Dagsprogram
Dag 1. København – Rom. Afsejling
Afsejling kl. 17.00
Vi flyver fra København og ankommer til den italienske hovedstad først på eftermiddagen. Her kører vi direkte til vores skib, som ligger ved kaj i Civitavecchia, Roms havneby. Vi tjekker ind, og sidst på eftermiddagen stævner vi ud i Middelhavet – vores krydstogteventyr er nu i fuld gang!
Dag 2. På havet
Vi indvier krydstogtet med en dejlig dag på havet, mens kursen går mod Grækenland. Nyd den skønne, afslappende rytme om bord, og benyt dig af skibets mange spændende tilbud og faciliteter. Dagen tilbringer du naturligvis i dit helt eget tempo – du kan vælge at slappe af med en god bog, snuppe en tur i motionscenteret, gå til nogle foredrag eller prøve kræfter med et udpluk af de mange andre aktivitetsmuligheder om bord.
Rejselederen informerer løbende om alle mulighederne på skibet og står for en række fælles sociale hyggearrangementer og informationsmøder for Albatros-gruppen.
Dag 3. Santorini, Grækenland
Ankomst kl. 13.00, afsejling kl. 20.00
Vi er nu fremme i græsk farvand, hvor vi skal opleve øen over dem alle: Santorini, der også kendes under navnet Thira. Du kan vælge at bruge dagen på egen hånd eller tage med på en af skibets udflugter (bestilles og betales direkte om bord).
Vi lægger til i hovedbyen Thira, som ligger smukt på kanten af det gammelt vulkankrater 300 meter hævet over havet. Stort set alle husene er hvidkalkede, og mange har små, runde tårne med klare, blå tage. Denne byggestil er typisk for de kykladiske øer og mange huse er århundreder gamle. Husene i Thira er dog alle af nyere oprindelse, da størstedelen af byen blev ødelagt under et jordskælv i 1956. Mellem de idylliske, hvide huse står blandt andet to domkirker (en katolsk og en ortodoks) og et dominikansk kloster. Byen huser desuden et fint arkæologisk museum, hvor man kan få et godt indblik i tidligere tiders storhed og se nogle af de imponerende fund, som er gjort på øen.
Det er fristende at runde dagen af med et besøg på en lokal taverna og nyde en middag med alt godt fra det græske køkken – og måske et glas lokal vin. Øens fugtige vulkanjord og solrige klima er perfekt til vindruedyrkning, og der dyrkes mange forskellige druer på den lille ø. Tre fjerdedele af druerne på Santorini er af arten Asyrtiko, der ofte beskrives som Grækenlands bedste hvidvinsdrue. Santorini-vinene er berømte for deres høje kvalitet, og der produceres både rød-, hvid- og dessertvin på de mange små vingårde.
Dag 4. Efesos (Kusadasi), Tyrkiet. Mulighed for udflugt til Efesos-ruinerne
Ankomst kl. 08.00, afsejling kl. 18.00
Vi lægger i dag til i den tyrkiske by Kusadasi, der på få år er forvandlet fra en lille, søvnig fiskerlandsby til et sprudlende, farverigt trækplaster. Folk strømmer til fra hele verden for at se Efesos-ruinerne, hvor resterne af et af verdens syv vidundere, nemlig Artemistemplet, findes. De antikke ruiner er resterne af oldtidsbyen Efesos, der blev grundlagt i år 900 f.Kr. Efesos er i dag en af Tyrkiets vigtigste attraktioner.
Vores udflugt i dag er med bus fra Kusadasi til Efesos-ruinerne. Vi tager en guidet tur rundt i ruinerne og kommer blandt andet forbi Trajan-fontænen, Hadrian-templet og ikke mindst det imponerende Celsius-bibliotek. Vi lægger desuden vejen forbi resterne af det gigantiske Artemistempel, et af verdens syv klassiske vidundere, samt det store romerske teater, der var et af antikkens største amfiteatre med plads til 24.000 tilskuere. Efter besøget i ruinbyen kører vi tilbage til Kusadasi, hvor der bliver lidt tid på egen hånd til at slentre rundt i byen, shoppe i basarområdet eller gå en tur forbi byens hyggelige havneområde. Rejselederen er naturligvis med på hele turen.
Vær opmærksom på, at dagens udflugt til Efesos-ruinerne ikke egner sig for gangbesværede. Ruinerne ligger på en skråning med ujævnt terræn. Vi skal gå i solen, så husk at medbringe gode travesko samt hat og solcreme til denne fantastiske tur tilbage i tiden.
(Udflugten til Efesos er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se under prisinformation).
Dag 5. Athen, Grækenland. Mulighed for byrundtur inkl. Akropolis
Ankomst kl. 07.00, afsejling kl. 17.00
Vi er tilbage i græsk farvand og lægger til på fastlandet i havnebyen Piræus, som i dag er smeltet sammen med millionbyen Athen, den europæiske civilisations vugge. Her har moderne demokrati og naturvidenskab sin oprindelse. Byen var allerede i antikken et attraktivt turistmål, og i dag er det fortsat oldtidens monumenter, der er genstand for interesse. Athens indbyggertal er vokset kraftigt i de seneste årtier med nybyggeri samt trafik- og forureningsproblemer til følge. Men historisk er Athen fuldt på højde med Rom og Jerusalem, og bag betonen har byen sin charme.
Husenes og lejlighedernes balkoner prydes af geranier, og byens gader og pladser er tilplantede med appelsintræer. Højrøstede gadesælgere og farvestrålende markeder minder om Østens basarer, mens de lidt forfaldne neoklassicistiske palæer leder tankerne hen på den svundne tid, hvor Athen var kendt som ”Middelhavets perle”.
Højt over byens hektiske liv på Akropolisklippen står de smukke hvide marmortempler og vidner om dengang, Athen viste verden vejen til demokratiet. Ud over at rumme fascinerende gudefortællinger med Zeus og Pallas Athene i hovedrollerne var det her, at store filosoffer som Sokrates og hans elev Platon havde deres gang.
Dagens Albatrostilbud er en byrundtur i Athen, inklusive Akropolis. Vær opmærksom på, at udflugten ikke egner sig for gangbesværede.
(Udflugten i Athen er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se under prisinformation).
Dag 6. På havet
Brug dagen i dag i dit helt eget tempo, og nyd den dejlige, afslappende stemning på skibet, mens vi glider videre gennem Middelhavet med kursen tilbage mod Italien.
Dag 7. Napoli, Italien. Mulighed for udflugt til Pompeji
Ankomst kl. 07.00, afsejling kl. 18.30
Vi sejler langs kysten og ankommer tidligt om morgenen til Napoli, Syditaliens største by og hovedstad i regionen Campanien. Byen ligger i bunden af Napolibugten og bærer, ligesom de andre byer ved bugten, tydeligt præg af grækernes og romernes tilstedeværelse i antikken. Byer som Cumae og Neapolis blev grundlagt af græske indvandrere allerede i det 8. århundrede f.Kr., og den græske påvirkning opleves fortsat i byplaner og i form af gamle templer.
Men naturligvis efterlod romerne sig de dybeste spor. Med de mange varme og helbredende kilder, der fandtes i området, var der grundlag for at anlægge af badeanstalter og kursteder. Det gjorde Napolibugten til et attraktivt område for rige romere, og de lod fantastiske villaer opføre langs kysten.
Dagens Albatrostilbud er en udflugt til legendariske Pompeji, hvis historie går flere tusinde år tilbage i tiden. Byen blev under et voldsomt vulkanudbrud i august 79 e.Kr. begravet under et tykt lag af aske og pimpsten. Vulkanen Vesuvs askeregn varede i tre døgn, og byens cirka 15.000 indbyggere flygtede over hals og hoved for at komme i sikkerhed. Begivenheden er blevet levende beskrevet af Plinius den Yngre. Frem til 1748 stod tiden stille i Pompeji, der herefter vågnede af sin tornerosesøvn. Under de mangeårige udgravninger afdækkede arkæologerne en blomstrende oldtidsby med offentlige bygninger, teatre, templer og et væld af huse til beboelse. Pompeji er utroligt velbevaret, og under besøget får vi et glimrende indtryk af, hvordan en by har set ud i det første århundrede efter Kristus. Man havde rindende vand i husene, kloaksystemer, fantastiske vægmalerier, bageri, templer, badehuse (termer) og en lokal bar. Som ved et trylleslag forstummede alt liv i byen, og med vores fantasi vækker vi byen til live igen.
Efter Pompeji tager vi tilbage til Napoli, hvor der hersker en intens og farverig stemning. Tag eventuelt en lille gåtur rundt i byens historiske centrum, centro stórico, der er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv, og hvor man ofte ser vasketøj blafre i de hyggelige, smalle gyder, ligesom byen er rigt forsynet med smuk renæssancearkitektur og kirker i barokstil. På Nationalmuseet kan man se en fantastisk samling af arkæologiske fund fra de romerske oldtidsbyer Pompeji og Herculaneum.
Napolis stolte bidrag til verdenskøkkenet er intet mindre end pizzaen. Forgængeren til pizzaen, nemlig fladbrødet, har rødder tilbage til oldtiden i Middelhavsområdet, men fladbrødets møde med tomaten i Napoli førte til pizzaen, der jo som bekendt endte med at gå sin sejrsgang over hele verden. Oprindeligt var pizza en fattigmandsspise, som blev tilberedt ved boder på gaden, friturestegt med tomatsauce og reven ost, men i 1830 åbnede verdens første pizzeria i Napoli.
Efter Italiens genforening fik Napoli i 1889 besøg af dronning Margherita. I forbindelse med hendes besøg opfandt en lokal pizzamand og hans kone en ny pizza, som de tilegnede byens æresgæst og navngav Pizza Margherita. Pizzaen var lavet i det italienske flags farver: grøn i form af basilikum, hvid i form af mozzarella og rød i form af tomat, og den dag i dag er margheritaen en klassiker på ethvert pizza-menukort.
Først på aftenen stævner vi ud af Napolibugten med kursen nordpå mod Rom.
(Udflugten til Pompeji er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se under prisinformation).
Dag 8. Rom og hjemrejse
Ankomst kl. 05.00
Vi ankommer til Roms havneby, Civitavecchia, tidligt om morgenen, og efter morgenmad i ro og mag om bord på skibet går vi fra borde og kører til lufthavnen, hvor vores fly hjem til København venter.