Mauritius, der ligger smukt i Det Indiske Ocean øst for Madagaskar, er en selvstændig stat med godt en million indbyggere. Øen lå uopdaget hen, indtil hollænderne lagde til i slutningen af det 16. århundrede. Herefter fulgte franskmændene, som regerede øen indtil englændernes ankomst i 1810. De blev smidt på porten i 1968, og Mauritius fik sin uafhængighed. Befolkningen er et skønsomt miks af kreolere, indere, kinesere og europæere, der oftest taler sammen på fransk, selvom engelsk er det officielle sprog.
Mauritius er en vulkanø og omgives af en cirkel af koralrev, der sikrer badegæsterne mod alt for store bølger og voldsom strøm. Hele øen omkranses af de skønneste sandstrande, og længere inde på land blander palmer og andre tropiske træer sig med sukkerrørsmarker, te- og tobaksplantager.
Vi skal bo på et dejligt 3-stjernet hotel med havudsigt og terrasse eller balkon på alle værelser. Stranden og det lune Indiske Ocean ligger lige uden for døren. Hotellets pool og spaafdeling sørger for forkælelse, og er du til mere aktivitet, kan du låne en havkajak, snorkeludstyr eller tage med på en af ekstraudflugterne ud på øen.
Dagsprogram
Dag 1. Afrejse fra København
Vi flyver fra København om aftenen og mellemlander i Paris på vej mod paradisøen Mauritius. Der serveres aftens- og morgenmad om bord på flyet.
Dag 2. Ankomst til Mauritius
Vi ankommer omkring middag til Mauritius og kan efter indtjekning på værelserne med det samme begynde at nyde godt af de paradisiske omgivelser. Gå de få meter ned til stranden og slæng dig i en liggestol. Hop i poolen og få flyrejsen ud af kroppen. Eller gå en tur mellem palmer og klippelandskaber i området omkring hotellet.
Dag 3-9. Afslapning og oplevelser på Mauritius
De næste syv dage kan du præge, som du vil. Skru op for afslapningen og ned for bekymringerne på stranden, i swimmingpoolen og i hotellets spaafdeling. Eller udnyt din placering midt i Det Indiske Ocean og prøv dine evner på vandski, med fiskestang eller iført dykkerudstyr. Hotellet har masser af aktivitetsmuligheder, og rejselederen hjælper gerne med information og tilmelding.
Tre af dagene tager rejselederen dig med på udflugt, så alle får oplevet tre af Mauritius’ bedste sider. De øvrige dage står rejselederen selvfølgelig også til rådighed med gode råd og hjælp til at arrangere andre udflugter for dem, som har lyst.
De tre inkluderede udflugter er:
Sejltur med katamaran
En hel dags sejltur til den lille ø Gabriel ud for Mauritius’ nordspids. På turen herop kan vi nyde udsigten til Mauritius’ grønne østkyst på den ene side og det blå Indiske Ocean på den anden. Skulle vi være heldige, at der kommer en hval eller en delfinflok forbi, standser vi båden og kigger nærmere på disse elegante havdyr. Fremme ved miniput-øen Gabriel kaster vi anker ved et af koralrevene, og dagen er fri til at snorkle, solbade eller svømme i de pittoreske laguner. Når frokosttiden nærmer sig, disker katamaranens personale op med en skøn menu med grillet fisk og skaldyr.
Heldagsudflugt til Port Louis
Port Louis har været hovedstad på Mauritius, siden franskmændene fik overherredømmet i 1700-tallet. Deres – og de øvrige efterfølgende koloniherrers – efterladenskaber kan stadig ses i byen i form af fine, velbevarede kolonitidsbygninger. Indtil Suezkanalen blev åbnet i 1860, fungerede Port Louis desuden som et naturligt stop på mange handelsrejser mellem Europa og Asien. Byen har flere interessante museer, hvoraf vi ser Blue Penny-museet. Her udstilles to af verdens mest kostbare frimærker, et rødt med værdien én penny og et blå to pence-frimærke. De to mærker fra 1847 har deres høje værdi på grund af en trykfejl, som gjorde, at de blev tilbagekaldt. Men først efter at den britiske guvernørs kone havde brugt dem på en stak invitationer. Derudover er der interessante udstillinger om øens kulturhistorie. Vi spiser frokost på en af restauranterne på havnen og går derefter til byens yderst livlige marked, hvor man kan købe (næsten) alt mellem himmel og jord.
Pamplemousses’ Botaniske Have
Vi bruger en halv dag i den botaniske have i den lille by med det pudsige navn Pamplemousses, der betyder grapefrugter. Den fine have, der egentlig går under det lidet mundrette navn Sir Seewoosagur Ramgoolam Botaniske Have, kan gøre enhver til botanik-entusiast. Her er 80 forskellige typer palmer og et væld af frugt-, mahogni- og muskatnødtræer. Havens stolthed er de kæmpestore åkander (Victoria regia), hvis blade kan blive op til tre meter i diameter. De enorme planter stammer oprindeligt fra Amazonfloden i Sydamerika og blomstrer en måneds tid hvert år – men kun om natten.
Dag 10. Mauritius – København
Det er nu blevet tid til at forlade paradiset. Der er tidlig afgang fra hotellet med forventet hjemkomst midt på aftenen.
Laguna Beach Hotel & Spa
Vores hotel ligger i den lille fiskerby Camp des Pêcheurs på øens østkyst, lige syd for den populære badeø Île aux Cerfs. Alle 70 værelser har havudsigt, terrasse eller balkon, privat badeværelse, aircondition, tv, sikkerhedsboks, hårtørrer og minibar.
I hotellets spaafdeling er der et tyrkisk bad, og man kan få massage og forskellige kropsbehandlinger og skønhedsbehandlinger. Derudover er der flere restauranter og barer, swimmingpools for børn og voksne, fitnesscenter og internet. Man kan leje biler, cykler, vandcykler, snorkleudstyr og meget mere.
Udflugter
Der er mulighed for mange flere udflugter end de tre, der er inkluderet i rejsens pris. De bestilles og betales under opholdet på Mauritius, og rejselederen hjælper gerne.
”Taste of Mauritius” (halvdagsudflugt)
Turen inkluderer et besøg i Pamplemousses’ Botaniske Have, som er en af de haver i verden, der har flest forskellige plantearter. På programmet er også en rundtur i hovedstaden Port Louis, shopping i Miraj-komplekset og på havnefronten Le Caudan, samt mulighed for at besøge Blue Penny-museet, et historisk museum med udstilling om Mauritius’ kulturhistorie.
Pris pr. person 33 euro
Pris pr. barn 16 euro
”Sugar Adventure” (heldagsudflugt)
Udflugten inkluderer et besøg i Pamplemousses Botaniske Have, øens ældste kirke, St. Francois d’Assise, L’Aventure du Sucre, øens mest interessante sukkermuseum, der samtidig giver et spændende indblik i øens tidlige historie, Port Louis og shopping i Miraj-komplekset og på havnefronten Le Caudan.
Pris pr. person 62 euro
Pris pr. barn 31 euro
”The Tea Route” (heldagsudflugt)
Turen starter med et besøg på Domaine des Aubineaux, et gammelt velbevaret kolonitidshus fra 1872. Herefter besøges en tefabrik og en vaniljeplantage. Frokosten indtages på en gammel farm fra kolonitiden. Undervejs vil der være mulighed for at købe lokal te og rom.
Pris pr. person 76 euro
Pris pr. barn 38 euro
”Sail the Dolphin Coast” (heldagsudflugt)
Med katamaran sejler du i området ud for Tamarin-bugten, hvor der er gode chancer for at opleve delfiner. Undervejs stoppes der ved flere gode snorklesteder. Frokosten består af lækker grillmad, som nydes om bord.
Pris pr. person 74 euro
Pris pr. barn 37 euro
”Shop till you drop” (heldagsudflugt)
Denne shoppetur indledes med et besøg på et glasgalleri, hvorefter den står på shopping i M Prêt-à-Porter, Adamas, Voiliers de L’Océan, Mille et Une Nuits og forskellige tæppe- og diamantforretninger.
Pris pr. person 22 euro
Pris pr. barn 11 euro
”Eastern Sailing Magic” (heldagsudflugt)
Sejltur med katamaran ud for øens østkyst til et skønt laguneområde. Der er mulighed for flere snorkle- og svømmeture undervejs. Ligeledes stoppes der på den idylliske tropeø Île aux Cerfs. Frokosten består af lækker grillmad, som nydes om bord.
Pris pr. person 70 euro
Pris pr. barn 34 euro
”Adventure in Paradise” (heldagsudflugt)
”Actiontur” i jeep eller på firehjulet motorcykel i naturreservaterne L’Etoile og Ferney med smuk udsigt over øen. Turen afsluttes med en traditionel mauritisk buffet.
Pris pr. person 125 euro
”Île aux Cerfs” (heldagsudflugt)
Ud for Mauritius’ østkyst ligger den lille og meget smukke tropiske ø Île aux Cerfs. Man tager fra hotellet efter morgenmaden og tilbringer hele dagen på øen. Frokost er inkluderet.
Pris pr. person 110 euro
Pris pr. barn 55 euro
”Nature and History” (heldagsudflugt)
Vi besøger den traditionelle Mahébourg-landsby. Herefter er der en kort tur med båd til Ile aux Aigrettes, et smukt, lille naturreservat. Der er også et besøg i La Vanille-reservatet, hvor man kan opleve over 2.000 krokodiller, den enorme Aldabra-skildpadde og en unik insektsamling.
Pris pr. person 80 euro
Pris pr. barn 40 euro
”Pamplemousses and Sugar World” (halvdagsudflugt)
Udflugten inkluderer et besøg i Pamplemousses Botaniske Have. Herefter går turen til øens ældste kirke, St. Francois d’Assise, og sukkermuseet L’Aventure du Sucre. Turen går også til Port Louis med shopping i Miraj-komplekset og på havnefronten Le Caudan.
Pris pr. person 62 euro
Pris pr. barn 31 euro
Der tages forbehold for prisændringer og eventuelle ændringer i udflugternes nøjagtige afvikling. Du kan høre nærmere om udflugterne hos rejselederen. Det er også muligt at få skræddersyet private udflugter. Forhør dig venligst hos rejselederen.