Dagsprogram
Dag 1. København – Johannesburg
Der er afrejse midt på eftermiddagen fra København med kurs mod eventyrlige Sydafrika.
Dag 2. Johannesburg – Dullstroom – Hazyview
Vi ankommer til Johannesburg tidlig morgen. Vi har en relativt lang dag foran os. Først køres ad landevejen mod Middelburg og Belfast, og efterhånden som vi fjerner os fra Johannesburg bliver landskabet smukkere og naturen mere storslået. Vi kører igennem Sydafrikas berømte ørred-områder til Dullstroom og videre gennem Long Tom Pass. Turen tager mellem fem og syv timer lidt afhængigt af stoppene undervejs.
Hen på eftermiddagen ankommer vi til vores hotel, hvor der måske er tid nok til et dyp i poolen. Vi regner med at spise sammen og derefter snakke om de kommende dage. Overnatning på Sanbonani Hotel (eller lignende standard).
Dag 3. Panorama-ruten - Mpumanlanga
Fra hotellet går turen direkte mod det østlige Mpumalanga. Vi er allerede tæt på. Der køres ad snoede veje langs den såkaldte Panorama-rute, og det bjergrige område byder på det ene storslåede natursceneri efter det andet, hvor man ofte føler trang til at stoppe for at nyde udsigten. Ved God´s Window opleves et af verdens smukkeste udkigspunkter (hvis vejret tillader det), og Bourke´s Luck Potholes er et enestående klippelandskab, hvor voldsomme flodhvirvler har boret dybe, cylinderformede huller i den nøgne klippe. Endelig stopper vi ved Blyde River Canyon, der tåler sammenligning med USA's Grand Canyon, selvom det er i en mindre skala. Der er mange flotte scenerier i området, og kan vi nå mere undervejs, gør vi det gerne. Programmet afhænger også lidt af vejret og deltagernes lyst til at vandre rundt i de smukke omgivelser. I disse bjergegne forekommer ofte tæt morgentåge, som letter op ad dagen, hvilket vi forsøger at tage højde for, når dagsruten fastlægges på stedet. Heldagstur med madpakke og overnatning på Sanbonani Hotel (eller lignende standard)
Dag 4. Safari - Kruger Nationalpark
Kruger er ensbetydende med safari, og vi har gjort vores til at planlægge nogle spændende og alsidige dage i Sydafrikas største nationalpark. Vi kører den relativt korte strækning til Kruger; man mærker tydeligt klimaforskellen, når vi bevæger os fra højlandets køligere og tørre luft til lavlandets varme, mere fugtige luft. Straks efter “gaten” er passeret, er vi på safari. Kruger er en enorm nationalpark, der med et samlet areal på omkring 20.000 km2 er næsten lige så stor som Jylland.
Vores safari kommer til at bestå af en blanding mellem kørsel i bus og i åbne køretøj. Vi bor inde i parken, hvilket giver en fantastisk oplevelse af at være midt i selve bushen. Parken omfatter en hel række forskellige savannetyper med så stor variation, at man sagtens kan tilbringe mange dage her uden at komme til at kede sig. Her er velanlagte veje og safarispor, der gør det muligt at køre ganske tæt på vandhuller og til observationsposter, hvorfra der ofte er god udsigt til vildtet. Og vildt er her nok af: det er muligt at se op til 132 forskellige arter pattedyr, 438 fuglearter, 104 krybdyr og hele 1771 plantearter, hvoraf 357 er træ- og buskarter. Kruger er anlagt således, at de besøgende kun har adgang til en begrænset del ad de anlagte spor, mens store områder forbeholdes vildtet. Igennem årene er vildtet imidlertid tilvænnet biler og besøgende, hvorfor man ofte kan se elefant, giraf og forskellige antiloper græsse tæt op ad parkerede biler, ligesom det slet ikke er usædvanligt, at en løveflok eller et par geparder hindrer den fri passage.
Det enorme område giver vildtet de ultimative livsbetingelser, men også her sætter turismen alligevel sit præg på hverdagen. Løverne har her specialiseret sig i at jage giraffer ud på de asfalterede veje, hvor de hårde hove glider, og dyrene falder i gabet på rovdyrene. Omkring halvdelen af løvernes føde udgøres således af girafkød, mod næsten ingenting i den ukontrollerede natur. Med lidt held får vi måske set “The Big Five” (elefant, næsehorn, bøffel, løve og leopard) - de er her alle sammen, men mængden varierer. Normalt vokser græsset højt i maj - juni, hvorefter tørken gradvist forvandler det meste af Kruger-området til et tørt, gult og afsvedent landskab; hvilket til gengæld gør det lettere at finde dyrene.
Hele dagen tilbringes med safarikørsel i det skønne reservat, og frokosten medbringes fra hotellet. Om eftermiddagen forlader vi bussen og stiger op i åbne køretøj. Storslåede oplevelser venter, og det gyser nok lidt i de fleste, når man sidder blot få meter fra elefant, næsehorn eller måske en løve i helt åbent køretøj.
Først på aftenen mødes alle om en “boma brai”, der er en helt fast ingrediens på en rejse i Sydafrika. Sydafrikanerne elsker nemlig denne madform, som ikke er meget anderledes end vores grillmad, forskellen er dog den, at her nydes den gode mad under åben himmel med løve- og hyænebrøl som baggrundsmusik… (måske).
Vi overnatter på Kruger National Rest Camps (eller lignende standard).
Dag 5. Safari i Kruger
Vi fortsætter, hvor vi slap i går og tager på mere safari og forsøger at komme omkring de områder, vi ikke nåede på førstedagen. Dog stilles der mange restriktioner fra parkmyndighedernes side for at beskytte dyrene, så vi kan ikke garantere, hvor safarien præcis fører os hen. (Husk det kan være køligt i de tidlige morgentimer).
Om eftermiddagen kører vi endnu en fælles bus-safari. Vi overnatter på Kruger National Rest Camps (eller lignende standard).
Dag 6. Kruger – Johannesburg – Port Elizabeth
Hvis der er tid til det, tager vi på en kort morgensafari, inden vi kører tilbage mod Johannesburg, hvorfra vi flyver til Port Elizabeth. Kystbyen Port Elizabeth er udgangspunkt for den smukke kyststrækning, Garden Route, der strækker sig hele vejen til Cape Town. Hvis der er stemning for det, kan vi tage på en lille byvandring efter vores ankomst. I Port Elizabeth indkvarteres vi på Brooks Hill (eller lignende standard).
Dag 7. Port Elizabeth – Tsitsikamma Nationalpark - Wilderness
Efter morgenmaden kører vi gennem smukke landskaber til Tsitsikamma Nationalpark, der især er kendt for et rigt fugleliv, sjældne, endemiske planter og træer og en smuk men også barsk kyststrækning. Efter en kort vandretur, hvor vi passerer den berømte hængebro over Storms River Mouth, fortsætter vi via Natures Valley til Plettenberg Bay. Vi befinder os på den berømte Garden Route med smukke, karakteristiske kystlandskaber. I Knysna tager vi båden over lagunerne og ud til The Heads, de to sandstensformationer der markerer indsejlingen til Knysna-lagunen.
Indkvarteringen finder sted i Knysa og vi får tid til at slentre rundt i den hyggelige, lille kystby, hvor der er mange gode restauranter langs hovedgaden.
Dag 8. Garden Route - Oudtshoorn - Knysa
Hele dagen er afsat til »indlandet«, og hvad vi eventuelt måtte mangle fra foregående dag. Vi oplever nogle af de traditionelle seværdigheder på Garden Route, nemlig de verdensberømte drypstenshuler Cango Caves og en strudsefarm i »strudsebyen« Oudtshoorn. Ruten går gennem smukke naturscenerier med slugter og pas, grønne bjerge og viadukter. Sidst på dagen kører vi over Robinson Pass. Vi overnatter i Knysna,.
Dag 9. Knysa – Swellendam – Cape Town
Vi kører ad hovedvejen mod Cape Town og passerer undervejs Swellendam, der regnes for Sydafrikas tredjeældste europæiske by. Byen, som kan dateres tilbage til 1746, er en kulturhistorisk perle og ville utvivlsomt have været et oplagt stop, hvis man ikke i 1974 havde valgt at lægge hovedvejen tværs igennem bymidten. Eftermiddagen er afsat til en byrundtur i Cape Town. Vi kører gennem de ældste bydele fra Castle of the Good Hope gennem Heerengracht og Adderley Street, med de mange monumenter. Vi fortsætter videre gennem farverige lokalområder som Tamboerskloof og Greenmarket for til sidst at ende ved den berømte Victoria & Alfred Waterfront. Resten af dagen er til egen disposition til indkøb i det altid livlige havneområde. Overnatningerne på Ritz Hotel (eller lignende standard).
Dag 10. Vinlandet i Stellenbosch
Hele dagen er afsat til Sydafrikas berømte vindistrikt kun godt en times kørsel fra Cape Town. Dagen indledes med et spændende besøg i et township, hvor vi skal se, hvordan almindelige mennesker lever på samfundsstigens nederste trin. De lokale viser os selv rundt i deres kvarter, hvor vi møder arbejdere, selvstændige og en traditionel healer. Herefter går turen til Sydafrikas næstældste by Stellenbosch, som mange efterhånden kender fra vinetiketter. En smuk, gammel by med romantiske vingårde bygget i traditionel “Cape Dutch” stil, omgivet af grønne marker og dramatiske bjerge. Byen blev grundlagt i 1679, og vintraditionen er næsten lige så gammel. Vi skal besøge vingårde og smage på nogle af de mange forskellige vine samt naturligvis også se lidt på byen; Overnatning på Ritz Hotel (el. lign. standard).
Dag 11. Fritid i Cape Town
Vi har haft nogle travle rejsedage, hvorfor vi holder denne dag fri for program. Dog kan vi anbefale en tur op til det berømte Taffelbjerg, der vel må siges at være byens kendetegn. Det er fint at starte dagen her, da bjerget oftest ligger klart om morgenen. Man kan også tage til Robben Island, hvor Nelson Mandela sad fængslet i mange år. Der vil blive guidet på engelsk, da øens interessante historie fortælles af tidligere fanger, som har siddet fængslet her. Fra august til november skal der også være mulighed for hvalsafari. Eftermiddagen kan eventuelt bruges til at ose rundt på Greenmarket for til sidst at ende ved den berømte Victoria & Alfred Waterfront. Der er talrige indkøbsmuligheder og spisesteder. Den sydafrikanske rand er faldet ganske voldsomt gennem de sidste par år, og Sydafrika er blevet et yderst attraktivt indkøbsland. Tøj (også modetøj), smykker, kunstgenstande og meget mere kan erhverves til attraktive priser. Overnatning på Ritz Hotel (el. lign. standard).
Dag 12. Cape Town – Kaphalvøen
Dagen byder på udflugt til Kaphalvøen. Vi kører ad højtliggende, smalle klippeveje med det brusende hav under os gennem pittoreske småbyer. Ved Hout Bay skal vi på en lille sejltur gennem den kraftige brænding ud til Duiker Island, hvor tusindvis af sydafrikanske pelssæler holder til. Vi kommer helt tæt på kolonien og kan se dem ligge på klipperne eller lege i vandet omkring båden. Senere kører vi over udsigtspunktet Chapman’s Peak til Simons Town, hvor vi skal besøge en pingvinkoloni. Undervejs spises der frokost i Simons Town. Efter yderligere en kort køretur når vi frem til Cape of the Good Hope Nature Reserve på ikke mindre end 7680 hektar. Udover de smukke kystlandskaber er reservatet også hjemsted for antilopearter som eland, bontebok, springbok og gnu samt struds og bavian. Vi går den lille tur ud til spidsen af halvøen - Cape Point - og nyder den storslåede udsigt udover de to store verdenshave: Atlanterhavet og Det Indiske Ocean. På vejen tilbage besøger vi den smukt anlagte botaniske have ved Kirstenbosch, hvor man opbevarer og studerer Kaphalvøens mange sjældne planter blandt andet af slægten proteablomsten. Vi spiser afskedsmiddag på Afrika Cafe i Cape Town. Overnatning på Ritz Hotel (eller lign. standard).
Dag 13. Cape Town - afrejse
Hvis der er tid, og man endnu ikke har set Robben Island, vil en udflugt hertil være oplagt som afslutning på denne pragtfulde rundrejse (turen på Robben Island tager 3½ time, og man skal bestille i forvejen pga. begrænsede pladser).
Vi kører til lufthavnen i Cape Town midt på eftermiddagen (afhængigt af afrejsetidspunktet), hvorfra vi flyver tilbage til København. Hjemkomst den følgende dag.
Dag 14. Ankomst til København
Forlængelse til Cape Town
- 4 dage/4 nætter i Cape Town - The Mother City
Forlæng safarien i Sydafrika til Sydafrikas charmerende og smukt beliggende kystby, Cape Town. Nyd den dejlige sydafrikanske mad, gode vine og pragtfulde strande.
The Ritz 3*
Pris: 3.990,- pr. person i delt dobbeltværelse
Tillæg for enkeltværelse kr.1.490
The Cape Royale 5*
Pris: 5.990,- pr. person i delt dobbeltværelse
Tillæg for enkeltværelse kr.3.490
Forlængelsen inkluderer:
- Transfer til hotellet
- Ophold på hotellet (morgenmad inkluderet)
Alle udflugter arrangeres af Albatros Travel’s eget kontor i Cape Town. De bestilles og betales lokalt under opholdet i Cape Town.
Dagstur til Kap det Gode Håb og Cape point 570 Rand pr.pers
Udflugt til Vinlandet 570 Rand pr.pers.
Heldags tur ‘Walk to Freedom Tour incl. Robben Island 660 Rand pr. pers
Halvdags tur ‘Walk to Freedom Tour’ 385 Rand pr. pers
Halvdags tur ‘City Tour’ 375 Rand pr. pers
(Der tages forbehold for prisændring og at udflugterne kan udgå.)
Hvis man ønsker at læse mere om indkvarteringsstederne, kan man benytte nedenstående hjemmesider.
The Ritz
www.africanskyhotels.com/hotel_pages/idx_hotel_
The Cape Royale
www.caperoyale.co.za
Pre Tur til Victoria Falls - ’The Smoke That Thunders’
- 4 dage/3 nætter i Victoria Falls
- 1 nat i Johannesburg
Forlæng safarien i Sydafrika til Victoria Falls - ’Mosi-oa-Tunya’ - The Smoke that Thunders’
Victoria Falls Rainbow Hotel 3*
Pris: 6.490,- pr. person i delt dobbeltværelse
Tillæg for enkeltværelse kr. 990
Kingdom Hotel 4*
Pris: 6.490,- pr. person i delt dobbeltværelse
Tillæg for enkeltværelse kr. 1.490
Victoria Falls Hotel 5*
Pris: 7.490,- pr. person i delt dobbeltværelse
Tillæg for enkeltværelse kr. 1.990
Forlængelsen inkluderer:
- Fly Johannesburg - Victoria Falls - Johannesburg
- Transfer til hotellet
- 3 nætter ophold på hotelleti Victoria Falls (morgenmad inkluderet)
- Sundowner-cruise på Zambezi oven for Vandfaldet
- Tur omkring Vandfaldet
- 1 nat ophold Johannesburg
Alle udflugter arrangeres af Albatros Travel’s samarbejdes partner i Victoria Falls. De bestilles og betales lokalt under opholdet i Victoria Falls.
Hvis man ønsker at læse mere om indkvarteringsstederne, kan man benytte nedenstående hjemmesider.
Victoria Falls Rainbow Hotel
www.rainbowvfa.com
Kingdom Hotel
www.africansunhotels.com
Victoria Falls Hotel
www.africansunhotels.com
Forlængelse ved Det Indiske Ocean
med mulighed for golf
- 4 dage/4 nætter Strandferie
Forlæng safarien i Sydafrika med 4 afslappende dage
Fairmont Zimbali 5*
Pris: 6.490,- pr. person i delt dobbeltværelse
Tillæg for enkeltværelse kr. 3.990,-
På KwaZulu-Natal’s Dolphin Kryst, under en rigelig skov løvtag, vil du finde Zimbali - Zulu for “blomsterdalen.”
Zimbali har flere naturlige kildevand søer, som skaber en smuk levested til de 85 fuglearter, sommerfugler og en bred vifte af oprindelige flora.
Selborne Country lodge 4*
Pris: 5.990,- pr. person i delt dobbeltværelse
Tillæg for enkeltværelse kr. 1.990
Selborne Country Lodge er fastsat i en 200 hektar stor golf ejendom beskrives som Augusta i Sydafrika, 40 minutters kørsel syd for Durban.Bare et par sandet fodspor fra den uberørte kyststrækning i det sydlige kyst ligger Selborne’s helt egen private strand klub.
Nyd varm hele året badning i Det Indiske Ocean og derefter trække sig tilbage til rolige omgivelser Selborne’s helt egen helt sikker Beach Club og nyd førsteklasses faciliteter, som omfatter en frisk vand svømmehal, omklædningsrum og en let snack menu
Forlængelsen inkluderer:
- Fly Cape Town - Durban - Cape Town
- Transfer til hotellet
- 4 nætter ophold på Fairmont Zimbeli/Selborne Country Lodge
Hvis man ønsker at læse mere om indkvarteringsstederne, kan man benytte nedenstående hjemmesider.
www.fairmont.com/zimbalilodge
www.selborne.com