den færøske handelsmand og søhelt Magnus Heinason for at beskytte handelen og byen. Selvom fæstningen var militært bemandet, blev byen dog plyndret flere gange, sidst i 1808 af et britisk skib.
Fæstningen har undergået flere forandringer og fik sin nuværende form omkring år 1790. Efter vi har set fæstningens tilbageværende kanoner, kører vi op til Tórshavns smukke kulturhus, Nordens Hus. Nordens Hus er arkitektonisk spændende, da det går næsten i ét med den omgivende natur – det er som bygget ind i klippegrunden og elegant konstrueret med store glaspartier med et tag overbevokset med friskgrønt græs. Herefter kører vi tilbage gennem en nyere del af byen og stopper ved et udsigtspunkt med skøn udsigt over byen, inden vi vender tilbage til vores skib.
(Udflugten i Tórshavn er del af en særskilt udflugtspakke og er ikke inkluderet i rejsens pris. Se under prisinformation).
Dag 7. På havet
Brug dagen i dag i dit helt eget tempo, og nyd den dejlige, afslappende stemning på skibet, mens vi glider gennem det nordlige Atlanterhav mod Island og Reikjavík.
Dag 8. Reykjavík, Island. Udflugt ad den berømte rute Den Gyldne Cirkel med Þingvellir, Gullfoss og Geysir
Ankomst kl. 08.00, afsejling kl. 18.00
Efter morgenmad går vi i land i Reykjavík, Islands hovedstad, der i dag rangerer som en af de hotteste
destinationer i Europa.
For 200 år siden boede der i Reykjavík blot 300 sjæle, men nu har 172.000 mennesker, eller 60 procent af Islands befolkning, deres hjem i verdens nordligste hovedstad. Reykjavík har i mange år været Islands kulturelle centrum, og selvom mange aktiviteter er stagneret i kølvandet på den islandske økonomiske krise, er der stadig meget at se på og købe – i dag blot til en væsentlig lavere pris end tidligere.
Islands tidlige historie er rigt dokumenteret, og blandt de ældst kendte islandske bøger finder man sagaerne. Ifølge de islandske sagaer var den første fastboende nordbo norske Ingolf Arnarsson, der i år 874 som en af de første satte fod på Island på et sted, han kaldte for ”Røgbugten”. Han fulgte den traditionelle måde at indtage nyt land på, nemlig at smide et gudebillede over bord og så gå i land der, hvor billedet drev ind.
Med udflugtspakken har du i dag mulighed for at opleve den enestående smukke og dramatiske islandske natur på tætteste hold, når vi i bus tager af sted på ruten Den Gyldne Cirkel, som er det klassiske navn på en af Islands bedste og populæreste udflugter. Vi kører fra Reykjavík mod nationalparken Þingvellir, der dannede ramme om verdens ældste parlament, som er dateret helt tilbage til år 930. Her finder vi også Islands største sø, Þingvallavatn, der sammen med dalen og sletten er udlagt til nationalpark og er på UNESCO’s liste over verdens naturarv. Den smukke kløft, der bugter sig gennem parken, er stedet, hvor to af jordens store tektoniske plader mødes, og det er i teorien muligt at skræve med et ben på både det amerikanske og det europæiske kontinent.
Herefter kører vi til vandfaldet Gullfoss, som er Islands allerstørste attraktion. Det 32 meter høje Gullfoss falder i to trin, på henholdsvis 10 og 21 meter, ned gennem den dybe kløft.
Vandfaldet blev først kendt af omverdenen i begyndelsen af dette århundrede. En lille landbrugsfamilie, Tómasson, kørte i 20 år en lang retssag om ejendomsretten af landområdet, men tabte sagen til udenlandske investorer. Investorerne kunne dog ikke betale i sidste instans, hvilket gav islændingen Einar Gudmundsson mulighed for at købe området i 1939. I 1975 overdrog han området til den islandske stat, der har ført området tilbage til sit rette element som naturreservat.
Et lille stykke fra Gullfoss ligger Geysir, der har lagt navn til resten af verdens gejsere. Geysir kom første gang i udbrud sidst i 1200-tallet, og efter i nogle år at have ligget i dvale blev den i år 2000 igen aktiv efter et vulkanudbrud. I dag kan den dog ”kun” levere en vandsøjle på cirka ti meter, mens den i Geysirs storhedstid var 60 meter høj. Lige i nærheden finder man Strokkur-gejseren, der hvert tredje minut spyr sine vandmasser mere end 20 meter op i luften.
(Udflugten på Island er del af en særskilt udflugtspakke og er ikke inkluderet i rejsens pris. Se under prisinformation).
Dag 9-10. På havet
Vi har nogle skønne dage på vej sydpå mod Skotland – læn dig tilbage og lad dig forkæle til den helt store guldmedalje med lækker mad, sublim service og masser af spændende underholdningstilbud.
Dag 11. Greenock, Skotland. Tid på egen hånd
Ankomst kl. 08.00, afsejling kl. 18.00
I dag går vi i land i byen Greenock, der ligger i det vestlige Skotland, hvor Clyde-floden løber ud i Clyde-fjorden. Greenock har en lang historie og tradition inden for skibsbygningsindustrien. Der er i dag kun et skibsværft tilbage, men byen vedbliver at være en vigtig havneby, da Greenock Ocean Terminal er den vigtigste containerterminal for det vestlige Skotland. Greenocks gæliske navn er Grianaig, der betyder ’solrigt sted’. Lad os håbe byen lever op til sit navn under vores besøg!
Greenocks nok mest kendte bysbarn er opfinderen og maskiningeniøren James Watt. Watts videreudvikling af Thomas Newcomens dampmaskine var en af de grundlæggende forudsætninger for den industrielle revolution. Ud over opfindelsen af stempeldampmaskinen var Watt også den første der introducerede begrebet hestekræfter, han opfandt den første kopimaskine og fik, takket være sin store betydning for videnskaben, opkaldt måleenheden watt efter sig.
Hvis du vil se James Watt-udstillingen eller lære mere om byens og regionen Inverclydes historie, kan du besøge den smukke murstensbygning, der huser McLean Museum and Art Gallery, hvor der både er arkæologiske og maritimhistoriske udstillinger samt engelsk og skotsk kunst fra det 18. århundrede og frem.
Et andet af byens højdepunkter er den 1,6 kilometer lange esplanade, hvorfra du har en skøn udsigt over Clyde-fjorden og landsbyen Kilcreggan på den anden side af fjorden. Du kan også gå op til byens smukke administrationsbygning med det 75 meter høje Victoria Tower og nyde den imponerende arkitektur. Her vil du finde et tomt hjørne, der med sine nøgne mursten adskiller sig fra resten af bygningen. Dette hjørne kaldes for Cowans hjørne opkaldt efter Robert Cowan, en lokal butiksindehaver, der drev forretning her. Han ville ikke sælge sin grund for at give plads til opførelsen af administrationsbygningen, så det endte med, at de byggede bygningen med hans butik integreret i hjørnet. Butikken blev dog ødelagt under et bombeangreb i maj 1941, og det er derfor, der i dag er en tom plads.
Dag 12. Dublin, Irland. Tid på egen hånd
Ankomst kl. 08.00, afsejling kl. 17.30
Vi ankommer til den charmerende irske hovedstad klokken otte om morgenen. Byen blev grundlagt i 841 af
norske og danske vikinger. I middelalderen overtog normannerne byen og byggede i 1300-tallet Dublin Castle på det sted, hvor der tidligere lå en vikingefæstning. Byen deles i to af floden Liffey, der løber tværs gennem byen i øst-vest-gående retning.
Dublin er ikke større, end at den med fordel kan opleves til fods, og du kan starte dagen med et besøg på Trinity College, der ligger som en stille oase midt i storbyen. Irlands litterære arv er blandt andet udklækket her, og giganter som Jonathan Swift, Bram Stoker, Oscar Wilde og Samuel Beckett har alle været elever på Trinity. Dublin er desuden udødeliggjort af forfatteren James Joyce i hans berømte bog Ulysses.
Du har også tid til at gå rundt i den yderst charmerende by, og måske dagen skal afrundes på det berømte Guinness Storehouse? Denne seksetagers bygning er designet som et ølglasformet atrium og indeholder en butik, et stort udstillingsområde, en restaurant og to barer. En del af pladsen er brugt på at præsentere historien om den mørke øltype, der kaldes “stout”, som er kendt for sin karakteristiske maltsmag og det bløde skum. Her kan du nyde en pint af den bedste Guinness i den cirkulære Gravity Bar, der har et 360 graders vindue og byder på en fantastisk udsigt over Dublin på en klar dag.
Dag 13-14. På havet
Vi nyder livet om bord på Norwegian Sun og fordøjer de mange indtryk og oplevelser, vi har haft, på vores vej tilbage mod Danmark.
Dag 15. Ankomst til København
Ankomst kl. 07.00
Tidligt om morgenen lægger vi til i Københavns havn. Vi nyder morgenmaden i ro og mag, og først på formiddagen kan vi gå fra borde, og en dejlig rejse er slut.