Efter en afslappende dag på havet, hvor vi kan nyde godt af alle skibets tilbud, når vi igen Barcelonas havn. Fra skibet kører vi på byrundtur og ser nærmere på byens fantastiske stemning og smukke arkitektur. Vi kommer blandt andet forbi Gaudís enestående bygninger i jugendstil, inden vi kører mod lufthavnen og flyver hjem til Danmark.
Til dette krydstogt har vi sammensat en udflugtspakke specielt til Albatros’ gæster, som rejselederen står for. Udflugtspakken er ikke inkluderet i rejsens pris og skal købes særskilt, senest 30 dage inden afrejse. Se venligst under prisinformation.
Dagsprogram
Dag 1. København – Barcelona og ombordstigning
Afsejling kl. 17.00
Fra lufthavnen kører vi ud til havnen, hvor vores skib, Liberty of the Seas, ligger ved kaj. Først på aftenen kan vi nyde udsejlingen fra Barcelona, mens vi sætter os til rette i skibets restaurant til vores første middag om bord.
Dag 2. Cannes
Ankomst kl. 8.30, afsejling kl. 18.30
I dag lægger vi til i Cannes på den franske riviera. Cannes er en af Côte d’Azurs mest fashionable byer, som hvert år er vært for Cannes Filmfestival og titusinder af besøgende strand- og filmgæster. Når vi besøger byen, er der ikke mange turister, og vi får derfor en mere umiddelbar oplevelse af Cannes med de omkring 70.000 fastboende indbyggere. En slentretur ned ad strandpromenaden, Croisetten, er et must, og shoppetrangen kan let få afløb i de mange elegante butikker i byen. Cannes har også et par interessante museer, for eksempel Museum for Fotografi, som udstiller både nyt og gammelt.; blandt andet har museet en fast samling af Picasso-fotografier. Du kan også besøge slottet på bakken over byen, hvor Musée de la Castre holder til. Her udstilles etnografiske fund fra Mellemøsten, Sydamerika og Stillehavsområdet, blandt andet maya-keramik og andre arkæologiske fund.
Dag 3. Firenze (Livorno)
Ankomst kl. 7.00, afsejling kl. 19.00
De morgenfriske kan følge indsejlingen til Livorno. Dagens tilbud er en udflugt til Firenze med rejselederen.
Firenze skrev sig allerede for mere end tusind år siden ind i verdenshistorien som valfartssted for handelsfolk, kunstnere og eventyrere på rejse efter inspiration. Byens velbevarede kirker, paladser og de smukke pladser og torve vidner om fordums storhed og pragt, og bag den imponerende arkitektur gemmer sig noget af verdens mest værdifulde kunst.
Efter morgenmad om bord på skibet kører vi fra Livorno gennem Toscanas smukke bakkelandskab, der veksler mellem skove, olivenlunde og vinmarker. Slotte og kirker i romansk stil ligger spredt i området. Vel ankommet til Firenze er det tid til at gå på opdagelse i byen. Vi parkerer bussen og spadserer gennem byens centrum. Turen går også forbi Piazza Signoria og videre til Palazzo Pitti via Ponte Vecchio, også kaldet Guldbroen på grund af de mange guld- og sølvforretninger, der ligger her.
Om eftermiddagen bliver der lidt tid på egen hånd, inden vi kører tilbage til Livorno, hvor vores skib venter.
(Udflugten til Firenze er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se under priser)
Dag 4. Rom (Civitavecchia), Italien
Ankomst kl. 7.00, afgang kl. 19.00
Tidligt om morgenen ankommer vi til Civitavecchia, som er Roms havneby. I dag er der mulighed for at deltage i en udflugt til den spændende italienske hovedstad med rejselederen.
Efter tidlig landgang i Civitavecchia møder vi den lokale guide og vores bus. Køreturen til Roms centrum tager cirka 1,5 time. Rom – Den Evige Stad – byder på et hav af seværdigheder og en spændende, historisk atmosfære, men også et voldsomt trafikkaos. Står man midt i Rom for første gang, kan mylderet af biler, scootere og travle fodgængere godt virke lidt overvældende. Men gør som romerne: Tag støjen og trafikken som en oplevelse, og nyd byens ubeskrivelige skønhed og stemning. Roms historie fylder et stort kapitel, og byen er som et kæmpe museum med smukke bygninger og enestående monumenter fra Roms storhedstid. Byen er fuld af kontraster, så der er ikke mange skridt fra det trafikale kaos til stilheden på et fredfyldt lille torv. Rom er nemlig fyldt med små oaser i form af hyggelige pladser, som ofte er prydet af en smuk kirke. Her kan man høre vandet risle i et lille springvand, mens man nyder en cappuccino.
Rom skal opleves til fods, så det er en god ide at iføre sig et par solide sko, for der er nok at tage fat på. Vores bus standser centralt i Rom, og herfra har vi mulighed for at nå en stor del af byens seværdigheder.
Vi begynder med at kigge nærmere på Peterspladsen og Peterskirken. Peterskirken er verdens største kirke, og at stå midt i det kæmpemæssige kirkerum er ganske enkelt en overvældende oplevelse. I gulvet langs midtergangen er nedfældet tal, som angiver målene på verdens største kirker, og selv Saint Paul’s Cathedral i London virker lille i forhold til dette kæmpestore rum.
Den 210 meter lange og 135 meter høje kirkebygning har mange kunstskatte at fordybe sig i – ud over det enorme rum i sig selv. Mest berømt er Michelangelos fabelagtige Pietà-figur, der står i begyndelsen af højre kirkeskib. Husk at kigge efter kunstnerens signatur på skærfet, der dækker Jomfru Marias bryst – det skulle efter sigende være eneste gang, den geniale multikunstner har forsynet et af sine værker med sit navn. Det ville også være en skam at forlade kirken uden at have kastet et blik på Berninis 29 meter høje barokbaldakin, der hæver sig på fire snoede søjler over højalteret, og lige foran dette: bronzestatuen af Sankt Peter, hvis højre fod er slidt helt ned efter århundreders beføling fra pilgrimme og andre besøgende.
Vi gør opmærksom på, at et besøg i Peterskirken kræver såkaldt passende påklædning. Det vil sige ingen shorts, korte skørter eller bare skuldre. Vagterne, der tjekker alle besøgende uden for kirken, har ry for at være temmelig strenge med hensyn til beklædningsspørgsmålet, og de er alt andet end lydhøre over for – gode eller dårlige – undskyldninger.
Efter frokost fortsætter vi til Basilica di San Clemente. Denne fascinerende kirke er ikke én, men hele tre kirker bygget oven på hinanden. Den ældste stammer helt tilbage fra 200-tallet, hvor en kult omkring den persiske gud Mithras blomstrede i Romerriget. Mithras-dyrkerne, der kun omfattede mænd, mødtes i små mødesale, ofte under jorden. De fleste var indrettet efter samme mønster: som en aflang grotte med bænke til de indviede og et alter med et billede af guden for enden – således er også den, vi skal besøge i dag, opbygget. Mens vi udforsker denne gamle Mithras-helligdom, kan vi sandsynligvis høre den rislende lyd af vand fra Romerrigets gamle kloaksystem tæt ved.
Næste niveau – over det gamle Mithras-tempel, men stadig under jorden – udgøres af en kirke fra 300-tallet. Flere ændringer er blevet tilføjet, siden den blev opført. Blandt andet er en række smukke fresker fra 500-800-tallet malet på det gamle kirkerums mure, men de er dog blevet noget slidte. Til sidst vender vi tilbage til jordoverfladen, hvor den nyeste kirke findes. Det er en speciel oplevelse at komme fra de lidt dystre, underjordiske rum og op til den nye kirkes lyse vægge og gyldne mosaikker. Denne kirke er faktisk en af Roms mest udsmykkede kirker, og de fleste dekorationer stammer fra kirkens opførelse i 1100-tallet – inklusive de strålende og detaljerede mosaikker i kirkens apsis.
Fra San Clemente-kirken går vi den korte tur ad Via di San Giovanni in Laterano til verdens største og mest berømte amfiteater, Colosseum. Dette enorme, ovale bygningsværk var hjemsted for grusomme og barbariske gladiatorkampe, som kunne overværes af ikke færre end 50.000 tilskuere. Og det blev brugt flittigt fra sin opførelse i år 80 og 500 år frem, indtil Romerrigets fald. Sidst på eftermiddagen tager vi afsked med Rom og vores lokalguide og kører tilbage til Civitavecchia og udsejlingen om aftenen.
(Udflugten i Rom er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se under priser. Vi gør endvidere opmærksom på, at udflugten i Rom ikke egner sig for gangbesværede).
Dag 5. En dag på Middelhavet
Vi har nu en dag til at opholde os på skibet, hvor du kan nyde den skønne, afslappede rytme til søs. Du kan slappe af ved poolen, snuppe en tur i motionscenteret eller benytte dig af de talrige aktivitetsmuligheder om bord. Eller du kan bare nyde udsigten eller læse en god bog. De fleste finder også glæde ved at cirkle rundt mellem skibets mange temarestauranter (de fleste inkluderet) og senere se den internationale kabaret og måske slutte af i natklubben.´
Dag 6. Barcelona – byrundtur og hjemrejse
Ankomst kl. 6.00
Midt på formiddagen bliver vi hentet i bus på vores hotel og kører på byrundtur. Barcelona, Kataloniens hovedstad og avantgarde-by, er indbegrebet af spansk foretagsomhed, kunstnerisk livsglæde, hektisk natteliv og politisk dynamik. Det er Spaniens næststørste by, den er rig, driftig og har en af landets vigtigste havne og masser af industri.
Byen sprudler af energi og aktivitet døgnet rundt, og med en 2.000-årig historie rummer Barcelona samtidig en spændende blanding af romerske ruiner, gotiske paladser og eksplosive art nouveau-bygninger.
Arkitektonisk er Barcelona en af Europas mest spændende byer bl.a. takket være Gaudís fantastiske og meget særprægede bygningsværker i jugendstil. Den mest kendte er La Sagrada Familia-kirken, som er fantasifuldt udhugget efter former af mennesker, dyr og planter.
Midt på eftermiddagen kører vi til lufthavnen, og en fantastisk rejse er slut.