Albatros Travel

Luksuskrydstogt til Thailand, Vietnam og Hongkong  

Femstjernet sørejse til Østens mystik
– med dansk rejseleder, 16 dage

Singapore – Bangkok – Ho Chi Minh City – Da Nang (Hoi An) –
Halongbugten (Hanoi) – Hongkong 

På dette enestående Albatroskrydstogt tager vi på opdagelse i Fjernøsten. Vi flyver til Singapore, en moderne by med en ædel og gammel sjæl, hvor de store asiatiske kulturers veje har krydset hinanden, og hvor renlighed er en fremelsket dyd, som imponerer de fleste vesterlændinge.

Vores første sejltur op gennem Det Sydkinesiske Hav bringer os frem til Thailandbugten og Thailands hovedstad. I en duftkulisse af kokosmælk, koriander og knallerter udfolder Bangkok sig som en storby med mere at byde på end de fleste. Her bor næsten ti millioner mennesker, der glider osende, dyttende og ustoppelige gennem byen. Vi har god tid til at opleve byens smukke templer, store netværk af kanaler, fantastiske shoppingmuligheder og hektiske stemning.

Den videre sejlads munder ud i tre landgange i Vietnam. Først Ho Chi Minh City, tidligere kaldet Saigon, som har mange historiske seværdigheder side om side med moderne arkitektur, blinkende reklameskilte, nye biler, millioner af motorcykler og en lokalbefolkning, der er internationalt orienteret og gode til at begå sig på engelsk.
Vi sejler derefter til Da Nang i det gamle Chamdynasti. Tæt på havnebyen ligger den charmerende, historiske by Hoi An, hvor der er mulighed for at aflægge den gamle bydel og det spændende marked et besøg. Til sidst kommer vi til Hanoi: en vidunderlig 1.000 år gammel by med brede boulevarder, åbne grønne pladser, smukke bygninger i fransk kolonistil og et virvar af cykler og scootere.

Vores næste stop er i Hongkong i Kina. Med sin strategiske beliggenhed mellem det dybblå hav og de grønklædte bjerge lige syd for det kinesiske fastland havde den golde klippeø Hongkong, og det omkringliggende område, stor interesse for det 19. århundredes driftige handelsmænd. Interessen for Hongkong er ikke blevet mindre siden dengang, og nutidens rejsende kan fascineres af byens tårnhøje buddhaer side om side med skyskrabere og en skøn blanding af Østens kulturer og religioner.

Fra Hongkong flyver vi hjem til Danmark.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:

Vores eksklusive krydstogtskib, Azamara Quest, er et moderne skib, som er væsentlig mindre end de store krydstogtskibe. Det giver en hyggelig stemning om bord, og her er stadig god plads og et stort udvalg af aktiviteter, som du kan benytte sig af under vores færd.

Vi har sammensat en spændende udflugtspakke, som ved køb giver dig interessante byrundture, sejlture på kanaler og i havne, en aften i vanddukketeatret, lækre middage på land og to hotelovernatninger.

Dagsprogram
Dag 1. Afrejse fra København
Afrejse fra København mod Singapore.

Dag 2. Ankomst til Singapore
Vi lander i Singapore om eftermiddagen, lokal tid og kører til vores skib Azamara Quest.

Dag 3. Singapore
Afsejling kl. 13.00
Inden afsejling tager vi på en kort byrundtur i Singapore, som ofte hævdes at være verdens reneste by. Den højteknologiske stemning med himmelstræbende, glasklædte skyskrabere sammen med de pletfri gader får næsten byen til at fremstå, som hørte den til i en kommende tidsalder. Men under den glatte finans-overflade lurer gamle kinesiske, malaysiske og indiske traditioner fra feng shui til storslåede hinduistiske festivaler.

Dag 4. På havet mod Bangkok
Det gør godt med en afslappende fridag på havet efter et oplevelsesrigt stop i Singapore. Samtidig kan vi lære skibet at kende, stifte bekendtskab med faciliteterne og nyde den afslappede og eksklusive atmosfære. Begynd dagen med en tur i fitnesscentret til en gang morgengymnastik. Eller sæt formiddagen af til forkælelse i skønhedssalonen, efterfulgt af en tur i jacuzzien. Skibet har et dejligt bibliotek, hvor du kan slappe af med en god bog over en kop te. Om aftenen er der underholdning i skibets teater.

Dag 5. Bangkok, Thailand
Ankomst kl. 14.00
I en duftkulisse af kokosmælk, koriander og knallerter udfolder Bangkok sig som en storby med mere at byde på end de fleste. Her bor næsten ti millioner mennesker, der glider osende, dyttende og ustoppelige gennem byen. I Lumphini-parken synes den konstante trafiksummen længere væk, og her er en hel masse at se på: akrobatik ved solnedgang, svedende takraw-spillere (fodbold møder volley) og gymnaster på velplejede plæner. Her er også løbestier og legepladser. Følg også med den menige thailænder til Lak Muang-pælen, et symbol på magt og vækst og byens skytsånd. Den konsulteres dagligt af et hobetal af Bangkoks fastboende, når de har brug for et pusterum.

De mange kanaler, som var byens tidligere infrastruktur, er her stadig, og en kanalrundfart er oplagt til at nyde byen fra en ny vinkel på yderst afslappende facon. Dagens udflugtstilbud er en kombineret sejltur, middag og hotelovernatning. Vi bliver hentet ved krydstogtskibet og kører til Chao Phaya-floden, hvor vi skal sejle på Thonburi-klongerne (kanalerne) og til Wat Arun, Morgengryets Tempel. Det porcelænsbelagte tempel er ganske betagende, og takket være templets imponerende højde på 79 meter kan vi nyde synet allerede langt fra, når vi nærmer os på floden. Sejlturen går videre gennem det store netværk af kanaler, der indimellem kan virke som en hel labyrint. Visse steder hersker der en smittende ro, og vi kan kigge ind i husene, hvor de lokale stilfærdigt passer dagens sysler, mens der på de større kanaler udspiller sig et utroligt liv med handlende, rejsende, transportfartøjer og longtail-både. Om aftenen skal vi spise en thaimiddag, mens dansere opfører traditionel thaidans for os. Afslutningen på udflugten er en behagelig overnatning på hotel midt i Bangkok.

(Udflugten i Bangkok er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se under prisinformation).

Dag 6. Bangkok, Thailand
Afsejling kl. 16.00
Thailand er som Danmark både et demokrati og et monarki. Kongefamilien er allestedsnærværende, og de kongelige bygningsværker og den kongelige kunst er blandt Bangkoks allermest spændende attraktioner. Det kongelige palads, Grand Palace, består af guld, guld og mere guld. Og mellem guldet gemmer sig skatte som smaragdbuddhaen Phra Kaew og Phra Mondop-bygningen med hellige skrifter udført på palmeblade. Mellem skattene og de silkebetrukne puder med guldtråd vrimler det med mennesker, som udfører religiøse ritualer eller står i kø ude ved de tolv pavilloner omkring Smaragdbuddhaens Tempel, Wat Phra Kaew.
Men hvor bor de kongelige? De bor flere steder, men en del af året i Chitrlada-paladset, der har en helt fantastisk placering midt i Dusit Park. Her er en tropisk have, hvor man spadserer langs skrigende grønne plæner eller sidder under skyggefulde træer ved voldgravene.
Dagens udflugtstilbud begynder med en rundtur ved Grand Palace og Smaragdbuddhaens Tempel. Derefter fortsætter vi til Wat Po, Den Liggende Buddhas Tempel, inden vi spiser frokost på en lokal restaurant. Næste stop er Den Gyldne Buddhas Tempel, Wat Trimit. Det var først ved en flytning i 1955, at buddhastatuen åbenbarede sit sande jeg, da den ved et uheld faldt ned fra en kran, og gipsen udenpå faldt af. Indeni åbenbarede sig en buddhafigur af massivt guld; verdens største. Statuen er omkring tre meter høj og vejer mere end fem ton. Man mener, at buddhaen blev dækket af gips for at beskytte den under den burmesiske besættelse af Ayutthaya-provinsen.

Templet ligger i den kinesiske bydel, som vi skal gå lidt rundt i. Bangkoks Chinatown har eksisteret så længe, Bangkok selv har eksisteret – faktisk længere. Da hovedstaden blev flyttet fra Ayutthaya i slutningen af 1700-tallet, lå her allerede en kinesisk handelsstation. Mange af dagens indbyggere i Chinatown er efterkommere af disse handelsmænd, og de betragter sig selv som thailændere.

Dagens tur slutter med en god gang shopping i MBK Center og Siam Paragon Shopping Complex, inden vi skal tilbage til krydstogtskibet.

(Udflugten i Bangkok er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se under prisinformation).

Dag 7. På havet mod Vietnam
Vi sejler sydpå ned gennem Den Thailandske Golf. Hvis du har lyst, kan du bruge dagen på havet til at høre et af skibets foredrag. Temaerne kan være alt lige fra vin til historie og økonomi – og ofte vil der også være små, informative oplæg om de byer, skibet lægger til i. Det kan for eksempel være lidt om seværdighederne, kulturen, maden eller gode shoppingsteder. Det kan være nyttigt at få lidt input til landgangen, særligt hvis man er på egen hånd. 

Dag 8. Ho Chi Minh City, Vietnam
Ankomst kl. 12.00
Ho Chi Minh City, der tidligere hed Saigon, er en livlig storby. Habitklædte mænd og kvinder i karriereuniformer forsvinder i al hast ind i funklende kontorbygninger, motorcyklister zigzagger ind og ud mellem hinanden i rasende fart, og gadefejere med koniske hatte og orange uniformer sørger energisk for at holde gaderne rene. Rundt om i storbyens grønne lunger trækker gamle mænd tempoet ned med tai chi, og studerende med pangfarvede frisurer diskuterer deres pensum over en skål dampende nudelsuppe.

Ho Chi Minh City ligger ved vestbredden af Saigonfloden og er med sine 5,3 millioner indbyggere en sprudlende storby – Vietnams største. Byen er opkaldt efter revolutionslederen og frihedshelten af samme navn, men byens gamle navn, Saigon, bruges stadig af mange. Saigon var hovedstad i Sydvietnam fra 1954 til 1975 og i Republikken Sydvietnam fra 1975 til 1976. Byen kom under amerikansk indflydelse fra 1954, og da Vietnam igen åbnede sig mod omverdenen efter krigen, var det naturligt for multinationale virksomheder og store internationale investorer at slå sig ned her. I dag er gadebilledet i modsætning til i hovedstaden Hanoi præget af moderne arkitektur, blinkende reklameskilte, nye biler, millioner af motorcykler og en lokalbefolkning, der er internationalt orienteret og gode til at begå sig på engelsk.

Dagen er til fri disposition, og du kan for eksempel besøge byens mange historiske seværdigheder.
I Kulturparken ligger Genforeningspaladset, der tidligere var kendt som Præsidentpaladset eller Uafhængighedspaladset. Paladset er en klassisk konstruktion bygget i 1960’erne, da den sydvietnamesiske præsident Ngo Dinh Diem bestemte sig for at skifte den gamle, franske guvernørbolig ud med dette storslåede palads. Den 30. april 1975 blev paladset omringet af nordvietnamesiske kampvogne og indtaget. Denne begivenhed markerer Vietnamkrigens afslutning og de nordvietnamesiske kommunisters sejr. I dag er Genforeningspaladset indrettet som museum, men det benyttes indimellem også i forbindelse med statsbesøg.

Ikke langt fra Genforeningspaladset ligger Domkirken eller Notre Dame-katedralen, der blev bygget i årene 1877-1883, og som har to 40 meter høje tårne med jernspir, der kan ses på lang afstand. Det er helt andre guddomme, der tilbedes i den smukke og farvestrålende Jadekejserens Pagode, som er opført af kinesere i 1909 – her æres såvel Buddha som en række taoistiske guddomme og helteskikkelser fra den fascinerende kinesiske mytologi.

Dag 9. Ho Chi Minh City, Vietnam
Afsejling kl. 16.00
Vil du blive klogere på Ho Chi Minh Citys historie, kan du med fordel lægge vejen forbi Bymuseet, der har til huse i Gia Long-paladset fra slutningen af 1800-tallet. Museets permanente udstillinger rummer blandt andet beretninger om krigene mod franskmændene og USA. Krig er selvsagt også omdrejningspunktet på Museet for Krigsforbrydelser, der stiller skarpt på de krigsforbrydelser, som i 1900-tallet blev begået af franske kolonifolk, amerikanske soldater og det sydvietnamesiske regime, og det er en barsk omgang. Med på udstillingen er det berømte pressefoto af den lille pige, som løber nøgen på en vej efter at været blevet alvorligt forbrændt på ryggen under et sydvietnamesisk napalmangreb.

En tur i krigens spor kan også være en udflugt til de berømte Cu Chi-tunneler, der ligger tæt på Ho Chi Minh City. Cu Chi-tunnelerne blev bygget af Vietcong i perioden 1940-60. Da Vietnamkrigen var på sit højeste, strakte tunnelerne sig hele vejen til den cambodjanske grænse, og alene i Cu Chi-distriktet er der over 250 kilometer underjordiske tunneler. I dag er nogle få hundrede meter åbne for offentligheden – nok til at få en smagsprøve på de klaustrofobiske forhold, som krigene mod franskmænd og amerikanere er blevet ført under.
I dag er krigen fortid, og Ho Chi Minh City har forvandlet sig til en buldrende heksekedel med overhalingsbaner og galoperende tigerøkonomi. Og der er mange steder at bruge pengene. Foruden i store internationale forretninger som for eksempel Louis Vuitton kan man bruge dem på Ben-Thanh-markedet, som er opført i 1914. Ben-Thanh-markedet er i dag en stor markedshal fyldt med alt fra grøntsager, fisk, frugt og blomster til tøj, elektronisk isenkram, kopivarer og kitschede souvenirs.

Der er også masser af markedsliv i det kinesisk dominerede Cho Lon, som betyder ”det store marked”, og hvor bygningerne er en skøn blanding af kinesisk og fransk koloniarkitektur. Her ligger også Thien Hau-pagoden. Denne 1800-tals-pagode er tilegnet den kinesiske gudinde Thien Hau, der beskytter fiskere, sømænd, handelsmænd og resten af søens folk, og som især er populær i Hongkong og Taiwan.
Overalt er der mulighed for at prøve kræfter med det delikate gastronomiske miks af vietnamesisk og fransk køkken. Vil du se det hele lidt fra oven, er der flere gode muligheder i nogle af Ho Chi Minh Citys mægtige skyskrabere, som huser hoteller og hotelbarer.

Dag 10. På havet mod Da Nang
Ankomst kl. 07.00 og afsejling kl. 18.00
Byen Da Nang er blandt andet kendt for sit lille Cham-museum, der rummer verdens bedste samling af skulpturer fra Chamdynastiet. Blandt de mange smukke sandstensudskæringer er der altre, lingaer (hinduistisk fallossymbol), garudaer (hellig fugl), ganeshaer (hellig elefantgud) og helt utrolige statuer af guderne Shiva, Brahma og Vishnu. Museet er bestemt et besøg værd.

Fra Da Nang har rejsedeltagerne med udflugtspakke også mulighed for at tage med rejselederen på udflugt til Hoi An, som er en af Vietnams mest charmerende og bedst bevarede byer med en helt utrolig historie. Mange bygninger i den gamle bydel – kinesiske, franske og vietnamesiske – er i dag fredede og fremstår som små arkitektoniske perler, der på næsten mystisk vis har overlevet de mange krige og uroligheder. Hoi An kom på UNESCO’s liste over verdens kulturarv i 1999.

Byen har altid været kendt som en travl handelshavn, og i 1700-tallet kom her især handelsskibe fra Holland, Portugal, Kina og Japan og handlede med silke, tekstil, papir, porcelæn, te, sukker, melasse, nødder, peber, kinesisk medicin, elfenben, bivoks, perlemor, lakvarer, svovl og bly.

Ved ankomsten til den karismatiske by går vi en tur gennem den gamle bydel og besøger nogle af de smukke historiske huse, en af de mange århundredgamle pagoder og det lokale marked. Vi krydser også Den Japanske Bro, som japanerne byggede i 1593 for at forbinde den japanske bydel på den ene side af floden med den kinesiske på den anden side. Japanerne byggede broen rigtig solidt, for de frygtede jordskælv, som de kendte hjemmefra. Broen blev overdækket for at beskytte den mod sol og vind og dekoreret med de smukkeste japanske ornamenter. Resten af eftermiddagen er på egen hånd, inden turen går tilbage til skibet.

(Udflugten til Hoi An er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se under prisinformation).

Dag 11. Da Nang (Hoi An), Vietnam
Vi har atter tid til at slappe af om bord og nyde sejladsen på vores dejlige skib.

Dag 12. Hanoi (Halongbugten), Vietnam
Ankomst kl. 13.00
Først på eftermiddagen ankommer vi til Halongbugten, der med sine 3.000 kalkstensbjerge og særprægede, plantebevoksede klipper er optaget på UNESCO’s liste over verdens naturarv. Rejsedeltagerne, der har købt udflugtspakke, tager med rejselederen på en todages udflugt til Hanoi. Resten af rejsedeltagerne bliver på skibet og har mulighed for at deltage i en af skibets udflugter, som bestilles og betales om bord. Hanoi er en vidunderlig, 1.000 år gammel by med brede boulevarder, åbne grønne pladser, smukke bygninger i fransk kolonistil, storslåede templer, naturlige søer og et virvar af cykler og scootere. Den ligger på den sydvestlige bred af Den Røde Flod på en flodslette i det nordlige Vietnam, ikke langt fra grænsen til Kina, og huser omkring 3,2 millioner indbyggere. Hanoi var hovedstad for det tidligere Fransk Indokina fra 1887 og til anden verdenskrig og har været hovedstad for hele Vietnam siden 1976, hvor Vietnam blev genforenet under kommunistisk styre. Når vi ankommer til Hanoi, skal vi på en byrundtur i cykeltaxa i den gamle bydel. Middagen spises på en lokal restaurant, og herefter skal vi i teatret – dukketeatret. I Thang Long-teatret opfører man det traditionelle vanddukketeater, hvor trædukker i et stort bassin bevæges af skjulte dukkeførere, mens et orkester akkompagnerer handlingen med lydeffekter og musik.

Vi indlogerer os på et godt hotel for natten.

(Udflugten til Hanoi er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se under prisinformation).

Dag 13. Hanoi (Halongbugten), Vietnam
Afsejling kl. 19.00
De rejsedeltagere, som har overnattet i Hanoi, får en rundtur til byens store seværdigheder. Vi besøger Ho Chi Minhs mausoleum på Hung Vuong ved Ba Dinh-pladsen – Hanois svar på Den Røde Plads i Moskva. Herfra præsenterede Ho Chi Minh sin uafhængighedserklæring for masserne i 1945. I det store mausoleum, der prydes af hammer og sejl, kan vi se Ho Chi Minhs balsamerede lig opbevaret i glaskiste. Ho Chi Minh var stifter af det vietnamesiske kommunistparti og Nordvietnams leder til sin død i 1969, og der er bred enighed om, at han er en af verdenshistoriens største revolutionære ledere. I dag er Hanoi og resten af Vietnam i gang med at omstille sig til vestliginspireret markedsøkonomi, men den kommunistiske fortid har sat sig spor overalt.

Vi fortsætter til Ho Chi Minhs berømte pælehus, der ligger i en smuk have direkte ned til en stor sø, og som står præcis, som han efterlod det. Turen går videre til Én-søjle-pagoden, som blev bygget af kejser Ly Thai Tong i 1049 til ære for den barmhjertige gudinde, der havde vist sig for ham og lovet ham en søn og dermed en arvtager. Vi går også på opdagelse i Litteraturtemplet, som er fra 1070 og Vietnams måske bedst bevarede eksempel på traditionel arkitektur. Også Litteraturtemplet er opført af kejser Ly Thanh Tong, til ære for den kinesiske filosof Konfucius. Templet blev i 1076 omdannet til Vietnams første universitet.

Hoan Kiem-søen ligger som en fredfyldt oase midt i Hanoi. På en lille ø i den nordlige del af søen ligger Ngoc Son-templet (Jadebjergtemplet), som blev grundlagt i 1700. Vi kommer over til øen ved at krydse den rødmalede træbro Huc, der også er kendt under navnet Solstrålebroen.

Vi runder udflugten af i fængsel – Hoa Lo Fængselsmuseet, også kendt som Hanoi Hilton, som blev bygget af de franske koloniherrer i 1896. Fængslet har blandt andet fungeret som midlertidigt opholdssted for amerikanske krigsfanger under Vietnamkrigen. Fængslet og nogle af de uhyggeligste udstillinger på museet viser franskmændenes hårdhændede behandling af vietnamesiske frihedskæmpere.

Om eftermiddagen kører vi tilbage til Halongbugten og vores krydstogtskib.

(Udflugten i Hanoi er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se under prisinformation).

Dag 14. På havet mod Hongkong
Vi sejler ud af Tonkinbugten, gennem det smalle Qiongzhou Haixia-stræde og ud i Det Sydkinesiske Hav. Der er masser at se på undervejs, men du kan også tilbringe noget af dagen i skibets spa-afdeling. Hvad for eksempel med en aroma-tang-massage? Du får varme tangomslag med essentielle olier på kroppen, inden du pakkes ind, så omslagene kan få tid til at virke. Behandlingen afsluttes med en gang helkropsmassage, og det skulle både afgifte og styrke blodcirkulationen. Sæt prikken over i’et i selvforkælelsen, og snup en martini i skibets Martini Bar – her er 26 forskellige at vælge imellem, inklusive den klassiske med vodka, vermouth og et par oliven. (Spabehandling og martini er ikke inkluderet i rejsens pris, men købes direkte på skibet).

Dag 15. Hongkong, Kina
Ankomst kl. 07.00
Med sin beliggenhed lige syd for det kinesiske fastland havde den golde klippeø Hongkong, og det omkringliggende område stor interesse for det 19. århundredes driftige handelsmænd. De så gode muligheder for at udvikle området til en sikker base for en lukrativ handel med det kinesiske rige mod nord. I 1841 blev det britiske flag hejst på øen, og senere blev en mindre del af Kinas sydspids indlemmet i den voksende kronkoloni. Sin nuværende størrelse fik Hongkong i 1898, da briterne lejede ”De Nye Territorier” af Kina. I 1997 blev Hongkong givet tilbage til Kina.
Med sine gigantiske skyskrabere minder Hongkong ved første øjekast på mange måder om New Yorks Manhattan. Dog skal man huske, at 98 procent af den næsten seks millioner store befolkning er kinesere med en typisk kinesisk levevis bestående af daglige indkøb på myldrende markeder, hårdt arbejde og trange boligforhold. Dertil kommer en religion med utallige guder, der tilbedes i såvel hjemmet som i de røgfyldte templer. Hongkong er både ældgammel kinesisk kultur og det 21. århundredes højteknologi.

Vi indleder dagens udflugtstilbud med en tur i en af øens karakteristiske dobbeltdækker-sporvogne. At sidde øverst oppe, mens man kører ad byens myldrende gader, er en oplevelse for sig. Snart skifter vi til den unikke bjergbane The Peak Tram. Endestationen er tæt ved toppen af det 554 meter høje Victoriabjerg. Vel oppe får vi en fabelagtig udsigt over Hongkong-øen og hele sydspidsen af det kinesiske fastland.

Ved endestationen venter vores bus, og næste stop på dagens udflugt er Stanley Markedsplads, et meget populært udendørs marked. Her kommer de handlendes evner for alvor på prøve, når der ivrigt pruttes om prisen på alt fra mærkevaretøj til kunsthåndværk, porcelæn, læder og gængse souvenirs. 

Efter et kort stop på den populære markedsplads går det videre ned til bydelen Aberdeen på den anden side af Hongkong-øen.

Aberdeen var tidligere Hongkongs vigtigste fiskerby, hvor tusindvis af mennesker boede på deres små både, også kaldet sampans. Intet sted i Hongkong er kontrasterne mere tydelige. De små sampans ligger og vugger i havnen og virker nærmest til at være i miniaturestørrelse til sammenligning med de store million-yachter og de større fiskerbåde i havnen.

Vi lejer en sampan og sejler omkring i havneområdet langs med de fortøjrede fiskerbåde og får på denne måde et unikt indblik i de lokale fiskeres hverdag med at reparere net, lave mad og sortere dagens fangst om bord på deres fiskerbåde. Vi slutter dagens udflugt tilbage i havnen, hvor vi går om bord på vores dejlige skib, hvor vi nyder vores sidste aften om bord på Azamara Quest.

(Udflugten i Hongkong er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se under priser).

Dag 16. Hongkong og hjemrejse
Vi kører til lufthavnen, hvor flyet hjem mod Danmark venter.

Rejsemål
Fakta om Asien

Areal: 44 mio. km2
Antal lande: 31
Indbyggere: 4 mia.
Største by: Mumbai, Indien, 13,5 mio.
Højeste punkt: Mount Everest, Nepal/Kina, 8848 meter
Laveste punkt: Døde Hav, Jordan/Israel/Vestbredden, 408 m under havet
Længste flod: Yangtze, 6380 km
Største sø: Kaspiske Hav, 371.000 km2
Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00