Albatros Travel

Mexico og Guatemala 

Storslået kulturrejse gennem azteker- og mayariget i Mexico og Guatemala
– med dansk rejseleder, 24 dage
 

Dette er en spændende kulturrejse, der kombinerer højdepunkterne i Mexico og Guatemala. Rejsen er udarbejdet, så man kommer vidt omkring og får noget for pengene, med et væld af store oplevelser på rejsen gennem landet. Det er en storslået rejse med en perlerække af kontrastrige attraktioner: Charmerende byer med spansk kolonitidsarkitektur, indianerlandsbyer, vulkaner, regnskov, farverige markedspladser, åbne sletter, hvide strande og ikke mindst de monumentale ruiner fra de højt avancerede civilisationer, som levede i området inden spaniernes ankomst.

Mødet med de to landes mange forskellige folkeslag og deres traditionsbundne kulturer er et centralt formål med rejsen, og vil for mange nok udgøre de mest mindeværdige oplevelser. Rejsen fokuserer desuden på landenes klassiske kulturer: Azteker­højlandet ved Mexico City, zapotekerne omkring Oaxaca og mayakulturen i det sydlige Mexico og Guatemala. Overalt vil vi se de kolossale mindesmærker i form af templer og pyramider, der klart dokumenterer kulturernes højt udviklede stade inden for astronomi, matematik og arkitektur. Disse kulturer var på nogle områder mere avancerede end klodens andre, og lader sig ikke mindst sammenligne med det gamle Egypten i arkitektur, kunst og videnskab. Rejsen starter i Mexico City og fortsætter gennem højlandet til den hyggelige by Oaxaca med sine velholdte bygninger fra kolonitiden. Herefter går ruten via den dybe Sumiderokløft til landsbyen San Cristóbal de las Casas i Chiapas-provinsen, der er hjemstavn for landets mayaindianske befolkning.  

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:


Vi begiver os videre stik sydpå, ind i Guatemala, til Atitlansøen, der er omgivet af små interessante indianerlandsbyer og vulkaner, der troner i baggrunden. Vi besøger også den tidligere hovedstad Antigua, og derefter er det tid til endnu en kontrast ved mødet med de tropiske omgivelser ved Rio Dulce, inden vi fortsætter til mayabyen Tikal, som var en af mayarigets vigtigste byer. Men vi skal også se de lidet besøgte mayaruiner Yaxchilán på grænsen mellem Guatemala og Mexico, samt det smukt beliggende og velholdte Palenque. Vi kører nordpå over Yucatan-halvøen via Campeche og Mérida til det enestående mayakompleks Chichén Itzá, et af de mest berømte levn fra de store præcolumbianske civilisationer. Rejsen omfatter mange ruinkomplekser, men hvert sted har sin charme, historiske betydning og naturgivne beliggenhed, så besøgene vil komplettere hinanden og fremstå interessante hver især. Turen afsluttes med en afslapningsdag i badebyen Playa del Carmen, der ligger ud til Mexicos caribiske kyst.


Vi tilbagelægger rejsen i bus og får herved virkelig indtryk af Guatemala og Mexicos alsidighed og livet ved kysten, på landet og i bjergene. For hver dag på ruten har vi angivet cirka kørselstider, da der nogle dage kun er lidt sightseeing, mens andre dage kan være mere anstrengende. Der er altid noget at se på undervejs og mulighed for at stoppe op, gøre et kort hvil eller tage et par billeder ved udsigtspunkterne.

Indkvartering foregår på hoteller med private badefaciliteter. Det er komfortable hoteller, som bærer præg af den spanske kulturarv med gammel arkitektur frem for moderne bygninger. Møblement og indretning bærer ligeledes præg af den lokale stil og kultur. Hotelvalget afspejler således den mexicanske kultur og hører med til oplevelsen af landet. Rejsen ledes af dansk rejseleder med godt kendskab til Mexico og Guatemala.

Dagsprogram
Dag 1. Danmark – Mexico City
Afrejse fra Danmark og ankomst til Mexico City om aftenen. Transport til hotellet i denne imponerende millionbys gamle bydel.

Dag 2. Mexico City
Vi starter med en byrundtur omkring Mexicos centrale plads, Zocaloen. Vi besøger Cortes’ Nationalpalads med de verdensberømte freskomalerier malet af Diego Rivera. En fantastisk introduktion til hele Mexicos historie.
Dernæst besøger vi byens berømte katedral, og vi tager et kort kig på Templo Mayor, aztekerbyen Tenochtitlans store dobbeltempel, der blev delvis udgravet i firserne her midt i hovedstaden. Oprindelig lå templet på en ø midt i Texcoco-søen, men spanierne blev trætte af de mange oversvømmelser, der ødelagde »deres« hovedstad og drænede hele bycenteret. Dette har efterfølgende medført en generel vandmangel i hele Mexico City.

Derefter besøger vi det verdensberømte antropologiske museum, der er en imponerende oplevelse, som kan få selv den mest forhærdede museumshader til at overgive sig. Den enestående samling – og måske ligeså enestående indretning løfter museet op i verdensklasse. Vi får en fin introduktion til den forestående rundrejse og et overblik over landets mange kulturer, deres særlige karakteristika og indbyrdes påvirkning. Sidst på eftermiddagen fortsætter vi til Frida Kahlo Museet, ”det blå hus”, som var hendes barndomshjem, og siden hen boede hun der også sammen sin mand Diego Rivera frem til hendes død i 1954.  Museet rummer en interessant samling af mexicansk folkekunst og antikviteter. En del af hjemmet står, som da hun døde i 1954, og specielt i køkkenet, spisestuen og soveværelset fornemmes endnu i dag hendes stærke personlige karakter.

Dag 3. Udflugt til Teotihuacan
Om morgenen besøger vi den berømte tempelby Teotihuacan, et af Latinamerikas største ruinkomplekser.
Der bliver tid til at studere og bestige de mange prægtige templer og pyramider ved Teotihuacan. Byen dateres tilbage til omkring 200 år f.Kr., men er i øvrigt bygget over en lang periode. Byen havde sin blomstringstid mellem 450-650 år e. Kr. og var på det tidspunkt sandsynligvis den største by i verden. I denne periode blev den 65 meter høje Solpyramide bygget, og det samme gælder for Månepyramiden, der ligger for enden af den to kilometer lange Avenida de los Muertos – “De Dødes Allé”, som er det navn, aztekerne 800 år senere gav til byens hovedgade.

Om eftermiddagen besøger vi Basilica de Nuestra Señora de Guadalupe, som årligt bliver besøgt af cirka 20 millioner pilgrimme. Her startede i det 16. århundrede helgenkulten for Jomfruen af Guadalupe, som er Mexicos og hele Mellemamerikas skytshelgen. Hun åbenbarede sig den 12. december 1531 for indianeren Juan Diego, og man kan stadig se hans kappe, hvorpå jomfruen prentede sit billede for snart 500 år siden.

Dag 4. Mexico – Oaxaca
Vi sætter kursen mod Oaxaca, en hyggelig provinshovedstad i delstaten med samme navn. Byen ligger cirka 1545 meter over havet i en dal omkranset af bjerge, og der er her et behageligt klima. Delstaten Oaxaca har det største antal eksisterende etniske grupper i hele Mexico, 16 i alt – de to største grupper er zapotekerne og mixtekerne. Disse er med til at give delstaten og hovedstaden Oaxaca et folklorerigt præg. Den smukke by er præget af velbevarede bygninger i spansk kolonistil og hyggelige gader med mange interessante forretninger, hvor man kan købe forskelligt kunsthåndværk lavet i byen og omegnen. Omkring byens hovedplads, Zocaloen, ligger der mange hyggelige caféer og restauranter, hvor også de lokale kommer. Vi skal på en af de flotteste køreture på rejsen, idet vi kører forbi vulkanerne Popocatépetl og Iztaccíhuatl, og sidst på dagen kommer vi igennem et ørkenområde med utallige søjle- og orgelpibekaktus, inden vi kommer frem til Oaxaca. Dagens kørsel cirka ni timer.

Dag 5. Oaxaca & Monte Alban
Dagens udflugt går til en af områdets største attraktioner; zapotekernes hellige tempelbjerg Monte Alban. På dette menneskeskabte plateau, der måler cirka 200 x 300 meter og ligger i 2.000 meter over havet, grundlagde zapotekerne deres hovedstad og kulturelle centrum. Det imponerende kompleks blev bygget over en længere periode og viser indflydelse fra forskellige perioder, hvor man havde kontakt med Guatemala og siden hen med Teotihuacan. På Monte Alban har man fundet stenrelieffer med underligt forvredne skikkelser – det der i dag kaldes for ”dansernes tempel”, og her har man også fundet nogle af de tidligst kendte hieroglyffer i Mexico. På Monte Alban har man også fundet adskillige grave, hvoraf grav nr. 7 er den kendteste.

Vi vender tilbage til byen og besøger Oaxacas regionalmuseum, hvor hovedattraktionen er den mixtekiske guldskat, der blev fundet i 1932 i grav 7 på Monte Alban. Eftermiddagen holdes fri, med mulighed for at udforske byen på egen hånd. Flere forskellige spændende markeder og museer lokker, men man kan også sætte sig på en café på den hyggelige Zocalo og nyde folkelivet.

Dag 6. Oaxaca – Tehuantepec
Om morgenen kører vi mod sydøst med kurs mod den interessante Chiapas delstat. Dagens kørsel går gennem bjerge med kaktusser og agaver. Her bliver den lokale drik mezcal også fremstillet. Vi kommer ned i det tropiske lavland på Tehuantepec-landtangen og byen Tehuantepec, hvor vi skal overnatte på vores hotel lidt uden for selve byen. Det er en egn, der stadig i dag er præget af mange lokale traditioner, herunder en form for matriarkat, hvor det er kvinderne, som er familiens overhoved. Dagens kørsel cirka seks timer.

Dag 7. Tehuantepec – San Cristóbal de las Casas
Vi fortsætter i bus om morgenen, og ved middagstid når vi den smukke Sumidero-kløft, der må anses for at være et af Mellemamerikas mest fascinerende naturfænomener. I bunden af kløften går vi om bord i både og sejler ned ad Grijalvafloden, hvor de lodrette klippevægge tårner sig op på begge sider af floden til en højde på max 1.000 meter. Det er en meget smuk tur, hvor der er gode chancer for at se krokodiller, aber og forskellige fugle. Fra Sumidero er der cirka en times kørsel til San Cristóbal de las Casas, som er centrum for den stolte indianerkultur i Chiapas-provinsen. Dagens kørsel cirka fem timer. 

Dag 8. San Cristóbal de las Casas og omegn
San Cristóbal de las Casas er opkaldt efter den berømte munk og biskop, Bartolomé de las Casas, der kort efter Spaniens erobring af Mexico støttede den indianske befolknings sag og fik inkvisitionen og tronen til at anerkende visse rettigheder for indianerne. Her i San Cristóbal, to kilometer over havets overflade, mødes folk fra de lokale tzotzil-grupper, chamula’er og zinacantek’er, for at handle. Trods den lange spanske og kirkelige indflydelse har tzotzilerne formået at beholde og udvikle mange af deres egne traditioner. De har en stor stolthed over deres traditioner, som de forventer, vi respekterer, især at de ikke vil fotograferes. Der er totalt fotoforbud inde i kirken i San Juan de Chamula.

Formiddagen er afsat til besøg i San Juan Chamula og Zinacantán. Man kan stadig se flere af de lokale, som benytter de traditionelle klædedragter, men den moderne verden har også gjort sin indflydelse med folk klædt i jeans og T-shirt eller sweater.

Om eftermiddagen besøger vi danskeren Frans Bloms residens, Na Bolom, som betyder »Jaguarens Hus«. Geologen og arkæologen Frans Blom ledte det berømte Carnegie-instituts ekspeditioner i Chiapas’ jungle og deltog i mange vigtige udgravninger af mayaruiner. Han og hans kone, fotograf og journalist Trudy Loertscher, gik i kamp for lacondon-indianerne og regnskoven og satte Chiapas på verdenskortet. Både Frans Blom og hans kone er nu døde, men Na Bolom drives videre af en fond. Forskere og studerende fra hele verden kan bo i huset i en periode mod at arbejde for sagen.

Dag 9. San Cristóbal – Atitlansøen, Guatemala
Denne dag er rejsens hårdeste. Vi har megen kørsel foran os, så vi står meget tidligt op for at begive os sydpå til Guatemalas grænse ad den panamerikanske hovedvej. På trods af at det er en hovedvej, der forbinder Nord- og Sydamerika, lader vejforholdene og trafikken noget tilbage at ønske. Efter at være kommet over grænsen kører vi gennem Huehuetenango og videre sydøst på til vort mål, landsbyen Panajachel, hvor vi indkvarteres i to nætter. Dagen indebærer cirka 11-12 timers kørsel, men meget af tiden vil der være flotte udsigter, da vi kører i højlandet over 2.000 meter over havet.

Landsbyen Panajachel ligger på bredden af Lago Atitlan, der i sig selv er et storslået syn. Søen er omkranset af grønne bjerge og purpurfarvede vulkaner, og vandet skifter konstant nuance fra den mørkeste grønne til den klareste turkis alt efter solens vinkel og skyer på himlen. Stedet er en fantastisk blanding af usædvanlig naturskønhed og traditionel indiansk kultur.

Dag 10. Atitlansøen
Fra byen er der en flot udsigt over søen. Rundt om denne legendariske sø ligger 12 små, isolerede landsbyer, der af spanierne blev opkaldt efter de 12 apostle: San Pablo, San Pedro, San Antonio osv. Indbyggerne fra hver landsby kan genkendes på de specielle mønstre og farver i deres vævede klædedragter, der klart angiver deres tilholdssted og identitet – og flere af landsbyerne har deres eget sprog. Undervejs på dagens bådudflugt vil vi nyde synet af de tre stejle vulkaner, der omgiver søen, og mødet med de lokale indianere, der lever på den samme måde, som de har gjort i århundreder. Vi sejler ud og besøger en eller flere af de små landsbyer.

Dag 11. Atitlan – Chichicastenango – Antigua
Vi forlader Atitlan tidlig morgen for at køre til Chichicastenango og besøge byens farvestrålende marked, der er det mest berømte i Guatemala. Mayaindianere i deres traditionelle, farverige folkedragter kommer hertil fra højlandet to gange om ugen for at afsætte deres varer. Håndvævede tekstiler og masker er til salg side om side med store mængder af frugt, grønt og andre fødevarer. Stemningen er livlig, og der tinges om varerne. Markedet betragtes som værende et af de mest interessante i hele Latinamerika. Byen har en helt speciel atmosfære præget af mystik. Gaderne dufter af røgelse, og de to hvide kirker på torvet er nogle af de mest interessante på hele rejsen. Den mest kendte er St. Thomas, der officielt er katolsk, men såvel kirkerummet som gudstjenesten bærer stærkt præg af de gamle mayatraditioner. Indianerne sidder på gulvet, på et dække af velduftende fyrrenåle, mens deres traditionelle copalrøgelse sender en behagelig, krydret duft ud i lokalet.

Vi fortsætter til Antigua, der engang var den tredje­største by i hele Latinamerika. For mere end 200 år siden var Antigua landets hovedstad og havde over 60.000 indbyggere. I dag er det en fredelig, delvis restaureret koloniby, som er en fornøjelse at udforske. Dagens kørsel er cirka seks timer.

Dag 12-13. Antigua
To dage er afsat til at se denne charmerende by. På en gåtur gennem de stille, brostensbelagte gader kan man rigtig nyde de lave huses fine, spanske koloniarkitektur med pastelfarver og flotte udskårne træportaler. Udgangspunktet er den hyggelige »Parque Central«, der ligger i centrum med et springvand og tropisk beplantning. Her er adskillige interessante museer og flere seværdige klostre og kirker, hvor blandt andet La Merced og San Francisco skal fremhæves for deres katolske overdådighed og barokke raffinementer. Der vil også være tid til at se nærmere på forskellige specialiteter, som mange turister ynder at købe: Sølvsmykker; tekstiler af høj kvalitet og i smukt design, samt jadesmykker og -figurer. Der er afsat tid til at være på egen hånd, så man kan spadsere omkring og rigtig fornemme atmosfæren i denne historiske perle. Såfremt det har interesse, kan rejselederen eventuelt arrangere en udflugt til toppen af en af vulkanerne tæt på byen.

Dag 14. Antigua – Rio Dulce
Vi forlader nu højlandet og kører stik øst, gennem Guatemala City og videre til Rio Dulce ved den caribiske kyst. Det er en smuk tur med stor variation undervejs. Vi forlader det kuperede højland og kører nedad gennem frodige dale til det tropiske lavland, der grænser op til kysten. Undervejs gør vi et kort stop i Quiriguá. Den arkitektoniske stil er meget beslægtet med stilen i det kendte mayakompleks, Copan i Honduras, hvilket sammen med den relativt korte afstand mellem byerne har foranlediget forskere til at antage, at Quiriguá var en satellitby til Copan. Ligesom med andre mayabyer er man ikke helt sikker på, hvornår Quiriguá præcis var bosat, men de forskellige steler har datoer fra et forholdsvis kort tidsrum, som svarer til vores tidsregning år 746-810 e. Kr.

I området, der udgør en tropisk park, findes den største stele i hele mayariget – 10,60 meter. Stelernes kolossale størrelser og sirligt udskårne overflader i brun sandsten vækker til eftertanke og rejser naturligt fundamentale spørgsmål om, hvem disse gamle mayaer var, og hvad der foranledigede dem til deres enestående, arkitektoniske bedrifter over hele mayariget. Vi fortsætter længere østpå mod Izabalsøen til den lille landsby Rio Dulce (også kaldet El Relleno), hvor vi indkvarteres. Dagens kørsel er cirka seks timer.

Dag 15. Rio Dulce – Flores
Formiddagen bruges på at udforske det smukke område omkring Lago Izabal, der er kendt for sin tropiske naturskønhed. Sejlturen på søen er en fantastisk oplevelse – igennem mangrovesumpe og tropisk jungle, hvor luften er tung og fyldt med lyde. Der er fine muligheder for at se hejrer, parakitter og andre spændende fugle. Om eftermiddagen kører vi nordvest på gennem landsbrugsland (tidligere regnskov), inden vi er fremme i Flores sidst på dagen.

Flores ligger i Petén, som er et næsten ufremkommeligt jungleområde, der dækker den nordligste tredjedel af Guatemala. Det var her, mayaerne først slog sig ned for tusinder af år siden. Vi kører til vores hotel, hvor vi tilbringer to nætter, i den lille by Flores, som blev grundlagt i år 1700 på bredden af den skønne sø, Peten Itzá. Området er af central betydning i mayahistorien, da det var her Itzá´erne levede. Først i 1697 blev de nedkæmpet, hvilket officielt bliver betragtet som enden på flere årtusinders mayakultur. Dagens kørsel cirka tre timer.

Dag 16. Mayabyen Tikal
Dagens mål er Mayalandets allerstørste attraktion, den fantastiske, ruinby Tikal, også kaldet El Mundo Perdido (den glemte verden). Vi kører langs med søen Petén Itza til nationalparken Tikal og besøger ruinkomplekset. Tikal blev opdaget ved et tilfælde i 1848, men det er først inden for de sidste årtier, at stedet er blevet åbnet for besøgende. I alt dækker ruinerne et område på cirka 40 km2. Der findes rester af templer bygget cirka 700 f. Kr., men kompleksets guldalder – den klassiske Maya-periode – var cirka 300-900 e. Kr. Herefter blev denne smukke by forladt af den herskende klasse samt størstedelen af befolkningen. Samtidig led mayacivilisationen sin mystiske og endnu uforklarede undergang i hele området.

Mange pyramider er endnu ikke restaureret og giver således en fornemmelse af, hvordan stedet så ud, da det blev opdaget. De udgravede templer og pyramider, det vil sige bymidten udgør et område på cirka fem km2 og er til dato uden sammenligning mayaernes allersmukkeste, højeste og mest imponerende ceremonicenter. En af pyramiderne, med et tempel på toppen, er næsten 70 meter høj. Tre boldbaner, et utal af »plazaer« og altre, bygninger, steler og relieffer giver tilsammen et overvældende indtryk og synlig dokumentation for mayaernes utroligt præcise viden om astronomi og matematik. Vi går en tur igennem junglen omgivet af såvel afdækkede som stadig uafdækkede mayaruiner. Imponerende flora og fauna såsom orkideer, mahognitræer, tyggegummitræer (»Chicozapote)«, cedertræer og palmer. Er vi heldige, ser vi dyr som for eksempel brøleabe, ræv, næsebjørn, vild kalkun, tukan, peberfugl og forskellige papegøjer.
Dagens kørsel cirka to timer

Dag 17. Flores – Yaxchilán – Palenque
Vi bevæger os vestpå mod Lancandón-regnskoven, der er hjemsted for Lancandón-indianerne, den mest isolerede af Mexicos indianergrupper. Vort mål er mayabyen Yaxchilán, der ligger i regnskoven ved bredden af Usumacintafloden. Vejen dertil er med bus ad halvdårlige veje, med båd og til fods ad junglestier.

Vi starter tidligt, da det bliver en lang dag. Efter cirka tre timers kørsel når vi frem til Bethél, Guatemalas grænseby. Herfra fortsætter vi i båd af Usumacinta-floden til Yaxchilán-komplekset, der ligger strategisk, hvor floden krummer. Vi udforsker det vidtstrakte område, der menes at være bosat i starten af vor tidsregning, men de eneste hieroglyffer, der kan dateres, henregnes til perioden mellem år 514 og år 817. Yaxchilán menes at have nået sin storhedstid i det 8. århundrede under kongen ved navn »Skjoldjaguaren«. Hans symboler er således afbildet på flertallet af områdets bygninger og steler. Byens magt udbyggedes under hans søn »Papegøjejaguaren«. Det er en fantastisk oplevelse at gå på opdagelse blandt de mange bygninger og pyramider og betragte det imponerende stenudskæringsarbejde som for eksempel statuerne af krokodiller og jaguarer, der findes på den centrale plads. Mange af bygningerne er stadig helt tilgroede med mos, planter og træer, men det øger blot mystikken og følelsen af at opleve noget oprindeligt, som ikke er mange beskåret – området besøges af relativt få turister grundet den afsides beliggenhed.

Et af højdepunkterne er den møjsommelige opstigning og udsigten fra bygning nummer »41«, hvorfra man kan fornemme områdets storslåethed og skue ud over junglens grønne løvtag.

Vi sejler til Corozal på grænsen til Mexico, og herfra kører vi med bus langs højdedrag og gennem frodige landbrugsområder i udkanten af junglen til Palenque, som vi når sidst eftermiddagen. Dagens kørsel cirka seks timer.

Dag 18. Palenque
Efter morgenmaden går turen ud til de enestående mayaruiner ved Palenque, der ligger smukt omgivet af regnskov. Palenque er højdepunktet i den senklassiske mayakultur. Det vigtigste bygningsværk er Inskriptionernes Tempel, hvor Pakals grav blev opdaget i 1952. Pakal levede fra 603-683 e. Kr og var den vigtigste regent i Palenque. Det var den første grav, som blev opdaget i hele mayaområdet og ændrede alle teorier om, at mayaerne kun havde bygget de pyramidelignende platforme til deres templer. Derefter begyndte man at undersøge andre platforme, og man har siden hen fundet over 300 grave i Palenque, og også i andre mayabyer som Tikal, Copan og Calakmul har man fundet grave. Den største bygning i Palenque er Paladset, som har adskillige rum, tre indergårde og et tårn, som blev brugt som observatorium.

I disse år tyder man stadig flere af de vanskelige maya­skrifttegn, og opfattelsen af denne store kultur ser ud til hele tiden at ændre sig, efterhånden som mere og mere tydes. I perioder er mayaerne blevet betegnet som et krigerfolk, derefter som en fredskultur. I dag er synspunkterne mere nuancerede, og denne kultur har også været forskellig i løbet af dens over tusind år lange storhedsperioder. Man ved også, at det var en kultur med et usædvanligt højt intellektuelt niveau. Mayaerne var således store astronomer og matematikere, der eksempelvis opdagede den abstrakte talværdi nul. I junglen omkring Palenque er der en del små stier, der giver mulighed for at iagttage regnskoven på nært hold. Der er også et mindre vandfald.

Dag 19. Palenque – Campeche
Efter morgenmaden går turen ud til de enestående mayaruiner ved Palenque, der ligger smukt omgivet af regnskov. Palenque udgør turens eneste egentlige regnskovsområde med nærmest ufremkommelig jungle, enorme mahogni- og cedertræer, og hvor epifytter kappes om at overgro alle andre vækster. I junglen omkring Palenque er der en del små stier, der giver mulighed for at iagttage regnskoven på nært hold. Der er også et mindre vandfald. Bagefter fortsætter vi til Campeche med ankomst sidst på dagen. Campeche ligger ved Den Mexicanske Golf i delstaten med samme navn. Byen blev fredet under UNESCO i 1999. Før den tid var den gamle bydel temmelig forfalden, men efterhånden har man fået restaureret de fleste huse og den gamle bydel, som ligger inden for bymuren, der blev bygget for at beskytte byen mod piratangreb, er meget charmerende. Dagens kørsel er cirka seks timer.

Dag 20. Campeche – Mérida
Ruten fortsætter derefter ind over Yucatan-halvoeen og nordpå til den »hvide by«, Mérida, som også bliver kaldt ”Yucatans Paris”. Den ældste bydel er præget af spansk kolonistil, mens bydelen omkring Paseo de Montejo er præget af art noveau og neoklassisk stil fra begyndelsen af det 20. århundrede. Mérida har atmosfære, og gadebilledet præges af maya-yucateker og mestizer. Dagens kørsel cirka tre timer.

Dag 21. Mérida – Chichén Itzá – Playa del Carmen
Afgang tidlig morgen til Chichén Itzá, der anses for et af Mexicos vigtigste ruinkomplekser, især efter at det i år 2007 blev valgt som et af de nye syv verdensvidundere. Det tager et par timer at komme til ruinerne, og det gælder om at være der så tidligt som muligt, så vi kan have det storslåede kompleks lidt for os selv, inden de andre turister ankommer. Chichén Itzá er formentlig den mest kendte og legendariske mayaby, blandt andet på grund af de enorme anlæg, bygninger som observatoriet El Caracol og den uhyggelige cenote, hvor man ifølge traditionen ofrede mennesker til regnguden. Komplekset bærer præg af indtrængende tolteker (i modsætning til Palenque og Uxmal). Toltekerne trængte ind i slutningen af det 10. århundrede og kom til at sætte et uudsletteligt præg på Chichén Itzá, blandt andet med Kukulcan-kulten. Det mest bemærkelsesværdige bygningsværk er således også Kukulcan-pyramiden, hvis fire trapper, der fører op til toppen fra verdenshjørnerne, har 91 trin hver. Sammen med den øverste platform giver det 365, antallet af dage på et år. Men det er ikke alt: Præcis ved de to årlige jævndøgn tegner eftermiddagssolen trekantede skygger på nordtrappens trin, så det ser ud som om, en slange kravler ned ad trappen. Symbolikken er åbenlys, for Kukulcan står for Quetzalcoatl, der betyder »Den fjerklædte Slange« – guden, som vil vende tilbage til jorden.

Nær Kukulcan-pyramiden finder vi også den store boldbane på 180 x 70 meter, hvor mayaerne spillede »pok-a-tok«. Man spillede med en meget hård, massiv bold af rågummi, der ved hjælp af albuer, hofter og knæ (beskyttet med læder) skulle igennem et lille hul i en lodret stenring. Der har været mange spekulationer om spillet og dets religiøse betydning, og friser med afhuggede hoveder har naturligvis næret fantasien, men man ved ikke med sikkerhed, hvad der er foregået. Om eftermiddagen fortsætter vi til den caribiske kyst og feriebyen Playa del Carmen, der ligger en times tid syd for Cancun. Dagens kørsel er cirka fem timer.

Dag 22. Playa del Carmen
Dagene er afsat til afslapning oven på tre ugers store oplevelser. Playa del Carmen er en relativt ny badeby med en skøn beliggenhed ved Mexicos caribiske kyst. Byen var tidligere en fiskerlandsby, som nu har vokset sig stor og populær takket være den vidunderlige strand og de gode udflugtsmuligheder. Den brede, flotte strand, som strækker sig langt syd og nord for byen, er omkranset af svajende palmer og det caribiske hav, der fremstår smukt i sine turkisgrønne og blålige nuancer. Sandet er blødt og finkornet, og vandet er klart og svalende. Det er muligt at snorkle ved en mindre strand i den nordlige udkant af byen, men de seriøse dykkere og snorklere bør tage færgen over til Cozumel. Der kan foretages udflugter nedad kysten til mayaruinerne ved Tulum, og blandt andet i Xcaret-parken kan man svømme med delfiner (ikke inkluderet). Playa del Carmen har et stort udvalg af restauranter, barer og diskoteker, der giver mulighed for, at natteravnene kan udfolde sig. Endvidere findes der utallige butikker, hvoraf en del udbyder internationale mærkevarer.

Dag 23. Cancun – København
Vi forlader Playa del Carmen om morgenen og kører til lufthavnen (cirka en time) for at flyve til København.

Dag 24. Hjemkomst
Ankomst til Danmark om morgenen. 

Rejsemål
Mexico
Guatemala

fakta om Mexico

Hovedstad: Mexico
Indbyggere: 109 mio.
Sprog: spansk, flere indianske sprog
Religion: katolicisme
Valuta: mexicansk peso
Klima: tropisk - ørken

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00